DYLAN 80 ÅR // MUSIK – Bob Dylan bliver 80 den 24. maj. I 10 artikler trækker Jakob Brønnum hans bedste album frem – og rangerer dem. Vi er kommet til Dylans 3. bedste album, Blonde on Blonde fra 1966.
Blonde on Blonde er kulminationen på den anden fase af Bob Dylans karriere og afslutningen på et forløb, der gav ham en tiltrængt pause. Det er også afslutningen på en trilogi, der ganske vist ikke officielt er en trilogi, men som jævnligt kaldes sådan, nemlig The Mid-Sixties Trilogy, bestående af Bringing In All Back Home (1965), Highway 61 Revisited (1966), som jeg placerede som Dylans 6. bedste album og skrev om forleden og Blonde On Blonde (1966).
Og Blonde On Blonde, B-O-B – nemlig ham selv, er så en slutstation på den proces
Hvad titlen egentlig betyder, og hvordan den er opstået, er der flere bud på. Flere af Dylans tekster fra det 3. album The Times They Are-A Changing (1964) er skrevet med en montageteknik efter avisudklip, som Dylan havde lært af Bertolt Brecht, og der gik en forestilling med titlen Brecht on Brecht, da Dylan arbejdede med albummet. Mange har bemærket, at ordenes forbogstaver må hentyde til Dylans fornavn Bob.
I så fald kan man se titlen som naturlig fortsættelse på de forrige. Bringing In All Back Home taler om at tage tingene og gøre dem til sine egne. Det var Dylans primære kritik af folkemusikbevægelsen, at den ikke tillod ham netop det. Highway 61 Revisited er gensyn med Dylans egen oprindelse, vejen Highway 61 var den han fulgte, da han rejste fra sit barndomshjem ud i den store verden. Og Blonde On Blonde, B-O-B – nemlig ham selv, er så en slutstation på den proces.
Første dobbeltalbum i historien
Albummet, udgivet den 20. juni 1966, anses i almindelighed for at være det første dobbeltalbum i populærmusikken med originalt materiale af kunstneren. Blot en uge senere udkom et andet dobbeltalbum, Frank Zappas fantastiske debutalbum Freak Out!, udgivet 27. juni 1966.
Tomheden og denne venten er ikke en kritik alene af det sociale liv, men også Dylan eksistentielle tydning
Blonde On Blonde er fuld af sange med stort overskud, humor og alvor blandet ind i hinanden, med kærlighed og sarkasme, længsel og søgen. Samtidig har man på fornemmelsen, at albummet er lavet af et menneske, der for første gang ånder frit. På side 1 på den oprindelige vinyludgivelse står et arbejde, der af mange anses for Dylans bedste sang, “Visions of Johanna”, en stor strømmende hymne til tilsyneladende et frit ungdomsliv:
Lights flicker from the opposite loft
In this room the heat pipes just cough
The country music station plays soft
But there’s nothing, really nothing to turn off
Just Louise and her lover so entwined
And these visions of Johanna that conquer my mind
Vi ser tydeligt festtilstanden et sted i en lejlighed i New York, hvor vandrørene banker, radioen går og røgen og sveden fylder lokalet. Men teksten har mange dybere lag, når man ser efter: Denne Johanna, som sangens jeg-fortæller har visioner af, synes aldrig at vise sig, tværtimod får hun en spøgelsesagtig fremtoning i hans tanker. Hun glider ligesom over til at være en slags hellig, Jomfru Maria-skikkelse, hvis åbenbaring fortælleren mediterer over, men det går op for ham, at livet er fuldstændig tomt her, og alle venter på noget, der ikke findes:
And Madonna, she still has not showed
We see this empty cage now corrode …
While my conscience explodes …
And these visions of Johanna are now all that remain
Tomheden og denne venten er ikke en kritik alene af det sociale liv, men også Dylan eksistentielle tydning, som flere gange har været beskrevet i serien her (se links nedenfor). Side 2 på vinylalbummet rummer fire numre, der hver på sin måde tegner nuancerne og variationerne i Bob Dylans kunstneriske produktion, “I Want You”, “Stuck Inside of Mobile with the Memphis Blues Again”, “Leopard-Skin Pill-Box Hat” og “Just Like A Woman”.
På vej til Tarantula
Den første er præget af et akkompagnerende riff, der gør det til et åbenlyst hitnummer og har et effektivt B-stykke, der placerer det blandt de stærke poprock-kompositioner her i rockens tidligste barndom. Samtidig er det en tekst om vanskelighederne ved at finde (ind i) kærligheden.
Den rummer også alle tiders mærkeligste kærlighedssang, den mægtige “Sad Eyed Lady Of The Lowlands”, en stor dunkeltgylden, parfumeduftende, art nouveau-dekoreret ballade på 11 et halvt minut
Teksten er lige som den næste, “Stuck Inside of Mobile with the Memphis Blues Again”, dybt surrealistisk og kan virke vanskeligt tilgængelig, indtil man gør sig klart, at Dylan dynger eksistentielle og samfundskritiske metaforer ovenpå hinanden med den menneskelige frihedstrang som forløsende sammenhæng for dem.
