Mens vi har travlt med at forsvare os med vores gode danske værdier, der gør os til rummelige og gode kollegaer, overhaler kineserne os med OL-længdespring inden for faglig kunnen. Men forholder det sig nu også sådan, eller kan vi vente lidt endnu med at blive bekymrede for en kinesisk invasion på jobmarkedet? Andrea Margrethe Dragsdahl besvarer spørgsmålet.
”Er du ikke dygtig nok, så kommer en kineser og tager dit arbejde” er i perioder næsten messende sivet ind i mange vestlige unges bevidsthed. Der er tegnet et billede af, at kineserne er dygtigere, mere flittige, arbejder hårdere og er klogere end vi dovne danske cafe-latte drikkende deltidsstuderende. Hvis vi ikke snart tager os sammen, så overtager de alle vores job. Tilbage er der kun at vie vores liv til at servicere kineserne. Sådan tror nogen i hvert fald, det forholder sig.
Halvvejs inde i semesteret har jeg stadig til gode, at møde de berygtede kommende verdensledere, der skal komme og tage alle vores job.
Frem til februar bor jeg i den kinesiske millionby Ningbo, hvor jeg studerer et semester på et af Kinas absolutte topuniversiteter. Universitetet er stiftet af det britiske Nottingham University, der i 2004 åbnede et kinesisk campus. Her tiltrækkes de absolut skarpeste (og rigeste) kinesiske hoveder.
Inden jeg rejste fra Danmark, var jeg nervøs og lidt bekymret for, at det ville blive en meget skarp kontrast til mit hyggelige studieliv på Roskilde Universitet. Jeg tog afsted helt indstillet på at skulle arbejde i døgndrift, og kun med nød og næppe kunne nå prustende over en bestået karakter ved semesteret ende.
Hvor er du, som jeg skal frygte?
Halvvejs inde i semesteret har jeg stadig til gode, at møde de berygtede kommende verdensledere, der skal komme og tage alle vores job.
Disse kinesiske studerende er så engageret i en international karriere, at de på universitetet starter med et obligatorisk ”år 0”, hvor de næsten udelukkende modtager sprogundervisning i akademisk engelsk. Herefter begynder den rigtige uddannelse med undervisning fra forskere og professorer fra hele verden, der efter at have gjort karriere på topuniversiteter for en periode slår sig ned i Ningbo.
Men til trods for det obligatoriske sprogår er størstedelen af mine kinesiske medstuderendes engelskkundsskaber tilnærmelsesvis ikke eksisterende. På et kursus for kandidatstuderende oplevede en anden udvekslingsstuderende, at kineserne ikke engang kunne præsentere sig selv uden præcise instrukser. Da den første havde præsenteret sig, så kopierede resten den samme sætningskonstruktion og indsatte blot deres eget navn og hjemby. Da underviseren bad dem afvige fra den samme monotone præsentation, blev de så forvirret, at de ignorerede hans ønske.
Til trods for det obligatoriske sprogår, så er størstedelen af mine kinesiske medstuderendes engelskkundsskaber tilnærmelsesvis ikke eksisterende. På trods af adskillige ihærdige forsøg fra forelæsernes side har jeg stadig til gode at høre mine kinesiske medstuderendes tanker og holdninger til indholdet i undervisningen. Som zombier møder de ind til undervisningen, for passivt at sætte sig og tælle minutterne til forelæsningen slutter.
Og selv om forelæserne gør adskillige ihærdige forsøg, har jeg stadig til gode at høre mine kinesiske medstuderendes tanker og holdninger til indholdet i undervisningen. Som zombier møder de ind til undervisningen, for passivt at sætte sig og tælle minutterne til forelæsningen slutter. På trods af flere år på universitetet, hvor der kun undervises i engelsk, så forstår mine medstuderende stadig ikke vores forelæsere. Nogle gør sig ellers så umage med at tale langsomt og forståeligt, at jeg må finde mere tålmodighed frem, end hvis jeg skulle til væddeløb mellem skildpadder.
Til en forelæsning i internationale politiske beslutningsorganer blev min amerikanske forelæser så frustreret over de kinesiske studerendes manglende deltagelse, at han begyndte at spørge ind til deres sommerferie. Efter en ihærdig indsats lykkedes det ham at få 3 ud af 30 til at svare. End ikke, da han igangsatte en håndsoprækning, blev der deltaget fra kinesernes side. To måneder inde i semesteret har jeg stadig ikke hørt resten tale.
På et andet fag hørte jeg om en lignende episode, hvor forelæseren havde bedt hver enkelt fortælle om sin motivation for valget af kurset. Ingen af de kinesiske studerende havde været i stand til at formulere et svar.
