BØRN & BARNLØSHED // KLUMME – Børnetallet rasler ned i de industrialiserede lande, og frivillig barnløshed er det nye sort, for børn tager tid og kræver virkelig meget – og fortsat især af deres mor. Der er også klimakrise, og samfundet står ikke klar med fertilitetspræmier. Annegrethe Rasmussen, mor til fire, skriver om glæden ved børn.
Der har været varmet op til det i et stykke tid. Bøger og medier har i de seneste år flydt over med romaner, dokumentarer og klummer om mødre så trætte og udmattede, at de formelig segner efter amning og skrigende babyer.
Flere af de mere eller mindre rasende eller bare triste kvinder tager et opgør med ”myten om den lykkelige moder”. Man forstår, at mange unge kvinder føler sig decideret snydt. Hulkindede tilstår de, at ”havde de bare vidst”, så … eller anklagende spørger de ”hvorfor har ingen fortalt mig?”, mens deres barnløse jævnaldrende udtrykker lettelse over deres frie tilværelse.
Man fornemmer en ordløs anklage om, at forældregenerationen i virkeligheden blot ønsker at reproducere sig selv som et ekko af deres egen egocentrisme
Netop ”frihed” står i centrum for flere amerikanske forskningsrapporter, der fortæller, at termen ”barnløs” ikke er en dækkende term, men at der er tale om en bevægelse, hvor flere og flere vælger at være ”børnefrie” – ”childfree” frem for ”childless”. Og som nævnt har tendensen stået på i et stykke tid. Den britiske avis The Guardian begik en hel serie om ”fødselsstrejke-bevægelsen” tilbage i 2019 – ”birthstrike” som en reaktion på klimakrisen.
Og så er der dem, der – som den altid velskrivende Amalie Langballe skrev i Weekendavisen for nogle uger siden – konkluderer, at det er ganske naturligt simpelthen ikke at ønske at formere sig.
Langballe, der valgte at lade sig sterilisere for 11 år siden som 21-årig, har udtalt sig til aviser og dameblade om den sag i årevis, og i hendes egen familie er de tre søstre, og ingen af dem har fået børn – efter eget valg. Og er det i øvrigt egentlig ikke nærmest vægtløst uproblematisk at ønske sig at blive til ”ingenting” – ikke at efterlade sig et spor, når man engang er gået bort, funderer hun poetisk.
Man fornemmer også – ikke nødvendigvis hos Amalie Langballe men i debatten som sådan – en ordløs anklage om, at forældregenerationen i virkeligheden blot ønsker at reproducere sig selv som et ekko af deres egen egocentrisme.
Barnløshedens ulidelige lethed
Oven i de mere eller mindre hemmelige bekendelser fra kvinder, der fortryder moderskabet – og derved dementerer det gamle ordsprog om, at de eneste børn, man fortryder, er dem, man ikke får – er der alle undersøgelserne, der sort på hvidt viser, at mødre lever kortere liv end de kvinder, der ikke får børn (modsat mænd, hvis gennemsnitlige levealder stiger, når de bliver fædre).
Vi er med andre ord i singlelivets og den frivillige barnløsheds kølige tidsalder
Og derudover: Hvorfor gå gennem lidelse? I Asien, hvor kønsrollerne er mejslede i sten tilsyneladende, er dagens ret en regulær fødselsstrejke, for de unge piger vil have karriere og ansvar og høj løn (helt forståeligt), og de ved, at så såre babyen nærmer sig, ryger det hele, for de regnes fortsat som dem, der står med hovedansvaret, ikke blot de første par år uden vuggestuer a la skandinavisk velfærdsstat, men skam også for lektielæsning, uddannelsesræs og teenageårenes coaching.
Endelig har der i danske medier været et betragteligt antal klager over velfærdsstatens stadig mere nedslidte institutioner plus idelige henvisninger til The Handmaids’ Tale som i ”vi vil ikke reduceres til fødemaskiner”.
Så tak, men nej tak.
Heller ikke i et krigsførende og i stigende grad halvfascistisk Rusland, hvor unge mænd dør ved fronten i stimer, og diktator Putin formaner landets kvinder om, at der intet finere findes end at opfylde formeringskvoten og producere otte (!) børn per kvinde, virker propagandaen.
Vi er med andre ord i singlelivets og den frivillige barnløsheds kølige tidsalder.
Ja, sådan tænkte jeg, da jeg forleden pakkede et hav af billeder ned i kasser grundet en foranstående flytning over Atlanterhavet.
Tilbud om kram helt uden modydelse
Og så faldt jeg over det – billedet af min yngste som 6-årig. Der stod han for 12 år siden med et glad, umiddelbart lysende smil og to udstrakte arme. De var rettet lige mod mig, og jeg husker, som var det i går, at jeg klikkede på min mobil for at fange dette udtryk for, hvad det var: betingelsesløs, biologisk og umiddelbar kærlighed.
Der var ingen krav fra hans side om at være noget andet end hans mor. Der var hverken løfter om ispinde, et nyt videospil eller bare en lille fodboldkamp involveret. Ingen transaktion
Der var ingen krav fra hans side om at være noget andet end hans mor. Der var hverken løfter om ispinde, et nyt videospil eller bare en lille fodboldkamp involveret. Ingen transaktion.
Og jovist, det ændrer sig. Små børn bliver til større børn, der i de fleste, heldige, tilfælde fortsat synes at holde af deres forældre. Nogle med forbehold, nogle efter terapi og mellemregninger. Andre forhold kan komplicere ligningen, og de fleste mord begås i familiens skød, siges det. I hvert fald på den globale skala.
Så gudbevares, jeg skal ikke idealisere hverken moderskabet, fædreskabet eller barndommen. Men blot sige, at små børn kan én ting, som jeg – der er mor til fire – ikke har fundet andre steder: De tilbyder i et stykke tid og fremkalder en dyb urfølelse af kærlighed, der rækker så langt og så dybt ned i ens hjerte, at den ikke kan trumfes eller matches.
Børn kan ikke afregnes i kalkuler over tabt nattesøvn og pensionsberegninger
Vi kan elske mange – det gør jeg også selv: mine forældre, min ægtefælle og visse af mine bedste venner og anden familie. Men intet har nogensinde kunnet måle sig med den tæt på absurde, omvæltende, brusende kærlighed, jeg modtog og delte ud af, da mine børn var små.
Den følelse kan ikke afregnes, og den udtrykkes ikke via kalkuler over nattesøvn, ammebryster, arbejdstimer, pensionskonti eller karriere.
Trist er det for mig at se den samfundstilstand, hvor sociale mediers kommercielle rum er det eneste sted, hvor fortællingen om lykken over børn kan trives
Følelsen er chokerende biologisk og fortættes i de udstrakte arme og lange knus, som kun 6-årige uddeler. Ikke kun til mor, men også til far, og det skrives der ikke lige så mange klummer eller bøger om.
Til gengæld står mange mummy influencers og producenter af mangt og meget klar til at vise det frem og/eller profitere af det. Det er en helt anden historie, men trist er det for mig at se den samfundstilstand, hvor sociale mediers kommercielle rum er det eneste sted, hvor fortællingen om lykken over børn kan trives.
Læs mere af Annegrethe Rasmussen – mest om USA – her.
Læs mere om børn i POV her.
Læs mere om moderkærlighed her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
