FLYGTNINGE // TEMA – FARC, Latinamerikas længst eksisterende guerillagruppe, nedlagde våbnene i 2016. På det tidspunkt havde den colombianske borgerkrig varet i mere end 50 år, krævet over 1 million dræbte, og flere end otte millioner internt fordrevne. Fem år senere er der stadig konflikter i Colombia, som skaber nye internt fordrevne, og millioner kan fortsat ikke vende hjem.
I det seneste halvandet år har der været fokus på covid19-pandemien. Mange andre emner er derfor gledet i baggrunden som fx flygtninge og fordrevne.
Da covid19 rammer bredt, er flygtninge og fordrevne imidlertid også blevet påvirkede, samtidig med at antallet af flygtninge og fordrevne er det højeste siden afslutningen på anden verdenskrig.
På den baggrund bringer POV en række artikler om flygtninge, fordrevne og migranter i globalt perspektiv med specielt fokus på områder, som normalt ikke bliver dækket i mainstreammedierne.
I denne, tredje artikel ser vi på Colombia, som i årevis har været det land i verden, som har flest internt fordrevne.
Den colombianske regering har registreret flere end otte millioner internt fordrevne, og dertil kommer over en million dræbte og yderligere næsten 200.000 forsvundne personer.
I årenes løb er nogle af de fordrevne vendt hjem, andre er døde, mens andre igen har slået sig ned permanent i nye områder uden planer om at vende tilbage. Men der er stadigvæk konflikter i Colombia, så der er også nye grupper, som bliver tvunget på flugt.
Situationen er dermed flydende, og det er ikke muligt at sige præcist hvor mange internt fordrevne, der er i Colombia. Men der er tale om mange millioner.
Internal Displacement Monitoring Centre – et center for overvågning af internt fordrevne – vurderer, at der er knapt 5 millioner internt fordrevne, mens Norsk Flygtningehjælp i 2019 anslår tallet til at være cirka 5,5 millioner.
Resultatet af mere end 50 års borgerkrig
Den humanitære katastrofe i Colombia er resultatet af mere end 50 års borgerkrig. Fra 1964 til 2016 kæmpede den kommunistiske guerillagruppe ’Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia, Ejército del Pueblo’ (FARC) – Colombias Revolutionære Væbnede Styrker, Folkets Hær – mod militæret, som i en årrække fik støtte fra højreorienterede paramilitære grupper.
Konfliktniveauet blev mindre i 2016, hvor den colombianske regering og FARC efter lange forhandlinger endeligt indgik en fredsaftale.
Den indebar også, at FARC ved samme lejlighed konverterede sig til det politisk parti ’Fuerza Alternativa Revolucionaria del Común – Den Fælles Alternative Revolutionære Styrke.
Forholdene i Colombia er derfor nu meget bedre end tilfældet var i slutningen af 1990’erne og starten af 2000’erne, hvor borgerkrigen var på sit højeste. Alligevel er der altså fortsat tusindvis af mennesker som bliver tvunget på flugt.
FN’s Kontor for Samordning af Humanitær Hjælp (OCHA) vurderede således, at der i 2020 var yderligere 26.000 nye internt fordrevne, mens NGO’en ’Consultoría para los Derechos Humanos y el Desplazamiento’ – Rådgivningscentret for menneskerettigheder og Fordrivelse (CODHES) – opgjorde, at der var godt 32.000 nye internt fordrevne i 2020.
Situationen er desværre blev forværret i 2021, som har budt på yderligere 27.000 nye fordrevne bare i de første tre måneder af året.
Magttomrum efter FARC udfyldes af nye aktører
De fortsatte fordrivelser afspejler, at den colombianske stat stadigvæk ikke har effektiv kontrol med en del af landet.
Fredsaftalen fra 2016, og den efterfølgende afvæbning af FARC, efterlod et magttomrum, som staten ikke har været i stand til at udfylde fuldstændigt. Tomrummet blev i stedet overtaget af andre væbnede grupper, som blandt andet satte sig på den lukrative handel med kokain og andre illegale aktiviteter.
Blandt de grupper, som forsat er aktive, finder man en mindre del af FARC, som ikke anerkender fredsaftalen, og derfor fortsat fører guerillakrig. En anden aktiv gruppe på venstrefløjen er ’Ejército de Liberación Nacional’ – den Nationale Befrielseshær – som har været aktive siden 1964.
Selvom de fleste af de fordrevne har en fælles social identitet, har de ikke en fælles etnisk eller religiøs identitet, som man ellers nogle gange ser i lande med borgerkrig
Der er forsat også liv i nogle af de højreorienterede paramilitære grupper, som har været et fast indslag i den colombianske hverdag siden 1960’erne.
Regeringen indgik ganske vist en fredsaftale i 2006 med de såkaldte ’Autodefensas Unidas de Colombia’ (AUC) – Sammenslutningen af Colombias Selvforsvarsenheder’ – som på det tidspunkt var den største paramilitære gruppe.
