ROADTRIP I USA // ESSAY – Der er mindre end en halv dagsrejse fra den hvide mands stolte og selvfede føderale selvbevidsthed i bjergmonumentet i Mount Rushmore, South Dakota til ruinen af et mindesmærke over den sidste massakre på indianerne i Wounded Knee. Samme stat – to verdener. En sviptur fra den ultimative frihedskamp til folkemordets sidste akt. Journalisten og taxichaufføren Jesper Grunwald er på roadtrip i Staterne.
Jeg er stadig ikke sikker på, hvad jeg egentlig havde forventet, da jeg søgte og fandt mindesmærket for Wounded Knee i Pine Ridge reservatet, Oglala Lakota County, Badlands National Park i South Dakota.
Dræb hans indre indianer for at redde mennesket i ham
Min rygsæk var fyldt godt op med historien om et af den vestlige civilisations største paradokser. Hvordan udvandringen fra fortrinsvis Europa, flugten fra religiøs og økonomisk undertrykkelse reelt betød undertrykkelse, mord – udslettelse af den oprindelige kultur i det store nordamerikanske område, der blev til Amerikas Forenede Stater – USA. De undertryktes overgreb mod de indfødte for at kunne virkeliggøre drømmen om egen frisættelse.
I 1890 fandt den sidste større massakre mod indianerne, som i dag kaldes Native Americans, sted. Den amerikanske hær slagtede i hundredvis af mænd, kvinder og børn i kampen for assimilation af de indfødte. Ikke nutidens blødsødne snak om integration. Nej, det handlede om en strategi, som tydeligst blev udtrykt i en tale af kaptajn Richard Henry Platt i en konference om “velgørenhed og opdragelse” i 1892 – to år efter massakren i Wounded Knee.
Assimilation eller integration
Vejen fremad i assimilationen af den vilde mand på prærien er: “Kill the Indian in him, and save the man.” Dræb hans indre indianer for at redde mennesket i ham. Og hende, må man formode. Barbarisk – jo! Men ikke uden globale og nationale metastaser til vor tid. Eller sagt med et lidt mere køligt, samfundsvidenskabeligt udsagn: assimilation versus integration.
For 50 år siden, i foråret 1973, blussede de undertryktes indignation op igen – for en stund – i “indianske” aktivisters besættelse af netop Wounded Knee. Efter et par måneder, der kostede menneskeliv på både aktivisternes og ordensmagtens side, faldt freden igen over den lille by i reservatet.
Freden? Nej, snarere en resignation.
Der burde være de mest farvestrålende fjerprydelser. De blå, de store og hvide fra de højtflyvende ørne, som var de indfødte amerikaneres eksistentielle symbol på den fortræffelige jæger. Det skarpeste syn. Lydløst styrtdykkende. Det hurtige, nådesløse drab på jagtens offer.
Men det, jeg mødte, var en opgivenhed. En fatalisme, En invaliderende offerrolle, som ikke strålede ud af mindesmærket i Wounded Knee. Strålede – det var netop det, det ikke gjorde.
Det lå som en halvkvalt efterbrandert af det historiske sted mere end 130 år efter massakren på mænd, kvinder og børn, hvis kultur i det store hele allerede var udslettet – og 50 år efter de indfødtes umulige ungdomsoprør i 1973.
Jeg havde stadig gårsdagens møde med monumentet over den amerikanske føderations største mænd på hornhinden: Mount Rushmore i Black Hills med kæmpeportrætterne af fire store præsidenter hugget ind i klipperne på nethinden.
George Washington – De Forenede Staters første præsident, føderationens fader. Thomas Jefferson, manden bag uafhængighedserklæringen og en inspiration for demokrati over hele verden. Theodore Roosevelt – arkitekten bag begyndelsen til den økonomiske supermagt – men også ham, der bekæmpede tendensen til monopolkapitalisme.
Abraham Lincoln, der stod i spidsen for de vindende nordstater i borgerkrigen – og afskaffelsen af slaveriet. En civilisations ubetingede mindesmærke over egen formåen. De hæderlige forfædre hugget ind i bjergets klipper.
Storladent – ikke smukt
Smukt er monumentet ikke, efter min bedste mening. Men storladent, som når amerikanerne for alvor sætter deres vilje igennem – fra frihedskamp til selvopfattelsen som verdens vogter. Og så måtte jeg “putte mig” med min journalistiske kritiske sans over for de sandheder, der blev sprunget hurtigt over, da en velsmurt reklamefilm i det store informationscenter hurtigt forbigik den kendsgerning, at skabelsen af den frie nation betød en tilnærmelsesvis udryddelse af de oprindelige folkeslag.
I hvert fald de, der efterlod mokkasinerne og indstillede sig på mere højhælede tider for at blive en del af den amerikanske blanding af etniciteter og kulturer. Cocktailen, som har skabt verdens stærkeste nation.
