Det overordnede indtryk er stadig postivt, når POV Internationals gæsteskribent, historiker Asser Amdisen går holmgang med afsnittet om den tidlige middelalder. Men den stilsikre historiebeskrivelse skæmmes en anelse af, hvad Amdisen netop frygtede for på forhånd; at serien kom til at ligne en kostumefest. Frygten viser sig efterhånden at være begrundet. Men han har stadig appetit på mere og glæder sig til næste afsnit. Og til pesten.
I sidste uge hærgede danske vikinger hele Europa og i slutningen af afsnittet blev der lagt op til et større drama, hvor blodet skulle flyde og Game of Thrones endelig skulle reduceres til børnefjernsyn. Dramaet udeblev imidlertid, da serien ret hurtigt hoppede frem til Valdemar den Store og dermed over langt de fleste af blodsudgydelserne. Det var lidt skuffende, når man havde glædet sig til at se blodbadet, men set i det store perspektiv, var det nok ikke så tosset.
Vi fik dog lige den danske udgave af the Red Wedding; nemlig blodgildet i Roskilde, hvor Svend efter sigende forsøgte at slippe af med sine konkurrenter Valdemar og Knud. Blodsudgydelsen var i denne sammenhæng dog mest en optakt til Valdemars endelige magtovertagelse og dermed indgangen til storhedstiden – Valdemarenes tid.
Som 1700-tals historiker blev jeg også noget forundret over, at sammenhængen mellem kærlighed og ægteskab blev fremstillet som værende en 1100-talsopfindelse. I min ende af historieskrivningen siger man normalt, at det er noget, som dukker op som en konsekvens af Rousseau og den begyndende romantik i slutningen af 1700-tallet
Meget inspireret af Saxo beskrives Valdemar den Store og senere Valdemar Sejr som de konger, der fik etableret alliancen med kirken og dermed skabt stabilitet i riget. Man kunne måske godt ønske sig, at den meget fine fremstilling af det feudalistiske samfund, hvor samfundet blev beskrevet som bestående af de kæmpende (konge og adel), de bedende (kirken) og de arbejdende (bønderne) var blevet fulgt op af en lidt mere nuanceret beskrivelse af magtens oprindelse.
Kirken bakkede op om Valdemar, hvilket var vigtigt, men opbakningen fra stormændene og især fra Hviderne, som vi lige var kort omkring i Valdemar den Stores barndom, var mindst lige så vigtig.
Reflektionen udeblev
Beskrivelsen af middelalderens kildesituation var imidlertid stilsikker. Først blev historien flot beskrevet, som vi kender den. Bagefter fik vi så at vide, hvordan alt vi ved om perioden, kommer fra Valdemars og Absalons spindoktor Saxo, som var bestilt til at fremstille historien på den måde, der var mest fordelagtig for konge og biskop. Da serien lykkedes med den pointe, ville det have været klædeligt også at reflektere over, at afhængigheden af magten og relationen til egen tid er et grundvilkår for alle historiefortællere. Også for tv-serien selv, hvilket man med fordel kunne tænke lidt over.
I oldtidsafsnittene var det tydeligt, at seriens tilrettelæggere mente, at det dynamiske element i historien var indflydelse udefra – især gennem handel og indvandring. I dette afsnit var indvandringen blevet afløst af kristendommen, som den store driver. På samme måde som i sidste uge var den religiøse patos ret udtalt – og kunne med held være behandlet lidt mere nøgternt.
Kristendommen var i middelalderen den helt centrale måde at tænke på. Men det kan godt undre, at man ikke betragter kristendommen som et middel på niveau med handel.
Jyske Lov er et genialt stykke lovarbejde, men der er ingen tvivl om, at den netop er et glimrende eksempel på, hvordan juridisk tænkning er kommet til Danmark fra universiteterne i Paris og Bologna. Så indflydelsen udefra er såmænd slet ikke slut.
