THE CURE // ANMELDELSE – Fredag d. 14. oktober spillede goth rockens bedstefædre The Cure i Royal Arena. Jacob Gjelstrup var begejstret. Han skriver bl.a.: “The Cures musik indhyller ikke lytteren i forskønnede glansbilleder, og i Royal Arena var oplevelsen, at vi i fællesskab accepterede, at livet for de fleste indeholder smerter som dem, bandet har formidlet gennem mere end 40 år. Og i det opstod skønheden i fredags.”
Fredag aften var der igen kaldt til musikalsk fællesbøn, da britiske The Cure gæstede et næsten udsolgt Royal Arena, og aftenens publikum var (igen) et sammenrend af rockgenerationer, der ville opleve et af genrens store gamle bands, inden det er for sent. Og selvom vi alle kender The Cure som et band, der kan pirre både de selvdestruktive tilbøjeligheder og de løsslupne glædesudbrud, så er det klart, at goth-rockens grand old men i sin tid tiltrak et segment blandt tidens unge, for hvem det at gå i sort – sådan både i fysisk og mental forstand – ikke lå så fjernt.
Allerede i åbningsnummeret, ”Alone”, stod det klart, at Robert Smiths stemme stadigvæk har forbløffende meget saft og kraft
I dag kommer folk til koncert med The Cure for at mærke lidt af det dragende mørke, som de engang dyrkede. Dengang man tog sig selv og livet lidt for alvorligt. Og The Cure leverede alt det, der skulle til for at få publikum til at mærke både smerten og glæden i frontmand Robert Smiths musikalske univers.
I to timer og 45 minutter spillede The Cure stort set alt, hvad man som fan kan drømme om, og allerede i åbningsnummeret, ”Alone”, stod det klart, at Robert Smiths stemme stadigvæk har forbløffende meget saft og kraft.
Og i øjeblikket efter i ”Pictures of You” kunne man så overgive sig helt til hans stemme og det velspillende band. Det skulle blive en god aften.
The Cures musikalske univers egner sig både til ensom fordybelse i bittersøde eller melankolske stemninger og til en god fællesoplevelse, som det var tilfældet i fredags.
The Cure uden virkemidler
I både ”A Night Like This” og ”Lovesong” fik publikum lov at mærke Robert Smiths livtag med kærligheden og hans indre dæmoner, og i det hele taget mærke, hvordan hele musikkens essens kanaliseres ud gennem den ydmyge frontmand.
Sangene fik lov at leve deres eget liv, og The Cure behøver heldigvis heller ikke at klistre sig selv ind i ligegyldige virkemidler for at fremstå relevante. Publikum var med og tog godt imod den dystre ”Fascination Street” og ikke mindst den arenavenlige ”Push”, der næsten fik taget til at lette, da Smith og hele arenaen i fælles ekstase råbte ”go go go” mod himlen.
Robert Smiths tekst gjorde ondt, og tiden i Royal Arena stod næsten stille, da håbløsheden ultimativt sejrede med ordene “I will never be clean again”
Det var hyggeligt og elskeligt, men The Cure er stadig bedst, når det ikke bliver alt for lystigt, og kort før pausen fik vi heldigvis både mere længsel og weltschmerz i ”Want” og ”From the Edge of the Deep Green Sea”. To sange, der gennem deres tekst og musik, står for alt det, der gør The Cure til et band, man orker at lytte til længe.
Og det blev længe. Bandet gik fra senen i små fem minutter, mens instrumenterne blev stemt, og fortsatte så med det første sæt ekstranumre. For fans måske den ultimative håndfuld. Således revitaliseret bag scenen åbnede de med den fantastiske ”Figurehead” fra albummet Pornography, der markerede klimakset i bandets sorteste periode.
Robert Smiths tekst gjorde ondt, og tiden i Royal Arena stod næsten stille, da håbløsheden ultimativt sejrede med ordene “I will never be clean again”. Helt så slemt gik det heldigvis ikke, og Robert Smith virker som en mand, der har affundet sig med, at livet ikke for alvor er en nydelse.
The Cures musik indhyller ikke lytteren i forskønnede glansbilleder, og i Royal Arena var oplevelsen, at vi i fællesskab accepterede, at livet for de fleste indeholder smerter som dem, bandet har formidlet gennem mere end 40 år. Og i det opstod skønheden i fredags.
Knap tre timer føltes næsten som for lidt
Efter endnu en kort pause erklærede Robert Smith, at vi skulle gå glade hjem, og bandet spillede et tæt afsluttende sæt af hits fulde af den energi, man også kan få af velkomponeret pop-rock. Syv ekstranumre blev konklusionen på en fantastisk aften med et af rockhistoriens bedste og beskedne bands, og publikum åd det hele råt.
”Lullaby”, ”Friday I’m in Love”, ”Just Like Heaven” og ”Boys Don’t Cry”, og så var det forbi.
Knap tre timer føltes næsten som for lidt.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
