Konflikt er kolonitidens efterbyrd

af i Historie/Internationalt/Politik & Samfund

DAGENS POV // POLITIK – Løfter man blikket og skuer videre omkring, ser man, hvordan de fleste af nutidens konflikter i Mellemøsten, Afrika og Asien udspringer af kolonitidens arvemasse, skriver Mette Holm. Vestens del-og-hersk-politik har sat dybe spor og fortsætter med at gøre det. Spørgsmålet er blot, om erkendelsen kan bruges til noget.

Forleden, da jeg endnu engang fornøjede mig over det fornuftigste menneske i det britiske underhus, parlamentsformanden John Bercow, filosoferede jeg over, at vi for tiden er vidner til det vældige britiske imperiums sidste krampetrækninger. Det forenede kongedømme synes ude af stand til at regere sig selv, selv i nutidens stærkt formindskede version. Fortidens kolonimagt dækkede på et tidspunkt næsten en fjerdedel af kloden, og gennem nogle hundrede år skaltede og valtede imperiet med undersåtterne i kolonierne alene med øje for egen forsyning og berigelse. Selvfølelsen fra dengang er intakt – i en grad, der nu om dage blokerer for en løsning på forholdet til det europæiske fastland, som det tager sig ud i EU.

Løfter man blikket og skuer videre omkring, ser man, hvordan de fleste af nutidens konflikter udspringer af kolonitidens arvemasse: overgreb, udvinding og vilkårlige streger på landkort på tværs at etniske, stamme-, kulturelle og religiøse grænser … i Mellemøsten, Asien og Afrika. Et lysende eksempel – og langt fra det eneste – er Myanmar, som før briterne gjorde deres indtog i midten af 1800-tallet bestod af mindre, ofte stridende kongedømmer og stammer, der havde oplevet både mongolernes og kinesernes invasioner og kun få hundrede år med fred frem til slutningen af det 13. årh.

Indien og Pakistan kæmper fortsat indædt over de modsætninger, briterne nærede gennem to århundreders kolonistyre

Myanmar er formet som en ruder med en hale på nedre højre side. Ser man på et kort over landet, består det af det centrale burmanske kerneland, omgivet af randstater som Rakhine, Kachin, Shan og Chin, hvor Karen og Mon så at sige drypper ned i halen. I 1886 blev landet erklæret provins i Britisk Indien med de nuværende grænser og kaldt Burma efter flertallet af indbyggerne, burmanerne. Burma blev ’forfremmet’ til Lieutenant-Governorship (’større provins’) i 1897. Japanerne besatte en stor del af Burma under Anden Verdenskrig, briterne vendte kort tilbage, og landet blev uafhængigt i 1948.

Kort over Myanmar med stater og forvaltningsenheder. Fra Wikimedia Commons

Burma var den sidste tilføjelse til det britisk-indiske imperium og gav adgang til enorme ressourcer af ædeltræ, ædelsten og også ris fra det frodige Irrawaddy-delta, hvor risdyrkningen blev 10-doblet fra slutningen af 1800-tallet til 1930 og eksporteret til Indien såvel som til Europa.

Briterne gjorde Rangoon til hovedstad for en lokalregering under den britiske koloniregering i Indien. Kolonistyret blev mødt med indædt modstand i det centrale kerneland, hvor burmanerne, der udgør ca. 60 pct. af befolkningen, lever. Briterne stemplede burmanerne som hele det britiske imperiums mest uregerlige folk – hvilket understøttes af, at netop i det centrale Burma byggede briterne flere og større fængsler end noget andet sted i det ganske imperium; flere af dem er ulykkeligvis stadig i brug, ligesom dele af fortidens kolonilovgivning.

Kolonistyrets nye embedsværk bestod overvejende af indere, som allerede var indrulleret i den britiske forvaltning, og som burmeserne historisk aldrig havde brudt sig om. Briterne tog for sig af ressourcerne, gik i gang med en intensivering af risdyrkning, skovning af ædeltræ og også rigdommen på ædelsten, mens burmeserne i stigende grad blev forarmet af kolonistyret.

Briternes fængsel i Mandalay set fra Mandalay Hill for et par år siden. Briterne byggede mange fængsler i Britisk Burma, fordi her var imperiets mest uregérlige folkeslag. Fængslet husede kolonistyrets oprørske fanger, siden militærjuntaens politiske fanger. Det er stadig i brug med knap 8500 fanger – næsten tre gange så mange, som der er plads til. Foto: Mette Holm

Der opstod en snæver britisk overklasse, en anglo-burmesisk mellemklasse og en noget større men ikke lige så fornem indisk overklasse, overvejende hinduer, der havde fx pengeudlån som nebengeschäft, hvilket ikke bidrog til deres popularitet. Briterne importerede billig arbejdskraft fra Bengalen, muslimske rohingyaer, der havnede lavest på rangstigen, under bondestanden.

Det traditionelle buddhistiske undervisningssystem blev erstattet med et britisk. Kristne missionærer blev opfordret til at oprette skoler, og der var udbredt missionsvirksomhed i randområderne, hvor især kachin, chin og karenerne konverterede til kristendommen.

