PSYKIATRI // KRONIK – Jeg under alle børn en fair chance, men politikerne, de store fonde og dem, der sætter dagsordenen, fortsætter med at vende det blinde øje til børne-ungepsykiatrien. Uligheden i sundhed er i høj grad strukturel, og den kommes ikke til livs, før beslutningstagerne tager ansvar for hele befolkningen og ikke blot dem, der ser syge ud udenpå, skriver Hejdi Gamst, hvis datter har været i behandling i børnepsykiatrien.
I 2022 fejrede jeg og min familie jul på en lukket psykiatrisk afdeling med min dengang 16-årige datter. Hun var indlagt på syvende måned i, hvad der senere skulle vise sig at blive en 18 måneder lang indlæggelse.
På de lukkede børne-unge psykiatriske afdelinger, har søskende under 18 år ingen adgang. Derfor var vi også denne juleaften forvist til undersøgelsesrummet/visitationsrummet – i denne kronik blot kaldet visitationsrummet.
Fælles for børnene og de unge på lukket psykiatrisk afdeling er først og fremmest, at de alle er forpinte i en grad, hvor det virker mere befriende at ende sit eget liv end at leve.
Et visitationsrum ligger i forlængelse af det lukkede afsnit, så de unge kan blive kropsvisiteret, inden de kommer ind i afdelingen igen. Visitationsrummet på Bispebjerg Hospitals lukkede Børne-Ungeafdeling har hvide vægge. I det ene hjørne står der en hjørnesofa i et glat materiale, som nemt kan tørres af, i et andet hjørne en skærmvæg og en stor gammeldags vægt. I det tredje hjørne en håndvask og i det sidste hjørne et stort hvidt skab med utensilier. Visitationsrummet er med andre ord et klinisk rum, hvortil familier med søskende til den indlagte er forvist til familieaktiviteter.
Julen 2022 var ikke anderledes end andre dage, hvor vi havde lillebror med på besøg. Vi mødtes med vores datter i visitationsrummet – vi havde selv medbragt lidt julepynt, julegodter og gaver. Vi havde fået tildelt et timeslot på halvanden time, og vi prøvede at skabe illusionen af en jul på nogle helt forkerte præmisser.
Børn og unge, der er indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling har typisk svære depressioner, alvorlige spiseforstyrrelser eller er psykotiske. Mange er selvmordstruede og skader sig selv ved enten at banke hovedet gentagne gange ind i væggen så der opstår store sår i panden, eller de skærer dybe sår i arme og ben med sten eller glas, som de smugler ind eller de sluger blyantsspidserblade, batterier, sten – you name it – som enten skal hentes ud på en kirurgisk afdeling eller også kommer ud igen med afføringen.
Fælles for børnene og de unge på en lukket psykiatrisk afdeling er dog først og fremmest at de alle er forpinte i en grad, hvor det virker mere befriende at ende sit eget liv end at leve.
Livet på en lukket psykiatrisk afdeling er ikke stille
Det levede liv – hvis man kan kalde det for et liv – på en lukket psykiatrisk afdeling er dog ikke nødvendigvis et stille liv. Hovedbanken eller uro hos en ung forplanter sig i resten af afdelingen gennem de tynde vægge. Når det sker, så opstår der ofte det man kalder for ”affektsmitte”. Det er når en ung persons affekt smitter af på andre unge, med det resultat, at de også får det skidt og i yderste konsekvens bliver fastholdt og bæltefikseret. Smitteveje som man under ingen omstændigheder ville acceptere i det somatiske sundhedsvæsen, hvor man indretter isolationsstuer til særligt smitsomme sygdomme.
Men det gør man bare ikke i psykiatrien, her er smitte et vilkår. Børnene og de unge behandles i udstrakt grad med psykofarmaka og miljøterapi. Psykofarmaka bruges til at genoprette kemiske ubalancer i hjernen, til at dulme symptomer, til at stemningsstabilisere, til at berolige, til at sedere. Der er begrænset med medikamenter i psykiaterens skuffe – mange lægemidler, som bruges på voksne, er nemlig ikke testet på børn og unge, og kan derfor ikke bruges. Derfor sætter man også stor lid til ”miljøterapien”.
I fraværet af rammer der reelt virker helende, bliver man mødt med: ”Når først hendes frontallapper i hjernen er modnet, så falder alting på plads og hun får det bedre”. Altså et ”vent og se, om ikke barnet kurerer sig selv”-princip. Det er et princip, der er dyrt både økonomisk og menneskeligt.
“Miljøterapi” beskrives som en central behandlingsform i børne- og ungdomspsykiatrien. Tanken er, at det daglige miljø, forstået som relationer, struktur og samvær, i sig selv har en terapeutisk effekt. Når udvalget af psykofarmaka er begrænset, og medicin primært dæmper symptomer, lægges der derfor et stort ansvar over på “miljøet”.