Men lige som på venstrefløjen er der også mindre grupper på højrefløjen, som fortsat er aktive. Det gælder for eksempel ’Autodefensas Gaitanistas de Colombia’ – Colombias Gaitanistiske Selvforsvarsstyrke – som også er kendt som ’Clan del Golfo’ – Golfklanen.
Trusler får folk til at flygte
Sammenfaldet mellem den langvarige borgerkrig og de mange fordrevne får mange til at tro, at flertallet er flygtet fra kampene mellem de forskellige grupper og Colombias militær.
Det er imidlertid langt fra tilfældet.
Selv da borgerkrigen var på sit højeste i årene omkring årtusindeskiftet skyldtes langt størstedelen af fordrivelserne trusler mod især landbefolkningen, som var i klemme mellem de kæmpende parter.
Der har imidlertid også været andre årsager til fordrivelserne, som kun indirekte havde direkte noget at gøre med borgerkrigen.
Det drejer sig for eksempel om tilstedeværelsen af illegal minedrift og dyrkning af kokaplanten til fremstilling af kokain, hvilket begge var aktiviteter, som var med til at finansiere de væbnede grupper. Andre folk blev tvunget til at flygte af økonomiske årsager, fordi borgerkrigen gjorde det umuligt at overleve i et givent område præget af konflikt og vold.
Flugt fra land til by
En analyse fra 2014 viser, at langt de fleste fordrivelser fandt sted i Colombias landområder, og at de fordrevne i stort omfang har slået sig ned i landets byer.
Selvom de fleste af de fordrevne har en fælles social identitet, har de ikke en fælles etnisk eller religiøs identitet, som man ellers nogle gange ser i lande med borgerkrig.
Det skyldes at fordrivelserne ikke var et mål i sig selv, som tilfældet ofte er i lande med etniske eller religiøse konflikter som i – for eksempel – Myanmar i de senere år.
Fordrivelserne i Colombia var derimod et middel til at opnå andre mål. Det betyder også, at de fleste colombianske interne fordrevne flygtede, fordi de kort sagt befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Langt de fleste mord bliver begået i landområderne, og mere end 90 procent foregår i områder, hvor der er væbnede grupper og illegale økonomiske aktiviteter som ulovlig minedrift, smugleri og narkotikahandel
Når det er sagt, så er den afrikansk-colombianske befolkning og Colombias oprindelige befolkning overrepræsenteret blandt de fordrevne.
Det skyldes blot hverken deres etnicitet eller religion, men derimod at disse grupper overvejende bor på landet. Samtidig er begge grupper socialt og politisk marginaliserede, hvilket gør dem yderligere udsatte for trusler.
Menneskerettighedsaktivister er udsatte
De langvarige konflikter har ført til, at civilsamfundet mange steder forsøger at organisere sig for at beskytte den lokale befolkning.
Det er imidlertid ikke ufarligt at kaste sig ind i kampen mod fordrivelser og tvang, og i de senere år er der endda sket en optrapning i antallet af mord på menneskerettighedsaktivister i Colombia.
Ifølge en rapport fra Human Rights Watch (HRW) er der således blevet dræbt mere end 400 aktivister mellem 2016 og 2020, hvilket var det højeste antal i Latinamerika den periode. HRW siger endda, at andre kilder opgiver antallet af dræbte aktivister til at være helt op til 700.
Langt de fleste mord bliver begået i landområderne, og mere end 90 procent foregår i områder, hvor der er væbnede grupper og illegale økonomiske aktiviteter som ulovlig minedrift, smugleri og narkotikahandel.
Antioquia og Chocó
Alt i alt er det derfor ikke en overraskelse at antallet af internt fordrevne er ujævnt fordelt i Colombia. To af de hårdest ramte områder – Antioquia og Chocó – har til fælles, at de er landområder med en omfattende dyrkning af kokaplanter til fremstilling af kokain.
Det største antal fordrevne i absolutte tal finder man i den nordlige del af landet i Antioquia-provinsen, som huser Colombias næststørste by Medellín. Mellem 1985 og 2018 var der således mere end 1,5 millioner fordrevne i Antioquia ud af en befolkning på omkring 6 millioner personer.
Det hårdest ramte område i relative tal finder man i naboprovins Chocó, i den nordvestlige del af landet. Her har knapt 500.000 personer været ofre for interne fordrivelser, hvilket svarer til intet mindre end cirka 90 procent af provinsens befolkning.
Selvom de væbnede konflikter i Colombia generelt er mindre intensive end tidligere, tegner Antioquia og Chocó sig fortsat for en stor del af de nye fordrivelser. I 2020 stod de ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHR) således for tre fjerdedele af de samlede nye fordrivelser.
Bliver i nærområdet
Selvom de fleste fordrevne flygter fra landet til byerne, så viser en opgørelse fra 2013, at mange af de fordrevne ikke er rejst langt væk fra deres oprindelsessted.
Det betyder, at de fleste fordrevne befinder sig indenfor den provins, som de boede i før de blev fordrevet.
Antioquia er således både den provins, som har produceret flest fordrivelser og den provins, som huser flest fordrevne.
