Kære Inger Støjberg - #alleerligeforloven • POV International

Manyar Parwani 27.06.2017

Kære Inger Støjberg

Jeg har skrevet et brev til dig før. Det var dengang, du var sur over, at nogle knægte kastede med popcorn efter dig i en biograf. Din oplevelse med popcorndrengene rejste internettet og medierne rundt.

Mit brev til dig fik også plads et eller andet sted og blev også delt og trykt.

Nu vil jeg skrive mit andet brev til dig. Jeg håber, at du vil læse det. Jeg håber, at du vil læse det med de briller, der ikke ser farver, fødested og mit ikke-danske navn. Jeg håber, at du læser mig som en borger i Danmark. Jeg håber, at du vil læse det med et åbent sind.

De frihedsrettigheder og love, som vi har her i Danmark, er ikke bare symboler for mig. Det er det allervigtigste. Og jeg respekterer dem og forsøger hver dag at værne om dem. For hvis vi ikke hver især værner om disse, så vil vores demokratiske værdier smuldre lidt efter lidt. Og pludseligt har vi kun korruption tilbage

For ser du, jeg bor her og er vokset op her. De frihedsrettigheder og love, som vi har her i Danmark, er ikke bare symboler for mig. Det er det allervigtigste. Og jeg respekterer dem og forsøger hver dag at værne om dem.

For hvis vi ikke hver især værner om disse, så vil vores demokratiske værdier smuldre lidt efter lidt. Og pludseligt har vi kun korruption tilbage. Og korruption, kære Inger, det er ikke sundt for et samfund.

Tro mig, det ved jeg alt om. Jeg flygtede fra det. Det er derfor jeg stadig i dag går med skiltet “Flygtning” om min hals. Det er derfor min fader stadig i dag går med en kæmperuin i sit hjerte. Hvis du mødte hans blik, ville du forstå det. Man behøver ikke ord fra ham længere.

Men selv om min fader går med ruinen i hans hjertes dybe hav, så har han siden vores ankomst her til Danmark opdraget os til at tage Danmark til os. Til at vi skal tage del i samfundet. At vi skal være med til at passe på det og respektere de demokratiske værdier.

Som han så tit siger: “Et lands love og rettigheder, er som en blomst – det er som din elskede – hvis du ikke vander det og plejer det og passer på det, så går det i stykker, det dør lidt efter lidt”. Han har opdraget os med den pligt. At vi skal tage del i vores samfund.

Derfor – når jeg møder modstand og får kastet ord efter mig som, “I er nogle utaknemmelige mennesker, når I brokker jer over Danmark. Se jeres eget land (Afghanistan). Se hvordan de behandler kvinder og børn. I kan jo bare rejse hvis I er så utaknemlige og utilfredse” – så føler jeg, at det er en måde at ekskludere mig fra samfundet på. Det er et forsøg på at fremmedgøre mig. At blot fordi jeg er flygtet hertil, skal jeg resten af mit liv bøje mit hoved, skamme mig over det land, jeg er født i. Skamme mig over hudfarven, jeg har arvet.

I det hele taget bare bøje hovedet og være konstant taknemlig. Men jeg har ikke bruge for at andre inkluderer mig i samfundet. Jeg inkluderer mig selv.

Et lands love og rettigheder, er som en blomst – det er som din elskede – hvis du ikke vander det og plejer det og passer på det, så går det i stykker, det dør lidt efter lidt. Min far har opdraget os med den pligt. At vi skal tage del i vores samfund

Og det er ikke sådan, jeg udviser taknemlighed. Ved at gå med nedbøjet hovedet. Ved konstant at nikke ja og løbe efter anerkendelse. Jeg gør det bedst, når jeg er medvirker til at passe på de værdier, der holder det her land sammen. De værdier, som vi har så kære. Også selv om det kan få alvorlige konsekvenser.

Så bliver jeg ved. For det er vigtigt for mig, at de love og de rettigheder vi har her, at vi lader dem gro inde i os. At vi løfter dem med stolthed og integritet og ikke krænker dem.

Slå mit navn op

Du kan slå mit navn op, hvis du får lyst. Jeg har været igennem lidt af hvert. Alt fra at blive kaldt løgner, psykisk syg og svindler. Jeg er blevet udstillet og gjort til skamme. De filmprojekter, som jeg syntes var vigtige for vores samfund, blev forfulgte af gangstere, salafister, dobbeltmoralske venner og journalister.

Folk holdt afstand til mig pludseligt. Dette kun fordi jeg holdt fast i nogle værdier. Fordi sandheden interesserer mig enormt. Og fordi jeg har det her land ganske kært.

Det lyder sikkert for godt til at være sandt. Men det er sandt. For det er her i Danmark, jeg blev forelsket første gang. Her jeg kyssede for første gang. Det er også her i Danmark, jeg smilede for første gang, hvor jeg faktisk mente det. Det er her, jeg følte den der vilde lykkefølelse strømme igennem min krop for første gang.

Frihed, demokrati og retten til at eksistere. Retten til at fravælge den religion, jeg blev født i, uden at blive slået ihjel … Retten til at have ytringsfrihed og personlig frihed. Disse rettigheder respekterer jeg. Jeg vil værne om de værdier, vi har her, med hjertemod, og alt hvad jeg består af

Det er her, jeg første gang stoppede med at være bange. Det er her, jeg begyndte at drømme de store drømme. Det er her, mine sorger har levet i mig. Jeg er blevet til her. Jeg kunne kalde mig filminstruktør her. Og nogle kalder mig endda forfatter og poet. Og de havde faktisk ret høje tanker om mit filmiske talent.

