SOMMERTØRST // COCKTAILS – Sommertiden er helt sin egen. Også når det gælder livet i hjemme- og udebaren, hvor mere friske og lettere smage byder sig til i forhold til vinterens dybe og tunge. Denne cyklus åbner for nye muligheder, og der er da heller ingen grund til at snyde sig selv eller sine gæster for den varme tids helt særlige smagsunivers. Bo Nygaard Larsen viser dig fire herlige cocktails, der både er simple at mixe og inviterer til spritzende og summende sommerhygge.
Det er sol, sommer og sorgløse dage. Årstiden, inklusive de traditionelle tordenbyger, forfører os ind i den rene bohemestemning, hvor vi for en stund prøver at glemme verdenssituationens alvor – eller går modsat og kommenterer på den med endnu større vægt.
Som køkkenet har også hjemmebaren sin egen smag her i sommertiden. Det skal være frugtigt, gerne med bær og have en kølighed, der kan modsvare de høje temperaturer
Letheden kommer med solen, den varme vind og de mange dage fri fra job og andre pligter. Det er her, vi træder frem, måske i shorts, sætter os og nipper til lidt koldt, der hører tiden til.
Som køkkenet har også hjemmebaren sin egen smag her i sommertiden. Det skal være frugtigt, gerne med bær og have en kølighed, der kan modsvare de høje temperaturer. Den lette løsning ligger ofte i en flaske hvidvin, rosé eller bløde bobler af enhver art. Intet forsagt i det, for det smager som himmelen, og jeg har da også altid et nødlager på køl, hvis ventede eller uventede gæster skulle kigge forbi. Basen er hermed lagt, og udfordringen for at eksperimentere videre ligger lige for.
Foto: Bo Nygaard Larsen.
Jeg har i mine år her på POV International gået cocktailens ærinde, skrevet om kendte og ukendte varianter og altid med et dyk ned i historien. Præmissen har været og er, at selve sippet er en del af en større sammenhæng, hvor den enkelte cocktail og de generelle vaner og tendenser bliver rørt sammen med samtiden og nutiden.
Jeg har her udvalgt, mixet og drukket fire cocktails med smæk på sommeren. De er alle lette at lave, er friske og tager store hensyn til ingredienser, som du enten allerede har eller nok havde tænkt dig at købe alligevel.
Peach Sangria
Der er ikke noget som en … spansk sommer. Mange læsere har nok sydpå eller hjemme nydt den velkendte Sangria med kold rødvin, Cointreau og en blanding af frugter, citrus og bær. Drikkens historie har to spor. Den ene siger, og den slags falder jeg altid for, at den går tilbage til romernes invasion af Den Iberiske Halvø begyndende i år 218 f.Kr. For at undgå bakterierne i vandet, spædede de det op med vin fra de marker, de anlagde undervejs, og tilsatte så forhåndenværende frugter og bær. Præcis, som vi herhjemme frem til slutningen af 1800-tallet primært drak øl, og englænderne, der op gennem 1700-tallet drak gin i stedet for beskidt vand.
Sangria kommer fra det spanske ord sangre, der igen stammer fra det latinske sanguis. Det betyder blod og refererer til drikkens dybe farve. For mange, især i Spanien, er Sangria da nærmest også et sakramente, som bliver nydt i alskens varianter og i allerstørste andægtighed.
Så er der det andet spor, som dog ikke udelukker det første. Spanierne introducerede Sangria for det amerikanske marked i begyndelsen af 1800-tallet, og i 1964 var drikken med som en del af den spanske pavillon under World’s Fair i New York.
Jeg er stor Sangria-fan, blandt andet fordi jeg herhjemme kun drikker rødvin koldt. Her går jeg så skridtet videre og bruger hvidvin. Det passer bedre til en dansk eftermiddag under parasollen eller som en aperitif inden middagen. Men det er ikke ligegyldigt, hvilken hvidvin du bruger. Mit forslag er en tør vin, for eksempel en Sauvignon Blanc, hvor du får mere friskhed og en vin, der spiller og ikke imod de øvrige ingredienser. Gå gerne all in på det spanske og brug Fransola fra Torres Familia.
I denne Sangria er fersken hovedfrugten, men du kan bruge det, du lige har i køleskabet. På den måde får du også en god anledning til at få tømt ud.
Det skal du bruge
1 flaske (70cl) Torres Fransola Sauvignon Blanc
1 kop Cointreau
Fersken
Lime
Blåbær
Mynte
Danskvand
Sådan gør du
Skær frugterne ud i skiver og både og læg ned i en stor kande. Hæld hvidvin og Cointreau ned, tilsæt mynte, rør rundt og stil kanden ind i køleskabet. Drikken skal trække i mindst to timer, men gerne natten over, så frugterne kan trække godt igennem.
Ved servering: Fyld et lowballglas med isterninger, hæld Sangria med frugter og bær i og top på med danskvand.
