VAN OG MIG // ROADTRIP-FØLJETON #10 – Hen over dette efterår har vi bragt Mikkels Stolts musikalske roadtrip-føljeton, hvor han har bevæget sig gennem tre amerikanske stater med Van Morrisons album No Guru, No Method, No Teacher i bilens afspiller. Her er vi nået til sidste afsnit, hvor det handler om ”Ivory Tower” og en “outro”. Endelig er Mikkel Stolt fremme ved festerne og en smule studier på Washington State University.
Havde jeg aldrig hørt om de opdagelsesrejsende, Lewis og Clark, så havde jeg af en eller anden grund hørt om Mr. Pullman, der opfandt togsovevognen af samme navn. Og som byen, der altså er mit mål, også hedder. Byen, hvor Washington State University ligger (WSU, hvis det skal være kort – udtalt “wazoo”).
The Pullman sleeping car blev opfundet af ingeniøren og industrimanden George Pullman, som derfor var blevet en stor mand indenfor jernbanedrift. Da der skulle udbygges jernbane vestover, fandt nogle kloge hoveder i byrådet i Three Forks, Wa., på at omdøbe deres by til netop Pullman i 1884, så den rige industrimand måske ville blive så beæret, at han ville finansiere og bygge skinner og togbane til byen.
Nå, jeg havde ikke rigtigt andet at vælge imellem, viste det sig, men en ternet skjorte måtte da for fanden være det rigtige heroppe, selvom jeg på dette tidspunkt ikke anede noget om Nirvana, grunge eller Kurt Cobain
Det gjorde han bare ikke, men det skete derimod længere nordpå gennem byen Spokane (som bare hed det samme, den altid havde gjort, opkaldt efter en lokal stamme af oprindelige amerikanere). Alligevel var der ingen i byrådet i Pullman, der derefter syntes, at de så hellere ville gå tilbage og hedde Three Forks igen, hvilket jeg måske nok ville have foreslået, hvis det var mig.
Landskabet bestod på denne sidste del af min tur af bølgende bakker og uendelige marker med især hvede, og det sidste nummer på albummet var samtidig det mest rockende og hurtige. Det passede fint, for nu var der ikke længe til, at jeg kunne køre ind på campus og det, som jeg formodede var et af uddannelsessystemets elfenbenstårne. I hvert fald et lille spir.
When you come down
From your Ivory Tower
You will see how it really must be
To be like me, to see like me
Jeg kom ind fra sydvest og drejede ind i byen ad South Grand Avenue. Sådan skal det lyde, ingen mindreværd her. Hverken vejen eller byen virkede nu specielt “grand” ved første øjekast, men jeg havde efterhånden også set en hel del nordamerikanske byer.
Jeg skal til at holde øje med skilte, der viser vej til universitetet, tænkte jeg, men det viste sig hurtigt, at det ikke var spor vanskeligt, da campus og tilhørende faciliteter (som for eksempel et arboret, da WSU også var lidt af en landbohøjskole) nærmest dækkede en tredjedel af hele byens areal. Så nu skulle jeg bare finde Thomas’ kollegie.
Endelig fremme
Van rockede, og van’en gjorde det samme, da jeg passerede en række fartregulerende foranstaltninger, før jeg kunne parkere i nærheden af et hus, der så ud til at være en slags information hub eller reception for hele universitetet. Jeg kiggede mig i bakspejlet for at se, om jeg så nogenlunde ud efter to dage og en nat i en bil, hvis nu jeg skulle møde nogle mennesker.
Men det var jo det, jeg skulle – altså møde nogle. Derfor måtte jeg også bruge det store sidespejl, da jeg var steget ud, for jeg skulle lige tjekke, om den krøllede skovmandsskjorte, jeg havde taget over den hvide t-shirt, nu også var det rigtige beslutning. Nå, jeg havde ikke rigtigt andet at vælge imellem, viste det sig, men en ternet skjorte måtte da for fanden være det rigtige heroppe (selvom jeg på dette tidspunkt ikke anede noget om Nirvana, grunge eller Kurt Cobain og den efterfølgende mode). Jeg sukkede let og tænkte, at der ikke var mere at gøre ved mit udseende.