Miljøterapi forudsætter trygge fysiske omgivelser, stabile relationer og mulighed for privatliv og familiekontakt – også under svær sygdom. Når børn og unge tilbringer deres indlæggelse i kolde, kliniske rum, og når familieliv henvises til visitationsrum med vaskbare overflader, bliver forestillingen om et helende miljø imidlertid svær at opretholde. Hertil kommer et vedvarende rekrutteringsproblem, der betyder, at forbruget af vikarer og FADL-vagter er stort, og at genkendeligt personale reduceres til overfladiske kontakter.
Samtidig risikerer miljøterapi at blive en restkategori: det, man kalder behandlingen, når ressourcer, personale og specialiserede tilbud mangler. I stedet for reel behandling dækker begrebet over opbevaring og skadesbegrænsning.
Miljøterapi kan være værdifuld. Men kun, hvis miljøet faktisk er terapeutisk. Når rammerne svigter, bliver miljøterapi ikke behandling, men en fortælling om behandling. Og prisen betales af de mest sårbare børn og deres familier.
I 2024 døde flere børn til selvmord end af kræft
I fraværet af rammer, der reelt virker helende, bliver man mødt med: ”Når først hendes frontallapper i hjernen er modnet, så falder alting på plads og hun får det bedre.” Altså et ”vent og se, om ikke barnet kurerer sig selv”-princip. Det er et princip, der er dyrt både økonomisk og menneskeligt. De unge får længere indlæggelser og kan tage varig skade på sjælen. Hvis man overførte samme princip til børn og unge med skæve blodprøver, der pegede i retning af alvorlig blodsygdom, ville man aldrig acceptere dette ”vent og se”-princip.
Projekt Nordstjernen var Region Hovedstadens forsøg på at skabe ordentlige og tidssvarende rammer for psykisk syge børn og unge. Men det projekt er nu blevet lagt i graven, fordi somatiske supersygehuse, parkeringspladser og mor-barn-afsnit har ædt puljen af penge til sundhedsvæsenet i regionen. Regionspolitikerne vil indvende, at de har vedtaget opførelsen af et familiehus på Glostrup Hospital. Men de børn og unge, der er indlagt på lukkede afsnit, kan ikke gøre brug af et familiehus – de er simpelthen for syge til udgang.
Der er ingen familiehuse, der er intet Ronald MacDonald-hus, der er ingen patienthoteller, ingen hospitalsklovne, der er ingen rum tilgængelige, som inspirerer til almindeligt familiesamvær. Der er kun kolde kliniske lokaler eller møderum.
Når børn og unge er indlagt i psykiatrisk regi, er der ingen familiehuse, der er intet Ronald MacDonald-hus, der er ingen patienthoteller, ingen hospitalsklovne, der er ingen rum tilgængelige, som inspirerer til almindeligt familiesamvær. Der er kun kolde, kliniske lokaler eller møderum, og det er det, du og din familie er henvist til, hvis du er så uheldig, at dit barn bliver psykisk syg og bliver indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling.
Ny dansk forskning har sammenlignet somatisk og psykisk syges børn og unges indlæggelsesvarighed, morbiditet og mortalitet. Studiet viser med al tydelighed, at psykisk syge børn og unge har markant længere indlæggelsestid og større sygelighed og højere dødelighed. Hov! Fik jeg nævnt, at der i 2024 døde flere børn af selvmord end af kræft?
For at foregribe dem, der vil sige, at min oplevelse er fra 2022, og meget har ændret sig siden da, kan jeg sige med det samme, at det har det ikke. Jeg har fået talrige beskeder i min indbakke fra mennesker, der beskriver de samme forhold igen og igen. Flere har erfaring fra kræftforløb og beskriver det som en spa-oplevelse sammenlignet med det, de oplevede i børne-ungepsykiatrien.
En mor skrev til mig ”som forælder til et barn med anoreksi og et barn med aggressiv lymfekræft, må jeg desværre konstatere, at det er to bekymrende forskellige oplevelser.” ”Som kræftpatient står alle klar med det samme og er med hele vejen, men i psykiatrien er det som at være på en tømmerflåde på åbent hav.” ”Tænk sig, hvis de havde sagt til min datter med kræft, at det ikke havde spredt sig nok”. ”Det er omsorgssvigt, det der sker.”
Jeg under alle børn en fair chance, men politikerne, de store fonde og dem, der sætter dagsordenen fortsætter simpelthen med at vende det blinde øje til børne-ungepsykiatrien. Et problem, der ikke løses ved at slå somatikken og psykiatrien sammen og give lidt mønter til forskning.
Uligheden i sundhed er i høj grad strukturel, og den kommes ikke til livs, før politikerne, fondene og beslutningstagerne tager ansvar for hele befolkningen og ikke blot dem, der ser syge ud udenpå.
Læs mere om psykiatri i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og