NAJA ROSA KOPPEL // POVCAST – Efternavnet Koppel lyder af musik. Et af de mange musikalske medlemmer af familien Koppel, Naja Rosa, er aktuel med et nyt album, Closer to the Sun. Samtidig er hun sanger, producer og sangskriver i The Savage Rose og har etableret et nyt pladeselskab med sin mor, Annisette. I denne POVcast taler hun med Jan Eriksen om det hele, musikken, først og fremmest, opvæksten i familien Savage Rose i Sydhavnen, USA og Puerto Rico, og livet i dag med kæresten Anders og deres barn Rita Uma.
Som datter af Annisette og Thomas Koppel er Naja Rosa født ind i musikken. Senest beskriver Benjamin Koppel den musikalske families baggrund i den meget roste roman “Annas sang”, der foregår i København i 1930’erne.
I denne podcast, der tager udgangspunkt i Naja Rosas nye album, Closer to the Sun, slår vi indtil flere cirkler frem og tilbage til dengang i begyndelsen af årtusindet, da hun blev medlem af forældrenes The Savage Rose.
Efter Thomas Koppels død i 2006 er Savage Rose i høj grad blevet Najas, hendes kæreste Anders Holms og selvfølgelig Annisettes fælles projekt. Sammen med søsteren Billie Koppel har de oprettet selskabet South Harbour (aka Sydhavnen), som bl.a. udsender Najas Closer to the Sun.
Så Naja Rosa fører altså faklen videre både som solist og som medlem af The Savage Rose.
Efter 16 år i USA er hun og Anders Holm flyttet hjem til Sydhavnen – sammen med deres datter Rita Uma, der nu er med ude på koncertstederne, når mor og far optræder. Endnu en cirkel, der er sluttet.
Naja Rosa og Savage Rose
Også som sanger fører Naja Rosa depechen videre. Hun har sit eget stærke udtryk, men nu hvor chancen er der, må spørgsmålet stilles:
Du har været tæt på Annisette i lidt over 40 år. Hvor kommer magien, der strømmer ud fra hendes stemme, hver gang hun åbner munden, fra?
“Det er vildt, hvad den lille kvinde rummer af store ting. Hun blæser altså mig omkuld, hver gang hun åbner munden. Vi er blevet virkelig et makkerpar både i venskab og i musik og kærlighed og forældreskab,” siger Naja Rosa, der efterhånden er kommet overens med tabet af sin far for 16 år siden.
I podcasten fortæller Naja Rosa bl.a. om dengang, da hun satte sig ved klaveret, som ikke havde været i brug efter Thomas Koppels død, og opdagede, at hun havde ham i sig og kunne komponere.
“De første mange år var han virkelig tæt på hele tiden, han kommer stadig forbi, ikke mindst i musikken, nogle gange står vi i cirklen – er det ikke ligesom om, der mangler nogen, hvem er det, der mangler? Nåeh joeh, det er Thomas.”
Lyt til podcasten her:
I podcasten fortæller Naja Rosa bl.a. om dengang, da hun satte sig ved klaveret, som ikke havde været i brug efter Thomas Koppels død, og opdagede, at hun havde ham i sig og kunne komponere.
Vi taler om det desværre lidt underkendte album The Place I Call Home, der blev til under en rejse rundt i USA stort set uden forudgående aftaler, og hvor Holm og Naja Rosa bl.a. mødte bluesmusikeren Coco Robicheaux, der levede på en cocktail af tequila, blues og voodoo, og som var med til at sætte sit aftryk på deres album.
Der var en tid, hvor Naja Rosa og hendes kæreste måtte indse, at det koster at feste full time, og de måtte træffe nogle vigtige valg sammen for hver for sig for at kunne komme videre.
Vi taler om mødet med produceren Brian Batz, der har været med til skabe et nyt og anderledes, meget storladent udtryk på Closer to the Sun, der trækker tråde tilbage den gospel-følelse, der altid har været i Savage Rose og samtidig er mere eller mindre 100 pct. elektronisk som på det nye album.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her