KULTURLISTEN – I denne uge anbefaler Kulturlisten belgisk Netflixstreaming, teater om bipolar sygdom set i børnehøjde, to meget forskellige udstillinger på Louisiana og tre smallere begivenheder med musik og litteratur. Kulturlisten er i denne uge skrevet af Claus Ankersen, Niels Olsen, Steen Blendstrup, Connie Bork og Inger Tejlgaard Olesen Ravn.
Hvem fanden er Ferry?
Så er Ferry løs i Laksegade. Og hvem fanden er Ferry? – som sidste replik i den nye hollandsk-belgiske Netflixseries første afsnit lyder.
Well. Ferry er uimodståelig. Det er Breaking Bad møder Sopranos på belgisk og hollandsk og flamsk med undertoner af campingliv, underklasse, ølmaver og fuldtonet rå centraleuropæisk underverden. Antihelten Ferry Bouman spilles i så uanfægtelig verdensklasse af Frank Lammers, at figuren, som egentlig var en bifigur i Netflixserien Undercover, som kørte tre sæsoner fra 2019-21, i 2021 fik sin helt egen spillefilm, Ferry (2021).
Hvis du synes, det bærer mindelser om Better Call Saul, er det ikke helt forkert. Bortset fra at Ferry Bouman er så meget mere autentisk en skikkelse – ikke mindst fordi det er en europæisk produktion.
Serien, som havde premiere for nøjagtig en uge siden, er en såkaldt prequel og følger Ferry i kampen for at etablere sig på narkomarkedet i byen Brabant i begyndelsen af firserne, jonglere med korrupte partnere, rå rockerklubber og skånselsløse kingpins – og så selvfølgelig samtidig hans kærlighedsgenvordigheder med den udkårne Danielle, som spilles gennemtroværdigt af Elisa Schaap.
Altså, du skal se Ferry. Måske endda starte med Undercover-seriens tre sæsoner, nappe filmen Ferry og SÅ gå i kast med den nye serie. Kulturlisten sætter en tube brylcreme på højkant og garanterer, at du bliver vild med den gale og brutale, men også kære og omsorgsfulde okse i læderjakke. Alle elsker Ferry. Nu er det din tur.
Du som har tændt millioner af stjerner
Hvad har biblioteket og folkekirken til fælles? De er begge offentligt finansierede kultur- og værdibaserede rum, som kan tilgås af alle uanset livssituation. Midt i et stadig mere kommercialiseret kulturliv finder vi disse frie public servicelakuner, hvor ånd og fordybelse fastholdes, formidles og som regel kan opleves ret tæt på, hvor man bor.
Tag nu sidste søndags Allehelgensmesse i Frihavnskirken på Østerbro: En messe for de døde, hvor man kan sørge og mindes og med lys markere sin respekt og kærlighed til dem, man har mistet. I søndags sang vi ”Se nu stiger solen” og ”Du som har tændt millioner af stjerner”.
Organisten var i topform, koret på plads og i hjørnet strøg en cellist roligt buen over strengene, mens menigheden tændte lys over sognets afdøde i kirkeåret. At lytte til den lange række af navne sognepræsten læste op var et tankevækkende vidnesbyrd om de liv, som en gang var iblandt os, og nu er væk for altid. Hver med sin skæbne og historie. Prædikenen var smuk og enkel og rundede både livets salt og lys, som selv i dødens mørke gør en forskel, inspirerer og løfter os ind i et større fællesskab.
Husk kirken som en fast og nok også lidt overset del af vores kulturliv! Få anmelder dens virke. Flere kritiserer den. Men kirkerne er stadig mange. De ligger spredt rundt i by og på land med dygtige præster, kordegne, organister og korsangere. De tilbyder os prædikener, gudstjenester, messer, musik, sang, fællesskab og vigtige ritualer, der indrammer livet. De skaber sammenhæng i tilværelsen og bygger bro til historien.
Min far kan flyve: En pårørendeforestilling
Min far kan flyve er både rørende og ubehagelig. Det kan ikke være anderledes. Skildringen af en mand med bipolar lidelse, set fra datterens synsvinkel, går ind under huden. På den ene side set med stor kærlighed, på den anden side med fuld bevidsthed om de traumer, det har efterladt. Og alligevel med humor.
Humoren er vigtig. Lidt galgenhumor, lidt vanvid, lidt vid. Ellers ville Min far kan flyve have været uudholdelig.
For hvor høj pris betaler barnet, der vokser op i en familie med psykisk sygdom? Hun sætter ikke spørgsmålstegn ved tingenes tilstand. Hendes voksne er bare. Distancen illustreres med de voksnes dyremasker.
