VAN OG MIG // ROADTRIP-FØLJETON #4 – Mikkel Stolt fik en forkærlighed for Van Morrison, da han i 1990 kørte alene gennem tre amerikanske stater med kun ét kassettebånd, nemlig Van Morrisons album No Guru, No Method, No Teacher. For nylig fandt han sine gamle dagbogsnotater og nogle billeder frem. Herudaf voksede en musikalsk roadtrip-føljeton i hele ti afsnit, ét for hvert nummer på albummet. I fjerde afsnit handler det om sangen “A Town Called Paradise”. På vejen hen over højsletten overvejer Stolt, hvor han kan komme til at se sin nye yndlings-tv-serie “Twin Peaks”. I Burns med 2.400 indbyggere og en tom kinesisk restaurant? Næppe. Så han fortsætter ind i den mørke skov.
Vejen strakte sig stadig snorlige hen over højsletten. Fra tid til anden – og der blev længere og længere imellem – kom der et par modkørende billygter imod mig i mørket. Men der kunne gå flere minutter fra jeg så lygterne første gang, til vi passerede hinanden.
Ellers var mit største problem, at det var den aften, de skulle vise det tredje afsnit af Twin Peaks på ABC. Vi var stadig begejstrede, da vi havde set anden del hos Christians søster forrige søndag, og det nagede mig, at jeg højst sandsynligt ville komme til at misse aftenens afsnit. Eller kunne jeg måske finde en diner eller noget, der ville vise en skør tv-serie? Jeg havde for længst passeret byen Wagontire, og der så ikke ud til at være nogle levende mennesker overhovedet, og mit kort så ikke lovende ud. Ingen town called hverken Twin Peaks eller Paradise i sigte.
Gonna take you out, get you in my car
We’re going for a long long drive
We’re going down to a town called Paradise
Melodien var ikke markant som sådan, men ledsagedes af en hoppende basrytme og fingerspil på en akustisk guitar. Do-doo-doo, sang koret, og det lyder lidt som koret på sangen ”Walk on the Wild Side”, tænkte jeg uden at kunne forstå, om det overhovedet var en hilsen til Lou Reed, eller om det bare var tilfældigt.
En saxofon spillede en solo ret tidligt i nummeret, og det var da lidt usædvanligt. Måske var det Van selv, for han spillede faktisk ind imellem på en altsax til den koncert i Berkeley, gjorde han ikke? Nej, det her lød mere som en ’rigtig’ saxofonist, hvis jeg skulle være ærlig.
Jeg spekulerede på, hvad jeg egentlig selv kunne (når nu jeg havde fundet ud af, at jeg næppe havde en fremtid som landbrugsmedarbejder) og tænkte, at jeg måske burde skrive noget om tv-serien Twin Peaks, når jeg engang nåede frem til Thomas og Henrik på universitetet i Pullman. Så kunne jeg sende den til studenterbladet på mit studie hjemme i København, for ingen havde jo set serien i
Danmark endnu.
Og nogen burde jo fortælle dem om denne helt specielle serie, som var gået direkte i blodet på mig. Mit eget universitetsspeciale var sat på pause, mens jeg var i USA, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle bruge mit liv eller min uddannelse til.
Doven, mig?
Jeg havde nogle idéer om selv at ville lave film, men måske var der større chance for et levebrød, hvis man bare blev skribent. Det kunne vel ikke være så svært? Men jeg kan vel blive hvad som helst, tænkte jeg. Problemet var selvfølgelig, at jeg grundlæggende var doven. Men det passer jo ikke, sagde jeg forurettet til mig selv, for fik jeg faktisk ikke lavet den store ansøgning til Filmskolen sidste år? Det var sgu da ikke dovent.
Nuvel, jeg kom ikke ind, jeg kom ikke engang til første prøve, men alligevel. Og de sidste måneder havde jeg arbejdet med hårdt fysisk arbejde ude i de californiske bjerge. Var det måske dovent? Njah, men måske bliver jeg for let distraheret, for pludselig tænkte jeg, at det egentlig er sjovt at kigge ud på rabatten, for når det er mørkt, og man kører i bil, er det som om, man kunne være hvor som helst.
Jeg kunne kun lige se den allernærmeste vejkant, og det var helt umuligt at afgøre, hvor jeg var ud fra det syn alene. Jeg kunne lige så godt være på landevejen ved Kyse Overdrev på Sydsjælland som på en højslette i det nordvestlige USA. Jeg vidste dog fra kortet, at jeg snart var igennem højsletten, og at nogle store skove nærmede sig. Og at jeg for hver kilometer kom tættere på ægte Twin Peaks-territory.
Åh, dér var det måske – var det ikke dét, jeg skulle bruge mit liv på? At rejse rundt i verden og sidde på caféer og observere dagliglivet og dernæst skrive om det
Jeg vendte tilbage til min mere eller mindre indbildte skribentvirksomhed og begyndte med musikken som baggrund at formulere nogle lækre sætninger i hovedet til en artikel om David Lynch og hans serie. Jeg vidste nemlig godt, at jeg faktisk kunne tage mig sammen og skrive noget, for Christian og jeg havde for et par måneder siden taget os en friweekend i San Francisco, hvor vi blandt andet havde været i biografen to gange.