Åh ja, og så var han aktivt medlem af Ku Klux Klan
Jeg havde godt nok heller ikke behov for at dele nogen kulturelle eller nationale fjer med den andengenerations-dansker, Gutzon Borglum, der skabte dette magtfulde monument i Black Hills (Borglum? Ja, hans udvandrede far, mormonen, der rejste vestpå for at kunne gifte sig med to kvinder, havde sine aner fra Børglum Kloster i det nordjyske. Faren skippede dog både religion og den ene kone for at kunne blive en lovlydig læge …).
Sønnen, Gutzon Borglum, billedhuggeren bag monumentet i Black Hills, dyrkede den store ener, Den Stærke, Hvide Mand, mens han skabte monumentet i 1920’erne og 30’erne.
Åh ja, og så var han aktivt medlem af Ku Klux Klan!
Jeg tog en pause fra min danskhed på vejen ud af det smukke naturområde, som var et helligt sted for de indfødte, og som egentlig var tiltænkt dem, da den hvide mands samvittighedskvaler bankede på. Indtil guldgraverne og det frie initiativ tog over i den sidste tredjedel af 1870’erne.
Ingen åndedans i Wounded Knee
Der er ingen fest og farver – ingen “ghostdance” i Wounded Knee. Og det var faktisk “åndedansen”, der var med til at begrunde overgrebene mod lakotaerne, siouxerne og de øvrige stammer af de indfødte amerikanere. Det var profeten Wovoka, en fredelig mand fra paiute-folket, der nærmede sig de hvides verden som Jack Wilson.
En religionshistoriker vil mene, at han blandede de indfødtes natur-religion med den kristne vision om, at frelseren er på vej. Han forvandlede den gamle indianske soldans til ”ghostdance” og skabte en religiøs bevægelse, der bl.a. påstod, at åndedansen ville gøre de indfødte immune over for den hvide mands kugler og med tiden ville skabe en slags himmelsk jord på den amerikanske jord og få de europæiske indvandrere til at vende hjem.
Åndedansen i slutningen af 1800-tallet kunne ligne et politisk oprør mod kolonisterne, som allerede havde skabt USA. Militærmagten blev sat ind, og i en blanding af dans, et pludseligt vildfarent skud og de hvides overmagt skabtes den sidste massakre i civilisationens navn.
Nej, ingen farver, ingen rytmisk, hypnotisk dans. Ingen voldsomme totempæle eller skulpturer, som kunne svare til mine dybest set barnlige forestillinger om indianernes Waterloo herude i den trykkende sensommerhede i kanten af reservatet.
Jeg mødes blot af to store jernskilte på en tom rasteplads, der i hvidt på blodrødt genfortæller tragedien om drabene på mænd, kvinder og børn i december 1890. Et lille stykke oppe i de uopdyrkede bakker, bag et halvsmadret stengærde – ligger en noget slidt, cirkulær bygning, der viste sig at være nøjagtigt det, den var: nedslidt og forladt.
Ved siden af – på en af de andre, mange små bakker – aner jeg nogle kors og blomster – en gravplads.
Jeg stiger ud af vores autocamper, mens en mand netop kører ind og parkerer på rastepladsen i sin spejlblanke truck. En ung, flot mand, Native American (den moderne betegnelse for ordet indianer, der bygger på Columbus’ opdagelse af det Amerika, han mente var Indien). Han er sidst i tyverne med sit kulsorte hår samlet i en hestehale. Et stort både venligt og lidt vemodigt smil og det klassiske, amerikanske ”Hi – how are you doing?”
Jo tak, jeg har det fint, siger jeg og spørger kort, om det her sted er det berømte Wounded Knee? Jeg fortæller lidt om det land, jeg kommer fra meget langt herfra, om familiemedlemmer som selv udvandrede – og mit roadtrip i USA, hvor jeg også gerne vil stifte bekendtskab med en bid af den virkelige virkelighed.
Jeg er cheyenne – ikke indianer eller Native American
Min kortvarige guide i Oglala Lakota County (amt) – denne fattigste del af USA (af amtets knap 14.000 indbyggere lever godt halvdelen af, hvad der er den officielle fattigdomsgrænse), med staternes laveste middellevealder (knap 67 år) – bekræfter, at jeg er landet på skuepladsen for den hvide mands massakre. Han hedder formelt Zinthkala Wicasa, men kalder sig Bird Man.
Under samtalen slipper jeg den journalistiske delen sol og vind lige og spørger til, hvorfor dette “offersted” er så glemt og forladt – og om der dog ikke er et samlende oprør på vej blandt de unge Native Americans? Hans vemodige smil skifter til det overbærende.
“Jamen, det er ikke mit projekt, det her. Det er ikke min idé eller mit univers. Jeg er ikke sat her på jorden for at være et fælles offer for indianerne. Jeg er cheyenne – ikke indianer eller Native American. Det her er den hvide mands samvittighedskvaler – ikke mit mindested.”
