’Dronningen’ handler ikke om seksuel krænkelse men om et magtmenneske i fuldt flor

i Kultur/Film af
FILM // ANALYSE – ‘Dronningen’ er ikke en film om seksuel krænkelse eller en omvendt #MeToo-historie, selvom det fremstår som filmen præmis. Den er – endnu – en film om et selvbestaltet magtmenneske, der dominerer sine omgivelser efter smag og behag og slipper afsted med det, skriver Pernille Rübner-Petersen og peger på, hvorfor den vinkel har rødder i amerikansk film og kultur.

Sjældent har en dansk film udløst så bragende flotte anmeldelser som ’Dronningen’ ved premieren i marts 2019. Den har høstet et væld af priser ved Robert- og Bodilfesten.

Den modne Anne i det ellers perfekte liv med karriere, mand og børn indleder et forhold til sin unge stedsøn, Gustav, og udløser en tragedie. Filmen blev især rost for at fortælle en omvendt krænkelseshistorie med en kompleks kvindekarakter, der forfører en alt for ung mand.

”Det er et kæmpe tabu, at mænd faktisk også kan føle, at deres grænser bliver overskredet seksuelt,” udtalte instruktøren May el-Toukhy til Filmmagasinet Ekko (#81), der skrev historien sammen med manuskriptforfatteren Maren Louise Käehne.

’Dronningen’ handler ikke om et seksuelt overgreb. Unge Gustav krænkes ikke seksuelt. Snarere udlever han oplagt, ufarlig fantasi for mange unge mænd

Stor set enig med samtlige andre anmeldere, skrev Kim Skotte i Politiken: ”En film, som er så meget mere end sit på papiret kinky emne. Når sexdebatten er forstummet, vil ’Dronningen’ blive stående som et hovedværk i dansk film.”

Begejstret gav han filmen 6 hjerter og spurgte retorisk: ”Hvad siger krænkelseskulturen til sådan et ’omvendt’ overgreb?”

Men ’Dronningen’ handler ikke om et seksuelt overgreb. Unge Gustav krænkes ikke seksuelt. Snarere udlever han en oplagt, ufarlig fantasi for mange unge mænd.

Pornografisk appeal og gensidig forførelse

I sin artikel i Filmmagasinet Ekko (#84) mente Louise Svanholm, at filmens skildring af Annes og Gustavs seksuelle relation abonnerer på den seksuelle variant MILF – Mother I’d Like to Fuck. Mainstream-porno på nettet excellerer i denne specifikke lyst til glæde for heteroseksuelle mænd og ”spiller på det næsten sygelige i relationen på samme måde, som ”cougar” bruges om den ældre kvinde, der lig et rovdyr jager unge mænd for at fortære dem”.

Første gang Anne rækker ud efter Gustavs pik under dynen, trækker Gustav sig ikke en tøddel. Det er da ellers fint tid til. Han overgiver sig til sin nydelse. Da Anne lægger sig på alle fire på gulvet, tilgængelig, kunne han blive liggende. Men han knalder hende, til han kommer. Hun tilfredsstiller sig selv, så vidt jeg kan se. Det er Gustavs seksuelle oplevelse og tilfredsstillelse, Anne prioriterer.

Af alle de #MeToo-historier med seksuelt krænkede kvinder, jeg har fulgt, udspiller ingen af dem denne version for kvinden. I så fald kan det være kvinderne havde oplevet akten anderledes, ikke krænkende. Eller de havde nået at sige fra undervejs.

Selvfølgelig kan Gustav ikke overskue konsekvenserne af sine handlinger. Men overskridelsen af det sociale tabu og loven – sex med stedmor, sex med umyndig stedsøn – er ikke partout lig med seksuel krænkelse

Forfører Anne Gustav emotionelt? Manipulerer hun ham følelsesmæssigt, så han ikke kan sige nej? Heller ikke. Forførelsen er gensidig. Gustav flirter. Lokker Anne med ud og bade og sprøjter vand på hende. Annes pludselige smækkys på Gustav i baren efter en snak om hans måske-kæreste overrumpler ham. Men efterfølgende, under dåseskjul, berører han Annes nøgne arm tre gange (!). Det er hverken tvangspræget, vilkårligt eller uskyldigt.

Når Anne dækker over Gustavs indbrud i familiens hjem, er det blevet tolket som afpresning til sex. Men filmen viser ikke, at Gustav har forstået det sådan eller handler efter det. Han handler på sin egen lyst. Da Anne køber en computer til ham, gør hun det givetvis for at belønne ham for sex eller sætte ham i taknemmelighedsgæld, men ærlig talt, Gustav knepper hende gladelig. En ny computer behøver han ikke.

