
POLITIKERE // KLUMME – Kommunalvalget står for døren, og igen mødes græsrodsdemokratiets ildsjæle og de professionelle levebrødspolitikere i kommunalbestyrelserne. Begge typer er nødvendige, hvis vi vil bevare et både kompetent og folkeligt forankret demokrati, hvor hoveder og hjerter banker.
Der varmes op til novembers kommunalvalg – og lur mig, om ikke der rundtomkring i de danske kommuner sniger sig en lokalliste ind i kommunalbestyrelsen? En liste, som kan være båret frem af alt fra utilfredshed med byrådets arbejde over særlige lokale mærkesager til den detroniserede borgmester, som skifter hest i vadestedet i håb om at forblive en lokalpolitisk spiller i minimum fire år til.
Det er politisk græsrodsarbejde til tiden og stedet – og ofte vildt underholdende at se på, når et lokalsamfunds skjulte konflikter tilsat gammelt nid og nag på valgaftenen eksploderer for åben skærm. Politiske alliancer dør, mens lokumsaftaler i kosteskabe og brodermord ved køkkenborde serveres til aftenkaffen. Godt, det ikke er mig, tænker jeg, og labber det i mig …
Lokallisten i X-købing
Der udarbejdes kandidatlister, indsamles stillere og underskrifter, og pludselig ser Lokallisten i X-købing dagens lys. Ved sidste kommunalvalg i 2021 resulterede det angiveligt i 159 opstillede lister, som fik valgt 91 mandater. Lokallisten. Fælleslisten. Borgerlisten. Miljølisten. Fortsæt selv. Engagementet og troen på den gode sag er imponerende.
Rigtig mange af vores folkevalgte drives af visioner for samfundet, af interesse og flid. De gør sig umage og vil gerne gøre en forskel
Cirka hver tredje kommune i Danmark har en lokalliste. Demokratisk set er det sundt og godt med græsrødders stille oprør nedefra, for det skaber vigtig politisk konkurrence og en nødvendig udfordring af magten og den politiske vanetænkning. Det får de traditionelle partier op på tæerne, kan revitalisere lokalpolitik og skabe nye, legitime forbindelser mellem vælgere, politikere og partier.
Ser man på den massive både venstre- og højreekstremistiske modstand mod etablerede centrumpartier i store lande som Frankrig, Storbritannien, Tyskland og Italien de senere år, er lokallisternes termostatfunktion herhjemme vigtig at bevare. Den giver den almindelige borger mulighed for at lufte frustration og utilfredshed – og ildsjæle en aktiv stemme og bevidsthed om, at engagement i lokalsamfundet også giver indflydelse. Med andre ord: demokrati i en nøddeskal.

Hurra for lokallisterne
Så hurra for lokallisterne – og at borgere ikke bare kritiserer de folkevalgte i lokale læserbreve og SoMe-tråde, men selv giver den en skalle i demokratiets tjeneste, tager initiativ, sætter sig selv på spil og påtager sig mange timers lavt honoreret arbejde, der mere ligner en frivilligindsats i Menighedsrådet eller lokalforeningens bestyrelse end et egentligt job.
Det er i spændingsfeltet mellem politisk amatørisme og professionalisme, at kæden nogle gange hopper af
Der er masser af konflikter forbundet med lokalpolitisk arbejde. Vælgerne – notorisk utilfredse – bor rundt om hjørnet. Du møder dem, når du forlader hjemmet, på gaden, i det lokale supermarked, i foreningslivet og måske også på din arbejdsplads.

Lokallistefænomenet findes også i større skala på Christiansborg, hvor nye partier som Alternativet og Moderaterne på landsplan afspejler samme behov for at udfordre et etableret politisk system, som opleves at lukke sig om sig selv og har brug for ny energi og brobygning mellem ellers fastlåste politiske positioner. De udvikler vores demokratiske kultur og modvirker stilstand.
… og for de professionelle
Men etableringen af lokallister italesætter også en dybere folkelig kritik af de etablerede magtpartier og dermed også de professionelle politikere. Dem, der har gjort politik til deres fag og levevej. Her skal vi være lidt på vagt. For det er i spændingsfeltet mellem politisk amatørisme og professionalisme, at kæden nogle gange hopper af. Det er også her, folkestyret kan hente ny energi.

