VAN OG MIG // ROADTRIP-FØLJETON – Mikkel Stolt fik en forkærlighed for Van Morrison, da han i 1990 kørte alene gennem tre amerikanske stater med kun ét kassettebånd, nemlig Van Morrisons album No Guru, No Method, No Teacher. For nylig fandt han sine gamle dagbogsnotater og nogle billeder frem. Herudaf voksede en musikalsk roadtrip-føljeton i hele ti afsnit, ét for hvert nummer på albummet. Dette ’lang-essay’ er støttet med midler fra Copydan tildelt af Autorkontoen i Dansk Forfatterforening. Første del af beretningen begynder i Mendocino County i det nordlige Californien, hvor Stolt sammen med sin gymnasiekammerat Christian og en lokal arbejdede i en hampemark. Men Mikkel Stolt måtte videre. Så han red mod nord i en rustrød Ford Econoline.
Intro: Got to go back
Jeg væltede med besvær den tunge sæk med bat guano-gødning ned fra mine smalle skuldre, så den landede på jorden med et bump, og kiggede ud over de høje, nordcaliforniske bakker i al deres grønne, øde pragt. Tre kalkungribbe cirklede i det fjerne og så ud til at have fået færten af et ådsel nede på jorden.
”Jeg trænger sgu til lidt time off, så jeg tager altså op til Thomas på universitetet,” sagde jeg og skævede over mod Christian for at se hans reaktion.
Han var i gang med at grave et hul i jorden under et stedsegrønt manzanita-træ, men stoppede op og stønnede højt og demonstrativt.
”Jeg havde spekuleret på, hvor længe du ville holde. Hvornår du ville knække,” sagde han.
Vi havde i flere måneder boet langt fra alting i Mendocino County, fire timers kørsel nord for San Francisco. Det nordlige Californien er temmelig anderledes end det sydlige, og vejret er ikke nødvendigvis godt eller varmt uden for sommermånederne, men der er meget smukt med bølgende, grønne bakker her inde i landet. Det var i dette køligt-fugtige klima og i disse smukke omgivelser, at Christian, Jack og jeg hver morgen skulle pakke pickup-trucken med adskillige kilo remedier, gødning og redskaber, køre ned til floden og sætte bilen et godt skjult sted.
Det var jo enormt flinkt af ham, og derfor sad han og jeg et par dage senere og ryddede ud i den rustrøde Ford Econoline-kassevogn, som ærligt talt lignede lort indvendigt med burger-affald, tomme dåser, snavsetøj og gamle olieindsmurte håndklæder.
Så skulle vi finde kanoen frem, som ligeledes lå gemt i et buskads, hvorefter vi pakkede den med hele gøgemøget og passerede Eel River, som bestemt ikke er uden strøm på dette sted. På den anden side af floden havde vi gemt to 125-kubik motorcykler, som vi på en eller anden måde skulle være tre mand og alt vores lort på. Derefter kørte vi af gamle skovarbejderveje endnu længere op i bjergene, og endelig – efter cirka en times transport – var vi der: i Growbag Hell, som vi kaldte de ”haver” af hampeplanter, som vi etablerede over et stort område i disse bakker. Eller bjerge, som vi danskere nok ville kalde dem.
Hver plante stod i en stor sæk, en growbag, fyldt med jord, mineraler og gødning, og som vi alt sammen over længere tid havde slæbt med op i vildnisset og camoufleret under de mest stedsegrønne træer, vi kunne finde. Samtidig havde vi fundet kilder rundt omkring, hvori vi etablerede vandslanger, som – også camoufleret – ledte vand ud til de enkelte planter. Jeg vidste faktisk ikke, om vi var på privat eller statslig grund, men der var jo plads nok, tænkte jeg.
Christians bemærkning var i øvrigt ikke helt urimelig. Siden min, hans og Thomas’ fælles gymnasietid havde jeg nok ikke været mest kendt for en forkærlighed for manuelt arbejde i fri luft, men blev nok snarere regnet for lidt af en café-type. En humanist-studerende fidus, der endnu ikke var blevet færdig med universitetet, og som var blevet lokket væk fra specialesumpen af en billet til Californien og 10$ i timen hos Christians søster og svoger. Det var, før jeg vidste, at vi ville kalde det Growbag Hell. Jeg mente dog nu, at vi var så langt, at de andre kunne gøre arbejdet færdigt uden mig, og at jeg på en måde havde bevist noget for både mig selv og de andre.
”Faktisk holdt du en hel del længere, end jeg troede,” sagde Christian og grinede til Jack, der grinede igen uden at forstå vores danske, ”og som belønning kan du få lov til at låne van’en en måneds tid eller to, for den behøver jeg jo ikke for tiden.”
Road not maintained during winter months. Enter at own risk. For egen risiko – det er jeg sjældent ret vild med. Hvem er egentlig det?