Cointreau Fizz
Den er et must i enhver bar. Cointreau er med sin bløde appelsinsmag en af de mest kendte og elskede likører i den ganske verden. Destilleriet bag blev grundlagt i 1849 af familien Cointreau i Angers i Frankrig, mens selve likøren kom til i 1875.
Den er god ren, for eksempel med en isterning, og i et utal af cocktails, hvor den dog kun spiller anden- eller tredjeviolin. Men i denne Cointreau Fizz får den lov til at skinne sine gyldne stråler ud over de tørstende hjorte. Det er en superfrisk cocktail, som vil imponere selv de mest kræsne ganer.
Det skal du bruge
5 cl Cointreau
2 cl friskpresset limesaft
10 cl danskvand
Isterninger
Garnish
1 skive lime
1 skive appelsin
Sådan gør du
Kom isterningerne i et lowballglas og kom Cointreau og limesaft i. Rør rundt og top op med danskvand. Læg limeskiven og appelsinskive i. Servér straks.
Frozen Strawberry Daiquiri
Cocktail og dessert i ét og samme glas. Det er, hvad Frozen Strawberry Daiquiri er, og med sødmen fra jordbærrene kan den nydes allerede fra klokken … hmm hmm … 12 middag. Det er en udvikling af den nok så kendte Daiquiri, der i hvert fald kan spores tilbage til 1898 og byen Daiquiri ved Santiago på Cuba. Det hedder sig, Jennings Stockton Cox udviklede den efter ikke så få eksperimenter, mens andre kilder påpeger, at han blot gjorde en allerede eksisterende tradition mere kendt.
Frozen Strawberry Daiquiri bygger både videre på den gamle tradition og definerer sig i sin egen kategori. Is og cocktails lever af hinanden, og den første frozen cocktail er Brandy Slush fra 1874. Slush er det helt rigtige ord, for i udseende og konsistens ligner disse frosne fornøjelser en slush ice for voksne.
Det er fristende at bruge nogle af de friske jordbær, kongeriget er velsignet med i denne tid. Men lige præcis her gør de frosne sig altså bedre. Så kan du pynte med nogle friske.
Det skal du bruge
4 cl Don Q Cristal Puerto Rican Rum
4 cl Shake-It Mixer Strawberry
2 cl friskpresset limesaft
5 frosne jordbær
Isterninger
Garnish
Friske jordbær
Sådan gør du
Skær to jordbær i halve og gør dem klar til senere. Kom alle ingredienserne i en blender og blend til du har en slush ice-lignende masse. Hæld op i et coupe-glas og garnér med de friske jordbær. Servér straks.
Hugo Spritz
Ingen sommer uden en spritzende spritz. I de senere år er denne særlige cocktail nærmest blevet en folkeforfører, ikke mindst på grund af stjernen over dem alle, Aperol Spritz.
Tilbage i 2021 skrev jeg her i POV International artiklen Spritzende sommercocktails.
Spritz er afledt det tyske ord Spritzen, der betyder plaske. Cocktailen går tilbage til slutningen af 1800-tallet til den italienske Veneto-region, der på det tidspunkt var indlemmet i Østrig-Ungarn. De udstationerede soldater fandt den lokale vin for stærk, så de bad om at få deres glas spritzet med vand. Lidt ligesom romerne gjorde med vin – bare omvendt.
Det er usikkert, hvornår den Spritz, vi drikker i dag med mousserende vin og danskvand, blev udbredt, men i 1950’erne begyndte Aperol deres Aperol Spritz.
Siden er andre kommet til i et forsøg på at fravriste markedsandele. Hugo Spritz er det måske mest seriøse bud. Forlægget hører kulturelt til i de italienske alper, hvor den under navnet Spritz Veneziano blev serveret med prosecco og citronmelisse sirup. Revolutionen kom i 2005. Her åbnede Roland Gruber, eller blot AK, cocktailbaren Sanzeno Bar i den norditalienske by Naturns og ved at erstatte citronmelisse med hyldeblomstlikør skabte han et verdenshit. Det hedder sig, at AK først havde givet sin cocktail navnet Otto, men ændrede det til Hugo.
Hugo Spritz er især stor i Norditalien og de tysktalende lande, men i de senere år har den skønne sommerdrik fundet sit store publikum herhjemme. Det er ikke et tilfælde i et land, hvor hylden gror i snart sagt hver en have.
Det skal du bruge
5 cl Ellenor Elderflower, hyldeblomstlikør
10 cl Cava No 29 (eller en prosecco)
Danskvand
Mynte
Isterninger
Sådan gør du
Kom lidt mynte i bunden af et vinglas og muddl dem forsigtigt. Kom godt med isterninger i glasset og hæld hyldeblomstlikør og cava i. Rør blidt, så boblerne bliver så intakte som muligt. Top op med danskvand. Garnér.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.