POV BUSINESS // ARBEJDSLIV – Politiet er presset. Medarbejderne i SKAT, sygeplejerskerne, socialrådgiverne og mange andre faggrupper mangler også tid til at løse deres opgaver. Tidstyranniet er ved at nå dimensioner, der trodser enhver rimelighed. Der er ikke mange medarbejdere, der i dag kan prale af, at de har rigelig med tid. Tværtimod er tid for mange blevet en reel mangelvare, og mange kæmper i det daglige med at få enderne til at finde sammen.
I den seneste undersøgelse Arbejdsmiljø og Helbred 2018 fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø må vi endnu engang konstatere, at det ikke er lykkes at få skruet arbejdstempoet ned for mange medarbejdere. Og det på trods af, at netop tidspres gennem de sidste 25 år har stået øverst på listen over årsager til stress og andre psykiske konsekvenser.
Tidspres er netop interessant derved, at det ikke kan måles objektivt, men er en meget subjektiv størrelse. Hvis du oplever tidspres, så oplever du tidspres, og din krop vil reagere med en stressrespons. Upåagtet om andre så måtte undre sig over det.
Selvom vi reagerer forskelligt på opgavemængder og den tid, vi har til rådighed til at løse dem, har alle altså en grænse for, hvornår nok er nok
Menneskeheden antages at have en fælles natur, som er individualiseret i det enkelte menneske, idet arv, miljø, vores nervesystems beskaffenhed og medfødte evner varier fra det ene menneske til det andet.
På den måde bliver tidspres et naturfænomen, der må anerkendes. For selvom vi reagerer forskelligt på opgavemængder og den tid, vi har til rådighed til at løse opgaverne, har alle altså en grænse for, hvornår opgavemængden gør tid til en stressfaktor.
Tidspres giver stress
Når vi hele tiden er presset på tid, er vi også i en permanent tilstand af alarmberedskab. Vi er ikke forfulgt af rovdyr, men af opgaver hvis mængde kan gøre os i tvivl om, hvorvidt vi når det, vi skal med den tid, vi har fået stillet til rådighed.
Tidspres er helbredsforringende på længere sigt, for det er stress allerede efter tre uger, hvis den har været vores daglige følgesvend på arbejde.
Tidspres er det, som jeg kalder baghovedstress, da de uløste opgaver og ikke-imødesete krav hele tiden gør os opmærksom på dem – de kræver handling og de kræver i virkeligheden nærvær. Og det stresser.
Tidspres er en omstændighed og ikke en psykologisk dysfunktionalitet
Tidspres er en omstændighed, og når tiden presses, forringes dens kvalitet, og derfor er det vigtig at være opmærksom på de omstændigheder, der har betydning for tidens kvalitet. For tid er ikke bare tid, og det er tidens kvalitet, der afgør, om man kan tale om sund tid eller tid, der er psykisk belastende.
Tvinges vi til at gå på kompromis med vores faglighed, tvinges vi oftest også til at gå på kompromis med de værdier og den etik, der følger med fagligheden
Tiden er altså ikke neutral, men repræsenterer et miljø i sig selv og må derfor tematiseres eller adresseres, hvis den skal medvirke til det gode og bæredygtige arbejdsliv.
Vi kan altså ikke forholde os til tiden isoleret set, men må se på det, som præger kvaliteten af tiden. For når tiden ikke slår til, er der en grund til det, og det er ofte de strukturelle vilkår, politiske dagsordner, økonomiske kriser, teknologi eller urealistiske mål sat på arbejdet.
Det er altså ofte de strukturelle forhold og vilkår, der har betydning for tidens karakter og kvalitet, og vil vi forbedre den kvalitet, må vi erkende og ikke mindst ændre på de forhold, der forringer den.
Mange indtager af nødvendighed den holdning, at ting tager den tid, der er til rådighed, men det kan ofte betyde, at man kan blive tvunget til at gå på kompromis med sin faglighed i en grad, som kan være vanskelig at leve med.
For tvinges vi til at gå på kompromis med vores faglighed, tvinges vi oftest også til at gå på kompromis med de værdier og den etik, der følger med fagligheden.
Vi må ikke glemme, at vores faglighed ofte er med til at højne kvaliteten af det, vi leverer, og det kan jo i sagens natur have fatale konsekvenser for de mennesker, vi servicerer, hvis fagligheden drukner i tidspres.
Når tiden ikke slår til, er der en grund til det, og det er ofte de strukturelle vilkår, politiske dagsordner, økonomiske kriser, teknologi, urealistiske mål
Tiden kan altså have mange udtryk, og et af de usunde udtryk er den accelererede tid, hvor hastigheden i arbejdet stiger.
Det har den tyske professorer i sociologi, Hartmut Rosa, så udmærket forholdt sig til, når han understreger, at de accelerationsprocesser, i form af et mere og mere øget tempo der præger vores moderne liv, fører til tilstande af fremmedgjorthed.
Harmut Rosa går endda så vidt som til at kalde et hvert forhold til tiden totalitært, når det får mennesker til at vågne op midt om natten, grebet af stor angst og voldsomt åndedrætsbesvær, badet i sved og med hjertebanken, som mange gør i vores del af verden.
Det kalder nogen for et overskudsproblem, men det er tværtimod et spørgsmål om folkesundhed i vores del om verden. Og ja – også om ‘det gode liv’, som vi trods alt kun har ét af.
Foto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