Kærlighed, ægteskab og voldtægt
Som 1700-tals historiker blev jeg også noget forundret over, at sammenhængen mellem kærlighed og ægteskab, blev fremstillet som værende en 1100-talsopfindelse. I min ende af historieskrivningen siger man normalt, at det er noget som dukker op som en konsekvens af Rousseau og den begyndende romantik i slutningen af 1700-tallet. Men det kan jo være, at der er noget, jeg har misforstået, så jeg må tilbage i bøgerne og blive lidt klogere på den del.
Til gengæld var seriens konklusion om, at kirkens indflydelse nærmest førte til en feministisk forandring af kvindernes status nok lidt overdreven. Voldtægten var i middelalderen en krænkelse af mandens (eller nok nærmere slægtens) ejendomsret. Det kom næsten i afsnittet til at fremstå som om, kirkens indflydelse forandrede dette til noget mere nutidigt.
I den juridiske tænkning, der fulgte efter middelalderen, blev voldtægten til en forbrydelse mod Gud. Dette betød, at det ikke var slægtens ret, men derimod Guds orden, som blev krænket, hvilket bestemt ikke førte til bedre og mildere forhold for kvinderne, hvilket vi forhåbentlig kommer tilbage til i et senere afsnit.
Til kostumefest i DR
Måske er det fordi vi er kommet tættere på vores egen tid, at udklædningssekvenserne mere og mere kommer til at ligne en kostumefest? Tydeligst i de ret hyppige krigsscener, hvor man må undre sig lidt over, at den tidsalder, hvor alle er enige om, at den centrale militære enhed er det tunge rytteri (ridderne), så hopper alle kæmpende – inklusive kongerne – rundt på jorden. Dette minder mere om et lidt kluntet rollespil for 12-årige end om faktiske slag.
Jeg var på forhånd dybt kritisk over for udklædningskonceptet, men har i de tidligere afsnit været positivt overrasket. Nu var det for første gang præcis så pinligt, misvisende og kluntet, som jeg havde frygtet.
Ret forvirrende i denne episode var også Lars Mikkelsens skæg. Først var det der, så forsvandt det, og så kom det pludseligt igen. Det var selvfølgelig ikke afgørende for danmarkshistorien, men da vi først hjemme hos os, var begyndt at lægge mærke til det, så kom det altså til fylde en del
Jeg ved ikke helt om Ingeborg-historien var en anelse overeksponeret. Den fik ca. en fjerdedel af sendetiden. Var den virkelig så vigtig i et afsnit, som sprang mordet på Knud den Hellige, dronning Dagmar, den første ærkebiskop i Lund og flere andre ting over? Jeg synes, at afsnittets fokus på hende, gav den samme fornemmelse, som i afsnit to, hvor tilrettelæggeren lod sig forføre af en indiskutabelt god historie og derved mistede det store overblik.
Det kan man tillade sig, hvis man har god tid, men når man skal nå hele historien på ti timer, så skal man tilrettelægge lidt strammere.
Skæg med Lars Mikkelsen
Ret forvirrende i denne episode var også Lars Mikkelsens skæg. Først var det der, så forsvandt det, og så kom det pludseligt igen. Det var selvfølgelig ikke afgørende for danmarkshistorien, men da vi først hjemme hos os, var begyndt at lægge mærke til det, så kom det altså til fylde en del, hvilket næppe har været hensigten (selvom det er et yderst nydeligt skæg).
Alt i alt et lidt ligegyldigt afsnit, hvor meget blev sprunget over, men den overordnede fortælling, at først var der kaos og så kom Valdemarene og fik lidt styr på det, gik fint igennem. Udklædningerne var for første gang en belastning. Det er lidt svært at slippe fornemmelsen af, at dette var et transportafsnit, som bare skulle overstås, men det blev det så.
Nu kommer Valdemar Atterdag, Margrete 1., Kalmarunionen og en dræber, som kan få sværd og økser til at blegne – nemlig pesten.
Topfoto: Tidlig middelalder. Foto: Morten Krüger. DR Pressefoto.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