Det er først, da Gustav konfronterer Anne med, at hun faktisk har overtrådt loven, at indbruddet bliver brugt imod ham. Dér har det sin virkning. Men ikke som afpresning til sex.

Selvfølgelig kan Gustav ikke overskue konsekvenserne af sine handlinger. Men overskridelsen af det sociale tabu og loven – sex med stedmor, sex med umyndig stedsøn – er ikke partout lig med seksuel krænkelse. Da Anne og Gustav indgår i en seksuel relation, er det hendes mand, hans far, Peter, de først og fremmest forbryder sig imod.

Gustav tyr først til loven, der forbyder voksne at have sex med unge under 18 år, da Anne benægter forholdet. Indtil da har selve den seksuelle relation ikke skadet ham, så vidt vi ved ud fra filmen. Det betyder ikke, at forholdet var ligeværdigt, eller at Anne ikke har et afgørende ansvar. Det er blot et eksempel på, at for mange unge er seksuelle relationer med ”rigtige voksne” alt for spændende og givende til at forbigå.

Løgnen er den egentlige krænkelse

Når filmen drysser med hentydninger til Annes dunkle og dyste fortid, er det forbavsende, overordnet set, hvor ligetil filmen skildrer Annes liv, inklusiv hendes forhold til Gustav.

Faktisk fremstår Anne og Gustavs seksuelle forhold som en ligeværdig relation, selvom den ellers er defineret af ulighed. Anne, såvel som filmen, skeler ikke til Gustavs unge alder, seksuel uerfarenhed eller sandsynlige sårbarhed. Når Gustav bærer et sovende barn i seng eller læser godnathistorie, tager han sig voksent ud. Især for Anne.

Hendes angivelige krænkelse af sin umyndige stedsøn, Gustav, er ikke seksuel. Kun i lovens bogstavelige forstand. Men hvor interessant er det? Ikke særligt.

Krænkelsen, det fuldstændige utilgivelige består i, at Anne svigter Gustav totalt, da hun benægter forholdet har fundet sted, og anklager ham for at lyve om det. Her er ikke tale om en kompleks kvindelig karakter: Anne lyver, fordi hun er egoistisk og vil redde sig selv og sit liv. Hun er monstrøs til det banale.

Hvis Anne havde været en mand, var filmen blevet afskrevet som overflødig og hovedkarakteren som et dumt svin. Hun tvivler ikke, hun fortryder ikke, hun udvikler sig ikke.

Som hovedperson er Anne kynisk, men er det befordrende for historien, at filmen også er det i en berøringsangst overfor karaktererne?

Græsk drama versus moderne fiktion er skæbne versus valg

Anne læser op fra ’Alice i Eventyrland’ som godnatlæsning for tvillingpigerne. Men modsat Alice, som hvirvler gennem et hul og pludselig befinder sig i en verden hun ikke forstår, kan Anne træde ud. Hun kan kravle op.

Anne har faktisk et valg. Hun er ikke, som filmens titel antyder, dronning i et græsk drama eller myte, hvor guderne driver gæk med de stakkels mennesker og påtvinger dem en skæbne, de dybest set ikke kan gøre for.

Selvom Anne tror sig hævet over loven og etisk ansvarlighed, er hun det netop ikke. Hvilket hun udmærket ved i kraft af sit arbejde.

Fra skæbne til ansvar

Bortset fra det første knald, viser filmen ingen forudgående overvejelse eller uddybning af motivation hos hovedpersonen, Anne.

Vi følger begivenhedernes gang og deres konsekvenser men ingen indre reaktioner. Denne dramaturgi følges med tilsvarende æstetiske valg med et kamera, der holder sig på afstand i totalbilleder.

Når man ikke får bedre indblik i samspillet karaktererne imellem eller den enkelte karakters motiver, mister filmen psykologisk troværdighed i længden

Hver gang handlingen i filmen åbner op for en uddybning af tiltrækningen mellem Anne og Gustav, den indlysende konflikt den åbenbarer, eller af relationerne generelt karaktererne imellem, trækker en af personerne eller filmen sig. Det gælder især Annes søster, som ellers på flere måder viser, at hun har ”nøglen” til Anne – hendes fortid, motiver og til afsløringen af hendes relation til Gustav.

Når man ikke får bedre indblik i samspillet karaktererne imellem eller den enkelte karakters motiver, mister filmen psykologisk troværdighed i længden,

I sin kritik i Ekko hæfter Louise Svanholm sig ved, at ’Dronningen’ i sin implicitte association til græsk drama, ’Ødipus’ og ’Hippolytos’, fuldstændigt glipper potentialet for bevidstgørelse af det fortrængte, som især dramaet ’Ødipus’ er kendt for. Således nægter filmen at lade hovedkarakteren Anna blive konfronteret med sin oplevelse af overgreb som barn.

