VAN OG MIG // ROADTRIP-FØLJETON #6 – Mikkel Stolt fik en forkærlighed for Van Morrison, da han i 1990 kørte alene gennem tre amerikanske stater med kun ét kassettebånd, nemlig Van Morrisons album No Guru, No Method, No Teacher. For nylig fandt han sine gamle dagbogsnotater og nogle billeder frem. Herudaf voksede en musikalsk roadtrip-føljeton i hele ti afsnit, ét for hvert nummer på albummet. I sjette afsnit handler om sangen “In Tir Na Nog”, der betyder noget i stil med paradis på oldirsk. Men da han står midt i intetheden med en bilmotor, der ikke vil starte, har Mikkel Stolt svært ved at se det paradisiske.
We were standing in the kingdom
And by the mansion gate
We stood enraptured by the silence
As the birds sang their heavenly song
In Tir Na Nog
Det er ufatteligt så stor forskel, der kan være på nat og dag. Det er jo nærmest som, ja, som nat og dag. Jeg stod og børstede tænder i morgenkulden på samme sted, hvor en bjørn var ved at æde mig aftenen i forvejen, men nu var skoven indbydende med strejf af sollys, der både dovent og insisterende trængte gennem træernes nåle, og jeg fik lyst til at begive mig derind på en lille vandretur.
Men jeg gjorde det ikke, for som 24-årig eks-basketspiller med et højt stofskifte, så var jeg ærligt talt blevet ret sulten, og der var alligevel femten-tyve miles til den nærmeste by, hvor jeg kunne være heldig at finde en tallerken æg og bacon samt en kop kaffe.
Der var noget, jeg aldrig skrev ned, da jeg var yngre og var på rejser; nemlig hvordan min nattesøvn var. Nu om dage er den jo af helvede til tre ud af ugens syv dage (altså nætter), og bare tanken om at skulle sove i en varevogn på en øde parkeringsplads i Malheur National Park ville flere uger i forvejen gøre mig angst. Med medfølgende søvnløshed.
Men som ung sov man jo bare. Man lagde sig som regel bare ned, og så blev man skidesur, når vækkeuret ringede. I dag har jeg oven i købet mistet lysten til at rejse ud og se ting, for jeg har alligevel været så mange steder efterhånden. Jeg ved ikke, hvornår denne manglende rejselyst startede – eller det ved jeg faktisk godt, og det er dét, som er lidt pudsigt.
I 2015 udgav jeg nemlig en bog, der for en stor del bestod af rejsebeskrivelser, for jeg var endelig lige trådt ind på tærsklen til at blive rejseskribent, og det var stadig noget, som jeg kunne identificere mig med. Min kone, dyrlægen, havde taget mig med rundt i verden i forbindelse med sine internationale kongresser, og jeg elskede jo at se nye ting, opleve fremmede kulturer og naturscenerier eller bare sidde på en café og studere folkelivet (dét sidste har jeg vist nævnt).
Den humørsyge Van
Jeg begyndte at notere ting og oplevelser ned i en lommebog, som var blevet en fast ledsager, og jeg skrev artikler og sendte dem til aviser og blade, hvoraf dog kun enkelte fandt vej til egentlige læsere. Men jeg samlede artiklerne til en bog, og denne udkom som sagt i 2015. Det sjove er så, at det var omkring den tid, at jeg opdagede, at jeg ikke længere rigtigt følte den helt store udlængsel.
Altså lige efter, at jeg simpelthen havde udgivet en bog om at rejse! Og faktisk blev det værre end det; jeg følte pludselig en utryghed ved at være væk hjemmefra, i hvert fald når dyrlægen ikke var med. Forbandede alderdom!
Jeg stiger ud og åbner kølerhjelmen og kigger så på dåsens etiket. Jeg læser, at man skal sprøjte indholdet ind i karburatoren eller i luftindtaget
Jeg hoppede ind på førersædet og drejede tændingsnøglen, mens jeg overvejede, om jeg måske hellere vil have pandekager til morgenmad, selvom jeg i virkeligheden syntes, det var lidt klamt. Men motoren startede ikke. Jeg forsøger igen … med samme resultat: stønnen og hakken og så stilhed.
Hmm, tænkte jeg, det lader ikke til at være batteriet, for jeg kan tænde for strømmen og musikken, men jeg var jo ikke mekaniker, langt fra endda. Jeg vidste intet om biler og teknik. Men jeg var ikke nervøs, ikke endnu i hvert fald. Jeg kom nemlig i tanke om, at Christian faktisk havde forudset dette. Han vidste, at jeg formentlig skulle overnatte i næsten to kilometers højde, at natten ville være kold, og at van’en er notorisk humørsyg – især om morgenen.
