DIGITALE LIV – “Det gav klart bedre livskvalitet at få GPS. Os uden retningssans slap for at blive væk. De generte slap for at spørge fremmede mennesker om vej. … Men måske tabte vi også noget med GPS? Vi er måske ved at miste evnen til at orientere os i den fysiske verden uden en telefon i hånden. Og det er en god menneskelig evne at optræne. At kunne finde vej selv eller med hjælp fra andre”. Hvad har vi vundet og hvad har vi måske tabt efter at vores hverdagsliv er blevet mere og mere digitaliseret?, spørger Trine-Maria Kristensen
Mange funktioner i hverdagslivet blev digitaliseret i 10’erne. Der er mange ting, vi ikke selv behøver kunne, og som nutidens børn måske aldrig kommer til at lære.
Nogle af tingene er det også lige meget med. De var bare kedelige eller besværlige eller tog lang tid.
Jeg savner overhovedet ikke køen på posthuset omkring den første hver måned, når jeg skulle betale regninger. Men måske er der nogle af de færdigheder, det gav at gøre ting selv eller sammen med andre mennesker, som er vigtige, eller endda essentielle for god livskvalitet?
Kan du finde vej uden din telefon?
I 10’erne fik vi alle sammen smartphones og dermed adgang til enorme mængder af viden og underholdning, lige meget, hvor vi er.
De tastede nemlig en adresse ind i deres GPS og tog som planlagt færgen til Sjælland. Først på Fyn, lige før Lillebæltsbroen opdagede de, at de var kørt forkert
Vi fik også – i slutningen af 10’erne – abonnementsmodeller fra vores teleselskaber, der gjorde det muligt for os at bruge vores telefoner i udlandet.
Så nu ved vi altid, hvor vi er og hvordan vi kommer frem til vores mål.
Det gav klart bedre livskvalitet at få GPS. Os uden retningssans slap for at blive væk. De generte slap for at spørge fremmede mennesker om vej. For nogle blev bilferier mindre stressende, fordi de ikke længere skulle skændes med deres mand om, hvor de skulle dreje af.
I gamle dage anede vi ikke, hvad tid vi var fremme – i dag kommer vi altid den hurtigste vej fra A til B, og Google ved, hvor der er trafikpropper – og dermed præcis, hvad tid vi er fremme.
Men måske tabte vi også noget med GPS? Vi er måske ved at miste evnen til at orientere os i den fysiske verden uden en telefon i hånden. Og det er en god menneskelig evne at optræne. At kunne finde vej selv eller med hjælp fra andre.
Jeg var engang til bryllup i Sverige. Der var også nogle tyske gæster med, men de kom virkelig meget for sent. De tastede nemlig en adresse ind i deres GPS og tog som planlagt færgen til Sjælland. Først på Fyn, lige før Lillebæltsbroen opdagede de, at de var kørt forkert – for de kunne jo godt regne ud, at man ikke skal over hele to store broer for at komme til Sverige fra Sjælland. Det kan være ærgerligt at stole blindt på sin GPS.
Omvendt kan vi også blive ret hjælpeløse helt uden GPS. En bekendt fortalte mig forleden om sin store teenager, der for nylig har været så heldig at flytte sammen med en kammerat i en lejlighed i København. Lige da han var flyttet, kom han en nat alligevel hjem og sov i sit gamle værelse i parcelhuset i forstaden. En tur der med tog fra København og gåtur til og fra stationen, tog omkring tre kvarter.
Forældrene grinede lidt ad ham om morgenen, da han fortalte hvor i København, han havde været til fest – og hvorfor han var endt i toget hjem. Han var nemlig kun 2 gader fra sit eget, nye hjem, men der var ingen strøm på telefonen, og han anede derfor ikke, hvor i byen han var.
Før vi fik GPS, brugte vi dels vores egen indre navigation og fornemmelse for, hvor vi er.
Derudover brugte vi kort på papir og at spørge fremmede om vej. Vi spurgte både, hvor vi var henne – og i hvilken retning vores ønskede mål befandt sig. I udlandet udtalte vi gadenavne helt forkert – og grinede sammen med de lokale af vores sproglige uformåenhed.
I dag taler man primært med turister ved at råbe til dem, at de skal se sig for på cykelstierne. Måske er det derfor, de er blevet så irriterende? Fordi vi slet ikke taler med dem længere?
På hjemmebane kunne man roligt regne med, at når man så et menneske stå og blafre med et kort i vinden på et gadehjørne, så var der tale om en vildfaren tilrejsende (eller bare en, der lige var flyttet til København), som man så med fordel kunne tilbyde sin hjælp.
