Leths lommefilosofi luftes på femte plade – æggende, docerende pointer i mundrette bidder

af i Kultur/Musik

MUSIK // ANMELDELSE – Plade nummer fem fra ‘Vi sidder bare her er rig på Jørgen Leths betragtninger, der ville lyde banale, hvis alle andre end digterens poetiske stemme fremførte dem. Det musiske bagtæppe mangler frynser og farver.

Spoken word-projektet Vi sidder bare her, der tæller et stærkt holdkort bestående af Mikael Simpson, Frithjof Toksvig og Jørgen Leth, skærer sangene på deres femte langspiller over samme tematiske læst som de foregående skiver:

Der er tale om de ting, Leth ikke gider og observationer, der er banale, som Leth via metakommentarer udmærket ved, er banale.

Det er ikke så ringe endda at opholde sig på den banale banegård

Men det er ikke så ringe endda at opholde sig på den banale banegård. På pladens åbningsnummer Jeg vågner, er det fx ifølge Leth en god måde at starte dagen, når lyset kommer ind gennem sprækkerne i soveværelset.

Med denne Leonard Cohen-reference lægger cykelkommentatoren fra land, og bevæger sig ud i 11 skæringer, der varer lige så længe, som en frokostpause er kort. I soveværelset glider Leths øjne ned på de bare fødder og bekræfter ham i, at han lever. Og netop øjnene fik Leth altid at vide af sin far, at han skulle bruge.

Det kan man læse i erindringsromanen Det uperfekte menneske. På denne plade fremfører han det vigtige i at se på en fintfølende og registrerende måde, hvilket musikken parafraserer.

Jeg kommer til at tænke på U2-produceren Daniel Lanois’ ambiente plade Belladonna, der har samme filmiske lydunivers, særligt på åbningsnummeret på De Øjeblikke Man Har.

Lommefilosofi behøver ikke nødvendigvis at blive i lommen

Leth smører små observationer ud over 2-3 minutters englemild musik, der kun enkelte steder får den dybde, den forsøger ramme ned i. Så er fortællerstemmen mere interessant. Leths æggende, docerende pointer lægges til rette i mundrette bidder i musikkens mønstre. Fortællerstemmens blik kredser om populære, klichefyldte emner.

Klichéer har imidlertid ikke nødvendigvis kun negative konnotationer. Ja, de sociale medier kan være noget værre noget, og det er svært at være til stede i nuet. Men det ændrer ikke ved, at Leths banaliteter ikke tager skade af komme frem gennem sprækkerne – det er lommefilosofi, der gerne må luftes. Det er tanker, der er tænkt før.

Men man behøver ikke altid at blive klogere, sommetider er det nok at blive bekræftet i allerede tænkte tanker.

Leths æggende, docerende pointer lægges til rette i mundrette bidder i musikkens mønstre

På nummeret Hyldest til bogen, skabes eksempelvis et flot billede: en bog der løber i forvejen.

Og to ting kan ikke siges for tit: 1) der er noget magisk ved at læse en bog og 2) man kan blive melankolsk over, at en bog er ved at være læst til ende.

Humor er også en vigtig del af Leths stemme: at han hader buffeter er hovedingrediensen på den sjove skæring Jeg vil gerne bestille fra kortet, der minder mig om hans ode til stofservietten på pladen Ingen regning til mig fra 2014, fordi Leth også her træder et øjeblik ud af sig selv ved at grine lidt.

Måske han også fornemmer, at hans svada mod buffetens ostekarrusel, som han ikke synes, ”er det sjoveste i verden” lyder for meget som en velbjerget bedstefar, der er træt af pøblens mange madvalg, mens han forundret ser til, at de går amok i hotellets morgenmadsbuffet.

Herlige, middelklasse-bashende sproglige collager fra æstetikeren

At gæster ved buffeten gnubber sig op og ned ad hinanden, og er i tvivl om, hvad de skal vælge, vreden mod omeletter og at alle kulturer skal bringes på bordet på en gang, er herlige, middelklasse-bashende sproglige collager fra æstetikeren.

Musisk melder Simpsons signatur sig kraftigst på banen på nummeret En deal – basgangen minder meget om lyden på P6-BEAT-værtens plade Stille og uroligt. Særligt tænker jeg på nummeret Jeg kan se det at du ved det. I Vi sidder bare her-varianten er det blot uden aggressive trommer.

Om det er meningen, at musikken blot fungerer som lydtapet til Leths poesi, skal jeg ikke kunne sige, men sikkert er det i hvert fald, at det er Leths fortællinger, der bærer sangbuketten. Musikken bevæger ikke, generer ikke

Jeg er ikke i tvivl om, at man har hygget sig med at lave pladen, men hvis jeg skal høre en Mikael Simpson-basgang, så har jeg det ganske godt med hans fremragende soloplader.

Også Toksvig har markante meritter bag sig under navnet Ekko. På De Øjeblikke Man Har fremstår lydtroldmanden ganske anonym.

Om det er meningen, at musikken blot fungerer som lydtapet til Leths poesi, skal jeg ikke kunne sige, men sikkert er det i hvert fald, at det er Leths fortællinger, der bærer sangbuketten. Musikken bevæger ikke, generer ikke.


Vi sidder bare her – De Øjeblikke Man Har
A:larm Music. Udkom d. 26. april 2019.


Foto: Wikimedia Commons

Seneste artikler om Kultur