Theils Cantina - hvad jeg spiser hjemme og ude • POV International

Lone Theils 08.09.2017

Forleden kom jeg forbi min veninde her i haveforeningen, mens hun var i gang med at ordne en del af den overvældende høst fra første virkelige køkkenhavesæson i egen have. Hun havde kilovis af tomater og bønner. Og mens vi sad ved hendes køkkenbord og talte om løst og fast, gik vi i gang med at ordne hendes grønne bønner. Det er ikke svært: En lille urtekniv og så af med spidserne.

Der er et eller andet meditativt ved at ordne grøntsager, mens man taler om alt muligt andet, og det mindede mig om, at kvinder i generationer tilbage har ordnet grøntsager, frugt og verdenssituationen på den her måde. Siddende der på en trappesten eller ved et køkkenbord.

Min bedstemor havde en gigantisk køkkenhave med hvad jeg husker som række efter række af jordbær, der blev beskyttet mod grådige fuglenæb af grønt nylonnet. Der var også sart lyserøde latyrus, der duftede så man blev helt svimmel af lykke. Jeg har ikke tal på de mange jordbær jeg har hjulpet med at befri for deres grønne hætte, mens min bedstemor lavede dem om til jordbærgrød, der blev serveret i vintermånederne med mælk og gulligt fed fløde på.

Køkkenhave på en halv tønde land
Min mormor var ikke udpræget havemenneske, men i et hjørne af sin have havde hun et bed med aspargeskartofler som hendes gode ven Elias havde sat for hende. Jeg husker ham stadig stå der med sine knortede hænder og hive de små gyldne klumper op af jorden og børste dem nænsomt fri for jord, inden de blev fragtet ind i min mormors køkken, hvor de blev kogt og serveret sammen med skysauce til hendes klassiske søndagsfrokost af grydestegte dueunger stoppet med persille.

Desværre nåede jeg aldrig at møde min mors farmor. Hun var død, inden jeg blev født, men min mor har fortalt mig, at hun havde overtalt sin mand til at afgive en halv tønde land til en køkkenhave, hvorfra hun mere eller mindre fodrede hele gården med karle og piger året rundt. Jeg er sikker på, at jeg kunne have stået lykkeligt der i det store gårdmandskøkken og se hende sylte, henkoge og putte sommeren og efteråret i glas til de kolde tider.

Der er et eller andet tilfredsstillende ved at samle sig et forråd, og da endnu mere hvis det er af egen høst.

Hjemme i mit eget køkken er realiteterne lidt anderledes. Det varer ikke længe inden jeg skal flytte, så jeg er ved at forsøge at skille mig af med det, der står på hylderne ved at bruge det, så jeg ikke skal til at transportere det et andet sted hen.

Tøm skabene
På en måde er det en sjov udfordring at stå der og kigge på sine hylder og måske lave en regel om, at man ikke må købe med end 1-2 nye ingredienser og så ellers skal stable et måltid på benene af hvad man kan finde der. Måske er det faktisk noget, vi alle sammen burde gøre noget mere.

I mit tilfælde endte jeg med at lave et riff over en tunsalat, jeg engang havde en passioneret affære med i London. Den blev lavet af Marks & Spencer og jeg havde for vane at købe lørdag formiddag når jeg havde kickbokset i to timer og var vanvittig sulten. Når jeg havde været i bad fik jeg den sammen med et lille grovflute og så faldt jeg som en regel i en dødlignende eftermiddagslur. Desværre holdt M&S op med at lave salaten, men jeg har et godt bud på noget, der ligner.

Jeg fandt på mine hylder en dåse Ortiz-tun. Det er en tun fra Spanien, der er så dyr, at man bør bruge den til særlige lejligheder. Kødet er perfekt tilberedt og lagt i olivenolie, og det kommer af i smukke lysebrune appetitlige flager. Dåserne er ovale og en lille fryd i sig selv, men allerbedst er det, at man kan glæde sig over, at tunen er fanget uden at skade eksempelvis delfiner, fordi den er fanget på line.

På samme hylde fandt jeg en karton med hvidgule butterbeans som jeg havde fået i kasse fra Aarstiderne for adskillige måneder siden. Den åbnede jeg og blandede bønnerne tunen i en skål. I den oprindelige version blev der brugt cannelini-bønner (hvide bønner), så de er også fine til den her salat. Bønner og tun passer perfekt til hinanden efter min mening.

I køleskabet fandt jeg et kvart glas soltørrede tomater, der blev skåret i strimler og kom ned i skålen. Olien hældte jeg fra og op i en glasflaske. Den har været perfekt til at bruge som olie, når jeg laver omelet om morgenen og gerne vil have lidt ekstra tomatsmag.

Så lavede jeg en dressing af finthakket bredbladet persille, revet citronskal, olivenolie, fint, fint hakket hvidløg og lidt hvid balsamico.

Hvis man har tid, og det havde jeg heldigvis, er det en god ide at lade salaten lige stå en times tid eller lignende ved stuetemperatur, så ingredienserne lige kan nå at smalltalke lidt inden frokosten er serveret.

Jeg fik faktisk helt lyst til at kickboxe igen af den salat. Så det gjorde jeg.
Og den smagte lige så perfekt som jeg havde drømt om efter træning.

Lone Theils

Forfatter, journalist, gastronørd. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1996 og har tilbragt 16 år af karrieren som London-korrespondent for Berlingske Tidende og senere Politiken. Har desuden arbejdet for Danmarks Radio, TV2, Radio 24Syv og en række magasiner og blade. Underviser på bl.a. DJMX og kursusleder på DjE. Debuterede som forfatter i 2015 med Pigerne fra Englandsbåden, der er solgt til oversættelse i 16 lande. Forfatter til biografen Globetrotter sammen med Jens Bjerre, der også udkom i 2015. Andet bind i serien om Nora Sand "Den blå digters kone" udkom i juli 2016. I 2017 kom radiokrimiromanen 87 Sekunder i samarbejde med DRs P1. Samme år blev Lone Theils nomineret til Martha-prisen som danskernes yndlingsforfatter. Tredje bog i Nora Sand-serien Heksedrengen udkommer i februar 2018. Har desuden bidraget til rejsebøger om London og Dublin i serien Vide Verden. Kickbokser og uforfærdet amatørkok.