VINOFIILS VINVIDEN // KLUMME – Nogle gange er vin et forfinet samlingspunkt, andre gange er det en undskyldning for at tage en pause, og det er dér, terrassevinen har sin berettigelse. Sommelier Lisa Nordbo Fiil guider dig her gennem nogle af favoritterne fra Europas vinmarker.
Så ramte den, sommeren. Selvom den tager tilløb i flere uger med tidligere solopgange og tiltagende svalesang, forstår jeg først dens ankomst til fulde i et sollunt øjeblik på altanen. Den bringer afslapning og udlængsel, nydelsesfulde timer, man ønsker aldrig ender, og overvindelse at lægge sig i sengen, mens det stadig er lyst.
Der bliver drukket meget vin i løbet af sådan en sommer. Terrassevin, glug-glug-vin, læske-vin. Kært barn har mange navne, og i denne måned skal vi dykke lidt ned bag etiketterne på klassiske sommervine.
Pos frodige slette er Italiens vinmark
Vi begynder i det nordøstlige Italien, hvor Veneto-regionen strækker sig fra Gardasøen i vest til Venedig i øst med Po-floden som den sydlige grænse. Har man kørt over Po-sletten, kender man dens flade vidder, hvor alskens afgrøder dyrkes i den næringsrige jord.
Der bliver lavet mere vin her end alle andre steder i Italien, til dels på grund af jordens frugtbarhed og til dels fordi klimaet er mildt. Står der Veneto IGP på etiketten, så kommer druerne fra hele dette store område, der, hvis det var et land, ville være verdens syvendestørste vinproducent.
Pinot Grigio delle Venezie DOC er en klassifikation fra 2017, der er en kategori for vin af en lidt højere kvalitet end Veneto IGP, og flere mindre områder i regionen laver også Pinot Grigio, blandt andet Breganze DOC, Vicenza DOC og Corti Benedettine del Padovano DOC.
Bonusinfo: Pinot Grigio og Pinot Gris har forskellige navne, men er samme druesort. Pinot Gris – fra Alsace – vil ofte være mere fyldig og krydret end Pinot Grigio.
Bløde bakker og flodkig i Østrig
Fra Italien rejser vi mod nordøst over grænsen til Østrig og helt op til Wien.
Østrigs vinområder ligger i den østlige del, hvor Alperne så småt flader ud og giver mulighed for at dyrke vin på markerne. Nord og vest for Wien sørger kølige vinde for friske, ranke hvidvine, hvorimod de sydligere regioner som Burgenland og Steiermark bliver påvirket af henholdsvis Den Pannoniske Slette i Ungarn og Adriaterhavet.
På trods af, eller på grund af, kølevæskeskandalen i 1980’erne, der nærmest ødelagde landets vinindustri, er Østrig i dag et højkvalitetsvinland og nærmest synonymt med Grüner Veltliner.
De bedste kommer fra områderne omkring Donau: Kamptal, Kremstal, Wachau og Wagram.
Står der “DAC” på etiketten, er det garanti for, at vinen udtrykker den regionale stil, og “ÖTW” er en producentdrevet kvalitetsklassifikation.
Derudover har Wachau sin egen klassifikation, og vinene under Vinea Wachau er ofte mere intense og fyldige, hvorimod Grüner Veltliner fra Kremstal er rank og frisk.
Vinen fra Portugals grønne bjerge
Fra de centraleuropæiske bjergegne går turen mod sydvest og det nordlige Portugal.
Vinho Verde-regionen er grøn, frodig og fugtig, hvilket giver nogle udfordringer, hvis vinbonden gerne vil skære ned på mængden af fungicider.
Selvom Vinho Verde i dag er synonym med hvidvin, var størstedelen af produktionen i 1960’erne faktisk rødvin.
Farveskiftet kan have haft noget med Salazar-diktaturets fald i 1970’erne, hvor regimets kooperativ-kærlighed trådte til siden til fordel for det frie marked. De fleste vine fra Vinho Verde er et blend, men vinene på 100 % Alvarinho-druer kan bestemt anbefales.
I den lavere prisende flaskes ofte med en smule kulsyre og restsukker for at give lidt spritz og sødme, og generelt er de fleste Vinho Verde lav-alkoholiske og dermed perfekte i solskinsvejr, hvor UV-stråling på mystisk vis accelererer det gode humør.
Meget bliver stadig lavet af kooperativer eller store producenter, men også mindre vinhuse vinder frem. Især kan Quinta de Soalheiro fra det allernordligste Vinho Verde anbefales.
Det Mistral-omblæste Middelhavs sarte vin
Og så fra hvidvin til den klassiske sommerbebuder på linje med alt for dyre jordbær, nemlig rosé.
Den nok mest kendte er fra Provence i Sydfrankrig, et område, der står for omkring 40 procent af landets roséproduktion. Det varme middelhavsklima med tilpas regn er perfekt til vindyrkning og den kølige Mistral-vind (jo, det er ikke kun en cigaret) sørger for, at druerne beholder deres syre og friskhed. Provencalsk rosé er oftest lavet på Cinsault og Grenache, men med andre druer som andenviolin.
Den sarte farve kommer både fra druernes lave anthocyaninniveau, og fordi det er tilladt at iblande 20 procent hvidvin, dog er det i praksis kun op til ti procent.
Côtes de Provence AOC spænder over 20.000 hektar med vinstokke, og 90 procent af produktionen er rosé, så området er næsten umuligt at undgå.
Vil man et nøk op kvalitetsmæssigt, kan Côtes de Provence Sainte-Victoire AOC være et bud eller Bandol AOC, der førhen mest producerede rødvin. Turisme og generel bebyggelse har betydet, at det er næsten umuligt at købe jord til vinmarker i kystområdet.
Den udskældte flaske fra det italienske spisekammer
Og til sidst, men ikke mindst: bobler og rødvin. Teknisk set boblende rødvin, nemlig Lambrusco, den udskældte flaske på de billige hylder i supermarkedet.
Det er en skam, for indholdet af disse har ikke noget at gøre med det produkt, der bliver lavet i Emilia-Romagna-regionen, hjemsted for Parmigiano Reggiano, Balsamico di Modena, Parma-skinke og gastro-byen Bologna.
I modsætning til Prosecco er Lambrusco ikke en beskyttet betegnelse, og derfor er der milevidt imellem kvaliteten.
Lambrusco er den udskældte flaske på de billige hylder i supermarkedet, men det er en skam
Lambrusco fra Emilia-Romagna laves på enten en eller flere af de 11 druesorter i Lambrusco-familien og får boblerne fra tankmetoden, der også bruges til Prosecco. Lambrusco kan være rosé eller rød, sød, tør eller alt derimellem og kan både være spumante, mousserende, eller frizzante, altså perlende. Lambrusco Grasparossa di Castelvetro DOC er ét af de seks DOC-områder, der tager Lambrusco alvorligt.
Alle disse vine, og flere til, er dejligt ukomplicerede, et ord, der ikke burde have så negative konnotationer.
Nogle gange er vin et forfinet samlingspunkt, andre gange er det en undskyldning for at tage en pause, og det er dér, terrassevinen har sin berettigelse. Det er fredag, solen skinner, skål!
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
