Taxamandens klumme: “Selv om jeg ikke er så gammel, har jeg været i spjældet mange gange”

i Liv & Mennesker/Klumme af
KLUMME – “Det er frygteligt. Det gør ondt. Og det er flovt, synes jeg i dag. Faktisk har jeg været anklaget for drabsforsøg. Jeg blev frikendt. Men det kan jo ikke ændre ved, at jeg er dømt for vold – flere gange.”

Det er et perfekt billede af alsidigheden i min kundekreds.

På bagsædet sidder en seniorherre – godt oppe i 70’erne – med mundbind.

Han har i mange år handlet medicinsk udstyr til Kina, så for ham er der ikke noget underligt i den her ansigts-trekant, der fjerner personligheden fra ethvert menneske. Han gør det bare – som i sit andet hjemland. Og han passer på sig selv og andre. Og selv om han endnu er aktiv i firmaet, er han jo ubetinget en ældre, nydelig herre i ”risikogruppen”. Denne nye stamme af individer, hvor corona-døden hele tiden er på dagsordenen.

Jeg ved det.

Jeg tilhører den selv qua mit fødselsår.

Udenfor venter et medlem af en helt anden stamme.

Det bliver en smuk samtale om håb og frigørelse fra ondskab – i den smukkeste kulisse, en solrig og varm forårseftermiddag i hovedstaden

Høfligt ventende, mens jeg afregner med manden bag mundbindet. Den køkultur er jeg godt nok ikke vant til i dagens Danmark. Jeg har sågar oplevet på en nattevagt, downtown København i Gothersgade – hovedstadens Jomfru Ane Gade, at en kunde havde et så akut behov for at komme hjem, at han åbnede døren og kastede sig ind på forsædet – hvor der faktisk sad en anden kunde, der endnu ikke havde afregnet.

Berusede reptilhjerner sanser netop som koldblodede væsner.

Jeg takker farvel til den ældre herre på bagsædet, han stiger selv ud, mens jeg holder ”en smule” ulovligt på den trafikerede gade. Nikker og bukker høfligt til min nye kunde, som jeg endnu ikke har set ansigtet på. Men det være en helt anden stamme, konkluderer jeg alene på baggrund af mandens arm.

Ikke bare en full-sleeve-tatovering (en tatovering, som dækker hele armen) – men med tegninger, symboler og tekst på håndryggen – helt ud til fingrene.

De der ”tusser” er jo nærmest mainstream i dag – langt fra min chefs hovedrystende reaktion gennem glasruden til studiet, da jeg først i 80’erne fik lavet min rose på skulderen under en direkte radioudsendelse.

Men alligevel.

Den her!

Hans smiler venligt, da han sætter sig ind på forsædet, men jeg fastholder min vurdering af hans stamme. Også den anden arm er fuld af tatoveringer i et grafisk rod af ord og simple symboler.

Han er helt sorthåret med mørkebrune øjne – hvid i huden men mørk i udtrykket. Også jeg tager farve af hverdags-racismen, som desværre også er en del af min branche, selv om måske halvdelen af mine kolleger er ”af anden etnisk herkomst”.

Lige nu er jeg bare så glad for at være far. Farvel til frygten. Goddag til kærligheden.”

Det har udviklet sådan en slags kollegial skizofreni, hvor der er fin kontakt i det daglige samarbejde, mens det vrimler i vore sociale medier med grovheder fra hvide fæhoveder med omkvædet “kald mig bare racist, men…”

Jeg tager grueligt fejl, viser det sig under samtalen, hvor jeg indirekte spørger til, hvor han kommer fra. Han er pæredansk – så vidt han ved generationer tilbage.

“Men den er god nok, jeg er familiens sorte får”, siger han, kigger på mig for at få øjenkontakt, mens jeg kigger stift ud af forruden, mens jeg kunne begrave mig selv af flovhed i nærmeste grøft.

Jeg forsøger at lette stemningen ved at tale om hans voldsomme tatoveringer. Der er kun en vej med samtalerne på forsædet af Merceren. Fremad! Og han er med på snakken, som hurtigt bevæger sig fra Taxamandens fordomme til en rar samtale mellem en ældre, nysgerrig mand og en yngre – midt i 20’erne, der gerne vil tale frit om det f****** liv, der udviklede sig alt for f****** farligt.

Han fortæller terapeutisk og lærende om et ungdomsliv, som var ved at gå helt, helt galt.

“Jeg kan ikke diske op med en historie om en hård opvækst eller social tvang i en etnisk familie. Min barndom var vel nærmest – ganske almindelig. Jeg opsøgte bare for tidligt de helt forkerte miljøer og mødte de helt forkerte venner.”

Og det var ved at gå helt, helt galt.

Han fortæller om teenager- og ungdomsår i bandemiljøet. Da jeg har fortalt manden, at jeg er en skrivende taxichauffør, beder han mig om at fortælle i generelle vendinger. Det er simpelthen for farligt at sætte etiket på, hvor i byen han hærgede – og med hvilke typer. De ved, han er ude – men de har ikke glemt ham.

“Selv om jeg ikke er så gammel, har jeg været i spjældet mange gange – sammenlagt i måneder og år. Det er frygteligt. Det gør ondt. Og det er flovt, synes jeg i dag. Faktisk har jeg været anklaget for drabsforsøg. Jeg blev frikendt. Men det kan jo ikke ændre ved, at jeg er dømt for vold – flere gange.”

“Det blev for meget, og jeg kunne kun se, at det ville ende med en katastrofe. Det var jo ikke det der liv, jeg ville. Det er ikke sådan, jeg er. Heldigvis fik jeg kontakt med mennesker, som kender de hårde miljøer, men som arbejder ‘i marken’ med at få unge ud af bandemiljøet.”

Han vil gerne have, at jeg genfortæller historien om håb. Men – som sagt – uden et portræt for ikke at provokere fortidens spøgelser. Han nøjes med at give mig hele armen…

Det bliver en smuk samtale om håb og frigørelse fra ondskab – i den smukkeste kulisse, en solrig og varm forårseftermiddag i hovedstaden.

“Jeg har en dejlig kæreste, og jeg er lige blevet far”, siger han med strålende, mørke øjne. “Det er jo vildt. Jeg ved godt alle nybagte siger det – men nu kommer det igen: Det er bare så fantastisk at blive far. Og lige nu – nu er jeg sikker på, at jeg er godt oppe af sumpen. Jeg er stadig på vej. Kan ikke bruge min nuværende uddannelse på grund af en fysisk skade. Men jeg drømmer vildt om at blive elektriker – når og hvis nogen tør binde an med en voksenlærling, der har en fortid som min. Lige nu er jeg bare så glad for at være far. Farvel til frygten. Goddag til kærligheden.”

Så slutter turen et sted i city.

Han vil gerne have, at jeg genfortæller historien om håb. Men – som sagt – uden et portræt for ikke at provokere fortidens spøgelser.

Han nøjes med at give mig hele armen…


LÆS FLERE KLUMMER AF TAXAMANDEN HER


Foto: Unsplash

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Liv & Mennesker