DANSK // KLUMME – For en dansker flyder sproget naturligt, men for en udlænding kan det være en uigennemtrængelig labyrint af lydændringer, undtagelser og uudtalte regler. Det danske sprog rummer nuancer, der kan forvirre selv de mest sprogkyndige, og måske afslører vores måde at bruge det på mere om os selv, end vi tror.
Min søde og sympatiske spanske svigermor, som forlod denne verden for snart fjorten år siden (R.I.P.), kæmpede med det danske sprog fra den dag, hun satte sin fod i Danmark og til den dag, hun forlod os. Hun var ellers svært dygtig til sprog, underviste danskere i spansk og var en respekteret og efterspurgt underviser på både offentlige og private sprogskoler i hovedstadsområdet.
Men skønt hun med sit gode sprogøre samt en god portion flid og tålmodighed gjorde sig de yderste anstrengelser i de godt 32 år, hun nåede at bo her på kalkklatten, var der noget grundlæggende i dansk udtale og grammatik, hun aldrig helt fangede. Der er reglerne og undtagelserne og så en udefinerbar gråzone mellem de to, hvor logikken er: Sådan siger man altså bare – og spørg mig ikke hvorfor, for jeg kan faktisk ikke helt forklare det!
For en indfødt kører sproget naturligvis på rygmarven. Du ved instinktivt, hvad der er rigtig og forkert …
Hun blev fx aldrig helt dus med ordet legeplads – ”lájerplads!” – og kæmpede som de fleste spaniere med ’s’et først i ordene, og typiske afrundingsudtryk som ’vel’ og ’ikke’ fandt aldrig vej til vokabulariet. I stedet fik du en klassisk sydlandsk håndbevægelse, en knejsen med nakken og et let utålmodigt ”eehhh!” som i: Har du forstået, makker? Det fungerede fint.
Fyr og fyr
Min svigermor havde mange spanske veninder i det dansk-spanske miljø. Alle kæmpede med de finere nuancer i vores sprog. Der skete så det for den ene af veninderne, at hendes danske kæreste forlod hende. Det var selvfølgelig trist, men hun blev dog boende i huset, og da det blev vinter, og fyringssæsonen gik i gang – det var den gang med oliefyr – nægtede fyret at gå i gang.
Derfor ringede hun til den lokale VVS’er og klagede sin nød: ”Min fyr er gået, min fyr er gået!” forklarede hun. Kort pause. Derefter kom det tøvende fra blikkenslageren: ”Ja okay, det tror jeg så ikke helt, at jeg kan hjælpe dig med …” Veninden blev ved: ”Jo, Jo – det er min fyr, der er i stykker!” Og efter lidt parlamenteren frem og tilbage faldt tiøren for dem begge: En fyr – fyren. Et fyr – fyret.
Det grinede de meget af det år i venindeflokken. Eksemplet er sjovt og meget sigende for det danske sprog. For man skulle jo tro, at fyr er fyr og omvendt. Det er det så ikke helt. Det kan både – som vi lærte i skolen – være et n-ord og et t-ord. Bøjningen afhænger af sammenhængen. At fyr også kan være et utælleligt ord for fyrretræer og bydeform af ’at fyre’ (og at dét igen både kan betyde at tænde op i kakkelovnen og afskedige en medarbejder) øger blot forvirringen.
Stammesprog
For en indfødt kører sproget naturligvis på rygmarven. Du ved instinktivt, hvad der er rigtig og forkert, og hvordan ordet skal bøjes og bruges i netop dén sammenhæng. Men for en udlænding, der tilmed skal lære sig dansk som voksen, er det nogle gange helt umuligt at regne ud. Dansk går for at være et meget svært sprog at lære. Og ja, når man forsøger at sætte sig i en udlændings situation, fremstår dansk som et utilnærmeligt og indforstået sprog. Nærmest et stammesprog: Talt af få i verden. Talt korrekt af et mindretal. Talt sjusket af de fleste. Derfor har vi også været ganske ferme til at lære os andre sprog, primært engelsk, så vi kan kommunikere med verden omkring os.