Jeg har talt med virkelig mange søde mennesker i København på den konto. I dag kigger alle ned i deres telefoner – og det indikerer ingenting, måske står de bare og tjekker Tinder eller er på Facetime med deres mor, og så vil det være mærkeligt at spørge, om de har brug for hjælp.
I dag taler man derfor primært med turister ved at råbe til dem, at de skal se sig for på cykelstierne. Måske er det derfor, de er blevet så irriterende? Fordi vi slet ikke taler med dem længere?
Jeg synes, det er ærgerligt, at det er blevet sværere at finde anledning til at spørge fremmede om hjælp – og omvendt sværere at stille sig til rådighed. For det at få svar, der består af smil og forklaringer (og i udlandet måske et indbygget kursus i at sige højre og venstre på italiensk) var en morsom del af det at være ude rejse.
Det gav også den erfaring, at fremmede mennesker kan være søde og hjælpsomme.
Og omvendt kunne man selv, ved at stille sig til rådighed, være med til at give de kolde, reserverede danskere et lidt bedre rygte. I dag kan man rejse til fjerne destinationer helt uden at tale med de lokale – udover når man bestiller sin mad.
Og selv det er blevet digitaliseret. På McDonald’s kan du nu slippe for at forsøge at udtale burgernavne med lokal dialekt og bare bruge automaten. Nedenfor kan man se, hvordan McDonald’s tilbyder mad uden interaktion med mennesker:
Men kan det ikke være lige meget? Er det ikke bare nostalgi?
Jo måske. Men noget tyder på, at små interaktioner – korte ordvekslinger, et lille nik, at vi bliver genkendt, anerkendt og set; i gamle dage løftede folk hatten mange gange i løbet af en dag – gør, at vi føler os mindre usynlige og mere tilstede i vores eget gadebillede.
Når vi taler med fremmede, føler vi os selv mindre fremmede. Så måske befrier GPS os for at skulle forholde os til de andre i byen. Men samtidig gør det os måske lidt mere ligegyldige overfor de andre, for vi skal jo aldrig ”bruge” hinanden til noget.
Når vi taler med fremmede, føler vi os selv mindre fremmede. Så måske befrier GPS os for at skulle forholde os til de andre i byen. Men samtidig gør det os måske lidt mere ligegyldige overfor de andre, for vi skal jo aldrig ”bruge” hinanden til noget
I 70’erne indførte man bilfri søndage, fordi der var oliekrise. Måske vi skulle indføre mobilfrie søndage i 20’erne, for at komme mere ud i det blå, for at få spurgt mere om vej – og for at træne os selv i at se de fremmede i gadebilledet, som potentielle vejvisere?
Hvor mange penge har du på dig?
Besynderligt spørgsmål i 2020. Det hedder vel ”Har du husket din telefon?”
Penge er jo simpelthen forsvundet fra jordens overflade. Ikke bare er kontanterne pist væk fra min pung, mit Dankort er også i overhængende fare for at blive inderlig ligegyldigt.
Og det er skønt. Jeg er så gammel, at jeg kan huske at have en bankbog, hvor der stod trykt, hvor mange penge jeg havde på kontoen. Jeg er så lykkelig for Mobile Pay.
Er du rig nok til Kviklån?
Alligevel giver det helt sikkert også udfordringer, at penge er blevet så abstrakte og usynlige.
Som barn elskede jeg at tømme min sparegris og at lægge mønterne i stabler og så forsøge at regne ud, om der var penge nok til en hest (det var der aldrig). Mønterne og sedlerne gjorde penge konkrete, og jeg gik meget op i, hvad ting kostede og om vi havde råd, og hvad der så var tilbage.
Da jeg var ung, kunne jeg heller ikke bruge flere penge, end jeg havde, for når bankbogen var tom, så var der ikke flere.
Det var måske bedre for nogle, dengang man for at få et lån skulle tale med et andet menneske med stor indsigt i økonomi, som fortalte én, at man ikke kunne låne, fordi man ikke havde råd til at betale lånet tilbage?
Digitalisering gør penge meget sværere at forklare og forstå. Og bankernes organisationer indfører pengeuger og prøver at give råd om, hvordan børn lærer om opsparing og renter og værdi, for i dag er der mange unge, som har svært ved at styre deres privatøkonomi.
47.000 unge mellem 18 – 30 år er registreret som dårlige betalere (i Lollands kommune er det 15 pct. af de unge, som er registreret med for meget ubetalt gæld, mens det i kommuner som Frederiksberg og Gentofte er omkring 2 pct. af de unge, der ikke har styr på økonomien).
