Vi er lige ved at være i mål med hele vores historie. Om en uge ruller sidste afsnit over skærmen, og så er vi alle historie. Asser Amdisen anmelder næstsidste afsnit og har igen mest pænt at sige om serien. Der var dog lidt vel meget Stauning i afsnittet om første halvdel af 1900-tallet.
Den store landsfader socialdemokraten Thorvald Stauning fik i dagens afsnit af Historien om Danmark den helt fornemme behandling, hvor hans sejre blev ophævet til gigantiske triumfer og hans nederlag sprunget over, så vi for første gang siden middelalderen af serien er blevet præsenteret for en ægte danske helt, som dog ikke kæmpede med sværd ved daggry, men med whisky og cigarer i de sene nattetimer.
Afsnittet tog sin begyndelse hos tyendet på landet og gled derfra over i beskrivelse af kampen for kvindelig valgret. Selvom vandringen fra by til land i dramatiseringen blev til en egentlig folkevandring, hvor vejene var fulde af mennesker, hvilket er sært når resten af serien ellers i voldsom grad har manglet statister, så var det faktisk ikke nogen dårlig start.
Serien har de sidste mange afsnit fokuseret på den politiske historie og med den vinkel, så er det fra begyndelsen af det tyvende århundrede, at både kvinder og de fattigste i samfundet for alvor bliver spillere på den scene.
At forklare Socialdemokraternes tidlige velfærdsstatsforsøg uden Keynes gør historien til personbåren heltehistorie og selvom forsimplinger er nødvendige i denne type fremstillinger, så kan det også blive for banalt
Med et efterhånden gentagent tema, som også senere i afsnittet kom til at give problemer, så burde man nok have set på den internationale baggrund for de bevægelser. Fagbevægelsen for kvinder starter ikke med Marie Christensen, men er en del af en internationale bevægelse. Kvindernes valgret er heller ikke en ide født på disse kanter, og selvom dens betydning var stor, så var den ikke særligt dansk.
Man fik plads til tre kvinder
Marie Christensen er en af tre kvinder, som tillægges så stor betydning for Danmarkshistorien, at de fik selvstændig plads i afsnittet. Hun er et godt eksempel på kampen for organisering og stemmeret. De to andre eksempler er mindre velvalgte. Dagmar Overby, som myrdede en række børn, som hun havde lovet at tage sig af, er en interessant historie, som man sagtens kunne lave selvstændige udsendelser om.
Den kan både fortælle om det tyvende århundredes historie, om kvinders forhold og om forståelsen af barndommen, men igen synes jeg, at seriens tilrettelæggere lader sig forføre af en sensationshistorie, og ved at fortælle den tager de fokus og perspektiv fra fortællingen om alle de børn, som er født uden for ægteskab og hvis skæbner er vigtige – også selvom de ikke blevet slået ihjel.
Da kvinder og tyende er overstået og faren for feministisk kritik i dagspressen er afværget kan historien igen komme til at handle om alvorlige mænd i jakkesæt, som udøver politik og ryger cigarer.
Der er ingen tvivl om, at skal man sætte et centralt tema i de første 50 år af det tyvende århundredes indenrigspolitik, så må det være den forbedring af levevilkårene for almindelige mennesker, som sættes i gang. Det er jo lidt morsomt, at afsnittet både i fortællingen om rationeringsmærker under første verdenskrig og i fortællingen om Kanslergadeforliget lader disse tidsmæssigt ret adskilte begivenheder være starten på velfærdssamfundet.
Det er næppe tilsigtet, men er vel ikke helt tosset, da velfærdssamfundet næppe havde ét udgangspunkt. Der manglede dog en reference til Bismarck og Estrups sociale initiativer, som i slutningen af 1800-tallet forsøgte at pacificere arbejderklassen med penge, hvilket nok var den første start på velfærdssamfundet.
Når dagens afsnit beskrev det tyske ultimatum i 1943 og den danske regerings tilbagetræden, som regeringen ”last stand” for demokratiet, så er det bestemt ikke hele sandheden. Det er vel nærmere, at de sidste patetiske rester af dansk demokrati allerede var kasseret i 1941 og regeringens tilbagetræden i august 1943 i højere grad handlede om, at de danske politikere på det tidspunkt efter Stalingrad og el-Alamain indså, at tyskerne ikke kunne vinde krigen og derfor i sidste øjeblik forsøgte at skifte side
Staunings person får rigtig meget opmærksomhed i afsnittet. Der er vel heller ingen tvivl om, at han i høj grad er blevet symbolet på den krisepolitik, som efter børskrakket i 1929 blev ført for at redde økonomien og at hans indsats både i forbindelse med Påskekrisen i 1920 og i forbindelse med Kanslergadeforliget i 1933 var af meget stor betydning.
