Taxamandens klumme: En køretur ud over alle grænser

i Liv & Mennesker/Klumme af
LIV & MENNESKER // KLUMME – POV’s skrivende taxichauffør, Jesper Grunwald, sendte vemodige tanker til sin afdøde far, da han havde sat kunden af ved pragtvillaen i det smukkeste rigmandskvarter nord for hovedstaden: ”Jeg er jo ligesom dig, du gamle. Grænseoverskridende, når det handler om nysgerrighed og lysten til at komme tæt på folk. Fik jeg nogensinde sagt tak? Og kan du mon mærke nu, hvor lykkelig jeg er over at have arvet nogle af dine tossede sider?”

”She is a lady, treat her like one!”.

Jeg husker replikken fra en eller anden film, jeg ikke har kunnet google mig frem til. Ligesom det gamle R&B-nummer: ”Treat her …” – ja, ikke blot som en kvinde, men ”… like a lady”.

Men lige her i aftenskumringen er der hverken tale om B-film eller om rythm’n’blues. Det handler om en kunde, der skal køres hjem til forstaden efter en meget festlig, forlænget frokost – er jeg sikker på. Hun er ikke fuld, men lykkeligt rislende beruset. Jeg vender den sølvfarvede Octavia og ærgrer mig over, at jeg ikke kører en eller anden motherf… Mercedes i dag. Dens aura ville passe bedre til kvinden i den flotte frakke og med den let aristokratiske udstråling.
Og hun er skrap.

Jeg vil gerne give value for money, men jeg vil ikke være en latterlig butler

“Hallo der”, råber hun, fordi hun tror, at jeg er på vej bort igen.

Det er den gamle tysklærer, der slår igennem, forstår jeg senere, da vi finder ud af, at vi stort set er på samme alder og har oplevet meget andet her i livet end at drikke Chardonnay og køre taxi.
Ingen grund til råberi. Jeg ville jo bare give kunden den bedste indstigning udenom grusbunkerne og byggematerialerne, som ofte ligger udenfor husene i dette kvarter.

Jeg hopper ud af taxien for at yde den full-service, som en veloplagt kunde fortjener. Og da især når hun tror, at jeg er en af de der idioter, der ikke kan finde den rette adresse og bare kører igen.

Smækker døren, tilbage bag rettet. Og så skal jeg finde det sprog frem, som er en passende blanding af ydmyghed og integritet. Det er en slags arbejdsskade. Jeg vil gerne give value for money, men jeg vil ikke være en latterlig butler. Jeg kigger i bakspejlet, og nu kan jeg se det.

Vi slapper af.

Ydmyghed, men ikke mindreværd. Sådan er jeg. Selvværd, men ikke arrogance. Sådan er hun.

Det er ”granitperkeren” – et strøg af bornholmsk sang i sproget, der bryder isen for alvor. Hun griner højlydt, da jeg fortæller om det øgenavn, jeg for mange år siden fik af en langhåret skomager på Nørrebro – en stolt etikette, der har fulgt mig ind i taxilivet. Der er tyrkere, kurdere, arabere, pakistanere – og så en enkelt granitperker. Jeg er stolt af min skæve etnicitet i disse nationalkonservative tider, der dyrker danskheden som et afhængighedsskabende rusmiddel.

Min kunde elsker min fødeø.

Vi taler om især øens sydlige egne, hvor hendes familie havde sommerhuse, og hvor jeg tilbragte mine sommerferier fra gymnasiet med at sælge softice, keramiske souvenirs, miniature-røgerier, håndterlige rundkirker og Krølle-Bølle-is. Hun interviewer mig om mit liv og vejen ind i taxiverdenen, og vi taler om de fede tider, som vores generation oplevede i de frisatte 70’ere. En sentimental rejse i naturens skønhed og tidens gang, kondenseret i en 20-minutters køretur fra hovedstaden til villakvarteret med de smukkeste huse på grænsen mellem land og by.

Nærmest smålykkelige, fornemmer jeg, vi er enige om. Jeg er det. Og hun, muligvis stimuleret af eftermiddagens kølige glas. Rislende livsglæde.

“Vil du ikke med ind og se udsigten til haven?”

Hun gider ikke, at jeg bruger GPS’en. Nu tager hun styringen. Guider mig fra den rette frakørsel på motorvejen. Leder mig ned mod kysten og op ad nogle sideveje, mens jeg netop aner Øresund og skibene derude i den meget kølige forårsaften. Den tid på året, hvor alle udsigter er krystalklare, inden varmeflimmer og -dis sætter ind.

Nu bliver det indviklet.

“Til højre her. Til venstre. Nej ikke nu. Jeg skal nok sige til. Og kører du forkert, er det jo kun en fordel for dig selv”, siger hun og afslører mit lidenskabelige forhold til det tikkende taxameter.

Vi smiler til hinanden igen, mens jeg klemmer taxien ind ad en smal grusvej mellem tætte træer på begge sider og ind på pladsen foran den store villa. Jeg komplimenterer hende for familiens smukke hus.

“Vil du ikke med ind og se udsigten til haven?”

Jeg tøver en stund, selv om tilbuddet er en intuitiv venlighed fra et medmenneske, der er privilegeret, men som vil blæse på konventionerne om kløften mellem samfundets klasser. Jeg mumler noget om, at dagen er ved at slutte – og siger så alligevel ja, fordi jeg kan mærke, at hun og jeg er modelleret ud af den samme ler af nysgerrighed. Hun åbner døren til villaen og vinker mig ud af taxien. Råber til manden, at taxachaufføren lige skal se haven. Han arbejder på førstesalen, og vi hilser høfligt på hinanden.

OK, nu bliver jeg svulstig, hvilket jeg principielt hader på skrift.

Paradisets have!

Det er på køreturen hjem, at jeg tager den ordløse samtale med min afdøde far. Ham, der tiltalte helt fremmede mennesker på gaden, når han havde noget spændende at sige eller spørge om

Det er den smukkeste udsigt fra en kæmpe plæne – ud over moseområdet for enden af grunden. Hun fortæller om, hvorfor familien faldt på stedet, da København blev for snæver. Om det passionerede ønske om frisk luft. Om at fælde træer og kunne kigge frit til alle sider og helt ud til horisonten.

Ti minutters guidet tur gennem et lykkeligt menneskeliv. Den frisatte nysgerrigheds forløsning uden klamme hensigter. Et møde, der næppe gentager sig. Og så et farvel på corona-manér, selv om denne tur fortjente et kram.

taxamand køretur
Paradisets have. Nærmest. Taxamandens køretur til det smukke hjem bringer ham i tanker om lykkeligt levede liv og taknemmelighed. Foto: Hippopx

Det er på køreturen hjem, at jeg tager den ordløse samtale med min afdøde far. Ham, der tiltalte helt fremmede mennesker på gaden, når han havde noget spændende at sige eller spørge om. Hans kone og vi børn rystede principielt på hovedet ad denne form for anstændig, intuitiv blufærdighedskrænkelse.

Det er den barnlige nysgerrighed, jeg har arvet.

Tak for det, du gamle – og tillykke med 90-årsdagen den 17. maj!


LÆS FLERE TEKSTER I POV AF JESPER GRUNWALD TAXAMAND HER


Topillustration: Taxamandens køretur ud over alle grænser. Foto: Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Liv & Mennesker