Snarere end et spørgsmål om fortrængning, ser jeg mere tendensen i græsk drama til at anskue livet som skæbnebestemt via guderens indblanding som en utidssvarende drivkraft for et moderne menneske som Anne.

Ødipus kunne ikke undgå at gå i seng med sin mor. Det var hans skæbne. Fædra kunne ikke undgå at elske Hippolytos eller anklage ham for voldtægt. Hun var underlagt kærlighedsgudinden Afrodites hævn over Hippolytos’ kyske afvisning af kærlighedens glæder.

Det er forskellen mellem græsk drama og moderne fiktion. I en nutidig verden er vi ikke underlagt skæbnen eller guderne. Vi er underlagt vores psyke og omstændigheder. Et sted derimellem har vi valgmuligheder og et råderum for at tage ansvar. Dem beskæftiger ’Dronningen’ sig ikke med.

I filmen er Annes handlinger ikke et spørgsmål om valg. Eller om at fortrydelse er mulig. Hverken vedrørende det seksuelle forhold eller, om man synes, krænkelse eller det, at hun lyver om det. De fremtræder som en uafvendelig skæbne. Som et græsk drama.

En film om at se hinanden

Til Information forklarede May el-Toukhy i et interview 22. marts 2019: ”I vores film oplever vi to mennesker, som på en eller anden måde længes efter at blive set. Og som ser hinanden.”

I stedet for at udfolde det drama fokuserer filmen på et magtspil med en kvinde i centrum, der som en dronning ikke vil afsløres og dømmes af loven.

Det er ikke spændende. Det er derimod tiltrækningen og kontakten mellem to umage mennesker, som ikke kan få hinanden. Heller ikke for en stund. Men da filmen fravælger at skildre Anne og Gustavs relation på et dybere plan, ved vi ikke, hvad den betyder – eller hvor dybt den går – for hver især.

Vi følger afviklingen af et magtplot, der fører durk ned i helvede. Vi får intet at vide om, hvad der foregår i eller mellem de to mennesker, den modne Anne, vistnok i panikalderen, og 17-årige Gustav, vist nok omsorgssvigtet i moderat grad. Andet end sex. I fraværet af uddybning af relationen viser filmen et magtspil, hvor det gælder for den netop ikke komplekse karakter, Anne, om ikke at blive afsløret.

Set i det lys, fremstår den gensidige forførelse som en seksuel krænkelse. Men det er den ikke. Til gengæld er Annes løgn om forholdet en monstrøs krænkelse af Gustav – og såmænd også af sig selv. Det er blot Gustav, der, som vi ser, betaler den ultimative pris og dør.

En anden film

Louise Svanholm mener, at filmen burde have ”sat sig for at nedbryde tabuer og skildre en personlighedsdannende kærlighed mellem en ældre kvinde og en yngre mand”, hvor det fra ”en fjern- og mellemøstlig litteratur” er tradition for, at det er ”erfaringen og visdommen frem for det potent magtfulde, der driver forholdet”.

”Erfaring” og ”visdom” kan såmænd også være en del romantiske, og ikke særlige feministiske, faldgruber i. Nemlig ved at forholdet primært er karakterdannende for den yngre mand og ikke specielt personlighedsudviklende for kvinden. Men det er givet, at ved at gøre magtplottet og dominansmotivet til drivkraft i ’Dronningen’, så amputerer filmen i samme hug historiens dramatiske potentiale og substans. Og efterlader filmen uden psykologisk troværdighed.

Det er sikkert en klar pointe, at Anne holder kontakten på et overfladisk niveau, men foregår der andre samtaler i sengen, som sidenhen er blevet klippet fra i den færdige film? Dem kunne man være svært nysgerrige på at høre

I den forbindelse er det interessant, at der med lanceringen af filmen vises stillbilleder af Anne og Gustav i sengen, som indikerer en tættere og mere uddybet relation, end den, der præsenteres i selve filmen. Her er den eneste samtale, de har, mens forholdet kører, iscenesat som interview, som en del af Gustavs projekt med at udspørge andre mennesker og optage det på sin fars gamle båndoptager.

Det er sikkert en klar pointe, at Anne holder kontakten på et overfladisk niveau, men foregår der andre samtaler i sengen, som sidenhen er blevet klippet fra i den færdige film? Dem kunne man være svært nysgerrige på at høre. De kunne uddybe, hvorfor kun overfladisk kontakt er mulig, hvis det er sådan, relationen fungerer.

