FRANKRIG // KOMMENTAR – “Stakkels Frankrig” skriver journalist Mads Christoffersen i en analyse og kommentar til det franske kommunalvalg. Valgets budskab er ikke entydigt, for det lykkedes ikke Marine le Pens højreekstreme Rassemblement National at vinde Frankrigs store byer. Men den traditionelle, franske taktik om at indgå valgalliancer for at udelukke det yderste højre væk fra magten er i opløsning. Det er stadig usikkert, om Marine Le Pen kan stille op ved præsidentvalget i 2027. Holdes hun fortsat ude, står hendes kronprins, partiets formand Jordan Bardella, på spring for at overtage den fascistiske fakkel.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det netop afholdte kommunevalg i Frankrig var den sidste test af det altafgørende spørgsmål i landet: Kommer det højreekstreme Rassemblement National (RN, på dansk: National Samling) med enten Marine Le Pen eller Jordan Bardella til magten ved præsidentvalget i maj 2027?
Et andet afgørende spørgsmål har været, om valget kunne give et fingerpeg om, hvorvidt det taktiske samarbejde på tværs af partiskel stadig er gangbart med henblik på præsidentvalget?
Flere tendenser
Men valgets budskab er ikke entydigt. De vigtigste tendenser, der kan udlæses, er:
Det lykkedes ikke for RN at vinde i de store byer. I Paris vandt socialisten Emmanuel Grégoire klart over den kontroversielle Rachida Dati, som var Sarkozys gamle justitsminister og indtil for nylig kulturminister hos Macron. Grégoire havde endda afvist at samarbejde med det yderste venstres parti, LFI.
I landets næststørste by Marseille lå den siddende borgmester, socialisten Benoît Payan, side om side med RN-kandidaten, Franck Allisio. Borgmesteren tog chancen ved ikke at ville samarbejde med LFI’s Sébastien Delogu, som derfor trak sig for ikke at hjælpe RN på vej. Også her lykkedes det Payan at blive genvalgt med en pæn margen.
I landets tredjestørste by, Lyon, lykkedes det De Grønne at bevare borgmesterkontoret i et snævert opgør med en forbitret, tidligere borgmester.
En fjerde tendens er, at Marine Le Pens parti, Rassemblement National (RN), er gået stærkt frem. Det sikrede sig yderligere 62 kommuner oven i den håndfuld, de fik i valgets første runde. Men det er værd at bemærke, at der kun er én by med mere end 100.000 indbyggere i kurven, nemlig den sydfranske Perpignan.
Endelig var der op til valget stor spænding, om den traditionelle, franske taktik om at indgå alliancer ville kunne holde det yderste højre væk fra borgmesterstolene og rådhusene.
Men det kræver en nærmere forklaring og et blik på det store billede:
Det franske kommunevalg, der blev afholdt over to runder den 15. og 22. marts, er nok Europas største, lokalpolitiske begivenhed. Mere end 900.000 kandidater stiller op til de omkring 500.000 pladser i de mere end 34.000 kommuner. Af dem er ca. 19.000 kommuner små, landlige enheder med en befolkning på under 500 personer og meget små midler til at løse de mange opgaver. Her dominerer de lokale lister, og de landsdækkende partier er knap nok synlige. 33.000 kommuner havde valgt deres bestyrelser. Tilbage i anden runde var 1.580, som især er de større byer med i alt 17 mio. stemmeberettigede.
Taktiske manøvrer
Kommunevalgene i 2026 viste sig som et tilbageslag for det lokale demokrati, idet kun 58 % mødte op ved valgurnerne. Efter valgets første runde syntes billedet af et polariseret Frankrig ret klart: I de byer, hvor Marine Le Pens National Samling (RN) allerede sad på magten i Nord- og Sydvestfrankrig, konsoliderede borgmestrene deres greb om kommunerne.
Der er i Frankrig en tradition for at etablere taktiske spærringer (barrages eller front républicains), der i Den 5. Republik har været et meget anvendt redskab til at holde det ekstreme højre fra magten. Det hænger snævert sammen med det franske valgsystem, der indebærer, at valgene afholdes over to runder – det gælder både præsident-, parlaments- og kommunevalg. I den første runde kan alle partier eller lister stille op, mens det i kommunevalgene kun er de partier, som har opnået 10 % eller mere, der går videre til anden runde.
