
VAN OG MIG // ROADTRIP-FØLJETON #5 – Mikkel Stolt fik en forkærlighed for Van Morrison, da han i 1990 kørte alene gennem tre amerikanske stater med kun ét kassettebånd, nemlig Van Morrisons album No Guru, No Method, No Teacher. For nylig fandt han sine gamle dagbogsnotater og nogle billeder frem. Herudaf voksede en musikalsk roadtrip-føljeton i hele ti afsnit, ét for hvert nummer på albummet. I femte afsnit handler det om sangen “In the Garden”. Stolt er nået til Malheur National Forest, hvor han finder en rasteplads, og hvor han er den eneste overnattende. Eller er han? Der lyder mystiske lyde i skovbunden. Er det en ven af Killer Bob?
Jeg var inde i skoven, jeg var midt i naturens grønne have, selvom det hele selvfølgelig så sort ud i mørket. Eller i hvert fald forskellige nuancer af mørkt, fra det dunkleste dybgrønne til det deciderede usynlige, hvor man ikke kunne skelne himlen fra trætoppene. Var det mon douglas-graner?
(Beklager, det er en inside-joke, for det er et af de spørgsmål, som special agent Dale Cooper spørger en af de lokale beboere om, da han er ankommet til byen Twin Peaks.)
Et skilt bekræftede, hvad mit kort havde fortalt mig: at skoven hedder Malheur National Forest. Malheur? Det er vel fransk, og betyder … !? Jeg fik 11 i fransk til studentereksamen, så selvfølgelig burde jeg vide, at det betyder uheld. Nå, det er jo bare et navn, tænkte jeg, og lod den rustrøde van følge den regnvåde vej med ét spor i hver retning, og hvor træstammerne stod temmelig tæt på ude i rabatten.

Den mere blå Van begyndte på et nyt nummer – helt stille og roligt med et lyst klaver og en bas. Et par akustiske guitarer stødte til, og det virkede meget idyllisk og mindre truende end den skov, der omgav mig. Da introen var overstået, begyndte han at synge.
The streets are always wet with rain
After a summer shower when I saw you standin’
In the garden in the garden wet with rain
Man kunne egentlig dårligt tale om, at det var en melodi, han sang, men musikkens fire akkorder blev gentaget i en vamp, som igen gav en lækker følelse af både stilstand og fremadskriden. Tempoet var lavt, og det passede perfekt til kørsel i disse omgivelser, for jeg kunne ikke køre ret stærkt her.
Vejen var som sagt våd, rabatten så usikker ud, og hvor skulle jeg i øvrigt overnatte? Ja, jeg havde jo bilen til at sove i, men hvor turde jeg parkere? Hvem ved, hvad hvor mange af Killer Bob’s venner, skoven gemte på? Jeg glemte at lytte efter teksten, men det er som sagt også en dårlig vane, jeg har: jeg lytter først og fremmest efter stemningen og ting, der tiltaler mig i det musikalske først.
På jagt efter overnatningssted
Og jeg havde jo heller ikke omslagskassetten, så jeg vidste hverken, hvad numrene hed (med mindre jeg altså tog båndet ud af afspilleren), eller kunne se et tilhørende teksthæfte. Derhjemme ville jeg normalt sidde med teksthæftet og følge med, når jeg havde købt et eller andet nyt album.
Der var ikke nogen vejbelysning, så jeg skulle kigge godt efter mulige overnatningssteder, og pludselig passerede jeg et skilt, der så vidt jeg kunne nå at se, da jeg passerede det, viste ned til en rasteplads. Der var vist også et campingsymbol eller et eller andet, så jeg bremsede op og holdt ind til siden.
Jeg kunne lige akkurat se, at der så ud til at være et tilsvarende skilt på den anden side af vejen, så jeg satte bilen i neutral position og åbnede døren efter helt unødvendigt at have kigget bagud efter trafik, der kunne komme kørende og flå døren af. Der kom ikke nogen.