Vores verdensanskuelse er influeret af sprogets syntaks og vokabularium
Men der kan være markant forskel på det talte og skrevne dansk. Når dertil lægges, at mange af os taler hurtigt og utydeligt, æder ordendelser, bruger slangudtryk, dialekter og halve engelske sætninger, er det forståeligt, hvis udlændinge får svært ved at trænge ind på vores sproglige enemærker. Stammesproget er for stammemedlemmet dybt, smukt, nuanceret og bærer identitet og historie i sig. Jeg elsker dansk, men for ikke-medlemmet er det en sociokulturel katastrofe og lyder som en mellemting mellem at kaste op, grynte gutturalt og have en kartoffel i munden.
Så når en udlændig faktisk gør sig anstrengelser for ikke blot at vælge den lette engelske løsning, men kaster sig over dette uforståelige kaudervælsk, som er dansk stammesprog, er vi nødt til at udvise et minimum af tålmodighed. Prins Henrik blev i alle sine år i Danmark drillet for sit sprog, skønt han talte et ganske udmærket dansk. Manden var sprogbegavet og gjorde sig umage. Det var bare aldrig godt nok, og vi fandt altid håret i suppen i stedet for at anerkende det gode forsøg. Provinsmentalitet og stammesprog stod i vejen.
Sprog og kultur
Sproget er ikke kun et kommunikationsredskab, men også en nøgle til at indgå i samfundet og det sociale liv, forstå kultur og afkode betydning. Ingen kulturforståelse uden sprog. Sproget er både et vindue og en bro til kulturen. Uden at skulle gå dybt ind i sprog-og-kultur-debatten inden for antropologi og beslægtede videnskaber, kan man sige, at sprog afspejler den kulturelle verden, sproget praktiseres i, og at vores sprogpraksis samtidig er med til at forme vores kulturelle bevidsthed og tankegang – normer, værdier, moral mv.
Så lad os gøre os lidt mere umage. Det koster ikke noget. Lad os dvæle lidt mere både i det talte og skrevne sprog
Den såkaldte Sapir-Whorf hypotese hævdede fx, at vores respektive modersmål påvirker måden, vi tænker på. Vores verdensanskuelse er influeret af sprogets syntaks og vokabularium. Denne partikularistiske tilgang til sprog og kultur blev afløst af strukturalisternes forsøg på at finde frem til sproget og kulturens dybereliggende og universelle strukturer, men de tidligere antropologer havde et godt blik for sprogets rolle i kulturforståelsen: At verdens sproglige mangfoldighed åbner for en kulturel mangfoldighed og dermed en mangfoldighed af måder, hvorpå vi kan afkode, fortolke og forstå sprog, kultur – og hinanden.
Måske er det partikularistiske stammesprog én af flere forklaringer på, hvorfor vi kan have så svært ved at invitere fremmede ind i det danske samfund og få dem til at trives. Uanset hvor fantastisk åbne og tolerante vi selv synes, vi er, viser undersøgelser, at værtskabet halter – se fx seneste analyse fra Expat Insider. Vi bliver set som socialt lukkede og selvtilstrækkelige. Vi har svært ved at række ud til fremmede, vise interesse og dyrke relationer. Vi er for utålmodige og giver alt for hurtigt op, når udlændinge prøver at tale dansk.
Sprogmodenhed
Hvis det danske sprog både er en praktisk, symbolsk og mental barriere for kulturintegration, er vi oppe mod en svær udfordring. For sproget er noget vi tager for givet, bruger løs af og tænker med – uden at tænke over det. Ét er, at vi kan have svært ved at invitere medlemmer af vores egen stamme indenfor efter mange år i udlandet – jf. min klumme “Hvorfor er det så svært for udlændinge at vende hjem”. Men hvis det danske sprog samtidig bliver som vindebroen, der trækkes op foran borgen, når fremmede banker på, bliver det for alvor svært.
Så lad os gøre os lidt mere umage. Det koster ikke noget. Lad os dvæle lidt mere både i det talte og skrevne sprog. Lad os udtale ordene, som de skal udtales. Lad os tale lidt langsommere, tydeligere og mere velovervejet, få endelserne med, holde en pause i ny og næ, måske ligefrem tænke os om, før vi åbner munden. Så vi sikrer os, at andre forstår, hvad vi siger – forstår vores budskaber og ønsker, krav og fordringer. På den måde åbner vi vores kulturelle verden for andre, der kommer udefra og gerne vil være en del af det danske samfund og stammesprog.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og