Udfordringen er især gæld til teleselskaber (måske fordi man ikke kan leve uden en ny telefon – apropos digitalisering) og udgifter til kviklån. Reklamerne siger det hele:
Det ér jo smart med digitalisering, og at man uberørt af andre mennesker, derhjemme og uden at stå med hatten i hånden, kan ansøge om at få tilfredsstillet et behov nu. Men igen er det værd at diskutere, om ikke digitaliseringen både øger livskvaliteten og ødelægger den.
Det var måske bedre for nogle, dengang man for at få et lån skulle tale med et andet menneske med stor indsigt i økonomi, som fortalte én, at man ikke kunne låne, fordi man ikke havde råd til at betale lånet tilbage?
Det gjorde måske heller ikke noget, at pengene blev udbetalt efter 7 dage frem for efter 7 minutter? Man kunne nå at sove på, om man faktisk havde brug for pengene – behovsudsættelse er for længst dokumenteret som en god evne at optræne.
Så ja det var skønt, at 10’erne gav os totalt digital privatøkonomi – men der er stadig områder, hvor samtaler og rådgivning og mennesker er maskinerne overlegne. Man står til ansvar for et menneske – ikke for en låneformular. Så måske skulle vi forsøgsvis genindføre mennesker i rådgivningen, når unge skal have deres første lån. Så der er en, der kan sige NEJ, der hvor der åbenbart ikke er nogle af vores maskiner, der tør?
Hvor mange km. scroller du om ugen?
Der, hvor digitaliseringen nok har givet størst udfordringer i 10’erne har været i forhold til det enorme tidsforbrug, de digitale kanaler lægger beslag på.
Vi bruger virkelig mange timer om dagen på vores telefoner og bag skærme, og selv om der ikke er enighed om, præcis hvor mange timer vi bruger, så føler mange af os, at vi tjekker vores telefoner for ofte – og uden god grund. I de sidste år af dette årti har vi derfor debatteret, om vi har nok nærvær og om vi for eksempel ser nok på vores børn og taler nok med hinanden.
I snit har vi scrollet 3-4 km om ugen eller 170 kilometer om året. Tallet har jeg sjusset mig frem til ved at måle, at jeg scroller ca. 2 meter på et minut – inklusive stop, og hvis jeg så er på telefonen 4 timer om dagen, scroller jeg 480 meter om dagen – eller 3,3 km om ugen – og så bliver det altså 170 km om året
Der er altid nogen, der giver os anerkendelse, hvis vi deler noget. Telefonen lokker jo netop ikke med ingenting, selv om jeg ofte hører, at ”det hele er skrammel”, når folk diskuterer Facebook og Twitter, men hvis det virkelig passede, var det vel meget let for os at stoppe med at kigge
Når vi kigger ned i telefonen, er der også en dobbelthed på spil. Vi får noget, vi gerne vil have. Vi får styret vores nysgerrighed: ”Hvad laver de andre mon?”. Vi får adgang til en masse gode og dårlige følelser som: ”Godt det ikke er mig” eller ”Gid det var mig”. Vi får adgang til hinandens holdninger og mulighed for selv at rase ud eller måske bare tænke vores, mens vi læser de andres meninger.
Der er altid nogen, der giver os anerkendelse, hvis vi deler noget. Vi får kort sagt en masse af det, vi gerne vil have. Telefonen lokker jo netop ikke med ingenting, selv om jeg ofte hører, at ”det hele er skrammel”, når folk diskuterer Facebook og Twitter, men hvis det virkelig passede, var det vel meget let for os at stoppe med at kigge.
Der er et hav af udfordringer med vores scrolleri. For eksempel at vi får blandet vores arbejdsliv og privatliv sammen.
Det er svært helt at droppe at kigge i telefonen, for via den kan man også tjekke sine e-mails, og hvad nu, hvis der er sket noget vigtigt? Har man børn, skal de kunne kontakte en. Har man en syg gammel mormor, skal hun også kunne ringe.
Og det vigtige (og det der giver forbundethed og øget livskvalitet) bliver blandet op med det ligegyldige og uvigtige og alt det, som føles som spild af tid.
For når vi kigger ned i telefonen, kan vi jo ikke samtidig få læst den bog eller strikket en trøje eller få lært at spille fagot eller faktisk ses og være sammen med nogle af de mennesker, vi holder af. Telefonen stjæler vores dyrebare fritid.