Min far kan flyve fortæller, hvad den modne kvinde husker om den far, der begik selvmord, da hun blot var 15 år. Brudstykker serveret i vilkårlig rækkefølge. Nogle gange revideret, ”nåh ja, jeg glemte, at hunden også var der”. Så får vi scenen igen med en ny pointe.
Barnet forstår ikke alt, men barnet observerer. Og barnet lærer. Hun lærer at kende maniske perioder, depressive perioder. ”Man lærer kun at bede om noget, når tiden er rigtig”, lyder mantraet i forestillingen. For barnet vil jo bare gerne elskes. Af den far, hun elsker.
Den selvstændige krop – Firelei Báez har en særlig sans for bevægelsen
Mænd ser på kvinder – men piger og kvinder holder også øje med sig selv. Kvinder dvæler ved deres seksuelle tiltrækning, men også ved kroppens styrke, kraft og bevægelse ud i verdenen. Jeg har sjældent set kroppe, hofter, ben skildret så selvstændigt og eventyrligt, som hos newyorkeren Firelei Báez.
Et vigtigt indgangsbillede til Báez’ univers hedder: ”How to slip out of your body quietly”, 2018. Dansende kvindeben a la varietépiger har skjult kroppen i noget, der både ligner strudsekorpus og mørk pels, mens palmerne ligner fejende faner i vinden. Det er så livsbekræftende.
Det flow går igen, både når Báez laver hele vægge med mange små billeder og lysende detaljer – men også billeder af store historiske kort, hvor afstande er nedskaleret, mens ofte bare én krop i påfaldende farver bevæger sig hen over billedfladen, som om især kvinder kan sætte den virkelige verdens dimensioner fri.
Udstillingen skiller sig ud ved sin appetit og de på én gang indlysende og overraskende associationer om kroppen. Báez kan minde om mexicanske Frida Kahlo, der også skildrer kvinder i nær kontakt med dyr og planter. Men der er også en forskel. Kahlo har fokus på sårbarheden, mens Báez søger udfoldelsen. Bevægelsens dynamik.
Pussy Riot – Feministisk genistreg på Louisiana
Et utroligt spektakel har slået sig ned i kælderen på Louisiana. Som museumsgæst bliver man blæst bagover, fordi det er så overbevisende og mangfoldigt gjort. De aktioner, som den russiske protestgruppe Pussy Riot sætter i værk, i vandet og sneen, inde i Frelserkirken, i Moskva og på grønsværen til VM-finalen 2018, er politisk kunst, når den er bedst, fordi den er så billedavlende.
De har skabt en udgave af kvinden, hvor hun iført farvestrålende elefanthue og mikrofon, kjole og strømper i skrappe farver tager punkens ord i besiddelse. De ligner på én gang tyve og er samtidig meget feminine. Elefanthuerne har skrigende farver – pink, grøn, lilla – de mest indiskrete, anonymiserede personer, man kan forestille sig.
En af frontfigurerne i Pussy Riot, Maria Alyokhina studerede journalistik, litteratur og poesi og opdagede, at ”de fantastiske mennesker, der deltog i min poesikreds, ikke var interesserede i politik – og at de mennesker, der deltog i mine demonstrationer, ikke var interesserede i kunst”.
Det er nøjagtigt den barriere, Pussy Riot har forceret og har gjort det siden 2011. De søger det clash, hvor aktivisme og kunst beriger hinanden. Pussy Riot kæmper for kvinderne, som Rusland kun giver beskeden plads.
Maria Alyokhina har tidligere fået en fængselsdom på to år for aktionen ”Punk Prayer”. I dag er straffene meget længere. Og hun bor ikke i Rusland for tiden, selv om hun længes voldsomt tilbage.
Fine små oplevelser i novembermørkningen
November er en fantastisk tid! Mens det mørkner mere og mere, dag for dag, er der heldigvis lang tid til, at decembervirakken vælter verden. Til gengæld er der mange fine små arrangementer, man kan tage sig til her i mørkningen.
En oplagt mulighed er at se vores yndlingsalternative musiker Slagger Lund i selskab med Håkon, når de gæster Frederiksberg Country Club med håndlavede sange. Slagger Lunds albumudspil, Maniak, kan også findes på diverse streamingtjenester, hvis man er langt fra staden.
Hvis man hører til den slags voksne, der er lidt misundelige på børn, fordi de har de fedeste bøger at bladre i, så holder Carsten René Nielsen og Gitte Lægård reception i forbindelse med udgivelsen af deres fælles værk: Et digt vokser i papiret. Som titlen antyder, inviterer værket til at blive mærket med alle sanserne åbne.
Endeligt er Evy Königsberg på turne i provinsen. Det er et samarbejde mellem fruens egne tekster, Teatret Gruppe 38 og femmandsorkesteret Konigsberg & Søn.
Kulturlisten udkommer i POV hver fredag. Find tidligere udgaver her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