I den offentlige debat tales således jævnligt grimt og nedladende om ”levebrødspolitikere”. At de meler deres egen kage og har gjort politik til det eneste job, de kan finde ud af. At de går direkte fra halvfærdige studier ind på Borgen, at de mangler livserfaring fra ”det rigtige arbejdsmarked” og dermed ”den virkelige verden”. At de skaber små, lukkede magtrum for særligt indviede, og at alt, de foretager sig, blot er taktisk-performative spil – et overfladisk, meningsløst teater.
Intet er gratis
Der er selvfølgelig noget om snakken, når stadig flere af de folkevalgte rekrutteres ad de samme kanaler (universiteter og ungdomspartier), og stadig færre håndværkere, skolelærere, hjemmehjælpere og ufaglærte arbejdsmænd sidder på tinge.
Men professionaliseringen af det politiske arbejde er også blevet et grundvilkår og en meget reel virkelighed. Politisk arbejde anno 2025 er fundamentalt anderledes end for 50 år siden. Lovgivningsarbejdet er blevet mere komplekst og videnstungt, sagsmængderne vokser både lokalt, regionalt og nationalt, og pressen kan være nådesløs.

Politikere får efterhånden så mange tæsk i den offentlige debat, at det kan imponere, at så mange fortsætter. De kan blive ringet op klokken fem om morgenen for en kommentar, skal forholde sig til svære spørgsmål på ultrakort tid – og svarer de skævt, kan det koste dem deres politiske liv.
Vi skal ikke håne og nedgøre vores politikere og skyde dem motiver i skoene, vi dybest set ikke kender
Politikere, der misbruger deres magt, bryder loven, dyrker den stille korruption, er dovne og ligeglade, beriger sig på fællesskabets bekostning og svigter vælgernes tillid, skal selvfølgelig mærke konsekvensen i stemmeboksen. Men vi skal også huske, at rigtig mange af vores folkevalgte drives af visioner for samfundet, af interesse og flid. De gør sig umage og vil gerne gøre en forskel. De investerer betydelige mængder knofedt og knokler hver eneste dag for at læse op på vanskelige sagskomplekser, forberede sig til møder, deltage i debatter og lange, udmarvende forhandlinger.
Velorienterede og reflekterede
De gange, undertegnede selv har været på Borgen for at fremlægge en sag eller deltage i en konference med politikere som oplægsholdere og i debatpaneler, har det slået mig, hvor dygtige vores folkevalgte repræsentanter faktisk er. Eller måske snarere bliver i takt med, at folketingskarrieren skrider frem, kravene skærpes og vidensniveauet stiger.
De er opdaterede og velorienterede. De er tænksomme, kritiske og reflekterede om både styrker og svagheder ved lovforslag. De er dygtige ledere, forhandlere og kommunikatører. De er skarpe analytikere. De har sat sig ind i stofområder, der ofte kan ligge meget langt fra deres eget faglige udgangspunkt. Det er overhovedet ikke nemt. Det er vanvittigt svært og kræver en enorm vilje og evne til at arbejde på kryds og tværs i et ofte stresset og tidspresset miljø, hvor man altid er lidt bagefter.

Bak dem op!
Vi skal ikke håne og nedgøre vores politikere og skyde dem motiver i skoene, vi dybest set ikke kender. Vi skal hylde dem. Bakke dem op. Anerkende, at det at være politiker i dag er hårdt arbejde.
Vi skal blive bedre til at anerkende det gode politiske håndværk. Værdien af netop denne specielle faglighed har vi senest set i møderne mellem en amerikansk amatørpræsident og en ditto russisk professionel, der kørte sin modpart – og dermed Vesten – godt og grundigt rundt i manegen. Som at se Lokallistens overmodige debutant krydse klinger med den gamle, rutinerede borgmester.
Først den dag, vi ikke længere har demokratiet, forstår vi, hvad vi har mistet
Derfor er det så vigtigt, at vi i Danmark mobiliserer, uddanner og former dygtige, professionelle politikere – og lader de lokale partiforeninger og lokallister give det nødvendige kritiske mod- og medspil, der sikrer koblingen fra Borgen og videre ud i den dybe, demokratiske muld.
De europæiske demokratier trues i disse år af mørke, autokratiske kræfter internt og eksternt. Men demokratiet er fortsat den grundlæggende drivkraft i vores folkelige fællesskab og foreningsliv.
Først den dag, vi ikke længere har demokratiet, forstår vi, hvad vi har mistet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()







og