Vennerne kræver svar med det samme på telefonen, og synes det er strengt, hvis man er uopmærksom digitalt. Forældrene vil have telefonen væk fra samværet, fordi de vil have opmærksomheden tilbage i rummet
Telefonerne viste sig også i 10’erne at kunne trylle vores evne til nærvær væk. Og i løbet af 10’erne har mange af os derfor indført uskrevne (eller højtråbende) regler for, hvor og hvor meget vores telefoner skal fylde, når vi er sammen. Telefonerne skal for eksempel ikke bruges, mens man spiser sammen med andre (men gerne, når man spiser alene). De skal ikke med til begravelser. De skal blive i lommen, når man danser om juletræet.
De skal ikke bruges ukritisk, når man er sammen med andre, der har krav på éns tilstedeværelse.
Reglerne forsøger voksne også at lære deres børn og unge, og nogen har let ved det, mens andre har konstante konflikter. Og nogle børn og unge er helt sikkert hårdt ramt af et dobbelt pres. Vennerne kræver svar med det samme på telefonen, og synes det er strengt, hvis man er uopmærksom digitalt. Forældrene vil have telefonen væk fra samværet, fordi de vil have opmærksomheden tilbage i rummet.
Telefonerne er fantastiske. Jeg er glad for alle de fællesskaber og relationer, jeg har online. Jeg har intet imod at scrolle gennem kilometervis af opdateringer fra folk, jeg kender og holder af. Jeg bliver klogere og underholdt.
Men jeg er også virkelig nødt til at håndhæve regler – både for mig selv og andre – for ikke at lade telefonen tage magten. Jeg sletter apps fra telefonen i ferierne, og jeg giver mig selv frikvarterer med telefon og perioder i løbet af dagen, hvor den ligger i et andet rum.
Jeg synes ikke altid, det er let at styre forbruget, og jeg synes, at det også i 20’erne skal være rimeligt at stille krav om, at folk lægger deres telefoner til side for nærvær og samtaler.
Så hvilke færdigheder tabte vi, og hvordan kan de genoptrænes?
Jeg synes, vi skal stille krav til, at vores digitale liv også skal bidrage til mere livskvalitet. Det er selvfølgelig ikke entydigt, hvad der giver os livskvalitet, men ofte hænger den sammen med vores evne til at omgås andre mennesker.
Selvfølgelig betyder livsbetingelser (penge, uddannelse og arbejdsforhold) noget, ligesom hvem du er som person (selvværd, medfødte træk, psyke) også har en betydning.
Det er skønt, at vi med GPS selv kan finde vej – også når vi er fuldstændig på afveje
Men for de fleste mennesker er deres venskaber, familieforhold og relationer i det hele taget af meget stor betydning for deres livskvalitet.
Det er skønt, at vi med GPS selv kan finde vej – også når vi er fuldstændig på afveje.
Men der er også livskvalitet i at række ud efter fremmede, at bede om hjælp og at hjælpe andre med at udpege smutveje eller omveje, som er værd at tage. Vi gør os selv og vores børn en bjørnetjeneste, når vi helt undgår de små banale samtaler i hverdagen.
Vi kan genoptræne vores evne til at finde vej ved at køre eller gå ud i det blå og stoppe folk på gaden for at spørge om vej, for at bede om tips til en god kaffebar eller for at rose deres smarte tøj. Vi kan prøve at lægge mærke til, hvor lidt vi bruger vores indbyggede evne til at navigere. Og så forsøge os med at komme fra A til B uden GPS – bare for at se, hvor langt vi egentlig kan selv.
Det er selvfølgelig lettere at leve livet med digitale penge. Men også når det gælder økonomi, er det godt at træne samtalens kunst. Det er økonomisk fornuftigt at turde tale med rådgivere, som kan hjælpe én til at se realistisk på tal. Måske en onkel eller en matematiklærer eller en nabo, der arbejder med tal. Lær at spørge for at blive klogere.
Lær også at være kritisk overfor de mange løfter, der gives på hjemmesider om kviklån. Det er efter min mening helt vildt, at det er blevet så let at stifte gæld på grund af digitaliseringen, og det er bestemt ikke noget, der øger livskvaliteten for de mennesker, der ikke kan betale tilbage.
Og endelig er det jo fint, at de fleste af os fik fuldstændigt styr på vores tidsforbrug på mobilen i 10’erne (ahem). Men også i 20’erne bliver det vigtigt, at vi tør sige højt, at vi nogle gange forventer interesse og nærvær og tilstedeværelse i rummet fra andre mennesker. Og at det har konsekvenser ikke at kunne lægge det digitale til side, når der er brug for det.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Topillustration: https://maiko-dee.blogspot.com/2016/09/digital-life-what-it-is-and-how-i-got.html
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
