VAN OG MIG // ROADTRIP-FØLJETON #7 – I dette afsnit af den musikalske roadtrip-føljeton gennem tre amerikanske stater med Van Morrisons album No Guru, No Method, No Teacher i bilens afspiller handler det om sangen “Here Comes the Knight”. Efter langt om længe at have fået startet sin Van (den med fire hjul) sætter Mikkel Stolt kursen mod den klejne by John Day, der dog er så stor, at den kan byde på solidt morgenmåltid.
Jeg sang med i vilden sky, for jeg var glad. Van’en overkom sine startvanskeligheder, for solstrålerne og lidt kemi på dåse (hvis ikke ligefrem guderne) havde reddet mig. Jeg kørte ud på landevejen og drejede nordpå til venstre.
On the road with my sword
And my shield in my hand
Pressing on to the new day
This love will surely last forever
This love will surely last always
Jeg troede ganske vist, at han sang ”on the road with my soul”, for det var sådan, det føltes, men det var der ingen, der kunne høre. Vejen gik lidt nedad igen, og snart kom jeg til den første by, Canyon City, der ifølge dens egne oplysninger på byskiltet lå i ca. 1.000 meters højde og havde 763 indbyggere. De spiste åbenbart alle derhjemme til daglig, for jeg så ikke nogen diners eller restauranter. Ifølge kortet lå byen John Day dog kun tre-fire miles længere fremme, og det skulle være den største by i Grant County, en af staten Oregons 35 amter eller hvad man nu skal kalde dem på dansk. Dén by har over 1.500 indbyggere og derfor også en Sunset Inn.
Kort efter trak jeg ind på restaurantens kvartfyldte parkeringsplads, stoppede bilen og tænkte i det samme, at jeg var en idiot. Hvad nu hvis den ikke kan starte igen? Men på den anden side kunne jeg jo ikke lade den stå i tomgang, mens jeg spiste morgenmad, og den var da blevet ordentlig varm på den halve time, det tog mig at komme hertil, var den ikke? Jeg tændte motoren igen med det samme, og den startede uden problemer. Og så slukkede jeg den igen. Og tændte den … og slukkede den.
Jeg anede ikke, at nummerets titel var en parafrase over et gammelt hit, som Van Morrison havde med sit irske band Them i 60’erne, nemlig ”Here Comes the Night”, og ordene bliver da heller ikke sunget i teksten. Men jeg havde lagt mærke til, at der ind imellem optrådte nogle af de samme ord og tekststumper i forskellige numre på dette kassettebånd. Jeg tænkte, at han åbenbart godt kunne lide at referere til sig selv, og han kunne åbenbart også godt lide at lege med sin egen personage som sangskriver.
Sandheden eller “sandheden”?
Var det ”ham”, der sang, eller fortalte han kun historier? Det gik så småt op for mig, at det måske var noget, man som skribent eller filminstruktør (som jeg jo ret beset stadig drømte om at blive) også var nødt til at forholde sig til. Fortæller man sandheden eller kun “sandheden” i sine tekster og film?
Hvad vil jeg? Jeg vidste det ikke dengang, og nu ved jeg kun så meget, at jeg altid synes, det er lidt belastende, hvis folk insisterer på, at de fortæller mig sandheden uden gåseøjne. Jeg går ind for, at der skal være plads til både virkelighed og fantasi. Jeg tænker, at de to kan smitte af på hinanden på en god måde, og måske tænkte jeg det allerede dengang, men det var nu ikke noget, jeg skrev hverken ned eller op.
Det var lige som det skal være, og jeg sang med igen, for jeg var jo den rytter på vej gennem passet, og jeg kendte jo (bildte jeg mig ind) til kampen mellem liv og død og mellem sandhed og ’sandhed’
Sunset Inn!? Så vidt jeg kunne regne ud, så gik solen ned bag bjergtoppene ved 16-tiden hele året rundt, men selvfølgelig: en solnedgang er en solnedgang, uanset horisont og tidspunkt. Udefra lignede det lidt The Double R Diner fra Twin Peaks (som i virkeligheden hed The Mar-T Café og lå i North Bend), men det gør de fleste diners vel egentlig.
Jeg gik gennem de to glasdøre og opdagede, at der faktisk var ret hyggeligt, selvom den indenfor slet ikke havde samme set design som tv-seriekarakteren i Norma’s café. I stedet for at sætte mig ved disken valgte jeg et af bordene ved vinduet, fordi jeg opdagede, at der var en fin udsigt til floden (af samme navn som byen, John Day River, opkaldt efter en gammel pelsjæger).
Jeg opdagede også et skilt på bordet – lige ved siden af menuen med tilbud på breakfast steaks, æg og bacon og what not – hvor der stod: ”This is not just a meal – this could be your personal fight against cancer risk”. Tilsyneladende ville skiltets afsender, American Cancer Society, have mig til at skære ned på kødet. Ikke for dyrenes eller klimaets skyld, for det bekymrede vi os ikke rigtigt om dengang, men for mit eget helbreds skyld.