I de to sange kan man virkelig høre sammenhængen mellem Dylans surrealistiske roman Tarantula, der blev til i denne tid, men først udkom nogle år senere, og hans sangskrivning. Som folkrocknummer er “Mobile” sammen med “Visions of Johanna”, værker af et omfang, der ikke tidligere er set, omkring syv minutter lange malende sange. “Stuck Inside of Mobile” er et humoristisk portræt af den amerikanske lilleby-verden og dens selvoptagne små- og storborgere.
Side 3 har et drillenummer, der gør grin med The Beatles, “4th Time Around”, en slags svarsang til “Norwegian Wood” fra Rubber Soul. Påfaldende nok spillede George Harrison helt utippet det foregående nummer “Absolutely Sweet Marie” ved den store 30-års jubilæumskoncert for Dylan i 1992. Det er den med en af Dylans mest gentagede one-liners:
To live outside the law you must be honest
Alle tiders mærkeligste kærlighedssang
Musikalsk rummer albummet, foruden en hel del rå blues, også flere tilfælde af bevidst dissonans, der tilnærmer Dylan til den samtidige jazz- og kompositionsmusik. Men den rummer også alle tiders mærkeligste kærlighedssang, den mægtige “Sad Eyed Lady Of The Lowlands”, en stor dunkeltgylden, parfumeduftende, art nouveau-dekoreret ballade på 11 et halvt minut.
Hvem og hvad der er tale om, bliver tydeligt, hvis man snøvler sig igennem titlen, som så lyder: Sara Lownds, navnet på Bob Dylans første hustru og moderen til hans fire ældre børn, mest kendt er Jacob Dylan, der er forgrundsfigur i bandet Wallflowers.
Sangen fylder hele side 4 på vinylalbummet. Indspilnings-sessionen begyndte den 15. februar kl. 18, men Dylan var ikke klar, og han sad inde i studiet og skrev på teksten, mens musikerne sad i venterummet og spillede kort. Endelig, kl. 4 om morgenen, blev de kaldt ind.
Det er dog alligevel den smukkeste, fineste, største, mest pastelfarvede, rigt dekorerede, prærafaellitiske art nouveau sang, der er skrevet
Musikerne har fortalt, at de ikke fik at vide, hvor mange vers, der var, og derfor blev de nødt til at spille på den svævende, afdæmpede måde, man tydeligt kan høre, fordi de hele tiden måtte tage højde for, at det både kunne være og alligevel ikke var sidste vers, de var i gang med. Sangen har kun fem vers i alt, så de er meget, meget lange.
“Sad Eyed Lady Of The Lowlands” er aldrig siden opført, hvad man kan få bekræftet ved at se på Dylans egen hjemmeside, hvor antallet af koncertopførelserne er anført ved hver enkelt sang. Det er vi nogle stykker, der begræder alvorligt, for dens eksotiske omkvæd, dens karske mediekritiske tekst, dens 6/8’s vuggende takt under de pragtfulde sus4-sus2-akkorder i den glitrende smukke D-dur, og dens lange, labyrintiske metaforer, bor allerinderst i vore musikhjerter, hvor den har helt sin egen bolig.
Det er dog alligevel den smukkeste, fineste, største, mest pastelfarvede, forsirede, prærafaellitiske drømmesang, der er skrevet. Sangen er også afslutningen på Dylans opgør med folkemusikbevægelsens politiske korrekthed, som blev indledt med Dylans elektriske vending året inden.
Næsten symbolsk vender Dylan i det efterfølgende album John Wesley Harding tilbage til en akustisk udtryksform, som han jo havde forladt, netop som en protest mod folkemusikken. Men først efter en længere pause, hvor han havde taget sig af sig selv og sin nystiftede familie. Med vanlig sans for underspillet, dramatisk selviscenesættelse, meddelte Dylan, at han aflyste alle aftaler og koncerter efter et motorcykeluheld i august 1966, som blev formidlet over hele verden. Men han trykkede vist bare et par ribben.
Læs de forrige artikler i serien her:
Dylans 10 bedste album: 10 – More Bob Dylan Greatest Hits (1971)
Dylan 10 bedste album – 9: Before The Flood (1974)
Dylans 10 bedste album – 8: Oh Mercy (1989)
Dylans 10 bedste album – 7: Blood On The Tracks (1975)
Dylans 10 bedste album – 6: Highway 61 Revisited (1966)
Dylans 10 bedste album – 5: Desire (1976)
Dylans 10 bedste album – 4: Time Out Of Mind (1997)
Bob Dylan:
Blonde On Blonde
Columbia, 1966
Foto: Udsnit af Blonde on Blonde coveret
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