Da vi kom tilbage til den øde hytte og Growbag Hell, fik jeg pludselig lyst til at debutere som filmreporter og begyndte at skrive en artikel på min luftpostpapirblok, mens Christian og Jack var ved at tilberede et måltid mad af den hjort, som Christian havde skudt, og som nu hang i træet udenfor med en presenning over sig for at holde de værste spyfluer væk (det lykkede ikke helt, så vi skulle lige holde øje med flueæggene).
Jeg var ikke ret flittig til at skrive breve hjem til familie og venner, men i dagene efter tog fanden ved mig, og blandt andet mens jeg sad på det udendørs das med gribbene kredsende over mig (det lyder overdrevet, men det gjorde de altså, gribbene), fik jeg griflet en artikel om de to biografbesøg ned, og ved næste besøg nede i byen fik jeg postet min tekst til redaktøren på ”Inquirer”, studenterbladet på filmvidenskab.
Filmanmelder – eller måske rejseskribent
Strengt taget vidste jeg ikke, om de nogen sinde havde modtaget det, og hvis de havde, om de kunne tyde mine kragetæer og overhovedet få det med i bladet. Men det var lige meget nu, tænkte jeg:
It doesn’t matter what they say
It doesn’t matter what they do
… som Van sang, for oppe på Washington State University skulle jeg selvfølgelig føre mig frem som filmanmelder og sende flere artikler hjem til studiet, og måske kunne jeg også simpelthen blive rejseskribent og sælge artikler til dagblade derhjemme. Det havde man da hørt om andre, der kunne, og var den køretur, jeg var på lige nu, måske ikke lige sådan noget, som man kunne skrive om?
Eller måske kunne jeg skrive om mine oplevelser i Growbag Hell eller om min og Christians tur tværs over USA for fire år siden? Åh, dér var det måske – var det ikke dét, jeg skulle bruge mit liv på? At rejse rundt i verden og sidde på caféer og observere dagliglivet og dernæst skrive om det.
Ikke noget med at rejse til verdens brændpunkter og lave krigsreportager, næh tak, ikke for meget dramatik. Det var jo emnet film, jeg næsten er færdiguddannet indenfor (når vi lige får fixet det speciale), og det var en Lynch-artikel, vi kom fra.
Jeg funderede over, hvorvidt jeg skulle starte med en oversigt over hans karriere, og så komme ind på denne nye tv-serie … som jeg højst sandsynligt ikke fik set tredje afsnit af! Damn. Jeg havde opdaget, at den største by, jeg ville komme til her til aften, var Burns med ca. 2.400 indbyggere, men der måtte vel for fanden være en diner eller noget.
På det her tidspunkt vidste jeg ikke, at tv-’netværket’ ABC seriøst overvejede at stoppe Twin Peaks efter netop tredje afsnit, fordi det hele var så underligt
Da jeg kørte langsomt igennem byen (hastighedsgrænsen er stort set altid 40 km/t inde i byer), som vejen gik lige igennem, tænkte jeg, at hvorfor skulle en restaurant overhovedet vise en tv-serie? Hvis der var tv på en bar eller en café, så var det for at vise sport eller til nød nyheder, og det begyndte at gå op for mig, at jeg måtte undvære.
Pokkers også. Blev det genudsendt? Anede det ikke, men det måtte jeg finde ud af. Det sidste, jeg så på vej ud af byen, var en kinesisk restaurant uden gæster.
Højsletten var væk, træerne havde overtaget, og terrænet blev mere kuperet og vejen mere snoet.
We’re going up the mountainside (for mit vedkommende var det The Blue Mountains)
Child, you can look for miles
På det her tidspunkt vidste jeg ikke, at tv-’netværket’ ABC seriøst overvejede at stoppe Twin Peaks efter netop tredje afsnit, fordi det hele var så underligt. Og jeg vidste heller ikke, at vi flere uger senere faktisk ville besøge de små byer, Snoqualmie og North Bend i nærheden af Seattle, hvor dele af serien blev optaget, og hvor de ikoniske vandfald fra introen var.
Og jeg vidste heller ikke (selvom jeg nok burde have tænkt så langt), at vi kom til af feste så tilpas meget på universitet, at jeg kun fik lavet enkelte noter og samlet lidt baggrundsmateriale ind og først fik skrevet en længere feature-artikel flere måneder efter, jeg kom hjem til Danmark igen.
And we’re gonna start dancing like we’ve never danced before
Gonna take you down to a town called Paradise
We’re gonna ride all night long (og dette råbes næsten)
All along the ancient highway
Nej, jeg skulle ikke køre hele natten, det ville være dumt. Det var begyndt at regne lidt, og jeg var inde i skoven nu. Dybt inde i skoven.
Læs næste kapitel: ”In the Garden”
Roadtrip-føljetonen “Van og mig” (’lang-essay’) er støttet med midler fra Copydan, tildelt af Autorkontoen i Dansk Forfatterforening.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
