LIV // KLUMME – ” Jeg har ikke været flittig til at besøge gravstedet. Årene gik og indimellem kom jeg forbi, mere af en slags pligt end af behov. Jeg drømte ofte om at skaffe en bænk, så man kunne sidde der i ro og fred og tænke. Men det blev aldrig til noget. I takt med at mine søstre og jeg fik børn, voksede en ny generation frem. Vi var dem, der levede, og de døde hørte ikke rigtig med til vores liv.” Monica Krog-Meyer har nedlagt sine forældres gravsted. Men ikke uden mange overvejelser og tanker.
Min fars begravelse husker jeg, men ikke urnenedsættelsen. Jeg var på højskole.
Min mor havde forhåbentlig andre i familien med, da urnen blev sat ned. Det har været svært at klare for hende, at finde gravstedet, aftale med stenhuggeren, vælge bogstaverne og tallene, der skulle sættes på. Alt det der nu en gang skal til, hvis man vil have sådan et gravsted.
Jeg husker ikke en eneste gang, at vi gik derhen med hende. Måske fordi vi boede så tæt på, kirkegården var vores genbo
Og det ville hun vel. Eller det var sådan man gjorde. Hun havde nok selv brug for et sted at gå hen og tænke på ham, der alt for ung var død fra hende, efter længere tids sygdom. Hun har sikkert også tænkt, at vi 3 børn på 20, 17 og 11 år havde brug for et fysisk sted at mindes vores far.
Jeg husker ikke en eneste gang, at vi gik derhen med hende. Måske fordi vi boede så tæt på, kirkegården var vores genbo. Den lå faktisk på den anden side af vejen.
Det var måske også fordi hun fik nogle svære år med sin ensomhed, sit savn og sit nye liv alene med tre børn, der senere flyttede hjemmefra. Det var en tid og et miljø, hvor man blev inviteret til parmiddage, men når man ikke var par, blev man ikke inviteret. Det må have været noget af et skift for hende.
Hun kom ud af sin sorg, men aldrig for alvor. Hun fandt små øer af glæde, og hun, der altid havde været hjemmegående, fandt endda et job, som hun var glad for og hvor der blev sat stor pris på hende.
Men så døde hun.
Hendes urne blev sat ned i gravstedet. Det husker jeg, for jeg var der.
I takt med at mine søstre og jeg fik børn voksede en ny generation frem. Vi var dem, der levede, og de døde hørte ikke rigtig med til vores liv
De havde skrevet hendes efternavn med ‘h’. Altid det ‘h’, der ikke findes i vores efternavn. Selv dér.
Vi var nu 28, 25 og 19. Jeg var lige blevet mor. Hun havde glædet sig i årevis til at blive mormor, men hun fik kun fire måneder i den rolle.
Nu var hun på kirkegården, ved siden af sin mand. Hendes navn blev sat med samme skrift, på den samme sten. Under det store fyrretræ.
Jeg har ikke været flittig til at besøge gravstedet. Årene gik, og indimellem kom jeg forbi, mere af en slags pligt end af behov. Jeg drømte ofte om at skaffe en bænk, så man kunne sidde der i ro og fred og tænke.
Men det blev aldrig til noget. I takt med at mine søstre og jeg fik børn voksede en ny generation frem. Vi var dem, der levede, og de døde hørte ikke rigtig med til vores liv.
De lå på kirkegården. De kunne besøges dér. Vores børn har været med forbi. Men det siger dem ikke rigtig noget. De historier, vi fortæller, preller af, for de har jo aldrig kendt deres mormor og morfar.
Mine søstre har været gode til at pynte op, plante tulipanløg ved juletid, sætte nye buske og lægge grene. På et tidspunkt ændrede vi på gravstedet. Det var blevet kedeligt, nærmest usselt, så noget måtte gøres. Og det gjorde vi, så det så pænt ud igen.
Et gravsted er noget, der skal betales. Dels for at have den lille firkant, dels for pasning året igennem. Det er den slags udgifter, man ikke lige har så meget konkurrence på. Der er hverken tilbud eller mulighed for at få rabat. Betal ved kasse 1, og det er dyrt.
Ingen af os har følt sig tvunget til at tage en beslutning, der er ubærlig. Nu var det rigtige tidspunkt kommet for os alle tre. Gravstedet blev opsagt
Her forstod jeg for første gang, hvad stigende jordpriser betyder, for det slog igennem på betalingen for gravstedet. Det blev dyrere og dyrere. Men selvfølgelig skulle vi da have det gravsted, tænkte jeg. Og vi var heldigvis 3 om at dele udgiften.
Selvfølgelig strejfede det mig også fra tid til anden, om ikke vi skulle spare de penge og opsige det. Men det er en svær samtale at tage fat på. Vi har hver vores forhold til det gravsted.
Det er langtfra ligegyldige overvejelser, hvordan vi hver især har det med vores forældres eftermæle. Hvorfor lave om på det? Ikke alt i vores liv behøver at være rationelt. Der kan komme dage, hvor det er vigtigt at søge netop derhen. Men de dage er altså ikke kommet for mig de sidste 45 år.
Det store spørgsmål er jo: Kan man nedlægge sine forældres gravsted?
Ja, selvfølgelig kan man det. Hvem skal man tage hensyn til?
Langt de fleste af mine forældres jævnaldrende kan ikke protestere eller blive stødt på manchetterne. De ligger selv i jorden. Men hvad siger det om os børn, hvis vi bare sløjfer det sted? Det er dog det sidste, der er tilbage af vores forældre.
Er det ikke noget vores børn meget hellere skulle tage sig af? Senere?
Vi betaler så længe, så kan de fjerne det, når vi ikke længere er der, de har ingen følelser i klemme. Men risikoen for at en af os bliver tussegammel og dermed pålægger de andres børn at skulle betale for et gravsted, hvor der ligger nogle, de ikke kender, er absolut til stede.
Det er ikke fair overfor dem. Beslutningen ligger hos os tre søskende.
At blive lagt under et træ i skoven, i en urne uden ‘h’ i efternavnet, er mere min stil
Vi har taget tilløb nogle gange, og vægret os ved det.
Men nu er beslutningen taget. Endnu en fornyelse af gravstedet skulle betales, og så tog vi os sammen. Ingen af os har følt sig tvunget til at tage en beslutning, der er ubærlig. Nu var det rigtige tidspunkt kommet for os alle tre. Gravstedet blev opsagt.
Men hvad så med urnerne? Dem kan man da ikke bare smide væk!
Nej, bestemt ikke. Her må jeg sige, at kirkegårdssystemet fungerer fint. Urnerne bliver bare stående. Og er der nogen, der vil leje gravstedet, så sætter man urnerne længere ned, så ‘de nye beboere’ ligger ovenpå.
Glimrende løsning. De ligger der derfor endnu, mine forældre, derude på det sted, der i sin tid blev valgt.
Jeg behøver vist ikke at sige, at når den tid kommer, så bliver det ikke et gravsted med sten og inskription. At blive lagt under et træ i skoven, i en urne uden ‘h’ i efternavnet, er mere min stil.
LÆS MERE AF MONICA KROG-MEYER HER
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