Dette system inviterer til, at der i valgenes anden runde byttes rundt på kortene, der hvor ingen har opnået flertal. Hvis en række partier eksempelvis har opnået hhv. 30, 25, 20 eller 15 % i første runde, vil der være en række muligheder for at trække resultatet i en anden retning. Der opereres med to taktikker, hvor den ene består af sammenslutning af listerne, mens den anden er muligheden for at trække sig ud. Hvis partierne med hhv. 20 og 15 % laver en fusioneret liste, vil de have en god chance for at vinde over det parti, som scorede 30 % i første runde. Hvis ellers vælgerne følger partiernes anbefalinger, hvad man langtfra kan være sikker på.
Ved hjælp af disse taktiske manøvrer er det i mange år lykkedes at holde Marine Le Pen og hendes parti væk fra parlamentssæderne og borgmesterkontorerne. Således havde Front National/RN i mange år kun få repræsentanter i Nationalforsamlingen.
Drab fører til isolation af venstrefløjsparti
Op til kommunalvalget så det ud, som om den valgtaktiske spærring havde drejet sig fra at holde RN ude til at ramme Jean-Luc Mélenchons radikale venstrefløjsparti, La France Insoumise (LFI).
Partiet har været ude for en voldsom smædekampagne, efter at det viste sig, at en gruppe unge partitilhængere (La Jeune Garde) havde været involveret i slagsmål med unge, voldelige fascister, hvoraf en omkom efter at være blevet mishandlet og sparket i hovedet. Da La Jeune Garde var blevet oprettet af en LFI-parlamentariker som et ordensværn, var der ingen inden for hele det øvrige politiske spektrum, der holdt sig tilbage for at koble partiet til voldelig adfærd. Mélenchon afviste energisk, at det havde noget på sig, men begivenheden var så alvorlig, at den kunne instrumentaliseres af de politiske modstandere.
Således meldte Bruno Retailleau, lederen af det klassiske borgerlige parti Les Républicains (LR) ud, at man ikke under nogen omstændigheder ville indgå i taktiske manøvrer, hvis det ville fremme LFI’s positioner. Så hellere Marine Le Pen. Partiet kørte desuden en skræmmekampagne, som udstillede LFI som en ”islamistisk femtekolonne”.
Bardella står på spring
På venstresiden har både den tidligere præsident François Hollande og EU-parlamentarikeren Raphaël Glucksmann sagt det meget klart: Ingen alliancer med LFI!
Men da resultaterne af første valgrunde forelå, skiftede tonen mange steder, hvor det viste sig, at man uden taktiske alliancer ville åbne en ladeport for RN. Det gælder fx byen Toulouse, hvor LFI sammen med Socialisterne muligvis kunne opnå flertallet over for den borgerlige borgmester, som ellers var i spidsen. Det skete faktisk ikke, for vælgerne fulgte ikke trop.
Derudover så vi alliancer og sammenlægninger i byer som Limoges, Besançon, Avignon, Brest, Clermont-Ferrand m.fl. I ingen af dem lykkedes taktikken, og resultatet blev en borgmester fra det borgerlige Les Républicains.
De to største franske byer, Paris og Marseille, adskiller sig fra det generelle billede, idet der her ikke er tale om alliancer og aftaler mellem venstrefløjspartierne. Taktikken viste sig at holde stik, for Emmanuel Grégoire vandt i Paris og Benoît Payan i Marseille.
Skal man tegne et samlet billede af den politiske situation i Frankrig her godt 14 måneder før det næste præsidentvalg, hvor Macron ikke kan genopstille, er der tre ting, der står klart.
- Marine Le Pens og Jordan Bardellas RN går frem over hele landet – bortset fra de store byer.
- Den tidligere meget udbredte taktik med at spærre for det ekstreme højre (Barrage républicain) på tværs af politiske skel er ikke længere effektiv, fordi partierne på højrefløjen hellere vil spærre for Mélenchons LFI end for Marine Le Pens RN.
- I de tilfælde, hvor venstrefløjens partier ikke kan eller vil samarbejde i en eller anden form for alliance, vil det resultere i, at man åbner døren for det ekstreme højre.
Det er stadig usikkert, om Marine Le Pen kan stille op i 2027, men hendes appelsag afgøres den 7. juli. Holdes hun fortsat ude, står hendes kronprins, partiets formand Jordan Bardella, på spring for at overtage den fascistiske fakkel. Han er 31 år, uden uddannelse og uden nogen erfaring med at lede et land. Han har været valgt til EU-Parlamentet siden 2019, men er så ofte fraværende, at det har givet ham øgenavnet ”Jordan Barde-n’est-pas-là” (altså: ”ham-der-ikke-er-der”). Men han ser godt ud, har medietække og har godt fat i de unge. Stakkels Frankrig.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og