
MADKLUMME // SUNDHED – Grønne smoothies er sunde og mættende. Herhjemme er det kun mig, der kan lide dem. Min familie synes, de smager af søvand. Det kan være fordi, jeg ikke har en sød tand og derfor ikke putter banan, dadel eller andet sødestof i.
Smoothies er en god måde at få mere sundhed ind i hverdagen. Det behøver nemlig ikke at være så kompliceret at være sund. Igennem de sidste par uger har jeg deltaget i en gruppe på Facebook som Kræftens Bekæmpelse har oprettet. Igennem 10 uger skal man fokusere på at leve sundere. Hver uge får man en ny opgave.
I denne uge er det for eksempel at spise mere fuldkorn. Det slår mig, hvor kompliceret folk gør det at leve sundt. Som om det er en opgave at spise mad som er god for kroppen.
Jeg spiser smoothies, fordi jeg er dårlig til at spise morgenmad og fordi jeg er virkelig doven, når det gælder om at finde gode, sunde snacks
Samtidig løb jeg ind i en bekendt, der gerne ville i gang med de der grønne smoothies for at få nogle flere grønsager ind i sin kost på en nem måde. Så her er min basisopskrift, som du selv kan bygge videre på.
Jeg spiser disse smoothies, fordi jeg er dårlig til at spise morgenmad og fordi jeg er virkelig doven, når det gælder om at finde gode, sunde snacks. Så for at det hele ikke skal ende med rugbrødsmadder, laver jeg en stor portion af det, jeg kalder min “base”, og så kan jeg bygge videre på den til de enkelte smoothies.
Til “basen” skal du bruge:
En hel agurk
Tre stilke bladselleri
En stor håndfuld babyspinat
Citronsaft
Vand
Blend det hele, og du har nu din base. Hæld den på glas eller flaske, så kan den holde sig et par dage på køl. Jeg får som regel tre smoothies ud af en base, men det afhænger af det glas eller den drikkedunk, du drikker din smoothie af.
Hvis du ikke holder af den kraftige sellerismag, så lad være med at putte det i. Put i stedet mere spinat eller agurk i, eller udelad det helt.
Nu kan du bygge ovenpå med smag og ingredienser. Hvis du er til det søde, så smid en banan i. Det giver en god konsistens og en dejlig sødme. Er du, som mig, ikke vild med bananer, kan et æble give sødme til drikken. Du kan også prøve dig frem med dadler, sirup eller honning. Kodeordet her er at prøve sig frem.
Sødme:
Banan, dadler, sødt proteinpulver, honning, sirup, ananas, mango, bær, æble – al slags sød frugt, gerne frossen.
Grønt:
Babyspinat er det nemmeste at bruge. Det blender godt og smager ikke kraftigt. Og ellers kan du bruge grønkål, men det kræver en stærk blender. Du kan også prøve at putte en rødbede i. Eller gulerødder. Prøv dig lidt frem.
Krydderier:
Kanel, kokosolie, lidt chili, ingefær, gurkemeje.
Nødder:
Nødder og kerner giver masser af fiber og gode fedtstoffer.
God fornøjelse!
Fotos: Skribenten
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her