LIGESTILLING // KOMMENTAR – Vi er vant til at blive brugt på den ene eller den anden måde, skriver Ole Blegvad. “Så længe jeg kan huske, har folk sagt: “Jeg kender selv en masse homoseksuelle, men …” For der har altid været et men.” Er det ikke det ene, så er det noget andet. Lige nu lyder det: Hvorfor tager LGBTQ+-personer ikke afstand fra islam?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I dag, lørdag den 15. august, er København for en kort stund forvandlet. Der er Pride-parade i hovedstaden. LGBTQ+-personer og deres venner vil med pangfarver, glitter, drags, militærtyper, ansigtsmaling, pailletter, netundertrøjer, musik og regnbueflag feste for deres rettigheder: frihed, ligestilling og tolerance.
For kun tre uger siden i Berlin blev de almenmenneskelige rettigheder på et splitsekund forvandlet til sorg, (u)sikkerhed og solidaritet, da en ung islamist i en varevogn kørte ind i en menneskemængde ved Tiergarten, nær Pride-området i det centrale Berlin og tæt på Brandenburger Tor.
I Danmark er der ikke et medie, der ikke har haft indtil flere undrende, bedrevidende og belærende højreorienterede politikere og/eller spinatfugle til at berette om, hvordan det dog kan være, at LGBTQ+-miljøet ikke tager afstand fra muslimske islamister
Nu stod vi der igen. Os i LGBTQ+-miljøet. Med et velprøvet manuskript: Først de trøstende ord og blomsterhavet til minde om den dræbte og i solidaritet med de 29 sårede efter det grusomme angreb.
Men straks efter stod politikere, meningsmagere, præster og andre spidsborgere i kø for at fortælle, at den enlige unge mands vanvidsgerning ikke kun var et angreb på queermiljøet, men i høj grad også var et angreb på “os alle”, “vores værdier” og “vores samfund”.
Sjovt nok har den voldsomme hændelse i Berlin givet uanede mængder af taletid og spalteplads til højrefløjen, de nationalkonservative, socialdemokrater og kristne frem for til hr. og fru LGBTQ+. For manuskriptet er forudsigeligt, og hykleriet har ingen udløbsdato. De samme politikere, som har fjernet ressourcer fra LGBTQ+-miljøet, ændret undervisningstiltag og skrevet kronikker om, hvor forfærdeligt det er med kønsdiversitet, taler nu om solidaritet.
Her i Berlin sagde kansler Merz, at LGBTQ+-miljøet ikke skulle lade sig intimidere, og at angrebet kun havde til formål at splitte vores samfund. Han står nu tilbage som en slags Komiske Ali, for det var den samme Merz, der sidste år nægtede at lade regnbueflaget vaje fra Rigsdagsbygningen under Priden med ordene: “Forbundsdagen er ikke et cirkustelt.”
I Danmark er der ikke et medie, der ikke har haft indtil flere undrende, bedrevidende og belærende højreorienterede politikere og/eller spinatfugle til at berette om, hvordan det dog kan være, at LGBTQ+-miljøet ikke tager afstand fra muslimske islamister. Det har været dagsordenen den seneste uges tid, selv om stort set alle LGBTQ+-personer formentlig tager afstand fra alle former for politiske og religiøse ekstremister.
Homoer og transer møder altid et men …
Men vi er vant til at blive brugt på den ene eller den anden måde. Så længe jeg kan huske, har folk sagt: »Jeg kender selv en masse homoseksuelle, men …« For der har altid været et men.
Var det ikke de løse håndled, så var det synet af to mænd, der gik hånd i hånd. Var det ikke det, så var det kys på munden. Var det ikke kys på munden, så var det mænd i dametøj. Var det ikke mænd i dametøj, så var det mænd i læder. Var det ikke læder, så var det diskomusikken, der var for gay. Var det ikke disko, så var det sex i parker. Var det ikke sex i parker, så var det kønsskifte. Var det ikke kønsskifte, så var det kagepersonen i bagerbutikken, homovielser, adoption, woke, drags på biblioteker, registreret partnerskab, en OL-åbning i Paris, der var alt for homo, same-sex-propaganda, seksualiserende adfærd, manipulerende bøger, »vi heteroseksuelle har altså ikke brug for sådan at udstille vores seksualitet, vel, skat?«, »queer underminerer nationen«, aids/hiv eller pronominerne han, hun, de og dem.
Er det ikke det ene, så er det noget andet. Lige nu lyder det: “Hvorfor tager LGBTQ+-personer ikke afstand fra islam?”
Listefødder i hverdagen: fest til Priden
Der har altid været folk, som hellere vil udskamme, hade og stigmatisere end forstå, elske og dyrke forskelligheden. Vi lever i en tid, hvor polariseringen vinder over fællesskabet, men hvor vi burde leve med og i forskellighed.
Det er blandt andet derfor, at homo- og transseksuelle mindretal siden 1970, året efter Stonewall-oprøret i New York, har arrangeret Pride-marcher overalt i verden.
I dag er der Pride i København. Forhåbentlig bliver det en parade med et stærkt engagement i lighed og menneskelig værdighed og med fokus på en fremtid, hvor drømme kan blomstre, og alle kan leve frit og uden frygt. Og forhåbentlig bliver Priden et brag af en fest, hvor det er tilladt at være den, man er, og elske den, man elsker.
I sommerens tv-serie “Tip Toe” (“Listefødder”), der kan ses på HBO, siger den ene af hovedpersonerne til den anden: “Leo, du er bøsse i 2026. Bare det at være bøsse er en politisk handling.”
Åh ja, det ved vi LGBTQ+-personer godt. Vi bliver brugt og misbrugt af alle mulige “professionelle ballademagere” (Gnags). Men ved I hvad? Vi vil faktisk ikke befamles af flere klamme hænder.
God Pride til alle.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og