Engelsk er bare et fag
Mine eksempler er ikke forsøg på, at få kineserne til at fremstå dumme. Bestemt ikke. Ikke alene kan der findes mindst ligeså mange eksempler på kinesiske genier, men vigtigere endnu, så er mine medstuderendes manglende deltagelse ikke udtryk for dumhed. I stedet finder jeg, at der er tale om et dybere og mere fundamentalt problem i den kinesiske undervisningsform.
En af mine gode kinesiske veninder, Lana, er meget dygtig til engelsk og drømmer om at blive BBC reporter. Jeg spurgte hende, hvordan disse kinesiske studerende har scoret høje nok karakterer til optag, når deres engelsk er så ringe. ”Gymnasiet handler kun om at kunne blive optaget på universitetet. Vi har kun skriftlige eksamener, så det er spild at bruge tid på at lære at tale engelsk. Det er vigtigere at kunne skrive sig til en høj karakter”, svarede hun, og forklarede sit eget engelskniveau med en personlig interesse i en karriere i udlandet.
Mens jeg har antaget, at mine medstuderende generelt var dårlige til engelsk, så har jeg lært at deres skriftlige engelsk er på et højt akademisk niveau. Her er studerende, der har skrevet lange rapporter og speciale på engelsk, men som har svært ved at præsentere sig selv.
”Det er en del af vores kultur at være tilbageholdende, og det er meget anderledes fra din vestlige kultur. Størstedelen af de kinesiske studerende siger ikke noget, men selvfølgelig kender vi svaret på spørgsmålet.” – Zhang Yu, 20 år
Om onsdagen underviser jeg i engelsk på en lokal skole, og i sidste uge spiste jeg frokost med de andre engelsklærere. Til trods for at der ved bordet sad lærere, der underviser afgangsklasserne, så foregik vores samtaler primært på – mit i øvrigt meget begrænsede – kinesisk. Ofte kom mit kinesisk til kort og frem for at prøve på engelsk fandt de hurtigt en oversætter frem på telefonen. Så kunne samtalen køre videre på kinesisk fra deres side og på engelsk fra min. De har alle engelsk som hovedfag fra universitetet.
Et godt menneske er et ydmygt menneske
Hen over en kop kinesisk bubble-tea bragte min kinesiske studiekammerat, Zhang Yu, dagens undervisning op og kommenterede på den frustrerede underviser og de kinesiske studerendes manglende deltagelse.
”Det er en del af vores kultur at være tilbageholdende, og det er meget anderledes fra din vestlige kultur. Størstedelen af de kinesiske studerende siger ikke noget, men selvfølgelig kender vi svaret på spørgsmålet. Dem, der siger meget og hele tiden svarer på lærernes spørgsmål, ser vi som nogen, der gerne vil fremhæve sig selv i et godt lys. Og i Kina siger vi, at et godt menneske er et ydmygt menneske, så vi vil helst ikke deltage på den måde som I (internationale red.) gør”, fortæller Zhang.
Men kunne man ikke sige, at der er så stor konkurrence, og så mange dygtige studerende, at det er vigtigt at skille sig ud, hvis man vil have det gode job?
”Jo, det er en vigtig pointe! Og det er det, jeg gerne vil lære fra Vesten. Den der ”Stå-frem-ånd”. At være stærkere og modigere. Jeg er glad for, at de internationale studerende har den ånd i timerne, for det er sådan stemningen bør være. Det er vigtigt at være aktiv og deltage, for så lærer man mere. Når ingen deltager, så er timen ligegyldig”, uddyber han, men understreger også vigtigheden af samtidig at udvise ydmyghed.
Der er en verden omkring riget i midten
Min begrundelse for ikke at frygte en kinesisk invasion foreløbig, bunder dog ikke kun i deres manglende engelskkundskaber. Siden 1997 har Kinas internet været underlagt begrænsninger af den berømte Great Firewall, og i praksis har den langt værre betydning end blot at vanskeliggøre adgangen til Facebook og Google. Gennem årene har regeringen haft magt til at begrænse kinesernes adgang til viden, dannelse og nyheder.
Til et kursus i udviklingslandes økonomi blev der spurgt ud i klassen, hvor mange der kendte til 1 og 2 dollars fattigdomsgrænser. Jeg selv og mine internationale medstuderende så på hinanden, og tænkte det måtte være et trick-spørgsmål, når det stilles til 3. års business-studerende. I stedet blev vi klogere, da spørgsmålet afslørede, at ingen af kineserne kendte til Verdensbankens fattigdomsgrænse. Flere kendte kun til Verdensbanken af navn, og ikke til dens egentlig formål eller praksis.
