MADKLUMME – Søde kartofler, de der store orange knolde der ligger i supermarkedet, er en fantastisk grønsag. Herhjemme bruger vi den til mos eller pommes fritter, skriver Trine Nygaard Wibrand. Var det noget med en sprød eftermiddagssnack?
Når man bruger kartoflerne til mos, er det en god ide at blande en god gammeldags bagekartoffel i, for den søde kartoffel har en tendens til at blive lidt vandet, når den moses. Bagekartoflen giver en mere cremet mos.
Hjemme hos os er sweet potato fries blevet den 14-åriges hofret. Det er forholdsvist nemt at lave og forholdsvist sundt, og så er det en god snack når man er lidt eftermiddags-lækkersulten. Og det er teenagere jo som bekendt. Så vi har gerne et par søde kartofler liggende, så man kan lave sig lidt sund soulfood à la teenager.
Serveres med hjemmelavet chilimayo, som du laver med mayonnaise og sriracha stærk chili sauce fra Flying Goose Brand. Det er den bedste
Når du vælger de søde kartofler til pommes fritter så vælg dem der er aflange og regulære i formen. De er nemmere at skære og får regulære pommes fritter ud af end de mere uformelige som du kan bruge til mos. Mosen laver du som almindelig kartoffelmos bare med søde kartofler i stedet. Husk smør, salt og måske lidt hvidløgspulver.
Det skal du bruge:
Krydderiblanding. Vi bruger timian, rosmarin, løgpulver, hvidløgspulver, salt og citronpeber. Og lidt chiliflakes efter humør. Man kan lave en krydderiblanding og have stående i et glas. Vi laver det fra gang til gang.
Olivenolie eller anden god olie
5 søde kartofler. Det er en smagssag om du vil skrælle dem. Vi gør det ikke. Det bliver lidt mere rustikt, men skrællen indeholder masser af vitaminer og smager fint. Vi skærer dem i hånden. Brug en meget skarp kniv og pas lidt på. De er lidt svære at skære og kan godt smutte, så arbejd stille og roligt.
Sådan gør du:
Forvarm ovnen til 220 grader
Vask kartoflerne og skær dem ud i passende stænger i en tykkelse, du kan lide. De trækker sig lidt sammen i varmen, så lav dem ikke mindre end en cm, gerne lidt tykkere. Bland olie og krydderier i en skål og vend kartoflerne i blandingen, så alle får olie og krydderi på sig. Læg kartoflerne jævnt på et stykke bagepapir på en bradepande. De må ikke ligge i en bunke, men skal ligge med et lille mellemrum, så får du den bedste pommes frites.
Bages indtil de er gyldenbrune, cirka 20 minutter. Kig til dem undervejs og vend dem gerne halvvejs.
Lad dem afkøle i 5 til 10 minutter før servering.
Serveres med hjemmelavet chilimayo, som du laver med mayonnaise og sriracha stærk chili sauce fra Flying Goose Brand. Det er den bedste. Fås overalt.
Alle fotos skribenten
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her