Theils Cantina: Hvad jeg spiser hjemme og ude

Salat, kylling, tunsauce og en ny canape er født.

Lone Theils 18.08.2017

Det var en pragtfuld invitation til fødselsdag, der sendte mig i køkkenet i den her uge. Intet mindre end en kvindefrokost for næsten 40 interessante kvinder, der strengt foreskrev, at det var forbudt at medbringe gaver. I stedet skulle man komme med en ret, der skulle stilles på fællesbordet – og en flaske vin, skriver Lone Theils.

Jeg var vild med ideen, men hvad laver man egentlig til så mange mennesker, der i princippet kan vælge og vrage mellem den ene ret efter den anden?

Selvfølgelig laver man kanapeer. Små mundhapser, som nærmest springer over på tallerkenen og derfra straks op i munden. Men jeg kan ikke understrege nok, at jeg måske havde været lidt overmodig, da jeg vurderede tidsforbruget og hvor meget 40 mundhapser egentlig fylder på et fad.

Det er få retter i den her verden, jeg elsker mere end den italienske klassiker Vitello Tonnato, der består af skiver af helt tyndt skåret kold kalvefilet, som er overhældt med en kold tunsauce og gerne pyntet med kapers.

Af princip mener jeg egentlig, at der er få retter (vaniljeis måske undtaget), der ikke vinder ved at få lidt kapers drysset over sig. I min husholdning går man aldrig ned på kapers. Uanset hvordan mit køkken ellers er skruet sammen, og hvor tomt mit køleskab kan være, så har jeg altid disse fantastiske militærgrønne mirakler indenfor rækkevidde – som små håndgranater af smag.

Med grillpander skal man altid oliere dét, man griller frem for panden. Medmindre man selvfølgelig har en røgdykkerfetich..

Med kanapeer, som man skal producere samme dag, man tager afsted, handler det også om at holde sig inden for det realistiske. Jeg bestemte mig for at lave en helt ny bastardret, der nok mere er inspireret af Vitello Tonnato end den egentlige ret. Måske sådan mere en slags grankusine.

Kylling Tonnato

Jeg købte fire gode kyllingefileter og hamrede dem så tynde, jeg kunne. Kagerullen ligger stadig i en flyttekasse – men en glasflaske med hyldeblomstsaft kan også udføre jobbet. Så smurte jeg dem med lidt olivenolie og krydrede med rigeligt salt og peber. Med grillpander skal man altid oliere det, man griller frem for panden. Medmindre man selvfølgelig har en røgdykkerfetich.

Da fileterne havde fået en fin farve, tog jeg et bundt grønne asparges og smurte lidt olie på dem og lod dem grille i eftervarmen fra panden.

Så lavede jeg tunsaucen. To dåser tun i olie (olien hældt fra). Strengt taget skal jeg ikke moralisere overfor folk, der foretrækker deres tun i vand, herregud. Vi lever i et frit land. Men jeg kommer nok aldrig dertil, at jeg kommer til at hylde det.

Ned til tunen kom 3-4 ansjoser. Egentlig kan de undlades, men hvis man har ansjoser i køleskabet, så kan man ligeså godt benytte lejligheden til at få dem brugt. Tre-fire spiseskefulde kapers fulgte trop. Man kan sagtens få en vellykket ret med færre kapers, hvis man ikke elsker dem så højt som jeg.

To hårdkogte æg kom jeg også i, og seks spiseskefulde mayonnaise, lidt olivenolie for at løsne lidt op, salt, peber og da saucen stadig var lidt vel tyk efter den havde haft sit første møde med stavblenderen, fyldte jeg efter med yoghurt naturel, jeg alligevel havde i kølskabet.

Til servering havde jeg tyvstjålet en ide fra det asiatiske køkken med at servere mad på et salatblad og jeg havde skilt fem hjertesalater ud i individuelle lysegrønne små tallerkener, som jeg først fyldte kylling, så en skefuld tunsauce på og så pyntede jeg med tomat, citron, en halv grillet asparges og kapers.

Jeg havde en veritabel lille kanapefabrik kørende der i mit mikroskopiske kolonihavekøkken. Bare ærgerligt, at kanapefabrikanten ikke lige havde gennemtænkt præcis hvor meget 40 bastardiserede italiensk-vietnamesiske kanapeer fylder. Det var som at forsøge at spille salatblads-tetris at få bakset bare 17 af dem ind på mit pt. største fad.

Heldigvis havde jeg lige præcis en rest papbund fra sidst jeg var i Tyskland og forkøbe mig i Coca Cola Light. Herligheden blev monteret med sølvpapir, og så transporterede jeg dem og mig selv til den dejligste fest med det overdådigt bord, hvor de lige præcis passede ind på det mellem de andre fantastiske retter.

Egentlig lidt af et mirakel, hvordan man kan få sådan en skøn frokost uden at koordinere til højre og venstre. Jeg mæskede mig i hjemmelavet hummus, hjemmebagt brød med tomater, roastbeef, bønnesalat, ost, vandmelon og andre herligheder.

Og det allerbedste var de helt ustyrligt morsomme og kloge mennesker, jeg kom til bords med. Samtaleemne var, som bordet, et sandt overflødighedshorn, og dækkede alt fra storpolitik til feminisme, vandhaner, Nordkorea, hvordan man laver hyldeblomstgin, tæskehold og andre helt ufattelige nyttige ting.

Lone Theils

Forfatter, journalist, gastronørd. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1996 og har tilbragt 16 år af karrieren som London-korrespondent for Berlingske Tidende og senere Politiken. Har desuden arbejdet for Danmarks Radio, TV2, Radio 24Syv og en række magasiner og blade. Underviser på bl.a. DJMX og kursusleder på DjE. Debuterede som forfatter i 2015 med Pigerne fra Englandsbåden, der er solgt til oversættelse i 16 lande. Forfatter til biografen Globetrotter sammen med Jens Bjerre, der også udkom i 2015. Andet bind i serien om Nora Sand "Den blå digters kone" udkom i juli 2016. I 2017 kom radiokrimiromanen 87 Sekunder i samarbejde med DRs P1. Samme år blev Lone Theils nomineret til Martha-prisen som danskernes yndlingsforfatter. Tredje bog i Nora Sand-serien Heksedrengen udkommer i februar 2018. Har desuden bidraget til rejsebøger om London og Dublin i serien Vide Verden. Kickbokser og uforfærdet amatørkok.