VAN OG MIG // ROADTRIP-FØLJETON #3: Mikkel Stolt fik en forkærlighed for Van Morrison, da han i 1990 kørte alene gennem tre amerikanske stater med kun ét kassettebånd, nemlig Van Morrisons album No Guru, No Method, No Teacher. For nylig fandt han sine gamle dagbogsnotater og nogle billeder frem. Herudaf voksede en musikalsk roadtrip-føljeton i hele ti afsnit, ét for hvert nummer på albummet. I tredje afsnit handler det om et besøg på et sted med det lokkende navn Lakeview og tidspunktet, da Van Morissons musik understregede naturens egen mystiske stemning og det begyndende mørke.
Christian og jeg havde allerede smagt på lidt af universitetslivet nogle måneder tidligere, idet Thomas havde ringet oppe fra Pullman, Washington, og inviteret ham med på skiweekend ved Mount Bachelor i Oregon. Thomas vidste ikke, at jeg var kommet til USA i mellemtiden, så det var supersjovt at overraske ham og hans studiekammerat Henrik på parkeringspladsen.
Jeg gemte mig bag nogle biler, sprang frem og gav Thomas et bommesislag, inden vi fejrede gensynet i skihytten med en flok af deres medstuderende fra WSU og nogle dåsebajere. Jeg havde ikke stået på ski, siden de spredte ture på langrendsbrædder i Dyrehaven, da jeg var 15, og jeg havde heller ikke noget skitøj.
Jeg drømte om en pige, jeg engang har kendt og om en, jeg ikke kendte endnu
Så jeg stod bare i cowboybukser og læderjakke og endte ved et uheld sammen med Henrik på den forkerte lift, så jeg kom helt op på toppen. Det var jeg bestemt ikke i skiform til, så jeg var mere ræd end glad på trods af den fantastiske udsigt fra den enligt beliggende og udslukte vulkan, og det tog mig hele dagen at komme ned. Resten af weekenden var jeg helt mørbanket og gik under navnet Summit Man.
Det var nu et par måneder siden, at jeg fik dén lille forsmag på det glade, amerikanske studenterliv, og jeg var netop kommet ind i Oregon igen i “min” van. Jeg havde jo været satans tidligt oppe og besluttede mig for at tage mig en lur, inden jeg kom ud på den store højslette, som efter sigende godt kunne være lidt søvndyssende.
Helt alene i Goose Lake
Jeg tænkte – da jeg så navnet på et skilt – at Lakeview lød som et godt sted, og jeg drejede derfor fra landevejen og ned mod en flod, der formentlig løb ud i Goose Lake, som jeg passerede lidt tidligere. Flere skilte ledte mig ned til et picnic-område, men der var ikke andre biler eller mennesker i sigte. Jeg parkerede vognen på et nogenlunde plant område og lagde mig om bag i bilen.
Van’en havde kun forsæder og i stedet for et bagsæde og lastrum var hele bagenden indrettet som en seng på hjul. Christian havde monteret en madras på nogle vanger, så den næsten gik hele vejen fra forsædet og ned til bagdørene, og nedenunder var der bagageplads, hvor min rygsæk og alt mit habengut lå. Der var ikke vinduer i siderne bagtil, og der var gardiner til bagruden, så jeg trak for og kunne ligge i fred og ro og lytte til bruset fra floden udenfor.
Det var blevet lunt nok til, at jeg ikke behøvede min sovepose, men kunne nøjes med et af de tæpper, som også lå der (og guderne må vide, hvor længe de havde gjort det). Jeg drømte om en pige, jeg engang har kendt og om en, jeg ikke kendte endnu.
I saw you from a foreign window
Bearing down the sufferin’ road
You were carryin’ your burden
To the palace of the Lord
Der var det igen, det med gud og religionen. Jeg lod mig stadig ikke gå på af det, for det var jo bare ord. Og musik. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad man kan kalde den, musikken. Det var ikke rigtig rock og heller ikke rigtigt folk eller jazz, men noget ind i mellem, og jeg begyndte at tænke, at det nok er sådan noget, som Van Morrison kan. Jeg trak tæppet til side efter den lille lur, gik udenfor på det mennesketomme picnicareal og tissede i en busk, og så kørte jeg afsted og hørte videre.
I spied you from a foreign window
When the lilacs were in bloom
And the sun shone through your window pane
To the place you kept your books
You were reading on your sofa
Nostalgi og forventning
Jeg fik rig lejlighed til at høre godt efter og til at lade musikken og teksten forføre mig. Og til at få mig til at tænke tilbage på gode tider og glade minder og til at tænke frem på forhåbentligt noget tilsvarende. For det var også noget, han lod til at kunne, ham Van, opdagede jeg: at skabe en stemning af både nostalgi og forventning på en gang.