Take a look at me I’m a poor man’s son
I never did no harm to no one
Jeg glædede mig over, at det var en solrig forårsdag, hvorefter jeg gik hen over parkeringspladsen, som summede af aktivitet. Jeg indsnusede luften og stemningen og glædede mig helt vildt til at være pseudo-studerende (igen).
Jeg tænkte derfor ikke på den gang jeg kørte begejstret rundt på en 125 kubik offroad’er oppe i Growbag Hell efter en flok vildsvin, der styrtede skrækslagne afsted (det var ikke pænt at drille dem, men de løb dobbelt så hurtigt, som vi kunne køre), eller den gang jeg ville tage et billede af Christian på en bjergvej, og hvor der – mens jeg stod og fumlede med min farfars gamle halvformatskamera – kom en golden eagle (en slags kongeørn) rundt om hjørnet lige bag ved Christian, hvorefter den standsede op med et par bremsende vingeslag og fløj væk hen over os, uden at jeg fik trykket på udløseren.
Eller på den los, jeg engang så på vejen under halvtreds meter væk (det er meget svært at komme til at se en los, siger jeg bare nu. Eller rettere: Det har jeg lige hørt Sebastian Klein sige i radioen). Og for den sags skyld, tænkte jeg heller ikke på den deciderede angst, jeg faktisk havde fået for ticks, skovflåter, idet de kunne overføre en mystisk sygdom, som hed Lyme’s Disease, og hvor jeg havde hørt, at hvis man ikke blev behandlet, så ville ens ben vokse forkert sammen, hvis man brækkede det.
Urban og civiliseret
Og jeg havde kun svage minder om det angreb fra poison oak-planten (Toxicodendron diversilobum), som man ikke kunne undgå at støde ind i ude i bakkerne, og som kløede så grotesk meget, at jeg vækkede mig selv om natten ved lyden af, at jeg kradsede på mine egne arme i søvne.
Nej, jeg tænkte mere på de fester, vi skulle holde på kollegieværelset og på de Jennifer’s, Christina’s og Heidi’er, jeg naturligvis (?) ville komme til at møde, og jeg så frem til i det hele taget være lidt urban og civiliseret. Bare jeg nu kunne huske, hvordan man gjorde, og så kunne jeg vel altid på et senere tidspunkt finde ud af, hvad min fremtid skulle bringe.
You can see through
Your rose coloured glasses
In a world that seems
like so much glamour to you
Inde på informationskontoret fik jeg et fotokopieret kort over campus, og en (syntes jeg) smuk sekretær udpegede Thomas’ kollegie-huse, som lå i den østligste ende, tilsyneladende direkte ud til markerne. Jeg fandt frem på fem-syv minutter, parkerede van’en lige foran huset med musikken kørende på fuld hammer og gik hen og bankede hårdt på døren til Thomas’ værelse.
When you come down
From your Ivory Tower
Outro – mange år senere
Hører jeg stadig Van Morrison? Kom jeg til at elske eller hade ham? Det burde være fremkommet af det foregående, at jeg fik ham helt under huden, og da jeg kom hjem til Danmark igen langt om længe, måtte jeg straks udforske hans tidligere plader.
Henrik og jeg var blevet gode venner på WSU og på det efterfølgende roadtrip, og senere havde vi mange gode stunder med 1991-dobbeltalbummet Hymns to the Silence. Vi kunne i vores blanding af weltschmerz og selvovervurdering især more os over linjer som ”Well, your baby’s gone and so is summer / And it brings on a cool night breeze”, ”Tell me why must I always explain” – og andre idiosynkratiske syrligheder pakket ind i gode melodier eller lækker R&B suppleret af nogle vildt gode solister på en plade, hvor Van indimellem synger, messer og vrænger stemmen ud på en så insisterede måde, at man bliver nødt til at høre efter hans tidligere plader.
Samtidig har han jo været mere produktiv end de fleste, så man kan jo dårligt følge med, men mange af hans plader betyder rigtigt meget for mig i dag. På et tidspunkt blev hans album nok lidt for repetitive og tilbageskuende, selvom en eller anden anmelder engang skrev noget i retning af, at det er muligt, at Van Morrison altid kommer med en version af den samme sang, men det er heldigvis en af verdens smukkeste sange, og sådan er det.