”Den minder lidt om dig, så”, havde jeg sagt, hvorefter han havde knurret og lagt an til at give mig en lammer på skulderen. Jeg var straks hoppet udenfor hans rækkevidde, men nu kunne jeg godt bruge ham.
Der havde vist ikke været direkte nattefrost, men der var stadig lidt rim på træerne, da jeg første gang kiggede ud, og meget mere end tre-fire grader celsius kunne det vist ikke være nu. Jeg rodede rundt på gulvet i kabinen, hvor der på trods af vores oprydning inden min afgang stadig lå en hel del spændende ting, og til sidst fandt jeg den spraydåse, som Christian gav mig med.
Jeg steg ud og åbnede kølerhjelmen og kiggede så på dåsens etiket. Jeg læste, at man skulle sprøjte indholdet ind i karburatoren eller i luftindtaget (det er min egen oversættelse), og jeg havde en idé om, at karburatoren måtte sidde i nærheden af motoren, og at luftindtaget måtte sidde i nærheden af karburatoren. Jeg sprayede lidt hist og her, og forsøgte igen at starte. Intet skete.
Jeg anede ikke, hvad Tír na nÓg (sådan siger Wikipedia, at det staves) betød dengang, og jeg forstod vel knapt nok, hvad han sang, men jeg er sikker på, at jeg ville have syntes, det var morsomt, hvis jeg havde vidst, at det er et navn fra den keltiske mytologi, som benævner et slags paradis med evig ungdom, overflod og sjov og ballade. Var det ikke der, jeg var på vej hen, måske? Men som lige i dette øjeblik syntes at ligge uendeligt langt væk, hvis ikke jeg fik startet den her vogn snart.
Oh so joyous
By the clear cool crystal streams
Where the roads were quiet and still
And we walked all the way
To Tir Na Nog
Et gammelt, blasert r..hul
Det er det eneste nummer på albummet, der har strygere med, hvilket også giver et lidt drømmende udtryk. Jeg var jo langt fra ekspert, men mon ikke at jeg allerede dengang kunne høre, at Van Morrison var inspireret af irsk folkemusik. Og af jazz og blues og gospel, og det var i øvrigt noget af det mest inciterende for mig: at musikken undgik af falde i en bestemt genregryde, eller rettere: at den blandede det på en måde, som jeg fandt meget forfriskende.
Og gad vide, om det ikke også var derfor, at jeg var blevet ramt så meget af Twin Peaks. Fordi den serie skamløst blandede sæbeopera, melodrama, gys og komedie på en så nytænkende facon, at det blev til noget andet. Og er det ikke stadig det, jeg leder efter, når jeg for eksempel scanner Netflix og musikanmeldelser nu om dage for at finde noget nyt at blive betaget af? Hvor tit sker det nu om dage? Det er ikke ofte, jeg bliver begejstret, må jeg indrømme. Hold kæft, man er blevet et gammelt blasert røvhul.
Jeg prøver med det allersidste af den nu mere spruttende end sprayende dåse i samme øjeblik, som en solstråle kommer
Jeg var holdt op med at ærgre mig over at have mistet tredje afsnit, for jeg blev jo i stigende grad nervøs for, at Tír na nÓg sgu ikke var lige rundt om hjørnet for mig. Min koldstartsspray havde tilsyneladende ikke nogen effekt – i hvert fald ikke der, hvor jeg sprøjtede den hen – og nu var den selvfølgelig også ved at være tom.
Jeg kiggede rundt, men der var stadig ikke andre biler på parkeringspladsen, og klokken var kun lidt over syv. Ind i mellem kunne jeg høre en stor lastbil køre forbi ude på 395’eren, men der var mange minutter imellem. Jeg kunne selvfølgelig spadsere derud og praje en af dem og bede om hjælp, eller jeg kunne sætte mig og vente på sommer og varmere vejr. Sikke noget lort.
How can we not be attached?
After all we’re only human
The only way then is to never come back
Except I wouldn’t want that would you
If we weren’t together again
In Tir Na Nog
Van både bræger og mumler ind over musikken henimod slutningen, men det er ikke på sådan en rocksanger-måde. Mere som en, der både kender melodien vældig godt og leder efter den. Det er svært at forklare, men det tiltaler mig.
Jeg prøvede med det allersidste af den nu mere spruttende end sprayende dåse i samme øjeblik, som en solstråle kom gennem træerne og rammer motoren, hvorefter jeg satte mig ind i kabinen. Jeg drejede nøglen med hjertet oppe i halsen. Havde jeg virkelig malheur, eller var det nu, jeg skulle blive religiøs?
Læs næste kapitel: ”Here Comes the Knight”
Roadtrip-føljetonen “Van og mig” (’lang-essay’) er støttet med midler fra Copydan, tildelt af Autorkontoen i Dansk Forfatterforening.
Læs forudgående afsnit af Mikkel Stolts roadtrip-føljeton i 10 afsnit:
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
