VAN OG MIG // ROADTRIP-FØLJETON – 2. Afsnit: Mikkel Stolt fik en forkærlighed for Van Morrison, da han i 1990 kørte alene gennem tre amerikanske stater med kun ét kassettebånd, nemlig Van Morrisons album No Guru, No Method, No Teacher. For nylig fandt han sine gamle dagbogsnotater og nogle billeder frem. Herudaf voksede en musikalsk roadtrip-føljeton i hele ti afsnit, ét for hvert nummer på albummet. Dette ’lang-essay’ er støttet med midler fra Copydan tildelt af Autorkontoen i Dansk Forfatterforening. I andet afsnit handler det bl.a. om et dødt egern i Californiens bjerge og om at skjule sig for Drug Enforcement Agency.
Et nyt nummer gik i gang. En akustisk guitar, lidt forskellige rytmeinstrumenter og en melodisk coranglais (som på dansk hedder et engelskhorn, men her i bilens lidt mangelfulde lydanlæg gik jeg ud fra, at det enten var en obo eller en klarinet) fortsatte den gode stemning.
Oh the warm feeling
As we sat beside the sea
Oh the warm feeling as I sat by you
Musikken lunede, og det var også nødvendigt, for bilens varmeanlæg var som antydet ikke helt til at stole på. Jeg kunne stadig ikke rigtigt se noget af landskabet, for skyerne lå endnu så lavt, at jeg simpelthen kørte igennem dem.
Jeg havde derfor lys på og holdt farten lav. Indimellem var der heldigvis små lommer, hvor jeg kom ud i klar luft. Så kunne jeg speede lidt op, selvom jeg selvfølgelig skulle passe på, at der ikke pludselig kom en modkørende bil. Men jeg havde endnu ikke mødt nogen.
Pludselig mærkede jeg et lille bump, og inderst inde vidste jeg godt, hvad det var, for jeg nåede lige akkurat at se det, men kunne umuligt nå at bremse. Jeg stoppede den tunge van og kiggede i sidespejlet. Ja, der lå noget på vejen. Noget som bevægede sig.
Det lille egern kom springende ud foran bilen inde fra underskoven, og jeg ramte det med det ene baghjul. Jeg følte et sug i maven, og jeg spekulerede kortvarigt over, om det muligvis stod til at redde, men det vidste jeg allerede, at det ikke var. Men jeg kunne jo ikke lade det ligge sådan.
Jeg åbnede bildøren, og den kølige og fugtige luft, som jeg trods alt havde siddet beskyttet fra inde i førerkabinen, ramte mit ansigt. Jeg burde have overvejet at lukke min jakke, men jeg var mest optaget af, at det her ikke skulle vare for længe.
Han fortalte også, husker jeg, at et enkelt træ af arten er den ældste levende skabning på jord, og det skulle være 4.500-5000 år gammelt. Den slags facts har altid fascineret mig
Jeg gik de få meter hen bag bilen og måtte konstatere, at ja, jeg havde kørt et levende dyr over og nej, det var ikke dødt. Men det kommer heller ikke til at overleve, tænkte jeg, for bagkroppen er delvist knust. Jeg overvejede at finde en stor sten i vejkanten, men besluttede mig alligevel for det nemmeste. Jeg gik tilbage til bilen, steg ind, startede motoren og flyttede automatgearstangen fra P til R.
Det er væmmeligt, men det er det rigtige at gøre, sagde jeg til mig selv, og jeg sagde det til alle de levende væsener, der var omkring mig. Både til de andre små egern, til pattedyrene og slangerne, til insekterne og træerne.
Jeg sagde det til dem alle, uden at jeg vidste en lyd om, at dette område præcis 30 år senere ville være totalt omsluttet og raseret af flammer i et af de største brandområder i det vestlige USA i en af de værste perioder med ukontrollerbare brande i nyere tid.
Californien i flammer
Jeg sidder og arbejder med denne tekst og ser på Facebook, at Christians søster skriver nogle foruroligende ting om situationen. Efter adskillige forsøg over de næste par dage får jeg endelig fat i Christian på telefonen.
Han bor og arbejder i dalen om sommeren, og han fortæller, at alle er okay, men at det bestemt ikke er morsomt. Brandområdet i Californien, som kaldes The August Complex og, som jeg kan følge med i inde på Cal Fire’s hjemmeside, er et af de største overhovedet i staten. Heldigvis er det nogenlunde i kontrol, og byen og indbyggerne er ikke umiddelbart i fare. De har dog fået besked på at være klar til evakuering til enhver tid, og de har ikke set solen et godt stykke tid.
Albummets titel havde jeg tolket derhen, at man ikke skal forlede sig på præster og dogmer, men så nævnte han alligevel her i sangen, at religionen giver ham en trøst.
Desuden lugter der så meget af røg, at alle døre og vinduer skal holdes lukkede, og man går helst med maske udenfor. Det skal man selvfølgelig alligevel på grund af covid, men det er alligevel noget andet. Forleden, fortæller Christian mig i telefonen, var det blevet fuldstændigt mørkt midt om dagen, og der var opstået lettere panik og småtumult ved byens tankstation. Heldigvis er vejrudsigten gunstig, og lige nu går det vist okay.
Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, at jeg for 30 år siden aldrig havde hørt om de her naturbrande, der, efterhånden som årene gik, begyndte at dukke op hvert år i flere forskellige lande. Der er ret åbenbart sket en udvikling, og jeg havde i hvert fald ikke drømt om, at det område, som jeg kørte igennem dengang, ville være lukket land, brændt ned og fuldstændig afspærret.
Naturligvis er nogle områder og arter ligefrem afhængige af jævnlig afbrænding, hvilket jeg lærte, da jeg i 2010 var på filmoptagelser ikke så forfærdeligt langt væk i Nevada med computervidenskabsmanden Danny Hillis. Han viste mig og filmholdet de meget gamle træer, børstekoglefyren (Pinus longaeva), som faktisk kun kan formere sig ved, at dens kogler brænder.
Det sagde Danny i hvert fald, men det er jeg nu ikke længere så sikker på, er rigtigt. Han fortalte også, husker jeg, at et enkelt træ af arten er den ældste levende skabning på jord, og det skulle være 4.500-5000 år gammelt. Den slags facts har altid fascineret mig.
Musik hjælper altid
Jeg forsøgte at ryste oplevelsen med det lille egern (muligvis et såkaldt Douglas- eller fyrretræsegern, Tamiasciurus douglasii) af mig, og musikken hjalp. For musik hjælper næsten altid, hvis det altså er den rigtige musik.
And it healed all my emotions
As I sat by you
…
Oh the warm feeling, as I sat by you
And it filled me with religion
And it gave great comfort to me
Så kom det. Noget om religion. Albummets titel havde jeg tolket derhen, at man ikke skal forlade sig på præster og dogmer, men så nævnte han alligevel her i sangen, at religionen giver ham en trøst.
Jeg var stadig på vej til at finde ud af, hvem jeg var, og i den proces virkede det vigtigt for mig at kunne mærke forskellen på at være henholdsvis illegal landbrugsmedarbejder og pseudo-studerende
Som ’gammel’ ateist, der sammen med Steffen var den eneste i klassen, der ikke ville konfirmeres, så bliver jeg altid lidt bekymret for den slags. Men Van sagde jo ikke noget om, hvilken religion han tænkte på, og strengt taget ved man jo heller ikke, om den karakter, der synger en sang, er den samme som sangeren.
Men lige da var jeg ligeglad, for det var en fed sang, og når sandheden skal frem, så kommer musikken nok altid før teksten, når jeg hører noget ny musik. Så jeg kørte bare videre gennem det endnu intakte landskab, og forbi den ranger station, som 30 år senere er blevet evakueret, og videre af denne vej, som faktisk har et nummer, no. 162.
Så lå man der og følte sig som medvirkende i en af de Vietnam-film, som jeg netop forrige år havde haft et helt semester om på uni, og håbede, at de ville flyve forbi
Den slyngede sig hele vejen fra vest til øst – fra Highway 101 til Interstate 5 – langs floder, via Round Valley, gennem bjergkæder og skovområder og til sidst også egentlig landbrugsland. Underlaget skiftede på et tidspunkt også til asfalt, hvilket jo egentlig var meget rart, og jeg ramte 5’eren i Willows, og drejede nordpå.
På de fleste større veje er den tilladte hastighed kun 55 mph (knap 90 km/t), men ude på 5’eren er den hele 65, altså 105 kilometer i timen. Det havde altid undret mig, at hastighedsbegrænsningerne i dette land med så store afstande var så forholdsvis strenge, men på den anden side, så var jeg glad for det, for jeg vidste, at denne van på trods af sit modelnavn, Econoline, ikke var billig i drift.
Fremad, videre, afsted
Ruten de sidste to-trehundrede kilometer ud af Californien var utrolig smuk, men siden jeg havde forladt 162’eren, var jeg bare glad for, at jeg havde kunnet få lidt mere fart på. Det er ofte sådan, indser jeg nu, at man uanset de bedste intentioner om også at nyde turen alligevel bare gerne vil fremad, videre, afsted.
Men jeg var kun 24 år gammel og måske lidt utålmodig. Jeg var stadig på vej til at finde ud af, hvem jeg var, og i den proces virkede det vigtigt for mig at kunne mærke forskellen på at være henholdsvis illegal landbrugsmedarbejder og pseudo-studerende på et universitet med så lille en
tidsafstand som muligt.
Jeg ville væk fra at skulle kaste mig ned i en grøft og ud af syne fra en af de helikoptere, som Drug Enforcement Agency benyttede til at patruljere i de californiske bjerge, og som – hvis de fandt frem til os – ville anholde og deportere mig, inden jeg kunne nå at få tyndskid. Når en af os hørte dem overflyve det øde område (det skete nu ikke ret tit) og råbte ”chopper!”, var det tegn til at gemme sig i en fart.
Så lå man der og følte sig som medvirkende i en af de Vietnam-film, som jeg netop forrige år havde haft et helt semester om på uni, og håbede, at de ville flyve forbi. Og det gjorde de. Men jeg ville efterhånden alligevel hellere sidde i bar overkrop på campus med en sub sandwich og studere menneskekundskab i ro og mag.
Fra rædsel til ro. Det var det vel ikke noget mærkeligt i at stræbe efter?
Læs næste kapitel: ”Foreign Window”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