Udelod resten af verden
At man i løbet af 1930erne får gang i den danske økonomi skyldes dog mere end whisky serveret af Staunings kærestes (den tredje kvinde). Den engelske økonom John Maynard Keynes var i trediverne tidens førende økonomiske tænker og hans ideer lå bag både New Deal i USA og såmænd også Staunings reformer i Danmark.
At forklare Socialdemokraternes tidlige velfærdsstatsforsøg uden Keynes gør historien til personbåren heltehistorie og selvom forsimplinger er nødvendige i denne type fremstillinger, så kan det også blive for banalt.
Dansk udenrigspolitik spillede en meget lille rolle i afsnittet. Der er lidt om sikringsstyrken under første verdenskrig og 9. april beskrives nærmest som en overraskelse. I hele den omhandlede periode går Danmarks udenrigspolitik ud på at holde os uden for ballade, hvilket vi i store træk gør ved at underkaste os den til enhver tid stærkeste nabo.
Nogle gange var det vanskeligt, hvilket fx var tilfældet, da tyskerne under første verdenskrig forlangte en minering af de danske farvande, hvilket vi elegant løste ved at udlægge minerne og samtidigt sende kort over deres placering til englænderne. At holde sig uden for ballade har også fordele.
Ingen Scavenius
Rationering og knaphed var vilkårene for dele af befolkningen, men Historien om Danmark glemte helt at fortælle om, at der også var danskere, som tjente fedt på at handle med både englændere og tyskere under verdenskrigen.
Arkitekten bag denne neutralitet var den radikale Erik Scavenius, som ikke blev nævnt i afsnittet, men som vel dukker op som skurk i næste uge. I det hele taget så er det jo også en del af historien om Stauning, at han igennem hele sin statsministertid fører en så eftergivende politik over for Tyskland, at det egentligt ikke spillede den store rolle, at Danmark blev besat i 1940. Forsvaret var udsultet og derfor chanceløst og man havde fra dansk side givet efter for alle tyske krav også før invasionen.
Den største plet på Staunings eftermæle er dog interneringen af de danske kommunister, som kun lige får en bisætning i afsnittet. I 1939 havde Stalin indgået en pagt med Hitler, som førte til delingen af Polen. Årsagerne og motiverne bag denne pagt diskuteres stadig, men i 1941 holdt den ikke længere og Hitler invaderede Sovjetunionen.
Dette førte til, at den danske regering accepterede, at de danske kommunister skulle arresteres, hvilket inkluderede partiets rigsdagsmænd. Når dagens afsnit beskrev det tyske ultimatum i 1943 og den danske regerings tilbagetræden, som regeringen ”last stand” for demokratiet, så er det bestemt ikke hele sandheden.
Det er vel nærmere, at de sidste patetiske rester af dansk demokrati allerede var kasseret i 1941 og regeringens tilbagetræden i august 1943 i højere grad handlede om, at de danske politikere på det tidspunkt efter Stalingrad og el-Alamain indså, at tyskerne ikke kunne vinde krigen og derfor i sidste øjeblik forsøgte at skifte side.
Det er også en del af historien om Stauning. Han var ministeren, som fandt en vej ud af Påskekrisen, han var ministeren, som efter Keynes model byggede fundamentet for velfærdsstaten, han var en højtelsket landefader men han var også mere end det.
Afsnittet på mange måder var godt fortalt og de udklædningsmæssige fortrædeligheder var knap så pinagtige som vanligt, men manglen på udblik til den store verden gør historien mere flad end den behøvede at være.
Og nu er det snart slut. I næste afsnit skal serien for alvor til at fortælle om den del af historien, som vi alle kan huske og dermed får de for alvor bagdelen i offentlighedens sparkehøjde. Jeg finder popcornene frem og ser frem til, hvad der sker. Næste uges anmeldelse vil både handle om afsnittet, men da det også er serieafslutning, så vil det også blive en anmeldelse af hele Historien om Danmark.
God fornøjelse – i næste uge bliver vi alle historie!
Topfoto: Pressefoto DR. Foto: Morten Krüger.
Links til tidligere anmeldelser af serien:
Afsnit 1
Afsnit 2
Afsnit 3
Afsnit 4
Afsnit 5
Afsnit 6
Afsnit 7
Afsnit 8
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