Det var jo enormt flinkt af ham, og derfor sad han og jeg et par dage senere og ryddede ud i den rustrøde Ford Econoline-kassevogn, som ærligt talt lignede lort indvendigt med burger-affald, tomme dåser, snavsetøj og gamle olieindsmurte håndklæder.
”Hov, for fanden, jeg skal lige have alle mine kassettebånd med over i den anden bil,” sagde Christian, da jeg skulle til at trille ud af indkørslen fra gården og havde tolv-trettenhundrede kilometer foran mig gennem det nordligste Californien, hele Oregon og lidt af staten Washington. Jeg bandede lidt, men han sagde, at jeg jo havde radioen. Det var først et par timer senere, at jeg opdagede, at han havde glemt et bånd inde i afspilleren.
Got to go back:
Det var rigtigt nok, at jeg ville tilbage – tilbage til civilisationen. Jeg var blevet træt af at sove på gulvet i, hvad der lignede en gammel guldgraverhytte fra en Chaplin-film, og jeg var træt af ikke rigtigt at kunne følge med i, hvad der skete i verden.
På et tidspunkt i en regnvåd marts flyttede vi ganske vist fra den rene udørk ned til kanten af dalen, så vi trods alt var lidt tættere på den lille by i Round Valley – og ja, tættere på Keith’s Market og deres kølediske med kød og øl. Det betød ganske vist også, at vi fik længere til og fra arbejdet ude i bjergene, men så kunne jeg da sove i en rigtig seng mellem besøgene til Growbag Hell.
Men nu var jeg på vej i ’min’ van – en tidlig aprilmorgen østover ud af den nordcaliforniske dal, som var langt den korteste vej til Thomas’ universitet i den østlige del af staten Washington. Det var rygtedes i lokalområdet, at vejen gennem passet skulle være åbnet, men skiltet, som jeg støder på efter en god times kørsel var tvetydigt: “Road not maintained during winter months. Enter at own risk”. For egen risiko – det er jeg sjældent ret vild med. Hvem er egentlig det?
Jeg spekulerede lidt på, om april blev regnet til vintermånederne her på egnen. Christian havde fortalt mig, at grusvejen ud af dalen virkelig var en grusvej – med streg under grus, og så var det, jeg så, at der halvt skjult bag det første skilt stod et andet: “Road closed in 7 miles”.
Jeg havde drukket whiskylikør af mærket ”Yukon Jack” i min kaffe (en såkaldt racketeer) og set lidt af hvert ude i denne lille redneck-udørk i det nordlige Californien
At vende om ville betyde en omvej på mindst fire-fem timer, så jeg håbede sateme, at folk havde ret i, at vejen var åbnet, og jeg satte kassevognen i gang igen. Jeg holdt øje med miles-tælleren, og efter cirka syv af dem kom jeg ganske rigtigt til en bom. Som var åben! Jeg åndede lettet op, som det hedder, men følte mig ikke helt sikker endnu.
Jeg tændte for radioen, og ledte efter en station med noget opløftende køre-musik, men der var ikke meget at vælge imellem så langt ude i bjergene. Men så dukkede der pludselig en station med klassisk musik op. Jeg sad og flippede lidt ud over, hvor anderledes en oplevelse det var at køre på en hullet grusvej i 1700 meters højde, hvor alle omgivelser ustandselig forsvandt i skyerne, mens man hørte kammermusik af Kuhlau.
Mens jeg sad og hyggede mig lidt med, at en amerikansk radiostation spillede musik af en dansk komponist (og jeg derefter spekulerede på, om Kuhlau vist egentlig ikke var tysker), var det, jeg opdagede, at der sad et bånd i afspilleren. Jeg tog det ud og så, at det var en kassette i en gullig æggeskalsfarve. Jeg læste på det, mens jeg satte farten lidt ned. Van Morrison: No Guru, No Method, No Teacher.
Okay, fedt nok, tænkte jeg, for selvom jeg ikke kendte det store til ham (eller til albummet overhovedet), så havde jeg, Christian og hans søster faktisk lige set ham live til en udendørs koncert på The Greek Theatre i Berkeley søndagen forinden. Og det havde sgu været godt, blandt andet fordi blueslegenden John Lee Hooker var dukket op til slut. Til gengæld havde han ikke spillet hittet fra sit seneste album, som man ellers ikke havde kunnet undgå at høre; ”Have I Told You Lately That I Love You?”
Som mange udendørs koncerter var det desuden lidt svært at få det fulde udbytte, fordi der var så mange mennesker og lyden ikke var så god, og til sidst var jeg mest bekymret for, om vi ville nå hjem til andet afsnit af Twin Peaks, der netop ugen før havde haft amerikansk tv-premiere.
Men albumtitlen på kassetten virkede dragende mystisk, og naturligvis satte jeg båndet i afspilleren igen. Kuhlau forsvandt med, hvad der blev en for ham lidt skuffende kadence, og der var stille i nogle sekunder. Jeg var spændt, på hvad der kom.