Tilbage står en film, der, ligesom hovedkarakteren Anne, insisterer på at leve på overfladen uden at nogen bliver konfronteret med noget som helst. Filmen slutter, da pagten for fortielse mellem ægtefællerne er indgået. Men den fremstår eksplosiv, når man tænker på, at søsterens viden og mandens sorg er som en tikkende bombe, der blot venter en anledning til at springe i luften. Således er det netop, når filmen slutter, at den bliver interessant. Noget må jo ske.

Amerikansk filmtradition og mentalitet

Det er efterhånden en udbredt tendens i dansk fiktion, at menneskelige relationer skildres som et rendyrket magtspil om hvem, der bestemmer.

Tendensen har sit afsæt i amerikansk filmtradition for selvtægt og mandlige karakterers evne til at agere på lovens vegne eller selv at sætte sig igennem som lov. Det viser sig i utallige genrefilm som westerns, thrillers, detective-, action- og mafiafilm. Og naturligvis superheltefilm.

Det amerikanske samfund er skabt af indvandring. I nybyggersamfund har lovgivning og ordensmagt ofte været udenfor de føderale myndigheders kontrol. Basal fysisk beskyttelse har i et givet omfang været overladt til den enkelte borger. I USA er det stadig i dag en individuel ret at bære våben. I Danmark kræver det særtilladelse.

Hvis ikke man forstår at dominere og er parat til at udøve vold, kommer man til kort. I beundring for amerikansk films eminente flair for konstruering af plot, har dansk film taget den præmis mere og mere til sig

USA har et ultra-liberalt-kapitalistisk økonomisk system. Det tilbyder, eller påstår at tilbyde, et enormt vækstpotentiale for landet og de enkelte borgere, der i indbyrdes konkurrence kæmper for at realisere den amerikanske drøm for personlig lykke og succes.

Succes og overlevelse afhænger af evnen til at udkonkurrere andre og viljen til at forsvare sig og sine.

Relationer mellem mennesker på amerikansk film afspejler dette. Hvis ikke man forstår at dominere og er parat til at udøve vold, kommer man til kort. I beundring for amerikansk films eminente flair for konstruering af plot, har dansk film taget den præmis mere og mere til sig.

Men i dansk kontekst og virkelighed går denne logik og plotkonstruktion via dominans og magt udover den psykologiske troværdighed og sammenhængskraft i historien.

Spillefilmen ’Hævnen’ var et højdepunkt for amerikanisering af dansk film og blev belønnet med en Oscar i 2011. TV-dramatik som ’Herrens Veje’ og ’Fred til lands’ er andre nyere eksempler indenfor TV-dramatik. (Den sidste tillader jeg mig at konkludere på ud fra Information og dens læseres nidkære diskussion af den. Diskussionen bekræftede i øvrigt foromtalen, som desværre afmonterede min nysgerrigheden til at se serien). Man følger magtmennesket i fuldt flor eller en magtkamp mellem flere mennesker, hvor vold som kommunikationsmiddel og konfliktløsning indgår i stor stil.

Selvom der fyger et par lussinger i ’Dronningen’, er det her psykologisk vold fremfor fysisk vold, der orkestrerer fortællingen. En kvinde i stedet for en mand. Helt i tidens ånd. Ikke en patriark men en dronning.

Filmen fokuserer på magtplottet i stedet for at undersøge, hvad der foregår i og mellem personerne, og hvorfor de gør, som de gør. Temaet om relationen mellem en kvinde over midten af livet og hendes unge stedsøn overtages af magtspillet om at undgå at blive afsløret.

’Dronningen’ er måske en fantastisk film. I hvert fald eminent stilsikker og kraftfuld i sin historie. Men den er ikke en film om seksuel krænkelse eller en omvendt #MeToo-historie, selvom det fremstår som filmen præmis. Den er (endnu) en film om et selvbestaltet magtmenneske, der dominerer sine omgivelser efter smag og behag og slipper afsted med det.


Fotos: PR. Jasper Spanning/Nordisk Film.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg har et bredt virke indenfor kunst, køn og kultur. Som freelanceskribent skriver jeg artikler, essays, kronikker og debatindlæg – bl.a. for det tidligere Modkraft, Friktion, Politiken og Filmmagasinet Ekko.

Et udvalg af mine artikler kan læses via www.r-bner.dk

Desuden er jeg sanger, sangskriver og performer. Jeg har skrevet og instrueret teater og film. I dag har musikken taget mere over. Jeg indspiller musik, musikvideoer og afholder koncerter og performances.

Min musik kan høres på Spotify og præsenteres her: www.mermaidsbox.com

Jeg er uddannet cand.mag. i Moderne Kultur & Kulturformidling og har tilbragt et år i London på Brunel University for at studere køn og performance.

Seneste artikler om Kultur