Taxamandens klumme: Farvel København – jeg flygter til friheden

i Liv & Mennesker/Klumme af
LIV & MENNESKER // KLUMME – Taxamand Jesper Grunwald har boet i hovedstaden og et par af dens forstæder i mere end 35 år. Det var kærligheden, der fik ham til København – og det var den, der fik ham til at blive. Men en indfødt bliver han aldrig. Det er hans kunde den tidlige eftermiddag til gengæld. Ikke nogen fims af forstadsborgerskab eller nogen selvironisk klassebevidsthed fra vestegnen, som vi kalder forstæderne syd og vest for byen, hvor arbejderne har slået sig ned for at få en anstændig bolig. Han er fra Nørrebro, så det kan høres i sproget og mærkes i det lille, permanente anstrøg af oprør. Men nu stopper festen. Han flytter fra byen!

Der er kluklatter i vogn 2868.

Jeg holder fast i rattet efter at have bremset rimeligt hurtigt op. Og kunden bag corona-plexiglasset mellem bagsæde og forsæde griner med, da han ser det ske. I de her sekunder ser vi en ældgammel reklame for storbyens omsorgsfuldhed trods travlheden. Vi mangler sporvognen i gult og panserbassen i sort og hvidt. Ham, der stopper mylderet i måske bare et minut, så andemor og ællingerne kan komme fra parken ud i vandløbet.

København taxa klumme
Skønne København! Viggo Vagnby designede i 1953 turistplakaten, der siden er blevet “cool vintage” – også for ikke-turister.

Her er ingen konduktører eller betjente – eller ællinger. Det er en and og en andrik, der virker forelskede – men endnu ikke har udklækket æggene. En selvmorderisk kærestetur på en af storbyens indfaldsveje. Og så taxamanden og kunden, der morer sig over denne uventede reklame for tålmodighed, som vi ikke troede fandtes længere.

Jeg er på vej til at sige noget pænt om danskernes største by, men min kunde, der ellers tydeligt er en storbypuma  – i sproget og helt ind i hjertet, er ved at bryde forholdet.

Jeg fortæller ham, at jeg forstår udfordringen. Betingelserne for at være bymennesker strammer til

Han er på vej til at flytte:

“Nej, København er sgu ikke rigtigt min by længere. Jeg synes ikke, det er mig, der svigter. Jeg har en uddannelse og et godt job som specialpædagog. Min kone er sygeplejerske og også her fra hovedstaden. Vi har to børn og endnu drømmen om måske en lille efternøler. Så alt skulle være godt – altså bortset fra, at vi ikke kan finde et sted at bo med lidt mere plads, som vi har råd til. Eller rettere. Selvfølgelig kan vi finde en leje-lejlighed i noget af byens nybyggeri ved havnen. Men så kan vi ikke vrikke med ørerne økonomisk, og sådan et liv gider vi ikke leve. Og et hus: Det er ganske enkelt umuligt”, siger kunden og fortsætter:

“Så nu har vi besluttet at trække vejret dybt – og så flytte ud. Helt ud til et af de steder i landet, hvor vi kan få arbejde og en bolig med have og hele svineriet – til en pris, der svarer til en 2-værelses lejlighed herinde i storbyen”.

Det er helt tydeligt, at de nye planer har krævet store – meget store overvejelser. Og jeg fortæller ham, at jeg forstår udfordringen. Betingelserne for at være bymennesker strammer til.

“Om jeg kender Benny Holsts Gadevise”?

Det gør han selvfølgelig ikke. Kunden med “flytte-bacillen” er måske 30 år yngre end taxamanden. Så jeg må synge den for ham:

København,
du er et paradoks for mig,
København,
Der er lidt for meget koks i dig.
København,
jeg syn’s du forstiller dig.
København,
hvorfor synger jeg og spiller om dig

Jeg kigger lidt på ham i spejlet.

Han ligner en, der både synes, at det er lidt sejt og lidt pinligt at køre med den syngende taxichauffør. Jeg tænker umiddelbart på mine børn, der ville ligge i bunden af taxien og bide i gummimåtten, hvis de vidste, hvad jeg havde gang i. Jeg fortæller ham lidt om 60’erne, 70’erne, om Benny Holst og de andre folkesangere, der kendte dette paradoks mellem storbyens mentale energikilder – og så drømmen om det simple liv derude mellem bondegårde og mennesker uden storbyens stress.

“Jeg var sgu nok lidt bange for tanken i begyndelsen”, siger kunden. “Sandheden er jo nok, at rigtige københavnere får en smule panikangst over ikke at leve det daglige liv på stenbroen. Men når man så sætter sig ned og kigger på, hvad det er for et liv, man kan få sig derude med et ganske almindeligt, godt arbejde, som konen og jeg har, så er det mest underlige i virkeligheden, at man ikke har gjort det noget før. At det skal være så svært at skifte spor, når man tænker på, hvor lille vores land er”.

Når jeg tvivler, tager jeg lige et kig på huspriserne derude

Han kan høre på min dialekt, at det er ret velbegrundet, at jeg blandt kollegerne har fået øge- og kælenavnet “granitperkeren”. Det passer så fint på mig. Så slap jeg for Krølle Bølle-klichéen. Jeg bliver aldrig et barn af asfalten. Og han spørger mig, om det også for mig var en stor overvejelse at skifte hjemegn.

“Næh, egentlig ikke”, svarer jeg af et ærligt hjerte. “Jeg er jo vokset op så langt ude i provinsen, at jeg aldrig ville have fået et liv som mit ved at blive på klippeøen. Jeg skulle væk på et tidspunkt. Og jeg ville væk. Men det har også betydet, at jeg i dag – med børn, der selv er født og vokset op i storbyen – driller jer københavnere for måske at være de stærkeste hjemmefødninger, jeg har mødt. Alene tanken om at skulle virke i et andet miljø end det vante, kan få almindelig skepsis til at ligne en frygt for tvangsdeportation”.

Jeg kan se i bakspejlet, at han nikker. Men at han stadig har så meget københavnersnude i sig, at selvovertalelsen ikke er slut. Ikke helt.

“Når jeg tvivler, tager jeg lige et kig på huspriserne derude”, siger han.

Så smiler han. Tøver lidt igen, mens han kigger ud ad vinduet. En lang pause.

“Kender du den lidt nyere sang om København”, spørger han mig uden at nævne, at mit sidste eksempel lød, som var det fra oldtiden.

Ulige Numre. Carl Emil, du ved”, fortsætter han.

Om jeg gør? Jeg svarer ikke, men kaster mig over Spotify, hvor sangen ligger øverst på min egen playliste. Trykker på play, mens kunden og jeg blot lytter de sidste minutter af turen.

København,
Jeg er din sidste søn
Når dine tusinde øjne lukker i
Mørket maler dig uendelig
Og dine døtre, de vil mig intet godt
Men dine øjne lyser mig hjem, når jeg får nok.


LÆS FLERE TEKSTER OG KLUMMER AF TAXAMAND JESPER GRUNWALD HER


Topillustration: København i nattens lys. Taxamanden ruller forbi Planetariet ved Søerne midt i København. Foto: Pixabay

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Liv & Mennesker