VAN OG MIG // ROADTRIP-FØLJETON #9 – I dette afsnit af den musikalske roadtrip-føljeton handler det om “One Irish Rover”. Mikkel Stolt er på vej gennem tre amerikanske stater med Van Morrisons album No Guru, No Method, No Teacher i bilens afspiller. Stolt kører gennem landbrugsland og går i tænkeboks over, hvad det er, der giver Morrisons musik det spirituelle anstrøg – musikken og teksten i sig selv eller det konkrete udtryk?
Alenetid er indimellem også bekymringstid, men det gad jeg ikke mere, så stop nu med at bekymre dig om noget, sagde jeg til mig selv, for jeg var jo ved at udleve min egen road movie, og intet kunne, skulle eller burde stoppe mig. Faktisk så det ud til, at jeg var out of the woods, som man siger.
Skoven og bjergene var blevet afløst af landbrugsland: hvede, græs … og hvede. Og det er jo bare fedt at rejse og se noget nyt. Jeg krydsede grænsen til staten Washington lidt syd for byen Walla Walla uden nogen palaver med myndighederne (jeg så overhovedet ikke nogen øvrighedspersoner på hele denne tur udover en patruljevogn nede på Interstate 5), og det var en stille og langsom sang, der ledsagede mig, nu hvor min tur trods alt nærmede sig sin afslutning. Og paradoksalt nok var sangen på trods af sin stilhed elektrisk på en eller anden måde, om ikke andet via et el-piano.
Tell me the story now
Now that it’s over
Wrap it in glory
For one Irish Rover
Jeg vidste faktisk ikke, hvad rover betød helt nøjagtigt, men der er jo en bil, der også hedder det, så mon ikke det var noget med at være på landevejen? Og det var her, at jeg fik bekræftet, at Morrison var (nord)irer, for det vidste jeg strengt taget heller ikke. Altså, hvis det virkelig er ham, der sang teksten, og ikke bare “en sanger”, som jeg før har været inde på. Og hvem var “you” i det næste vers? Var det mig? Og var jeg blevet klogere?
Tell me you‘re wiser now
Tell me you‘re older
Det spirituelle anstrøg
Er det musikken og teksten i sig selv, der giver det spirituelle anstrøg til Van’s sange? Og ikke tekstens konkrete udsagn? Michael Bundesen døde sidste år, men jeg tænker ikke, at Shubberne troede på reinkarnation, selvom der i ”Stjernefart” synges Når dit hjerteslag / Bliver væk en dag / Er det så forbi? / Gu’ det ej fordi / Der er meget mer’ mellem himmel og jord og Du har levet før / Du vil leve igen.
En sangtekst er ikke en kronik. Og den behøver heller ikke at rime, og det gjorde teksterne på mit kassettebånd heller ikke, så vidt jeg kunne høre. Ikke før i dette nummer. Blandt andet i sangens bridge:
I can tell by the light in your eye
that you’re so far away
Like a ship out on the sea
Without a sail, you’ve gone astray
Derefter tilbage til verset, hvor der nu sker noget, som jeg altid har bidt mærke i som noget ekstra fedt – også dengang i 1990 – og mens jeg skriver dette, bliver jeg selvfølgelig nødt til at analysere, hvad det er, der foregår.
Den musikvidenskabelige forklaring
Jeg får pludselig en trang til at finde den musikvidenskabelige forklaring på, hvorfor en lille bitte detalje virker så godt:
Van synger første linje i tredje vers, ”Tell me the facts real straight”, en lille smule anderledes, end han synger den i første og andet vers. På ordet facts løftes melodien nemlig én tone i forhold til kvinten på ordet “story” i første vers, og der dannes dermed en Ddur6-akkord, der ”fuldender” den H-mol, der alligevel spilles, og som er D-durs paralleltoneart.
Det lyder indviklet, men er i virkeligheden ekstremt enkelt og alligevel – eller derfor? – effektfuldt. Denne ene tone, der sættes op, bygger videre på bridgens tonalitet, hvor der anvendes D-dur-skalaens fjerde og femte trin, G (subdominanten) og A (dominanten, udvidet med en 7’er her).
Du godeste, nu hvor jeg læser det ovenstående, giver det overhovedet ikke mening, og jeg bør vel lige tjekke med en af mine mere professionelle musikervenner, men den halvanden time, jeg har brugt på at analysere og forstå det, føltes godt. Jeg skal måske lige fortælle, at det, jeg kalder et vers, jo egentlig hedder en strofe, som så består af vers(-elinjer), men her bruger jeg altså betegnelsen et vers, som består af linjer, fordi det bare er det almindeligste at sige.
