Rolf Mertz: ”Transernes legendariske følsomhed”? Om dæmonisering og latterliggørelse af transkønnede og deres allierede

i LIGESTILLING/Liv & Mennesker af
KØN // DEBAT – Susanne Staun har i sin seneste krimi Kønslig omgang genoplivet sin idiosynkratiske profileringsekspert Fanny Fiske. Desværre i samme ideologiske ærinde som et tidligere causeri her på POV International, skriver forfatter Rolf Mertz.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Bogen er, som man bør kunne forvente af en professionel sprogrøgter, både velskreven og underholdende, og kun ganske få slåfejl er sluppet igennem korrekturen. Imidlertid skæmmes læseoplevelsen af den galopperende transfobi, som bærer plottet og gennemsyrer hovedpersonernes retorik.

Det ville være oplagt at affeje min kritik som manglende evne til at skelne mellem forfatter og fortæller. Dette bliver imidlertid vanskeligt, når man ser på, hvilke udtalelser Staun (herefter SS) i øvrigt har på samvittigheden. Krimien vender jeg tilbage til sidst i dette skriv. Her først lidt baggrundsoplysninger.

I efteråret bragte POV International SS’ indlæg ”Transaktivismens dødeblik”, hvori forestillingen om en såkaldt ”transaktivisme” eller ”transideologi” endnu engang trækkes af stalden (på diverse biologiske deterministers Facebook-profiler var den allerede da en gammel traver).

”Transaktivismen”, må vi forstå, ejer ”hele LGBT, og dermed også de lesbiske” samt ikke mindst ”definitionsretten”. Anledningen var den protest, som en gruppe selverklærede lesbiske feminister mødte uden for Kvindehuset i København d. 5. oktober 2019, ifølge SS foranstaltet af ”frådende orangutanger”. I SS’ udlægning ville stridens æbler ”bare gerne have lov at være kvinder, der godt kan lide kvinder – i fred”.

Det er en hæderkronet feministisk holdning, at alle selv må bestemme, hvem de kan lide, og hvem de ønsker at have sex med (om nogen)… At ville definere, hvem der er rigtige kvinder generelt, er derimod patriarkalsk, herunder transfobisk

Hvis dette vitterlig havde været tilfældet, ville gruppen næppe have mødt modstand. Sagen er bare den, at nogle kvinder i bemeldte gruppes univers er mere kvinder end andre: De kvinder, som var så uheldige at blive tildelt mandekøn ved fødslen ‒ dvs. en del af Kvindehusets brugere ‒ ekskluderes nemlig fra kategorien Kvinde. At udelukke transkvinder fra feministiske rum er transfobisk og imod Kvindehusets vedtægter.

Det er en hæderkronet feministisk holdning, at alle selv må bestemme, hvem de kan lide, og hvem de ønsker at have sex med (om nogen), hvilket for tiden også afspejles i kampen for samtykkelovgivning. At ville definere, hvem der er rigtige kvinder generelt, er derimod patriarkalsk, herunder transfobisk.

Ovenstående omstændigheder udelader SS dog symptomatisk nok i sit referat af episoden, og hun springer straks videre til den på SoMe ivrigt kolporterede påstand om, at ”en lesbisk” – ifølge ”Translobbyen” – ”ikke må afvise en transkvinde” seksuelt.

Som dokumentation tjener et screenshot fra Twitter, hvis afsender mener, det er i orden at kalde cislesbiske for transfobiske, hvis de ikke vil sutte pik! Er det en absurd påstand? Ja! Er det fair at lade den karakterisere ”transbevægelsen” over en bred kam? Nej! Dette ville svare til at hævde, at alle fodboldfans pr. definition er hooligans.

Selvfølgelig findes der uartikulerede fanatikere derude, men jeg drager heller ikke alle ”kønskritikere” til ansvar for de få, der bedømmer min passing i åbne fora i stedet for at forholde sig til mine argumenter.

Kvinde, kend dine kilder

Både tweetet, den deraf resulterende tråd og brugeren (en vis @xcomfycub) er siden blevet fjernet fra Twitter, men jeg nåede at scrolle mig igennem nogle af reaktionerne inden da. Allerede et par kommentarer inde spurgte en tweep retorisk, om der mon ikke var en troll på spil – altså en ”person der, ofte under dække af at være en anden, chikanerer eller provokerer nogen på internettet for at få opmærksomhed eller fremme en bestemt dagsorden”, som Den Danske Ordbog definerer termen.

