
SEIKATSU – japansk hverdag: Det offentlige Japan sparer med premierministeren i spidsen på elektriciteten til kontorernes aircondition ved at knappe de øverste knapper i skjorten op.
Engang var billedet – eller måske rettere karikaturen – af den japanske kontormand uløseligt forbundet med hans slips og jakkesæt, som hang på ham dag efter dag.
Helt løgn var det jo ikke, hvilket man kunne forvisse sig om ved at vandre rundt på fortovene i en japansk storby i frokostpauserne, hvor hærskarer af jakkesæt med slips forlod deres skriveborde for at få nogle hurtige nudler og bagefter lidt hurtig kaffe sammen.
Men i de senere år er der sket en meget synlig ændring i dette billede – især om sommeren.
Præcis fra og med 1. maj er mange af slipsene pludselig forsvundet, skjorterne har fået korte ærmer, og jakken er måske ligefrem smidt. Vi kan imidlertid se frem til, at de præcis 1. oktober atter vil dukke op i gadebilledet.
28 grader på kontorerne
Det er ‘Cool Biz’-kampagnen, der har virket. Siden 2005 har hele det offentlige Japan med premierministeren i spidsen sparet på elektriciteten til kontorernes kværnende aircondition-maskiner ved at gøre det muligt at knappe de øverste knapper i skjorten op.
Kampagnen blev søsat af den daværende Koizumi-regerings markante miljøminister, Yuriko Koike.
Det er ‘Cool Biz’ kampagnen, der har virket. Siden 2005 har hele det offentlige Japan med premierministeren i spidsen sparet på elektriciteten til kontorernes kværnende aircondition-maskiner ved at gøre det muligt at knappe de øverste knapper i skjorten op.
Siden Fukushima-ulykken i 2011, som i årevis har sat de fleste af landets atomkraftværker i stå, er kampagnen blevet skærpet til ”Super Cool Biz”. Perioden er blevet udvidet til fem måneder, den anbefalede temperatur i kontorerne er sat op til 28 grader i den hede sommer, og selv polo-skjorter og hawaii-skjorter er blevet anerkendt kontorbeklædning.
Protest fra slipse-fabrikanterne
Kampagnen omfatter også gode råd om at lægge en større del af arbejdsdagen tidligt om morgenen eller ud på aftenen, drikke kolde drikke frem for varme drikke i dagens løb samt bære bomuldsbukser frem for kunststof-bukser. Cowboybukser og sandaler kan ligefrem godt gå an – under visse betingelser.
Miljøministeriet vurderede i sin tid i 2005, at kampagnen havde givet et fald i CO2-udledning på 460.000 ton bare på et enkelt år. Det svarer til en million japanske husstandes udledning på en måned. Året efter var besparelsen på 1,14 millioner ton.
Det vurderes, at kampagnen i begyndelsen styrkede den japanske økonomi med ikke mindre end, hvad der svarer til seks milliarder danske kroner om året. Omend salget af slips om sommeren gik ned med en tredjedel, og slipse-fabrikanterne indtrængende appellerede til regeringen om at holde op med det pjat.
Respekt for modparten
Der ses trods alt stadig slips. Også i dag. Mange slips.
Dels fordi de ligger i inderlommen til de virkeligt vigtige møder, hvor det er afgørende at signalere til den ærede og respekterede modpart, at man tager ham seriøst.
Dels fordi det private erhvervsliv har haft svært ved at forlige sig med kampagnen. I de store virksomheders hovedsæder er man stadig bedst tilpas med jakker og slips.
Dog har nogle af Japans industri-giganter som for eksempel Toyota gjort kampagnen til deres egen og beordret alle medarbejdere til at smide slipset til hverdag i hele sommerperioden.
Kunne du lide, hvad du læste? Så er du meget velkommen til at dele historien med dit netværk. Du må også gerne like vores Facebookside. Og du er velkommen til at donere til fortsatte Seikatsu-skriverier på Mobilepay +45 2636 0251. Det er helt frivilligt.
Foto: Mario Kaoru Mevy, Flickr/Creative Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her