FLYGTNINGETEMA // MYANMAR-ANALYSE – Nogle menneskelige katastrofer gør liden stads af sig, synker til bunds i nyhedsstrømmen, når alarmklokkerne bimler andre steder rundt om på kloden. De forsvinder ikke, det gør kun verdens opmærksomhed. Indimellem dukker de frem i rampelyset på ny for så atter at fortone sig i glemslen. Sådan er det med de burmesiske rohingya. Deres forstødelse fra Myanmar er foregået systematisk og i bølger gennem gennem historien, skriver Mette Holm. Dertil kommer de hundredtusinder internt fordrevne, der er sendt på flugt af statskuppet 1. februar og af orkaner og oversvømmelser i august.
Lige nu sidder en lille million rohingyaer i nødtørftige lejre i det sydlige Bangladesh, hvor covid-19 raser, og hvor hygiejne, sundhed og uddannelse – for slet ikke at tale om beskæftigelse – er ekstremt ringe og fremtidsudsigterne endnu ringere.
FN betegner de muslimske rohingya som verdens mest forfulgte folk og beskriver Myanmars behandling af dem som forbrydelser mod menneskeheden og etnisk udrensning. De har ingen steder at tage hen, for ingen vil have dem.
Første gang, jeg hørte om rohingyaerne og deres lidelser, var i 1992, da forfølgelserne mod dem i Myanmar blussede op på ny for gud ved hvilken gang, og magthaverne sammen med buddhister i den sydvestlige Rakhine-stat endnu en gang søgte at udstøde eller udslette dem. Det skete bl.a. ved at genne dem sammen i lader uden vand, til de blev kvalt af varme og tørst.
Jeg besøgte dem dengang, de 250.000 rohingyaer, der havde slået lejr i lavlandet 80 km langs landevejen mellem Cox’s Bazar og Bangladeshs sydspids. Det var fornedrede mennesker i dyb armod, frarøvet ethvert håb om en fremtid
En kvart million rohingya flygtede til det dengang urfattige naboland Bangladesh, som slet ikke havde råd til at tage imod dem. FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, forsynede dem med noget, som lignede europaller, der skulle gøre det ud for gulv, og FN-blå presenninger til tag over hovedet og med lange mellemrum en vandhane til fælles afbenyttelse – alt sammen aldeles nødtørftigt i et land med massive oversvømmelser og heftige orkaner.
Jeg besøgte dem dengang, de 250.000 rohingyaer, der havde slået lejr i lavlandet 80 km langs landevejen mellem Cox’s Bazar og Bangladeshs sydspids. Det var fornedrede mennesker i dyb armod, frarøvet ethvert håb om en fremtid. Voldtagne kvinder, forældre, hvis børn var blevet dræbt, forældreløse børn, gamle, der bare skælvede og skælvede.
Ingen ville tage imod dem, om end de blev tålt dér langs landevejen, hvor UNHCR, Læger uden Grænser og mange andre gode kræfter forsøgte at hjælpe dem. En del vendte siden med FN’s hjælp tilbage til Rakhine-staten til ringe vilkår, som dog var hjem og dog var bedre end landevejen i Cox’s Bazar.
Forhadte og udstødte
Rohingyaerne har aldrig været vellidte i det tidligere Burma, nu Myanmar. Inden for de seneste 50 år har der været udrensningskampagner mod dem i begyndelsen af 1970erne, ’80erne, ’90erne, 2012 og den nuværende kampagne, der har stået på siden 2017.
Myanmars fidus er, at hver gang militæret indleder endnu en runde forfølgelser, brænder de huse og hele landsbyer af, og de konfiskerer og destruerer, hvad rohingyaerne måtte have af papirer på deres eksistens, ID-kort, fødselsattester, skøder. Så det har de færreste – om nogen overhovedet – i dag.
Officielt siger myndighederne, at alle rohingya naturligvis er velkomne i Myanmar, forudsat at de har papir på deres tilknytning, det være sig via fødsel eller ejendom – vel vidende, at selvsamme myndigheder har destrueret de livsvigtige papirer.
Strid om historien
Rohingyaerne opfatter sig som indfødte i Arakan, det område, der i dag er Myanmars Rakhine-stat. Myanmar opfatter dem som statsløse og kalder dem bengalere med henvisning til, at briterne – dengang subkontinentet var britisk koloni – importerede dem til det daværende Britisk Burma som billig arbejdskraft, ligesom de importerede indere til Burma som embedsværk.
