Overforbrug er vores tids motto – vi siger det bare ikke højt

i Sundhed/KLIMAKRISE af

KLIMAKRISE // KOMMENTAR – En vask mere, en mail mere, et tilbud mere. Vores stress og jag levner ikke megen plads til restitution og fordybelse, for der er hele tiden noget at nå. Vi overforbruger vores egne ressourcer, fordi der ikke er plads til pauser, skriver Sara Stubgaard-Schmidt forud for Black Friday.  

Vi lider af stress, angst og depression. Tallene for mentale lidelser er enorme, ja epidemiske. Samtidig bevæger vi os for lidt, og det gør os syge. Vi bebrejder os selv, for vi er dygtige til at reducere sundhedsproblemer til individuelle problemer, og vi gør ikke noget nævneværdigt for at ændre på de strukturer, som gør os syge. Som i øvrigt er nogle af de samme strukturer, der er med til at køre kloden i sænk.

For nyligt kunne jeg læse i Berlingske, at bilkøer på vejene koster samfundet milliarder hvert eneste år. Til det kunne man tilføje, at lange bilkøer koster alt for meget CO2, for ikke at tale om den livskvalitet, der går tabt, når vi holder i kø hver dag.

Vi overforbruger vores egne ressourcer, fordi der er ikke plads til pauser

Køkørsel, som foregår hver eneste dag på de danske veje, er bare ét eksempel på, at sundhed og klima går hånd i hånd. Et eksempel på, at vores måde at leve og organisere os på, ikke er bæredygtig. Hverken for os selv eller for vores klima og miljø.

Det mentale overforbrug

Overforbrug af ressourcer er vores generations motto. Vi siger det ikke højt, men det er det, vi praktiserer. Fordi overforbrug har en negativ klang, så kalder vi det optimering, vækst og effektivisering. Men det skjuler ikke, at det handler om at få mere, bruge mere, presse os selv og vores miljø til kanten.

Antallet af stressede og angste medborgere taler deres eget sprog. Hos Psykiatrifonden kan man læse, at antallet at borgere i den arbejdsdygtige alder, som har dårligt mentalt helbred, er steget med 30% siden 2013. 25% af danskere over 15 år angiver at have et højt stressniveau. WHO anslår, at mentale sygdomme vil være en af de største sygdomsbyrder i år 2020, og det er jo nu.

Vi har en langsom krop. Vi er skabt til at præstere for derefter at restituere, sanse og fordøje oplevelser

De mentale problemer handler blandt andet om tempo. Vi når mere og mere, men taber i samme takt meningen med det hele. Mening er ifølge den medicinske sociolog Aron Antonovsky, nøglen til et godt helbred og høj livskvalitet. Men det er svært at finde mening i en verden med fart på. For de fleste mennesker oplever mening, når de er noget for andre og er sammen med deres nære, og det er svært at effektivisere meningsfuldt samvær. Det bliver overfladisk, hvis det skal gå hurtigt, og så går meningen tabt. 

Hurtigere og hurtigere

Den tyske sociolog Hartmut Rosa beskriver tidsaspektet for det senmoderne samfund i sin bog Fremmedgørelse og acceleration. I vores iver efter effektiviseringer har vi, ifølge Rosa, ikke fået mere tid, som vi i troede. Vi har godt nok fået frigjort tid, men den frie tid har vi fyldt op med flere gøremål, så vi gør mere på den samme tid, end vi gjorde før, og alt føles mere hektisk.

Vi sender langt flere mails, end vi før sendte breve. Den tid vi sparer ved ikke at skulle slikke på frimærket og gå ned til postkassen, har vi brugt på at sende endnu flere beskeder til hinanden. Og man kan med rette spørge sig selv, om der er mere kvalitet i den kommunikation, vi praktiserer nu?

Vores klimaproblemer og sundhedsproblemer kan føres direkte tilbage til den måde, vi lever og forbruger på. Hvis vi stoppede op og besluttede os for, at vi ikke skulle have så travlt og forbruge så meget, ville det gavne både os selv og kloden. Foto: Unsplash

Vi har opfundet vaskemaskiner for at spare tid. Men hvor man før i tiden vaskede tøj sjældent, måske en gang om ugen, så vasker vi nu tøj efter én dags brug. Vi har på den måde ikke fået mere tid, vi vasker bare tøjet mere end før. Det føles som travlhed at skulle nå mere på den samme tid, og det giver stress at skulle holde trit.

Det er den mentale del, men der er en mindst lige så interessant kropslig del af vores overforbrugskultur.

Den langsomme, sansende krop

Vi har en langsom krop. Vi er skabt til at præstere for derefter at restituere, sanse og fordøje oplevelser. Tidens acceleration giver ikke meget plads til restitution og fordybelse, for der er hele tiden noget at nå. En vask mere, en mail mere. Vi overforbruger vores egne ressourcer, fordi der ikke er plads til pauser.

Vores måde at være sammen på lægger også op til, at vi skal være tilgængelige og i gang hele tiden. Derfor bliver pauser ikke naturlige.

Samtidig bruger vi vores fysik alt for lidt. Paradoksalt nok fremmer vores samfund på én og samme tid passivitet og hyperaktivitet. Vi sidder meget stille, men vi holder ingen pauser.

For én ting er, at vi lever i en accelererende kultur, hvor vi skal være på hele tiden. Noget andet er, at vi i væksten og effektiviseringens navn har glemt, at vores krop har brug for motion. Den teknologiske udvikling har ikke kun givet os flere gøremål. Den har også givet os færre grunde til at bevæge os. Vi skal ikke længere gå ned til postkassen med breve, eller på posthuset for at betale regninger.

