MAD // KLUMME – Tag med i krimiforfatter Lone Theils’ køkken, hvor en stak ren selvforkælelse i form af luftige, saftige pandekager gør morgenerne lidt blødere at komme igennem. Det er svimlende let og hurtigt, og man har virkelig følelsen af luksus, når der kommer pandekager på morgenbordet – eller til aften, hvor de små runde klatter kan blive til et perfekt let måltid.
Det har været en af de perioder, hvor jeg har haft alt for travlt til at være i køkkenet hos Theils Cantina, og jeg har følt mig lidt for flad til at det helt store udtræk. Når man har det sådan, er det tid til at lave pandekager.
November og december har været travle tider. Masser af arbejde, møder, rejser frem og tilbage i Danmark og sociale arrangementer har holdt mig væk fra køkkenet, og jeg savner den ro, der kommer af at stå i køkkenet og sysle med ting og sager.
Man har virkelig følelsen af luksus, når der en sjælden gang kommer pandekager på morgenbordet
Men forleden havde jeg en stille morgen, hvor jeg ikke skulle noget. Den ekstra tid, resterne af en liter kærnemælk jeg havde købt til et helt andet formål (jeg husker knapt hvilket) og et halvspist glas blåbærmarmelade jeg havde fået af min mor, gav mig lyst til at lave amerikanske pandekager.
Det er svimlende let og hurtigt, og man har virkelig følelsen af luksus, når der en sjælden gang kommer pandekager på morgenbordet.
Man tager 250 gram mel, 2 tsk bagepulver, 2 spsk sukker, 1 tsk vaniljesukker eller kornene fra en halv stang, hvis man foretrækker det, 1/2 tsk salt og blander det godt i en skål. Til det tilsætter man nu 2 æg og en halv liter kærnemælk.
Lad gerne dejen stå og hvile lidt, mens du drikker dig en kop god te eller kaffe.
Varm en pande op til lidt over mellemvarme og smelt en passende mængde smør på den. Pandekager skal virkelig steges i smør. Der er ingen vej udenom her, efter min mening.
Lad pakken med smør stå ved siden af komfuret, for du får sikkert brug for at supplere af og til og steg pandekagerne. I modsætning til deres franske fætre er de amerikanske pandekager små og fede. En god spiseskefuld eller to er den ideelle pandekage.
Af den her portion fik jeg 8-10 stykker, og det betyder, at man kan være flere om glæden eller man kan gemme pandekagerne til næste dag og varme dem i ovnen under lidt sølvpapir.
Bær eller bacon – (næsten) alt går til pandekager
Som nævnt fik jeg min mors smukke blåbærmarmelade til, men har man ikke lige det, så kan man købe friske blåbær og lige lune dem i en gryde med lidt sukker og citronsaft og evt jævne med lidt maizena. Så har man den fineste varme blåbærsauce til. Samme trick fungerer i øvrigt fint med brombær, hvis man har nogen af dem til at rasle rundt i fryseren.
Man kan jo også gå lidt videre og få fingre i en flaske god ahornsirup og servere det til med smørklat og måske en skive bacon eller to. Bacon og pandekager lyder måske mærkeligt, men det fungerer fint, så længe det er god bacon, og der er ahornsirup til at agere giftekniv mellem de to parter.
Jeg spiste det med rævesauce og på kartoffelpandekager med dild, mens jeg ufortrødent sad i blødt tøj derhjemme og pjækkede fra ikke mindre end hele to fredagsbarer
Apropos det der med at få tømt fryseren og køleskabet: Jeg synes det er en evig kamp her i december, hvor man egentlig gerne vil gøre plads til juleindkøbene, men der samtidig er så mange ting man skal flyve og fare til, at man jo spiser alt for lidt derhjemme.
Men forleden fik jeg da gjort kål på et stykke vidunderligt Fanø-laks, jeg havde købt på øen. Jeg spiste det med rævesauce og på kartoffelpandekager med dild, mens jeg ufortrødent sad i blødt tøj derhjemme og pjækkede fra ikke mindre end hele to fredagsbarer.
Nogle gange er det bydende nødvendigt at give sig selv den slags oaser. Fornemmelsen af at have lavet noget hjemmelavet uden at kaste sig ud i gigantiske projekter man ikke kan overskue af bare træthed.
Kartoffelpandekagerne er helt perfekte til de aftener, hvor det føles sådan. Den her opskrift har endda pulverkartoffelmos, så det bliver dårligt nemmere.
Man skal bruge 3 æg, en kvart liter sødmælk, 2 spsk olivenolie, et brev pulverkartoffelmos, cirka 30 gram mel, ½ tsk bagepulver, lidt citronsaft, salt og peber. Bland de våde ingredienser i en skål og tilsæt så kartoffelpulver og mel. Rør godt rundt og lad det sætte sig. Hvis dejen bliver for tør, så tilsæt lidt mere mælk.
Varm panden op og steg pandekagerne i smør eller olie. Lav pandekager på størrelse med en god spiseskefuld. De skal steges omkring et halvt minut på hver side.
Server dem med røget laks, masser af frisk dild, citron, creme fraiche hvis du har. Man kan i øvrigt også sagtens servere de her til morgenmad og tilsætte forårsløg i dejen eller purløg. Og lægge en skive skinke oven på i stedet for med lidt revet ost.
Mulighederne er faktisk uendelige, selv om man er flad.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.