Også fordi det er mere almindeligt på engelsk, for ellers ville Twin Peaks’ hotelejer og skurk, Benjamin Horne, ikke kunne sige i første afsnit, da han hører, at Packard savværk, som han gerne vil købe, har økonomiske problemer: ”We’re going to be able to get it for a song. One verse, no chorus.”
At kunne få noget ”for a song” betyder bare til en lav pris, men tilføjelsen med “one verse, no chorus“, som jeg tit bruger nu, og som ingen forstår, må betyde, at prisen er endda endnu bedre.
Så blev vi nødt til at tæve ham, og da vi var to mod en og Henrik gik til judo, så lå han snart og rallede under et mindre hul i væggen
Faktisk citerede jeg udtrykket første gang, da Thomas, Henrik og jeg stod og kiggede på det vandfald i Snoqualmie et par måneder senere, og som i serien skal forstille at ligge lige uden for Hornes hotel, The Great Northern. Der lå nemlig faktisk et slags hotel oven over vandfaldet (og det gør der stadig) – et sted, hvor vi kun kunne drømme om at bo med de penge, vi havde.
”One Irish Rover” var faktisk lidt sørgelig og som sagt meget langsommere end resten af pladen, som på sin side ikke kunne siges at være nogen danse-skive. Men jeg havde lyttet, og jeg havde taget det ind, for vi havde ærligt talt ikke været for godt vant nede i Californien. Ude i den første hytte havde vi kun en gammel ghettoblaster og en lille håndfuld kassettebånd, blandt andet Fletwood Mac’s ”Rumours” (som jeg kendte og havde i forvejen) og Cat Stevens’ ”Tea For the Tillerman” (som jeg har måttet købe efterfølgende) .
Hytten kaldte vi The One-Armed Madman’s Cabin, idet den tilhørte Christians svogers bror, som havde mistet sin arm i en trafikulykke, og som i øvrigt ikke var helt almindelig. Han er derfor også et link til Twin Peaks, idet der jo optræder en sådan deri. Altså en one-armed man.
Radiomodtagelsen var ikke god, så vi hørte de samme bånd meget tit. Der var vist også et Michel Petrucciani-bånd.
Et smut til Idaho
Senere, da jeg kørte rundt med Henrik og Thomas endnu længere oppe nord-vest på, havde vi anskaffet en del flere bånd, men Thomas blev ved med at sætte Patsy Cline på, idet han altid har været lidt country-grådlabil. Det kunne vi andre sagtens sætte pris på, men til sidst blev det for meget, da Thomas en dag ligefrem stoppede det bånd, som jeg havde sat i, for endnu engang at sætte ”Patsy Cline’s Greatest Hits” på.
Så blev vi nødt til at tæve ham, og da vi var to mod en, og Henrik gik til judo, så lå han snart og rallede under et mindre hul i væggen på den husbåd, vi havde lånt i Seattle af en venindes ven. Det var jo ikke så godt, for det var vist os, der havde lavet hullet ved at banke hinandens hoveder ind i husbådens gipsplader. Jeg kan ikke huske, om vi indrømmede det eller hængte et billede op henover. Nu har jeg dårlig samvittighed.
Tell me you see the light
Tell me you know me
Make it come out alright
And wrap it in glory
Jeg var stadig på vej op til universitetet under det sidste af sangen, og jeg wrappede mig selv i glory, da jeg krydsede endnu en amerikansk stat af på min liste, idet vejen ved The Clarkston-Lewiston Metropolitan Area slog et lille smut ind i Idaho. Clarkston ligger i Washington og Lewiston i Idaho.
De to sammenbragte byer blev selvfølgelig opkaldt efter de amerikanske opdagelsesrejsende, William Clark og Meriwether Lewis, der af præsident Jefferson i starten af 1800-tallet blandt andet fik til opgave at kortlægge det vestlige USA. Ekspeditionen kaldes som regel “Lewis-Clark-ekspeditionen” og er på pensum i alle skoler derovre. Jeg havde aldrig hørt om dem.
Læs næste – og sidste – kapitel: ”Ivory Tower / Outro”
Roadtrip-føljetonen “Van og mig” (’lang-essay’) er støttet med midler fra Copydan, tildelt af Autorkontoen i Dansk Forfatterforening.
Læs forudgående afsnit af Mikkel Stolts roadtrip-føljeton i 10 afsnit:
- På musikalsk roadtrip i Californien
- Gennem Californiens bjergkæder, skovområder, landbrugsland og, hurra, på asfalt
- Goose Lake – På vej ud i den store mystiske intethed
- Er der overhovedet levende mennesker her?
- Der var vel for fanden bjørne heromkring?
- Havde jeg virkelig malheur, eller var det nu, jeg skulle blive religiøs?
- Her kommer ridderen – og pandekager til morgenmad
- Roadtrip på kanten af verdens største levende organisme
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her