Denne tese virker overvejende sandsynlig, når man som jeg faktisk færdes i et miljø med masser af transkvinder (og lesbiske!), og den forklarer desuden, hvorfor visse heteroseksuelle feminister pludselig har fået så enormt travlt med at engagere sig i det, de tror, er den lesbiske kamp: De tager tilsyneladende alt, hvad de læser på Twitter, for gode varer.

Men ”[h]vor var klummerne, da nogen smed æg på mig fra en forbipasserende bil?”, som den cislesbiske butch Carrie Lyell retorisk spørger i The Independent? Den reelle søstersolidaritet er det m.a.o. stadig så som så med.

Som modgift til de mange stråmænd på de sociale medier ses her et mere repræsentativt tweet, der tilmed beviseligt stammer fra et levende menneske.

Men vi er ikke færdige med at afsøge internettets skumle afkroge endnu. Hvis man følger de links, der skal forestille at underbygge SS’ påstande, vil man nemlig opdage, at der ofte er tale om særdeles tvivlsomme kilder.

Womenarehuman.com er således en sælsom crossover mellem Den Korte Avis og det nu hedengangne En skør skør verden: Forsiden er dedikeret til sensationelle ”nyheder” om kriminelle transkønnede, og tankevækkende nok er mediets eneste pressemeddelelse en afsværgelse af forbindelser til USA’s kristne højrefløj. At WAH deler sidstnævntes bioessentialisme, synes ubestrideligt: Logoet forestiller simpelthen en livmoder! To andre referencer fører os til hhv. Sky News UK og YouTube (enough said).

Transvenlige trafiklys

Åbenbart findes der så ifølge SS en browserudvidelse med navnet Shinigami Eyes, ved hjælp af hvilken man kan vurdere, om en given ”feministisk eller LGB(T)-side er transvenlig eller transfobisk”, som Chrome Web Store beskriver produktet. Og i modsætning til @xcomfycub er det her faktisk en ting! Ikke en ting, jeg nogensinde selv kunne finde på at bruge, ganske vist, og heller ikke en ting, jeg nogensinde har mødt andre transkønnede, der har betjent sig af, men ikke desto mindre.

Når jeg absolut ingen interesse har i at få screenet de hjemmesider, jeg besøger, hænger det sikkert sammen med min udprægede modvilje mod al automatiseret redigering (inklusive stavekontrol på mobiltelefoner). Imidlertid findes der andre, der er så tyndslidte af at støde på hate speech, hver gang de surfer, at jeg godt kan forstå, det kan føles nødvendigt at undvige de værste virtuelle slyngelstuer og hjælpe andre i samme situation.

Det er værd at huske på, hvad der oprindelig motiverede udviklingen af browserudvidelsen: Den var en reaktion på et fænomen, der allerede fandtes, nemlig grasserende transfobi i cyberspace – ikke omvendt

Vil man se de røde hhv. grønne markeringer, som andre brugere har afsat, forudsætter det, at man selv har installeret Shinigami Eyes: Det er m.a.o. ikke sådan, at Facebook- og Twitter-profiler farvekodes, så det er synligt for alle, der måtte interagere med dem. Endelig er det værd at huske på, hvad der oprindelig motiverede udviklingen af browserudvidelsen: Den var en reaktion på et fænomen, der allerede fandtes, nemlig grasserende transfobi i cyberspace – ikke omvendt.

På denne baggrund vil jeg nok mene, at der er noget af et (paranoidt) spring fra eksistensen af en lovlig add-on på den ene side til generaliseringen om, at ”transaktivister, særlig i USA, [mener], at verden ville blive bedre, hvis man slog TERFER[*] ihjel eller i det mindste gav dem en røvfuld”, på den anden (denne sætning går i øvrigt ordret igen i bogen.

Måske er det ikke kun undertegnede, der har svært ved at skelne forfatter fra fortæller?) Men dette er ikke desto mindre, hvad SS konkluderer – udelukkende på baggrund af, at navnet Shinigami Eyes er en reference til den japanske anime Death Note, hvor det – som det sig hør og bør for genren – af og til går blodigt for sig.