Hovedundtagelsen fra det billede er hovedstaden Bogotá, som har modtaget mange fordrevne uden selv at være et område med mange fordrivelser.
Flygtningene
Selvom langt den største gruppe af fordrevne colombianere er blevet i landet, er der også en betydelig gruppe, som er rejst til udlandet. Norsk Flygtningehjælp har interviewet et udpluk fra denne gruppe, og selvom det ikke var muligt at udvælge interviewpersonerne, så de med sikkerhed var repræsentative for alle colombianske flygtninge, giver undersøgelsen alligevel nogle spændende resultater.
For det første viste undersøgelsen, at de fleste af de flygtede havde været ofre for to overgreb, og at de to hyppigste typer var tvungen fordrivelse og trusler om vold.
For det andet viste det sig, at næsten 70 procent af de interviewede havde været internt fordrevne i Colombia, før de flygtede ud af landet. Det vil sige, at de fleste at de flygtede delte et fællesskab i grundene til at flygte og måden, det var sket på.
Til gengæld var der en noget større variation i motivationen for at vælge hvilket værtsland, som de flygtende var rejst til.
Her viser undersøgelsen, at den mest almindelige grund til at slå sig ned i USA og Costa Rica, var ’sikkerhed’, mens den mest almindelige grund til at vælge Canada som værtsland er muligheden for at opnå asyl.
Oven i de interne problemer kommer så, at landet i de seneste år er blevet ramt af en massiv flygtningestrøm fra Venezuela, som der heller ikke er udsigt til en snarlig løsning på
En tredje variant fandt man blandt de colombianere, som var rejst til Spanien. Her sagde flest, at det var nærhed til familie og venner, som havde bestemt, hvor de var rejst hen.
Endelig svarede den største gruppe colombianske flygtninge i Panama, Ecuador og Venezuela at tæthed på hjemlandet var den vigtigste faktor i valg af værtsland.
Undersøgelsen viser også, at flertallet af de flygtede colombianere forventede at blive i det land, som de var flygtet til. Det eneste sted, hvor det ikke var tilfældet, var i Venezuela, hvor et flertal af colombianerne forventede at vende hjem på et tidspunkt.
Venezuelanere kommer og går
Colombia kæmper imidlertid ikke kun med egne problemer med internt fordrevne og folk, som er flygtet ud af landet.
Ved udgangen af 2020 var Colombia således også værtsland for mere end 1,7 millioner venezuelanere, som har forladt nabolandet på grund af dets langvarige økonomiske og politiske krise.
Som beskrevet i en tidligere artikel i POV er denne situation yderst kompleks. En nylig rapport fra den tværorganisatorisk koordineringsgruppe R4V viser således, at der i øjeblikket passerer tre strømme af venezuelanere gennem Colombia.
For det første er der folk, som flygter fra Venezuela.
For det andet er der folk, som vender tilbage til Venezuela efter at have opholdt sig i Colombia eller et andet land i Latinamerika.
For det tredje er der folk, som bor i Venezuela men pendler til Colombia i perioder på op til en måned, hvor de arbejder for at spare sammen til den fortsatte overlevelse i hjemlandet.
Rapporten beskæftiger sig også med grundene til de forskellige strømme. Her viser det sig, at flertallet af dem som forlader Venezuela, gør det på grund af den vanskelige økonomiske, sundhedsmæssige og uddannelsesmæssige situation i landet.
Omvendt siger flertallet af dem, som vender tilbage, at de rejser hjem af familiære årsager.
Ingen udsigt til en hurtig løsning
Alt i alt er situationen i Colombia på mange områder langt bedre nu end den var omkring årtusindeskiftet.
Der er indgået våbenhviler mellem de primære partnere i borgerkrigen, og staten er i gang med et kæmpe arbejde med at registrere ofrene for de interne fordrivelser.
Der er endda startet en proces med at give ofrene mulighed for enten at vende tilbage til deres oprindelsessted eller få udbetalt en kompensation, som kan bringe dem videre i livet. Denne proces går imidlertid meget langsomt.
Samtidig er der stadigvæk problemer. De optræder både i form af nye trusler og fordrivelser, fordi staten er fortsat ikke i stand til at kontrollere hele landets territorium.
Dertil kommer, at produktion og handel med narkotika til stadighed er et problem, hvilket er med til at fastholde et højt niveau af vold og konflikt.
Oven i de interne problemer kommer så, at landet i de seneste år er blevet ramt af en massiv flygtningestrøm fra Venezuela, som der heller ikke er udsigt til en snarlig løsning på.
Det er derfor stærkt sandsynligt, at Colombia vil blive ved med at stå langt oppe på listen over lande med store mængder internt fordrevne og flygtninge.
LÆS ALLE THOMAS CHRISTIANSENS ARTIKLER HER
Dette er den tredje af ni artikler i POV.Internationals tema om ‘ Flygtninge og fordrevne. LÆS DE ØVRIGE 8 ARTIKLER I TEMAET OM FLYGTNINGE OG FORDREVNE HER
Topillustration: Colombias daværende præsident Juan Manuel Santos klar til at underskrive fredsaftalen med FARC i 2016. Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her