Kommentar: Mugabes eftermæle og Zimbabwes fremtid ligger i den historie, Harare vælger at fortælle

William Mikkelsen 07.09.2019

ZIMBABWE // KOMMENTAR – Nøglen til Zimbabwes fremtidige selvforståelse, nationale identitet og historieskrivning vil folde sig ud fra, hvilket narrativ den uerfarne præsident Emmerson Mnangagwa vælger at fortælle om den gamle stærke leder Mugabe efter hans død, skriver William Guldberg Mikkelsen i denne kommentar. Historien viser os, hvorledes vinklingen af fortiden former fremtiden.

Mange vestlige NGO’er og ambassader arbejder målrettet på at få Zimbabwe på politisk ret køl med den uprøvede nuværende præsident Emmerson Mnangagwa, men vil det rette op på befolkningens syn på, hvordan landet fremtidigt skal styres? Det korte svar er et entydigt nej. Nøglen til Zimbabwes fremtidige selvforståelse, nationale identitet og historieskrivning vil udfolde sig ud fra, hvilket narrativ den uerfarne præsident vælger at fortælle om den gamle stærke leder og en fortælling, han måske ser sig som en løsning på.

Hvis Mugabe bliver gjort til sejrherre af de høje herrer i Harare, vil der komme til at ligge endnu flere blomster på hans grav, end man havde spået fra vestlig side

Til en forveksling ligner situationen i Mugabes Zimbabwe de situationer, vi har set i mange and identitetssvage lande, hvor en nyudklækket demagog kan italesætte virkeligheden ud fra fortidens eller fremtidens storhed og vinde befolkningens opbakning med en kollektiv parallelopfattet virkelighed, som den rosenrødt kan spejle sig i. Vi så det på Cuba med Fidel Castro. Vi så det i Sovjetunionen med Vladimir Lenin og Josef Stalin, i Nazityskland med Adolf Hitler. I dag er det Kim Il Sung i Nordkorea, og, ja, Donald Trump i USA. Man kunne blive ved.

Vinkling af fortiden

Zimbabwes fremtid vil udformes i det dunkle lys af de tragedier, som Robert Mugabe arvede, da han kom til regeringsmagten ved selvstændigheden i 1980. Han var overbevist om, at han kunne genskabe den stolthed, som herskede under det store Munhumutapa-imperie (1250-1629) og senere Matabele-riget, og samtidig fordømme den historiske nationale deroute, der skete med koloniseringen af Zimbabwe, der blev sat under britisk administration med navnet Rhodesia.

Retorisk vævede Mugabe tesen ’dem mod os’ ind i et narrativ om, at de onde koloniherrer fra London gav kolonisterne carte blanche til den hvide mands udnyttelse af nationen og dets folks ressourcer, som man ikke kun så i Zimbabwe overalt på det porøse kontinent.

Mugabe formåede ligesom Trump, Hitler, Castro og Lenin at vinkle fortiden, så det passede ind i det narrativ, der kunne bruges som middel for at nå målet, at få magten, beholde den og videregive den. En ting er, hvad der nøgtern set er historisk, noget andet er, at det er en vinklet historie, som bliver fortalt i ens egen eller nationens interesse Perception is reality. Eller som franske filosof Voltaire sagde: Der findes ingen kendsgerninger kun fortolkninger.

Fidel Castro skræddersyede et narrativ om, at han som en Messias-skikkelse havde befriet det cubanske folk fra Fulgencio Batista, som havde gjort Cuba til mafiaens bordel, ledet af imperialisten USA: Det faldt i hans lod at genopbygge landet og genskabe en social retfærdighed, som aldrig havde været der.

Harares afsked med Mugabe

I dag, hvor Mugabe er historie, og man i Vesten husker ham som en utilregnelig despot, der kørte sit land ud i afgrunden, har befolkningen imidlertid et andet forhold til ham, og alt afhænger nu af, hvordan han bliver fortalt af den nuværende præsident. Emmerson kaldte Mugabe for ”Founding father” i sin afsked med Mugabe i dag på Twitter.

It is with the utmost sadness that I announce the passing on of Zimbabwe's founding father and former President, Cde Robert Mugabe (1/2)

— President of Zimbabwe (@edmnangagwa) September 6, 2019

Perspektivet for at se Robert Mugabes præg på Zimbabwe skal ses over et længere stræk på en menneskealder. En nærliggende sammenligning kunne være, hvordan russerne i en periode opfattede Joseph Stalin kritisk, Sovjetunionens diktator, der stod bag det Gulag-system, der dræbte hans landsmænd på samlebånd i Sibirien. I dag har Vladimir Putin vendt spejlet og skjuler sandheden om Stalins grusomme eftermæle bag en heroisk fortælling om, hvordan han ledte Moder Rusland gennem ’Den store fædrelandskrig’, 2. verdenskrig, dog med 29 mio. sovjetborgeres død til følge – og skabte et stærkt Sovjetunionen om modpol til USA.

Som Churchill engang sagde, ”det er sejrherren, ikke taberne, der skriver historien”, og hvis Mugabe bliver gjort til sejrherre af de høje herrer i Harare, vil der komme til at ligge endnu flere blomster på hans grav, end man havde spået fra vestlig side: Nostalgi er en enorm stærk følelse, og historien gentager sig vitterligt.

Mit bud på en fremtid for Zimbabwe er, at Emmerson vil vælge et narrativ, der omhandler både mørke og lyse træk fra Mugabes regeringstid. Et forhold, der kunne vinkles i et positivt lys, kunne være, at han smed den hvide herskende minoritet ud og derved genfødte det moderne homogene Zimbabwe med præg fra fortidens rige. Oven i det kan Emmerson skræddersy en fortælling om, at landet blev kørt i sænk af selvsamme Mugabe, men at det var en del af landets seje træk mod at blive uafhængige af Sydafrika, Zambia og koloniherrer.

Illustration: Kremlin.ru.