Han taler i få sætninger det fremmede sprog til mig, men han afslår med et smil, da jeg spørger, om han vil tale cheyenne til mit kamera. I de samme sekunder føler jeg mig som en ubehagelig krydsning af en forsker og en charterturist. Kom nu, Bird Man, vil du ikke synge et par pip til den nysgerrige vesterlænding, der efterlyser noget af den revolutionstrang, der civiliserede hans egen verdensdel. Ja, for den sags skyld de hvide mænd, der løsrev USA fra englændernes og franskmændenes kolonialisme.
Den følelse har jeg tygget på i lang tid efter mødet. Svaret i hans øjne og fra hans mund var klart: Nej tak. Ingen åndedans for gæsten.
Jeg går gennem det høje, tørre græs op til den runde bygning, der givetvis har været et informationscenter om det berygtede og berømte Wounded Knee. Dørene derind er for længst sparket ind eller ud. Det store el-skab er smadret, der ligger øldåser på gulvet, der er tegn på indendørs bål, og der er malet tags og budskaber på væggene. Et af dem står tydeligt på den afskallede væg: THE INDIAN WARS ARE NOT OVER.
Budskabet virker allermest som en ønskedrøm af en løgn. Der er ikke megen krigsstemning i det mindesmærke, som end ikke ofrenes efterkommere vil være bekendt.
Drømmefangere og dåsetun
Vi siger venligt farvel til hinanden. Jeg begiver mig nogle få hundrede meter mod den både gamle og nye gravplads på bakketoppen ved siden af ruinen. Her kommer Austin Ice fra lakota-stammen imod mig. Også han er rar og imødekommende og er – ud over at være en del af sin amerikanske høflighedskultur – på en slags arbejde i sit eget reservat.
Han er som de fleste i dette fattigste hjørne af prærien – uden for arbejdsmarkedet. Han blev engang ”næsten-dræbt” ved en alvorlig trafikulykke. Men han stiller op med historiefortælling, når de vejfarende kommer forbi for at høre om det mytiske Wounded Knee. Jeg forstår, at vi ikke bare er besøgende for det sidste dolkestød mod hans stamme, lakotaerne. Vi er også en slags kunder.
Han tjener en mønt på salget af små ”drømmefangere” – indianernes skindindbundne ring med et opspændt net, som siges at kunne indfange de gode drømme , når den svinges gennem luften. Et instrument i åndelighed – nu som souvenir. 20 dollars gav jeg, og har stadig en flov tvivl, om beløbet var det rette. Eller for lidt?
Han viser mig rundt mellem gravene for nogle af de døde dengang i 1892. Men også til nogle af de grave, hvor friskere blomster viser, at stedet stadig bruges af de indfødte amerikanere som det sidste hvilested. Et til tider anakronistisk billede af fortid og nutid.
Det kristne kors i udtørret træ, som næppe afstedkommer åndedans. Et gammelt bræt ved graven med en dåse tun, som afdøde formentlig elskede højt. Rundvisningen er hurtigt slut. Også hans øjne er mildt vemodige, og hans ord er offerets – det opgivende offers.
Vi er ikke agerbrugere i vores kultur. Vi er jægere.
Nej, det der er dybest set ikke hans verden. Hverken i staten South Dakota, der alene sender de konservative ind i politik. Eller reservatet her, hvor jagtede indianere fik tildelt jord af de invaderende horder af ikke mindst europæiske hvide, som var vinderne i deres egen frihedskamp.
“Jo, vi fik jord, siger Austin Ice. Men vi havde hverken lyst eller evner til at dyrke den. Vi er ikke agerbrugere i vores kultur. Vi er jægere.”
Jeg pakker min revolutionsromantik sammen for sidste gang. Austin trækker uopfordret sin bluse op, så jeg både kan se det voldsomme ar efter trafikulykken – og den tatoverede lakota-indianer på hans slanke brystkasse. Et effektfuldt billede af den invaliderende offerrolle.
Men han har faktisk også fået en anonym plads på mit hjemmekontors interimistiske alter af symboler fra mit liv:
Maleriet af Helge Nielsen – kunstneren, der udvandrede til min fødeø.
Tre chef-kolleger fra min glorværdige fortid.
Mit “loppefund” med budskabet om udsigten til stjernerne – og fødderne på jorden.
Busten (en sparebøsse!) af Josip Broz Tito, der både formåede at sparke nazierne ud af Jugoslavien og stille op mod kapitalismen i vest og stalinismen i øst.
Og sidst, altså: Austin Ice’s drømmefanger fra Wounded Knee, Lakota County i kanten af Pine Ridge reservatet. Drømmefangeren, der samler på de gode drømme og frasorterer de onde.
Alle fotos er taget af Jesper Grunwald/Taxamanden
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