Til en forelæsning i internationale politiske beslutningsorganer blev min amerikanske forelæser så frustreret over de kinesiske studerendes manglende deltagelse, at han begyndte at spørge ind til deres sommerferie. Efter en ihærdig indsats lykkedes det ham at få 3 ud af 30 til at svare. End ikke, da han igangsatte en håndsoprækning, blev der deltaget fra kinesernes side. To måneder inde i semesteret har jeg stadig ikke hørt resten tale.
Senere samme dag var jeg til en forelæsning for studerende på Internationale Studier, hvor forelæseren viser det berømte billede taget under Vietnamkrigen af fotograf Nick Ut, der viser Kim Phúc, som løber nøgen og panisk ned ad vejen. Forelæseren, der er kinesisk men har taget sin uddannelse i USA, kastede et blik ud over klassens 40 studerende og konstaterede, at kun en enkelt af de kinesiske studerende var bekendt med billedet.
Og endeligt bad en anden forelæser forleden klassen om at nævne internationale NGO’er. De kinesiske studerene nævnte ikke en eneste.
For flere læsere er her muligvis ikke tale om almen viden, men viden om verden uden for sin egen er essentiel som statskundskabs- eller businessstuderende. Medmindre altså man ikke har haft adgang til den.
Når samarbejde er et fremmedord
I Danmark er vi glade for at rose os selv for vores evner til at samarbejde, og vores unikke knapt så eksisterende hierarkiske opbygning på arbejdspladsen. Jeg var derfor spændt på at se, om fordommene om den individualistiske kineser ville holde stik.
Mine kinesiske medstuderende kan skrive lange akademiske afhandlinger, og de studerer i døgndrift, men jeg vil ikke have dem som hverken kollegaer eller medstuderende. De er flittige og har selvdisciplin i en grad de fleste må bukke for, men i det virkelige liv kommer de til kort.
Ethvert initiativ fra min side om at samarbejde om gruppearbejdet blev set som forsøg på at nasse på deres viden. Til sidst bildte de mig ind, at de ikke havde læst, hvorefter de hver især udførte opgaven enkeltvis.
Det gælder såvel samarbejde, som at turde stå ved sine meninger. Forleden skulle vi i grupper diskutere en rapport og forberede et lille oplæg, hvor vi skulle fremlægge vores kritikpunkter. Da jeg imødekommende satte mig hen til min gruppe, så de alle undrende på mig, og satte sig så til at skrive hver deres oplæg. Ethvert initiativ fra min side om at samarbejde blev set som forsøg på at nasse på deres viden. Til sidst bildte de mig ind, at de ikke havde læst, hvorefter de hver især udførte opgaven enkeltvis.
Dagen er ikke kommet endnu
For nyligt blev årets officielle rapport over Verdens universitets placeringer offentliggjort, og kinesiske universiteter finder i stigende grad plads på listerne. Hele fire kinesiske universiteter har i år fundet vej til top 200, og det er en fordobling fra blot to sidste år. Rektor på Oxford Universitet, Louise Richardson, sagde i forbindelse med publiceringen af rapporten, at Kinas succes i høj grad skyldes statens voksende investeringer i uddannelse. Noget, der står i skarp kontrast til tendensen i Vesten. Hun understregede, at dette vil blive en af de væsentligste årsager til at frygte Kina som en konkurrent.
Og ikke nok med at kineserne, i hvert fald i rapporterne, bliver dygtigere og skarpere, så vil Kina også snart opleve en anden forstærkning. Der er en stigende tendens til, at de mange unge kinesere, der har studeret i udlandet, er ved at vende hjem til Kina. De medbringer ikke alene uddannelser i verdensklasse, men også engelskkundskaber og forståelse for en mere internationalt anerkendt arbejdsform. Regeringen har siden 2008 iværksat flere tiltag med henblik på aktivt at trække de veluddannede kinesere hjem gennem talentprogrammer. I 2013 havde disse programmer tiltrukket mere end 20.000 veluddannede kinesere. Uddannelsesministeriet anslog i 2013, at 63 procent af ph.d. rådgiverne på landets universiteter var hjemvendte kinesere.
Konkurrencen på det vestlige arbejdsmarked vokser, og en af grundene er kineserne, men der er ingen grund til at frygte, at de alle sammen kommer rendende lige foreløbig. Der er lang vej endnu, og det er ikke kun os, der skal tilpasse os dem. Vil kineserne være konkurrencedygtige, så er mødet en handling, der kræver indsats og vilje fra begge parter. For at kunne konkurrere må man kunne kommunikere. Og her bliver det ikke kineserne, der bestemmer sproget – ikke lige foreløbig ihvertfald.
Topfoto: Andrea Dragsdahl
Kunne du lide denne artikel? Så del den meget gerne. Hos POV International skriver vi alle frivilligt, men bliver glade for bidrag. Du kan bidrage til mine fortsatte skriverier på Mobile Pay +45 42 31 55 26
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