Apropos blod

Men hvem er det, der faktisk bliver myrdet ude i den virkelige verden? Hvis man nogensinde har lagt vejen forbi en Transgender Day of Remembrance, hvor ofrenes navne læses op, vil man vide, at ikke så få transkønnede hvert år bliver slået ihjel: Af den simple årsag, at de tillod sig at være i live in the first place.

Således måtte 331 gå i døden for cisnormativiteten mellem september hhv. 2018 og 2019, og dét er endda kun de dokumenterede tilfælde: Denne type hadforbrydelse er voldsomt underrapporteret, fordi mange af de dræbte registreres som det køn, de fik tildelt ved fødslen. Tilsvarende ser jeg ikke menneskerettighedsorganisationer udgive rapporter om de årlige mord på såkaldt ”kønskritiske feminister” begået af transpersoner. ”Hvorfor mon?”, kunne man retorisk spørge.

Lad os nu vende tilbage til Kønslig omgang. Skal der ikke være plads til kunstnerisk frihed, måske? Det kan man mene, og det er der jo så tydeligvis også, eftersom bogen udkom, uden at (og jeg citerer) ”anarkomongoler”, ”horder af mode-nonbinære aktivister med for meget fritid og for mange personlighedsforstyrrelser” eller ”råbende, voldsparate anarkister” troppede op foran Gyldendal med det formål at ”flå [SS] levende” (ellers går jeg stærkt ud fra, at jeg ville have hørt om det).

”Lige nu kan det være farligt at tale frit”, udtalte SS i et interview til Midtjyllands Avis i forbindelse med udgivelsen, og uddybede: ”Jeg frygter selvfølgelig reaktionerne en smule”. Bekymringen har – ikke overraskende – vist sig at være grundløs: Ikke en eneste negativ anmeldelse har jeg kunnet opspore, og heller ikke under artiklen på POV er der nogen, der har efterladt kommentarer (derimod publicerede POV en yderst rosende anmeldelse, hvori gerningspersonen fejlagtigt omtales som en ”transseksuel mand”!)

Er det at tale magten midt imod at kalde stophormoner til transkønnede børn ”et kæmpestort medicinsk eksperiment” og tilføje: ”Ja, dr. Mengele har ikke levet forgæves”? Det håber jeg, at POV’s læsere – og måske også Susanne Staun selv – efterfølgende vil tænke lidt (kritisk) over

Kan det virkelig passe? Ingen ”politiske og psykopatologiske transer og anarkister i de ekstreme miljøer, der forlanger, at de lesbiske skal opfatte dem som kvinder, og forlanger, at de skal have sex med dem” har meldt sig klar med køllen, so to speak?

Well, maybe that should tell you something! For hvem er det, der reelt er i opposition i en verden, hvor det netop er blevet lovligt for ansatte i det amerikanske sundhedsvæsen at nægte transkønnede behandling, og Ungarn er ophørt med at anerkende juridisk kønsskifte?

Er det at tale magten midt imod at kalde stophormoner til transkønnede børn ”et kæmpestort medicinsk eksperiment” og tilføje: ”Ja, dr. Mengele har ikke levet forgæves”? Det håber jeg, at POV’s læsere – og måske også SS selv – efterfølgende vil tænke lidt (kritisk) over.

 


[*] TERF er et akronym for Trans-Exclusionary Radical Feminist og var ifølge Viv Smythe, der krediteres som dets ophav, oprindelig en betegnelse for de radikalfeminister, der ikke ønskede at give transkvinder adgang til den kønsseparatistiske Michigan Womyn’s Music Festival.


Foto: Skribenten.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Rolf Mertz er cand.mag. i engelsk og kønsstudier og bosiddende i Berlin-Kreuzberg.

Rolf har bl.a. en fortid som underviser i feministisk teori på Center for Kønsforskning ved Københavns Universitet og er desuden forfatter til bogen At være sig selv bekendt (Forlaget Nemo 2019).

Endelig er han antifascist og kortbærende medlem af Intersekten™.

Foto: Mark Knudsen.

Seneste artikler om LIGESTILLING