Briterne lagde kimen til mange af de bitre modsætninger, der råder i Myanmar den dag i dag

Shan, Chin, Kachin, Karen og Kayah, hvor flertallet af de etniske mindretal lever, blev underlagt en særskilt britisk myndighed, The Burma Frontier Service, der lod høvdinge og småkonger bevare udstrakt selvstyre. Dertil kom, at især karenere, men også kachin- og chin-folk i betydeligt omfang blev rekrutteret til den britiske hær og sat ind for at nedkæmpe burmanerne. Under Anden Verdenskrig kan man i meget generelle vendinger sige, at randområderne holdt med briterne, mens burmanerne hældte til japanerne, fordi de var briternes fjender. Briterne lagde kimen til mange af de bitre modsætninger, der råder i Myanmar den dag i dag.

Del-og-hersk

Britisk Burma var skoleeksempel på koloniherrens del og hersk-politik. Modviljen i kernelandet blev imødegået med en særlig landsbystrategi – man brændte hele landsbyer af for at slippe af med vrangvillige landsbyledere og tvangsflyttede de overlevende beboere til andre steder langt borte – en taktik, det burmesiske militærstyre videreførte, da det tog magten ved et kup i 1962. I 1990’erne besøgte jeg adskillige (tidligere) landsbyer i det burmanske kerneland, som blev udslettet på denne måde, især efter at befolkningen havde stemt ’forkert’, hvilket vil sige på Aung San Suu Kyis parti, ved det forbløffende frie valg i 1990.

Forud for Burmas uafhængighed i 1948 havde frihedshelten, general Aung San, forhandlet en aftale, Panglong-aftalen, der gav Shan, Kachin og Chin-staterne udstrakt selvstyre inden for den kommende Burmesiske Union med mulighed for genforhandling efter 10 år. Flere folk og stater følte sig udenfor, blandt dem Karen og Arkakan/Rakhine og mindre stammer, der levede i aftalens store stater. Og værst, general Aung San, der stod som garant for aftalen blev dræbt ved attentat kort før uafhængigheden 4. januar 1948.

De fleste modsætninger i Myanmar i dag har rod i briternes forvaltning af Britisk Burma – og Myanmar er kun ét blandt mange eksempler

Så den lovede genforhandling af Panglong-aftalen blev aldrig til noget. Burmeserne oplevede knap 15 år med demokrati, inden general Ne Wins militærkup i 1962, der betød regulær krigserklæring mod mindretallene i randområderne og førte til verdens længstvarende borgerkrig. Ne Win landsforviste omkring 500.000 indere, der havde boet i Burma i flere generationer, til Indien.

Selvom juntaen fik stablet en række fredsaftaler på benene med diverse oprørshære, lykkedes det aldrig at stifte fred – heller ikke i det nye Myanmar med folkevalgt regering, der har det tidligere demokrati-ikon, general Aung Sans datter Aung San Suu Kyi, i spidsen.

Der er væbnet konflikt i Kachin og Shan, og over en million muslimske rohingyaer, der ifølge FN er verdens mest undertrykte og forfulgte folk, er drevet på flugt. Militante buddhister har brændt rohingyaers skoler og moskéer ned, deres jord og ejendom er blevet beslaglagt, rohingyaerne er blevet fordrevet, gjort statsløse, interneret i golde lejre og jaget på flugt i hundredtusindvis, og mange er blevet myrdet.

Aung San Suu Kyi har specifikt undladt at gribe ind og standse forfølgelserne og konflikten. Ingen vil tage imod rohingyaerne. Bengalen, som briterne importerede dem fra i sin tid, er i dag Bangladesh, som ikke føler ansvar for briternes gerninger i fortiden. Over en million rohingyaer har dog søgt tilflugt i kummerlige flygtningelejre i Bangladesh.

De fleste modsætninger i Myanmar i dag har rod i briternes forvaltning af Britisk Burma – og Myanmar er kun ét blandt mange eksempler. Tag fx Indien og Pakistan, der fortsat indædt kæmper over de modsætninger, briterne nærede gennem to århundreders kolonistyre ved at sætte folkeslag og religiøse grupper op mod hinanden på tværs at kulturelle og geografiske skel.

Mellemøsten og Afrika

Kaster man blikket videre om i verden, blusser konflikterne fortsat. Opdelingen af Mellemøsten er resultatet af de streger på kortet, som Storbritannien og Frankrig satte ved fordelingen mellem sig af Osmannerrigets arabiske del efter Første Verdenskrig, og de regenter, de indsatte. Stregerne går vilkårligt hen over etniske, religiøse og stammegrænser. Fx er kurderne til trods for deres etniske og kulturelle samhørighed spredt i fire lande, Tyrkiet, Irak, Syrien og Iran, hvilket er årsag til alvorlige konflikter den dag i dag.

Del og hersk–politikkens formål var at varetage vestlige interesser, og nutidens fortsatte indblanding og intervention i regionen udefra har i høj grad været drevet af interessen i kontrol med regionens oliekilder.