Var det bare teksten? Nej, det var også den måd,e koret sang med på melodien i bridgen, understøttet af de elegante og temmelig bløde blæsere, hvoraf nogle af dem endda er af messing:
And if you get it right this time
You don’t have to come back again
And if you get it right this time
There’s no need to explain.
Ude på højsletten i godt halvanden kilometers højde kom der simpelthen ikke nogen radiostationer ind. Der var lige lidt country en kort overgang, men nu var der slut. Radioen kunne simpelthen ikke fange noget, så her var det, at alvoren gik op for mig: enten ville jeg komme til at hade eller til at elske Van Morrison, og dette album var af skæbnen blevet udvalgt til at være lakmusprøven.
Musikken lagde til den mystik, som i forvejen lå over landskabet, og som dragede én mod simpelthen at stoppe og bare vandre væk fra vejen og ud i intetheden,
På den anden side havde jeg altid syntes, at det var noget sludder med det udtryk: at et eller andet fænomen var noget, som folk enten elskede eller hadede. Det var jo i virkeligheden bare en frase, som dovne og fantasiløse journalister brugte, når de syntes, de skulle være lidt kække. Som regel er der jo noget godt – eller dårligt – ved alting, og hvis jeg blev træt af musikken, kunne jeg jo bare slukke. Jeg ville næppe komme til at hade den, og båndet blev altså til stadighed ved med at køre inde i afspilleren.
Mit landkort var helt hvidt heromkring, og så langt øjet rakte, var det ikke meget at se, knapt nok træer. Floraen lod primært til at bestå af sagebrush (en bynkeplante af en art), som næppe bliver over en halv meter høj, og det gav landskabet et helt særligt ørkenpræg. Der var heller ikke meget trafik, men nu og da kom der en modkørende truck.
Ud i intetheden
Ifølge mit kort var der små hundrede kilometer til den første by, efter jeg var drejet ind på denne landevej, som kun havde et spor i hver retning. Og dén by hedder Wagontire, som ville den gerne være med i en western. Min medbragte mad var efterhånden ved at slippe op, men jeg havde stadig til et aftensmåltid.
Pludselig dukkede der et skilt op, der pegede ind til venstre ad en smal vej uden midterstribe. ”Airport” stod der, og da jeg passerede, kiggede jeg i den retning, men der var intet at se. Intet andet end den der sagebrush og en stenet ørkenoverflade mellem planterne. Og så alligevel: en lille cottontail rabbit snusede rundt tyve-tredive meter væk, og jeg rettede mig op og tog et fastere greb om rattet og lagde højre basketstøvle over på bremsen. Jeg skal ikke køre flere dyr over i dag, tænkte jeg, men kaninen hoppede snart hjem igen.
I saw you from a foreign window
You were trying to find your way back home
You were carrying your defects
Sleeping on a pallet on the floor
Jeg var klar over, at jeg nok kom til at sove på gulvet oppe på Thomas’ kollegieværelse, men det gjorde jeg også i den første hytte, vi boede i nede i Californien, så det skræmte mig ikke. Jeg var jo ung, og jeg var alene i en van og hørte Van, og det var fedt.
Musikken lagde til den mystik, som i forvejen lå over landskabet, og som dragede én mod simpelthen at stoppe og bare vandre væk fra vejen og ud i intetheden, mens lyden fra båndet langsomt ville komme uden for hørevidde. På den anden side ville man også gerne lægge de lange lige veje bag sig så hurtigt som muligt. Det er paradokset med at være on the road, og jeg opdagede, at det var ligesom det her musiknummer, jeg hørte netop da; det kørte både jævnt fremad og stod stille på samme tid.
Eftermiddagen gik på hæld, skumringen kom snigende, men jeg skulle videre. Glidende – og derefter pludseligt – var det ikke længere skumring, men mørkt. Jeg var totalt omsluttet af mørke.
Læs næste kapitel: ”A Town Called Paradise”
Foreign Window – her i en version, hvor Van Morrison tilsyneladende har inviteret en tilfældigt forbipasserende vejmusikant med:
Roadtrip-føljetonen “Van og mig” (’lang-essay’) er støttet med midler fra Copydan, tildelt af Autorkontoen i Dansk Forfatterforening.
Læs forudgående afsnit af Mikkel Stolts roadtrip-føljeton i 10 afsnit:
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