Nu havde jeg det ellers lige så godt, og eftersom skiltet tvang mig til at tænke over det, gik det op for mig, at jeg vel ikke havde haft en kødløs morgenmad i flere måneder. Nede i de usle hytter i Growbag Hell var det helt afgørende, at vi hver dag fik en stor og kalorierig morgenmad med stegte kartofler, æg, løg, hvidløg, bacon, pølse eller skinke, brød, kaffe og juice, og som regel fordelte vi det sådan, at en af os lavede morgenmaden, mens en af de andre smurte vores madpakker, som bestod af hvedebrød smurt med honning på den ene side og peanut butter på den anden og derefter lagt sammen.
De to smørelser gik så på en eller anden måde i forbindelse med hinanden og krystalliserede, så det knasede så hyggeligt, når vi mange timer senere sad snavsede og udmattede på en sten på et (hemmeligt) sted i bjergene og spiste frokost.
A damn good coffee
Jeg gav op og bestilte en gang havregrød, lidt toast med marmelade, pandekager og et glas juice. Ingen vidste noget om, at det måske snarere var kulhydraterne, man skulle holde øje med, og da jeg også fik en kop damn good coffee … and hot (dén interne Cooper-joke kendte du godt!), havde et godt toiletbesøg, og bilen faktisk startede ubesværet, så var jeg ikke til at skyde igennem. Min morgenmadspause blev derfor ligesom et musiknummers bridge, en variation i melodien, der skaber en god forandring, og det skete også kort efter i ”Here Comes the Knight”. En trompet spillede derefter nærmest en fanfare, og så kom der et break, inden groovet og versene fortsatte.
Here come horsemen through the pass
They say cast a cold eye on life, on death
There’s a battle for the truth
And it means to thine own self be true
Det var lige, som det skal være, og jeg sang med igen, for jeg var jo den rytter på vej gennem passet, og jeg kendte jo (bildte jeg mig ind) til kampen mellem liv og død og mellem sandhed og “sandhed” (uden at jeg selvfølgelig anede, at teksten her parafraserer den irske digter W.B. Yeats og teksten på hans gravsten).
Jeg forstod heller ikke, hvad han mente med det der ’thine’, men det var lige meget, for det var noget med at være tro mod sig selv, gættede jeg. Måske endda elske sig selv.
And it says this love will surely last forever
This love will surely last always
Malheur National Forest var blevet afløst af Umatilla National Forest, og for første gang så jeg et skilt, der advarede mod elge, der kunne finde på at krydse vejen. Så er man for alvor kommet nordpå, tænkte jeg, men i virkeligheden var jeg kun to tredjedele igennem Oregon på vej mod grænsen til Washington.
Med lidt held ville jeg være fremme først på eftermiddagen, og jeg kunne ikke vente med at se Thomas’ fjæs, når jeg bankede på hans dør. Jeg havde nemlig ikke fortalt ham, at jeg var på vej, så jeg så frem til det samme overraskede udtryk og udbrud som på vores skiweekend ved Mt. Bachelor. Han havde fortalt, at han boede i et slags rækkehus-kollegie i to etager, og hvor man delte badeværelse med naboen.
Henrik boede dog på 1. sal, mens Thomas boede i stuen. Jeg kendte Thomas’ værelsesnummer, så jeg regnede med, at jeg let kunne finde frem til det. Så stor kunne campus vel heller ikke være. Måske var de til forelæsning, når jeg kom, men så måtte jeg jo bare sidde og vente. Åh, at være til forelæsning, det var lige før, jeg savnede det – selvom det ikke var noget, vi havde så meget af på filmvidenskab. Vi så mest film.
Men Thomas og Henrik var skovbrugsstuderende fra Landbohøjskolen, og det kunne måske være sjovt at komme til en af deres timer. Jeg kunne vel strengt taget også være blevet naturvidenskabsstuderende, rablede jeg for mig selv i førerkabinen, for jeg tilbragte da elleve måneder som militærnægter inde på Zoologisk Museum i København. Men så skulle jeg nok have været bedre til matematik.
Læs næste kapitel: “Thanks for the Information”
Roadtrip-føljetonen “Van og mig” (’lang-essay’) er støttet med midler fra Copydan, tildelt af Autorkontoen i Dansk Forfatterforening.
Læs forudgående afsnit af Mikkel Stolts roadtrip-føljeton i 10 afsnit:
- På musikalsk roadtrip i Californien
- Gennem Californiens bjergkæder, skovområder, landbrugsland og, hurra, på asfalt
- Goose Lake – På vej ud i den store mystiske intethed
- Er der overhovedet levende mennesker her?
- Der var vel for fanden bjørne heromkring?
- Havde jeg virkelig malheur, eller var det nu, jeg skulle blive religiøs?
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