Men om han er sølvpapirshat-agtig i forhold til benægtelse af covid19’s alvor eller bare reelt er interesseret i at hjælpe sine kolleger (og sig selv) er ikke helt klart for mig
Eller sådan var det i hvert fald. Det sidste album, der indeholder op til flere rigtig gode og fuldfede Van-numre (og ikke kun en-to stykker) er i mine øjne Magic Time fra 2005, men i min alder er det jo heller ikke ret længe siden.
Jeg har aldrig rigtigt været sådan helt syg med at kende til hans baggrundshistorie eller andre biografiske detaljer, men jeg ved selvfølgelig, at det inkluderer en opvækst i Belfast, Nordirland, og en del tid i England og USA – lokaliteter, som alt andet lige er til stede i hans musik.
Men Van Morrison er også tit blevet beskyldt for at være både gnaven, arrogant og selvretfærdig, og det kan der da være noget om. Nu om dage er han tilsyneladende engageret i det, der er så problematisk for kunstnere og især musikere, nemlig at samfundene har måtte lukke så meget ned. Men om han er sølvpapirshat-agtig i forhold til benægtelse af covid19’s alvor eller bare reelt er interesseret i at hjælpe sine kolleger (og sig selv), er ikke helt klart for mig. Måske har jeg ikke lyst til at vide det.
Jeg har immervæk været til et par temmelig fede koncerter med ham (og nogle lidt mindre inspirerede). Hans koncert i K.B. Hallen i 1994 er nr. 4 på min liste over de bedste koncerter, som jeg (kan huske, at jeg) har været til. Men måske skal der en lang køretur til, før du gider høre på ham?
Og hvad med Twin Peaks?
Og hvad med Twin Peaks? Thomas og Henrik havde ikke set de første afsnit, men jeg fik arrangeret, at vi så de næste i den fælles tv-stue, og de studerende flokkedes om det. Nogle af de mindre naturflippede af dem havde selvfølgelig fulgt med fra start, men både Thomas og Henrik blev fanget ind, og de var begge helt med på, at vi naturligvis blev nødt til at besøge tv-seriens locations, da vi endelig forlod universitet flere uger senere.
Og jeg fik som antydet skrevet en artikel om Lynch, baseret på min research og udklip, men altså først da jeg kom hjem igen. Og studenterbladet havde sgu bragt min første håndskrevne filmrapport, skrevet delvist på et udendørs lokum med sultne gribbe kredsende ovenover, og den nye artikel fik seks sider. Jeg har netop fundet dem begge frem, og de er da egentlig meget gode.
Men det blev det sidste, jeg fik trykt i årevis. Jeg renskrev ellers også mine noter fra denne tur fra Covelo til Pullman (tre A4-sider med meget stor linjeafstand), da jeg kom hjem og sendte dem til en eller anden rejseartikel-konkurrence (har ærligt talt glemt hvor, men det kan have været Politiken), men hørte aldrig tilbage. Det fortryder de nok nu!
Hvad mere? Nåh jo, fandt jeg ud af, hvem jeg er, og hvad jeg ville stille op med mit liv? Helt sikkert …! Men nu stopper jeg, for jeg skal lige skrive til Thomas. Vi mødes nemlig nu og da under pandemien og gik en tur et eller andet sted imellem os i Hornsherred-Nordsjælland-området, og det vil vi gerne forsætte med.
Så kan vi sludre om tidens dårligdomme, om kultur og natur, om vores valg og fravalg og derfor også en lille smule om kvinder. Men især om de gode, gamle dage.
”Got to Go Back”.
Roadtrip-føljetonen “Van og mig” (’lang-essay’) er støttet med midler fra Copydan, tildelt af Autorkontoen i Dansk Forfatterforening.
Læs forudgående afsnit af Mikkel Stolts roadtrip-føljeton i 10 afsnit:
- På musikalsk roadtrip i Californien
- Gennem Californiens bjergkæder, skovområder, landbrugsland og, hurra, på asfalt
- Goose Lake – På vej ud i den store mystiske intethed
- Er der overhovedet levende mennesker her?
- Der var vel for fanden bjørne heromkring?
- Havde jeg virkelig malheur, eller var det nu, jeg skulle blive religiøs?
- Her kommer ridderen – og pandekager til morgenmad
- Roadtrip på kanten af verdens største levende organisme
- På vej mod roadtrippets afslutning
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