Jeg kunne med det samme høre lyden fra vinden i træerne, så jeg slukkede motoren for at nyde lyden, men lod strømmen og lygterne være tændt, så musikken kunne vedblive at supplere oplevelsen. Jeg smuttede over på den anden side af vejen med en lygte i hånden for at kigge på skiltet, der ganske rigtigt viste sig at være magen til det, som jeg havde passeret: En mile vest for hovedvejen skulle der være en rasteplads.
Jeg skråede tilbage over vejen til bilen, satte mig ind og vendte rundt og kørte tilbage til afkørslen. Jeg drejede ned ad, hvad der viste sig at være en bred grusvej med træerne endnu tættere på, og som snart førte til en åben plads, hvor der ikke så ud til at holde andre biler. Man kunne selvfølgelig heller ikke helt sige, at campingsæsonen var begyndt endnu, og i virkeligheden troede jeg nok, at jeg
foretrak, at der ikke var andre tilstede her ude i skovmørket.
Dragende og skræmmende
Klokken var henad 21, så eventuelle dagturister og hundeluftere var tilsyneladende også taget hjem.
Hundeluftere, tænkte jeg højt, det er vist et storbyfænomen. Jeg havde håbet, at der måske ville være et toilet eller en vandpost, men det eneste jeg kunne se, var en oplysningstavle, der tilsyneladende markerede starten på en vandresti. Nå, never mind, tænkte jeg, jeg har en vanddunk med og jeg skal som regel først skide om morgenen efter morgenmad. Og ellers var der jo skovbunden, hvis det skulle komme til dét.
På førersædet med åben dør spiste jeg den sidste sandwich, jeg havde med, og den var ærligt talt blevet noget tør. Jeg havde også et æble.
Det var virkeligt buldermørkt. Der var ingen måne på grund af skyerne, men den ville alligevel også have svært ved at trænge igennem nåletræerne. Jeg steg ud og mærkede med det samme to ting: At skoven både virkede meget dragende og meget skræmmende. Jeg stod lidt i mørket og ventede på, at mine øjne vænnede sig til det, men det var som om, at det bare ikke var nok; det var som om skoven modsatte sig at blive set her til aften. Alligevel følte jeg en sær samhørighed med omgivelserne, og det gik pludselig op for mig, at det var noget, jeg ofte glemte at føle, da jeg arbejdede nede hos Christian.
Jeg lyttede bare og opdagede for ’gud’ ved hvilken gang på denne tur, at Vans stemme faktisk fik mig til at lytte efter. Som om det, han synger, er vigtigt
Selvom omgivelserne også der var majestætiske, så overtog arbejdets hårdhed og monotoni alligevel ens psyke. Men det var jo dumt. Jeg gik lidt rundt på den øde parkeringsplads og i kanten af skoven for at indånde og opleve og føle, men så blev det alligevel lidt for koldt for storby-studenten, så jeg gik ind i bilen igen og håbede, at den ville holde sig varm nok, indtil jeg kunne krybe i soveposen.
Jeg fandt mit luftpostpapir frem og tændte for musikken igen. I stedet for kabinelyset brugte jeg den campinglygte med store genopladelige batterier, som jeg også havde lånt, og jeg lyttede igen lidt til Van i haven. Tempoet i nummeret blev med et sat ned, og det gik op for mig, at der slet ikke havde været nogen blæsere på det her nummer.
Opgør med dogmatikken
And I turned to you and I said
No guru, no method, no teacher
Just you and I and nature
And the father in the garden
Lidt senere blev credoet med ’ingen åndelig leder, ingen metodik, ingen forkynder’ gentaget, og jeg tolkede det som et opgør med dogmatiske religioner og præster. Men så optrådte der alligevel nogle flere kristne symboler:
No guru, no method, no teacher
Just you and I and nature and the Father
And the Son and the Holy Ghost
Van Morrison hviskede nærmest nu, men tempoet kom op igen, og det samme gjorde stemmens volumen for så at slutte af i et roligere toneleje igen. Men sig mig, spillede han ikke dette nummer i Berkeley? Og er det ikke som om, sangen også skal fortælle, at du er nødt til at anerkende både naturen, traditionen og erindringen på dine helt egne præmisser?

Men sandt at sige forstod jeg det ikke. Jeg lyttede bare og opdagede for ’gud’ ved hvilken gang på denne tur, at Vans stemme faktisk fik mig til at lytte efter. Som om det, han synger, er vigtigt, og det var ikke noget, jeg havde oplevet hos ret mange andre sangere på samme måde. ”Hva’ så, hvis han er lidt religiøs” (eller har været det), for det er musikken, inklusiv stemmens instrument, der skaber det spirituelle rum. I hvert fald for mig.
Jeg prøvede at skrive mine tanker ned, mens jeg huskede dem, men det blev alligevel mest til nogle nøgterne noter om ruten og omgivelserne og så nogle stikord og strøtanker i kort prosaform.
Jeg opgav at blive forfatter lige denne aften og gik ud igen for at tisse i buskadset. Det var buldermørkt, og mens jeg stod med gøbben ude, hørte jeg noget pusle i krattet nogle få meter fra mig. Jeg fik et chok, rystede af i en fart og skyndte mig ind i bilen. Der var vel for fanden bjørne heromkring? Jeg låste indefra, tog det meste af mit tøj af og lagde mig ned i soveposen og lyttede. Der var helt stille, bortset fra den evige og urgamle lyd fra skoven.
Læs næste kapitel: ”Tir Na Nog”
Roadtrip-føljetonen “Van og mig” (’lang-essay’) er støttet med midler fra Copydan, tildelt af Autorkontoen i Dansk Forfatterforening.
Læs forudgående afsnit af Mikkel Stolts roadtrip-føljeton i 10 afsnit:
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.