Briterne spillede de mange etniske mindretal ud mod burmanerne og brugte mindretallene i randstaterne til at kæmpe mod burmanerne. Her blev gamle etniske stridigheder holdt ved lige og nye fostret
I slutningen af 1700-tallet erobrede det daværende Burma Arakan. Tusindvis af rohingya blev henrettet. 35.000 flygtede til Bengalen (det nuværende Bangladesh) i håb om koloniherrernes beskyttelse i Britisk Bengalen. Britisk Indien voksede, og i midten af 1800-tallet faldt Burma til den britiske krone, hvorved de mange mindre riger blev del af Det britiske Imperium, hvor solen aldrig gik ned.
Rohingyaerne kom altså hjem igen. De britiske koloniherrer var brutale og udspekulerede – del og hersk var dagens orden.
Burmas etniske flertal, burmanerne, modsatte sig heftigt det britiske styre, der omtalte netop dem som det mest uregerlige folk i hele Imperiet – hvilket bl.a. afspejler sig i de mange fængsler, briterne byggede i det centrale Myanmar til burmanske fanger. Briterne spillede de mange etniske mindretal ud mod burmanerne og brugte mindretallene i randstaterne til at kæmpe mod burmanerne. Her blev gamle etniske stridigheder holdt ved lige og nye fostret.
Uafhængigheden
I 1948 blev Burma selvstændigt og bekendte sig til demokratiet. Det første frie parlamentsvalg fandt sted i 1951. De historiske modsætninger mellem burmanerne og mindretallene, som fik yderligere næring under briternes koloniherredømme, blev søgt bilagt. Men brudte løfter om fred og selvstyre førte i stedet til verdens længstvarende borgerkrig, som dårligt er bilagt endnu.
Rohingyaerne havde ingen steder at vende ’hjem’ til. De var hjemme
Efter blot 14 år som demokrati tog militæret magten i Burma ved et kup i 1962 og styrede gennem fem årtier det frodige og oprindeligt velstående og velfungerende land og dets indbyggere ud i total armod; kun militæret, det forhadte Tatmadaw, fungerede og fik ressourcer. Økonomien, uddannelse, sundhed, forvaltningen – alt andet blev kørt i sænk af den overtroiske militærjunta, og befolkningen og deres rettigheder trådt under fode.
Efter 20 år blev både indernes og rohingyaernes ejendom konfiskeret, og de blev landsforvist. Omkring 500.000 burmesere af indisk oprindelse blev sendt ’hjem’ til Indien. Rohingyaerne havde ingen steder at tage hen. De følte selv, de var hjemme i deres fødeland, og i mellemtiden var Britisk Indien opløst i selvstændige stater, Indien og Pakistan og siden Østpakistan, som blev til Bangladesh i 1972. Rohingyaerne havde ingen steder at vende ’hjem’ til. De var hjemme.
Det nye Myanmar
Da Myanmars militær omsider slækkede på tøjlerne og med et frit valg i 2010 indførte en smule demokrati, dog med indbygget flertal til militæret i parlamentets to kamre, var det håbet, at der ville blive bedre plads til rohingyaerne.
Men alle, der troede, at Myanmars frihedsikon, Aung San Suu Kyi, ville stå vagt om menneskerettighederne, tog fejl. Da hun blev løsladt efter næsten to årtiers husarrest i 2010, boykottede hendes parti, Den nationale Liga for Demokrati, NLD, valget, men stillede op til suppleringsvalget i en række stater halvandet år senere. Her vandt NLD stort, og Aung San Suu Kyi blev oppositionsleder.
Det blev kun værre på Aung San Suu Kyis vagt. Hun forsvarede Myanmars handlinger ved Den internationale Domstol i Haag i 2019. Hun kaldte anklagerne om folkemord ’ufuldstændige og vildledende’
I maj 2012 kom det atter til blodige konfrontationer mellem buddhistiske rakhinere og rohingya i Rakhine-staten. Den nye ’civile’ præsident, Thein Sein, som var den mest afholdte general fra det gamle militærstyre, opfordrede hurtigt Aung San Suu Kyi til, at de to sammen skulle mane til ro og forsoning for at standse konflikten.
Det gav mening, eftersom netop de to, Aung San Suu Kyi og Thein Sein, var de to personligheder i landet med størst moralsk autoritet og dermed dem, som vitterligt kunne sætte en stopper for blodsudgydelserne, der bredte sig til det ganske land med afbrændinger af skoler, moskeer og hele landsbyer samt beslaglæggelser af ejendom mm.