Gik direkte i hjertet
Så indledte et par lette trommeslag et fedt groove med klaver, bas og trommer, som lød helt organisk. Jeg sværger, at jeg lige skulle til at sige ”oh, yeah”, fordi det lige med det samme lød som den fedeste køremusik, men så hørte jeg sgu manden selv sige det: ”Oh Yeah”, sagde Van, hvorefter en blæser af en art – formentlig en obo – spillede en melodilinje. Og så sang han.
When I was a young boy
Back in Orangefield
I used to look out
My classroom window and dream
And then go home and listen to Ray sing
“I believe to my soul” after school.
Og så var det, at han vrængede stemmen lidt af led på den fedeste måde i den næste linje, og som gik direkte i hjertet (eller milten, eller hvor man nu gemmer den slags):
Oh, that love that was within me
You know it carried me through
Og groovet fortsatte bare, og der var en lækker akustisk fornemmelse over det, og med ét kom der et kor på også. Åh, korpiger … det er noget, der virker, når man sidder alene i en bil, og vel faktisk ikke rigtigt har set nogen af det modsatte køn i månedsvis (Christians søster undtaget, no offense).
Jeg begyndte at se frem til den næste tid: Både til et par dage alene i en kassevogn, hvor man måske kunne tænke nogle gode tanker, og til tiden efter oppe på Thomas’ universitet, hvor jeg regnede med at være mere i mit rette element.
Thomas var sammen med en studiekammerat indskrevet på Washington State University i byen Pullman tæt på grænsen til Idaho, og jeg havde ærlig talt savnet det sociale liv blandt ligesindede. Bevares, jeg havde også – når vi ikke lige lavede hårdt og John Steinbeck-agtigt daglejer-markarbejde – hygget mig meget i Christians og de andres selskab, og jeg havde mødt mængder af halv- og helskøre mennesker.
Jeg havde drukket whiskylikør af mærket ”Yukon Jack” i min kaffe (en såkaldt racketeer) og set lidt af hvert ude i denne lille redneck-udørk i det nordlige Californien. Og en af de ting, jeg havde set, og som mindede mig lidt om mit egentlige liv som filmstuderende på Københavns Universitet, og som måske endda var det, der fik mig på de her tanker om at besøge Thomas, var den helt nye tv-serie, Twin Peaks.
Savnede livet som studerende
Vi havde været nede på Christians søster og svogers gård en lørdag aften, og jeg sad og bladrede lidt i Time Magazine, da jeg pludselig så en forskræps-artikel om, at der dagen efter ville være premiere på David Lynch’ nye tv-serie på tv-network‘et ABC.
Jeg var blevet stor fan af Lynch efter især filmen Blue Velvet, så den serie skulle jeg selvfølgelig også se. Da vi ikke havde tv i vores hus (vi var dog flyttet ned til det andet hus, hvor der i det mindste var strøm), aftalte vi at komme tilbage til Christians søster næste aften, og derfor kunne vi sidde og måbe foran det lille tv, mens første afsnit af mysteriet om, hvem der dræbte Laura Palmer løb over skærmen.
Og vi var ærligt talt lidt spooked, da vi skulle gå den lille kilometer hjem på den øde landevej i totalt mørke. Jack, den tredje mand i vores lille arbejdshold, var ikke den store film- eller tv-fan, så han var blevet hjemme, og han var helt uforstående over for vores begejstring og faktisk også mistroisk over for det, vi fortalte ham.
Man glemmer det måske lidt i dag, men det var virkelig et andet slags tv-show – med uhygge, mystik og spænding og følelserne helt uden på tøjet. Christians søster fortalte senere, at hun ikke havde lyst til at se mere end et par afsnit. Byen Twin Peaks fra serien mindede hende alt for meget om hendes egen lille by; den by som hun og vi boede i den yderste udkant af.
Og ja, det var et isoleret og mystisk sted, og jeg havde altså også pludselig fået nok. Ikke kun på grund af selve arbejdet, der faktisk var temmelig hårdt, men fordi jeg savnede mit liv som tilbagelænet studerende. Jeg længtes med andre ord efter at komme tilbage til et sted, hvor man kunne sidde og slappe af med en pilsner og kigge på forbipasserende piger i stedet for at kigge på vietnamveteraner, der satte skilte op om, at “Trespassers will be shot” på deres pigtrådshegn. Eller hvor man kunne tage på studenterbar med kække studiner i stedet for på cowboy-værtshus med øretæver i luften.
Ah, there’s people in the street
And the summer’s almost here (med lækker vrængen på stemmen igen)
Oh, we’ve got to go back, got to go back
Ja, sommeren var på vej. Et sted derude bag forruden. Og jeg var på vej, og selv om råkulden udefra krøb ind og afkølede mine fødder i de gamle basketballstøvler, som jeg betjenete van’ens pedaler med, ja, så var jeg sgu glad og varm indeni.
Næste kapitel: ”Oh the Warm Feeling”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