Områder beboet af kurdere. Foto: Wikimedia Commons.

Briterne besluttede i 1920, at Irak skulle regeres af sunnier, selvom flertallet var shiamuslimer – en modsætning, som fik voldsom næring både under Saddam Hussein efter den første Golfkrig i 1991 og efter den amerikansk ledede invasion i Irak i 2003 og bl.a. skabte grobund for den såkaldte Islamisk Stat.

Med lige så hård hånd besluttede Frankrig som kolonimagt til gengæld efter Ottomanrigets sammenbrud, at Syrien skulle have de muslimske dele af Libanon og skar resten af Libanon ud af Syrien for at cementere en kristen bastion i regionen – og lagde dermed kimen til mange senere konflikter.

Briternes tvetydige politik som kolonimagt i Palæstina og den temmeligt tilfældige oprettelse af staten Israel i Palæstina efter Anden Verdenskrig lagde linjer ud for den uendelige og tragiske konflikt mellem Israel og palæstinenserne. Dén konflikt er også blandt vor tids længstvarende og har avlet yderligere tragiske lidelser, krig og borgerkrig og uløselige konflikter, som igen har skabt enorme flygtningestrømme i regionen, ikke mindst Libanon og Jordan; somme tider kaldes netop den alle mellemøstlige konflikters moder.

Afrika er heller ikke blevet sparet for vilkårlig inddeling, og verdensdelen martres af langvarige og blodige konflikter. Se bare fx Sudan, Zimbabwe eller Somalia, som Italien og briterne på et tidspunkt deltes om. Stort set alle stater syd for Sahara er resultatet af kolonimagternes grænsedragninger på tværs af etniske og stammegrænser, hvor stammer og folkeslag er blevet splittet og andre bragt sammen inden for nye landegrænser uden at have noget til fælles.

Nu var briterne ikke alene om at kolonisere verden, men de var størst, og de har dårligt bearbejdet deres fortid

Også her har europæernes vilkårlige grænsedragninger blokeret for udvikling af andet end svage ét-benede økonomier, som ofte hvilede på et enkelt råstof, der blev eksporteret uforarbejdet til aftagerne i Europa, som så nappede hele gevinsten ved forædling og forarbejdning, hvad enten det drejede sig om mineraler, ædelsten, brændstoffer eller fødevarer.

Også her har det fostret krig og konflikt i mange af de nye lande, der blev oprettet af koloniherrerne alene med henblik på forsyninger af råstoffer og råvarer til Europa uden hensyn til faktiske forhold, det være sig menneskelige, kulturelle, etniske, religiøse, politiske eller geografiske.

Nu var briterne ikke alene om at kolonisere verden, men de var størst, og de har dårligt bearbejdet deres fortid. Forleden udtrykte briternes plagede premierminister, Theresa May, fortrydelse over den britiske Raj’s massakre for 100 år siden mod sikher, der fejrede en helligdag i Amritsar. Undskylde ugerningen ville hun ikke. Dengang oplyste kolonistyret, at 379 blev dræbt og 1100-1500 såret. Siden er det virkelige antal dræbte opgjort til mellem 1000 og 1526 mennesker.

Og alt imens imperiets tidligere undersåtter kæmper med at slå sig fri af kolonitidens ulyksalige arv, fumler briterne rundt og bruger en alt for stor del af EU’s tid og ressourcer på at finde en passende skilsmisseløsning. De mener vist stadig, at de er store og stærke og ser skævt til the Continent – det europæiske fastland som nogen, der bare vil stikke snablen i briternes pengekasse. No way to treat an Empire!


Topfoto: Collage af POV, Flickr. 

Mette Holm er Asien-journalist og forfatter med baggrund i antropologien, født i 1953. Hun har beskæftiget sig med Kina siden slutningen af 1970erne, var udvekslingsstuderende og læste kinesisk i Beijing 1981-82 og har studeret, boet, rejst og arbejdet i det vældige land gennem alle årene, så det sammenlagt er blevet til mere end 10 år i Kina. Siden hun blev journalist i 1987, har hun dækket Kina og nabolandene på udlandsredaktionerne hos bl.a. Ritzaus Bureau, TV-Avisen, TV2’s Nyheder, Jyllands-Posten, Weekendavisen og DRP1’s Orientering. Hun har skrevet 15 bøger og bidraget til flere om bl.a. Kina, Mongoliet, Myanmar og Vietnam, er flittig kommentator i medierne og foredragsholder i det ganske land, dels om Kina og sit øvrige revir, dels om menneskerettigheder, dels om FN’s verdensmål – eller en blanding. Privat nyder hun at udforske verden, ro på fladt vand på Øresund i sin kajak og vandreture i barndommens revir, Dyrehaven. Skribenter på POV får ikke betaling. Du er mere end velkommen til at støtte Mette Holms artikler på POV via mobile pay: 28 12 53 00. På forhånd tak. Mere om Mette og hendes aktiviteter her: www.metteholm.com, www.metteholm.info.

Foto: Torsten Graae

Seneste artikler om Historie