Værre på Aung San Suu Kyis vagt
Aung San Suu Kyi sagde gang på gang med udtryksløst ansigt, at det var et spørgsmål om ’statsborgerskab’ – ikke om menneskerettigheder. Og eftersom Myanmar gennem de seneste 30 år systematisk havde frarøvet rohingya deres statsborgerskab, indføds- og ejendomsret, så der var ikke mere at sige, mente hun.
På intet tidspunkt har hun vaklet i den beslutning, heller ikke da hun i 2016 blev udenrigsminister og Statsråd, et embede som rangerer højere end præsidenten og oprettet specielt til hende.
Kuppet førte til store protester og voldelige sammenstød mellem demonstranter på den ene side og politi og Tatmadaw på den anden. Modstanden ulmer stadig trods magthavernes brutale bestræbelser på at nedkæmpe den
Tvært imod, det blev kun værre på Aung San Suu Kyis vagt. Hun forsvarede Myanmars handlinger ved Den internationale Domstol i Haag i 2019. Hun kaldte anklagerne om folkemord ’ufuldstændige og vildledende’ og hævdede, at angrebene på rohingya var Tatmadaws legitime reaktion på angreb fra Arakan Rohingya Salvation Army, en sølle oprørshær på omkring 500 mennesker.
Myanmar har desuden forhindret FN og andre uafhængige organisationer i at efterforske massakrer og andre overgreb mod rohingya i Rakhine-staten, der til gengæld er dokumenteret af journalister, bl.a. fra Reuters, som siden er blevet fængslet for deres afsløringer.
Aung San Suu Kyi nyder flertallet af burmesernes opbakning, bl.a. fordi hun afviser rohingyaernes krav om statsborgerskab, og hendes parti vandt endnu en overvældende sejr ved valget i november i fjor, så stor, at militærets øverstbefalende, Min Aung Hlaing, tog magten ved et kup 1. februar i år, den dag den nye regering og parlament skulle tiltræde.
Aung San Suu Kyi, præsidenten samt regerings- og parlamentsmedlemmer blev anholdt. I sommer blev hun stillet for retten, anklaget for bl.a. korruption, besiddelse af to walkie-talkies, som hendes militærudpegede vagter brugte, og værst, tilskyndelse til oprør. Efter alt at dømme er anklagerne opfundet til lejligheden. Uanset, hvad Aung San Suu Kyi kendes skyldig i, vil det gøre det umuligt for hende på ny at stille op til valg af nogen art og dermed udelukke hende fra politik, hvilket passer Min Aung Hlaing, der har udnævnt sig selv til landets leder, fortræffeligt.
Unge mennesker og kvinder, der hidtil ikke er blevet hørt i det burmesiske samfund, protesterer med klare røster
Kuppet førte til store protester og voldelige sammenstød mellem demonstranter på den ene side og politi og Tatmadaw på den anden. Modstanden ulmer stadig trods magthavernes brutale bestræbelser på at nedkæmpe den – alt sammen grumt ildevarslende også for de landflygtige rohingyaer. Kuppet har kostet mindst 707 civile – og sandsynligvis mange flere – livet, og tusinder er blevet fængslet, mens atter tusinder er flygtet til randområderne eller helt ud af landet, til nabolandene, som prøver at slippe for dem.
Sammenstød mellem Tatmadaw og lokale hære har drevet mindst 141.000 burmesere fra hus og hjem, så de nu sidder i lejre som internt fordrevne. Der til kommer yderlige 125.000, der er drevet på flugt af orkaner og oversvømmelser her i august. Alle disse mennesker mangler mad, sanitet og ofte også tag over hovedet, og der er ikke umiddelbare udsigter til, at deres situation bliver afhjulpet.
Men hvis kuppet har medført den mindste flig af noget positivt, er det, at der er opstået nye fællesskaber mod den fælles fjende, Tatmadaw. Mindretal, der hidtil har bekæmpet magthaverne isoleret fra hver deres stat, er kommet hinanden nærmere, hvilket måske kan føre til mere organiseret væbnet modstand; unge mennesker og kvinder, der hidtil ikke er blevet hørt i det burmesiske samfund, protesterer med klare røster.
Og forskellige modstandslommer har forsigtigt åbnet døren på klem for selv rohingyaerne i bestræbelserne på at samle modstanden mod kuppet.
Dette er den sjette artikel af ni i POV’s tema om “Flygtninge og fordrevne”.
LÆS DEL 1, DEL 2, DEL 3, DEL 4 , DEL 5, DEL 6 OG DEL 7 AF SERIEN OM FLYGTNINGE
Topbillede: Rohingya-lejrene i Cox’s Bazar er ved at blive permanente. Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