Alt dette takket være frihed, demokrati og retten til at eksistere. Retten til at fravælge den religion, jeg blev født i, uden at blive slået ihjel. Retten til at kritisere. Retten til at have ytringsfrihed og personlig frihed. Disse rettigheder respekterer jeg. Jeg vil værne om de værdier, vi har her, med hjertemod, og alt hvad jeg består af.

Og jeg håber og stræber efter at få den succes, jeg drømmer om, så jeg en dag kan sende en hilsen til afghanske kvinder og ungdommen om, at sådanne værdier også skal blomstre i Afghanistan. At jeg kan være med til at inspirere dem til at tro på, at alt kan lade sig gøre.

For hvis sådan en som mig, med så mange odds imod mig, kan gøre det – så kan de også. Og hvem ved, kære Inger? Måske rejser de sig op en skøn dag og skaber den forandring. De skal jo inspireres af os, der har de rettigheder og den frihed. Hvor fantastisk dygtige vi er til at værne om disse.

Jeg har en drøm

Og hvor vil jeg hen med alle disse ord, som former sig med sorte bogstaver på hvid baggrund? Jeg vil gerne drømme om noget. For jeg har en drøm til nemlig. På vores samfunds vegne.

Og selv om min ven siger, at jeg ikke skal skrive et sådant åbent brev til dig – at det vil få konsekvenser, at jeg igen ville blive forfulgt, ligesom jeg blev forfulgt af din kollega Naser Khader, der ikke mente, at en kunstner som mig skulle have ytringsfrihed eller kunstnerisk frihed, og hele den konfliktsky filmbranche lod stå til – så er det stadig min pligt som borger i det her land at udtrykke min drøm.

Så vi to har noget til fælles, integrationsminister. Vi er begge imod barnebrude. Vi er begge imod kvindeundertrykkelse og social kontrol. Vi er begge mod tvangsægteskab, tvangskærlighed og alt det der.

Jeg har denne drøm. At de love, som du og resten af vores folketing beslutter, vi skal have i det her land – at de også gælder sådan nogle som dig. Min drøm er, at I politikere netop skal gå forrest for at værne om disse værdier. Om demokratiet. At det er jer, der går forrest, der inspirerer os.

Jeg har et mareridt

Jeg har også et mareridt, for vi kommer til at gå en mørk fremtid i møde, hvis det pludselig er tilladt at bøje loven og demokratiet. Vi får korruption.

Og se hvad korruption har gjort ved Afghanistan. Se hvordan magthaverne der stjæler med arme og ben og selv bor i kæmpeslotte, mens piger og kvinder må betale den ondeste pris: I nogle tilfælde myrdes de for at ytre sig, undertrykkes, bliver barnebrude i tvangsægteskaber. Selv kærlighed, og alt det der med at blive forelsket, er ikke altid noget, man bare har ret til.

Så vi to har noget til fælles, integrationsminister. Vi er begge imod barnebrude. Vi er begge imod kvindeundertrykkelse og social kontrol. Vi er begge mod tvangsægteskab, tvangskærlighed og alt det der.

Og heldigvis har vi love her i Danmark, og har haft det så længe jeg husker, som forbyder dette. Og hvem der end krænker de love eller misbruger de love, som vi allesammen er underlagte her i Danmark, så får det konsekvenser. For hvis det skulle ske, at disse love blev brudt, og der ingen konsekvenser var, så ville Danmark få ar i sjælen. Og det er ikke sikkert at dette ar vil hele.

Lad os holde fast i det. Lad os passe på Danmark og på fremtiden. Vi må alle betale den pris, der kræves, for at holde fast i netop det. At korruption ikke bliver hverdag her.

Det kan være at det skaber en tomhed. En ruin i Danmarks hjertes dybeste hav. For hvis det bliver sådan, at så længe man har magt og penge, så kan man slippe afsted med at bryde loven, så er det jo afghanske tilstande.

“Med lov skal man land bygge” – lad os holde fast i det

Over Københavns Byret står de bevingede indledningsord fra Jyske lov, ”Med lov skal man land bygge”.

Lad os holde fast i det. Lad os passe på Danmark og på fremtiden. Vi må alle betale den pris, der kræves, for at holde fast i netop det. At korruption ikke bliver hverdag her. At man ikke kan undslippe loven, når man har gjort noget ulovligt, også selvom man har magten til det. Lad os gå forrest og udvise hjertemod.

Lad os trodse vinde og storme. Hvem ved – måske kan vi forene folket? Og vi kan få et land, der er sundere og rigere, et samfund der ikke giver efter og sælger ud af værdierne, når det bliver lidt svært.

Du har mere magt, end jeg har. Du sidder i en position, hvor du virkelig kan skabe forandring. Hvad end du udtaler dig om, bliver hørt, læst, liket og delt af hele Danmark. Jeg sidder her i min lejlighed med min pen, tanker, følelser og ideer. Jeg har ikke samme magt. Men derfor vil jeg stadig hver dag stræbe efter at være den forandring, jeg ønsker at se i mit samfund og i verden.

Kærlig hilsen,

Manyar Parwani
Filminstruktør, forfatter og endda poet
København Ø
26. juni 2017

#alleerligeforloven

Manyar Parwani

Født i Kabul, Afghanistan, 1978. Kom til Danmark i 1986. Debuterede i 2009 med spillefilmen Himlen Falder om Tønder-sagen, og har desuden instrueret novellefilmen Ibrahim. Parwani arbejder i øjeblikket på to manuskripter, et om sin egen historie som flygtning og et om Omar El Hussein, der i 2015 angreb og myrdede Finn Nørgaard og Dan Uzan.