Vi kan købe robotplæneklippere, elløbehjul, robotstøvsugere og elcykler.

Det er ikke længere til diskussion, at klimaet lider under menneskeligt overforbrug. Ikke kun C02 og metan, men også vores generelle forbrug af produkter, som er dårlig kvalitet, og som det ikke kan betale sig at reparere

Vi vælger bilen, fordi det er det hurtigste (hvilket det alligevel ikke er, hvis der er kø). Vi bliver opfordret til at søge job langt fra vores hjem, som ofte betyder passiv transport. Globaliseringen har givet os friheden til at rejse og vælge jobs, hvor vi har lyst. Men det betyder færre gøremål tæt på, som vi kan cykle eller gå til.

Vi har brug for motion, for frisk luft, natur, andre mennesker, samtaler, berøring og latter, for at vi trives.

Men der er ikke tid, og vi vil hellere sidde i en bilkø til det rigtige arbejde med den gode løn, selvom det koster på motion og vores samvær med andre.

Klimaet og sundhed går hånd i hånd

Det er ikke længere til diskussion, at klimaet lider under menneskeligt overforbrug. Ikke kun C02 og metan, men også vores generelle forbrug af produkter, som er dårlig kvalitet, og som det ikke kan betale sig at reparere. Læg dertil vores fødevareforbrug, som også er kendetegnet ved overforbrug, madspild og for dårlig kvalitet.

Vores klimaproblemer og sundhedsproblemer kan føres direkte tilbage til den måde, vi lever og forbruger på. Hvis vi stoppede op og besluttede os for, at vi ikke skulle have så travlt og forbruge så meget, ville det gavne både os selv og kloden.

Hvis vi skal videre herfra på en ordentlig måde, så skal vi skrue ned. Ned for forbrug, for optimeringen af os selv. Forbrug af både vores egne og klodens ressourcer skal ændres radikalt. Tempoet er skruet i vejret, og vi har effektiviseret os til mere tid, men tiden fyldes op med nye gøremål, som ikke nødvendigvis er meningsfulde eller vigtige.

Lad os lege med tanken om, at det var anderledes

I denne tid er det ikke moderne at være bagstræberisk, men lad os alligevel lege med et utopia: en by, hvor alle bor og arbejder indenfor en radius af 10 kilometer, hvor råvarer produceres lokalt og hvor vi køber god kvalitet, som kan repareres.

Ja, jeg ved det. Ligesom i gamle dage.

Hvad ville der ske?

Alle ville få mere motion, fordi de vil kunne gå eller cykle til deres job.

Flere ville komme ud hver dag.

Stilhed på grund af mindre trafik.

Mindre forurening fra biler.

Færre udgifter til biler.

Trafikken ville være præget af friskere luft.

Større glæde ved det, man køber.

Færre flyrejser, mindre skrald og færre biler.

Børn ville have deres forældre tæt på.

Ældre ville være tæt på familien.

Tættere relationer til rigtige mennesker. Man ville i højere grad tale med mennesker ansigt til ansigt.

Vi ville altså have hinanden tættere på og ville kunne være mere involverede i hinandens liv. Fordi mennesker finder mening i samværet med andre, vil mere nærhed betyde mere meningsfulde liv og dermed et bedre helbred.

Det første, der slår mig og sikkert også dig, er at det er en romantisering af gamle dage.

Rundt omkring skyder små bæredygtige lokalsamfund op med netop nærhed som bærende værdi. Ikke kun den menneskelige nærhed, men nærhed til naturen og de lokalt dyrkede råvarer

Og ja, der er masser af ulemper ved dén model:  Mindre frihed og nogen vil mene et kedeligere liv. Og nej, den er måske ikke gangbar i den oprindelige form, men en nytænkning af det nære samfund kan være med til at skabe sunde og bæredygtige liv. Og det er ikke en utopi. De opstår allerede nu, de små samfund. Rundt omkring skyder små bæredygtige lokalsamfund op med netop nærhed som bærende værdi. Ikke kun den menneskelige nærhed, men nærhed til naturen og de lokalt dyrkede råvarer.

Vi kan liste mange ulemper op ved den, lad os kalde den for den gammeldags, model, men faktum er, at vi har vænnet os så meget til den måde vi gør ting på i dag, at vi ikke kan se ulemperne.

For eksempel at vi kører os selv og kloden i sænk.


Vil du også gerne følge med i debatterne og journalistikken i POV, så sørg for, at du får vores digitale weekendavis hver fredag morgen – POV Weekend kommer ind ad din digitale dør – altså indbakken i din e-mail – hvis du bestiller den her. Og det koster ikke noget.


Foto: Unsplash.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg er uddannet sociolog og fysioterapeut, og i bedste sociologisk stil, tillader jeg mig at forholde mig kritisk til tidens sundhedsidealer og komme med bud på mere bæredygtige måder at leve på.
Jeg lever af at rådgive, holde foredrag og skrive om sundhed og bevægelse. Jeg slår til dagligt mine folder på min blog - netfysioterapeuten.dk og på instagram – instagram.com/netfysioterapeuten.
Jeg er også ekstern lektor på SDU, hvor jeg underviser i etik og kommunikation.

Jeg har tidligere arbejdet i sundhedsvæsenet og som adjunkt på fysioterapeutuddannelsen.

Seneste artikler om Sundhed