FOLKEDRAB // KOMMENTAR – Folkedrabskonventionen forpligter stater til at handle ved alvorlig risiko for folkedrab. Danmark har prisværdigt bakket op om en aktuel folkedrabssag mod Myanmars militærjunta. Men i en situation, hvor en række eksperter advarer om alvorlig risiko for folkedrab i Gaza, er vi også forpligtet til at handle i forhold til Israel.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Danmark har i november 2023 tilsluttet sig en erklæring, hvor den danske regering sammen med Tyskland, England, Frankrig, Holland og Irland bakker op om folkedrabssagen ved Den Internationale Domstol (ICJ) i Haag mod Myanmar.
Sagen har sin baggrund i begivenheder i 2016-18, hvor den myanmarske militærjunta dræbte omkring 25.000 personer fra den muslimske minoritet, rohingyaerne, og fordrev 700.000 mennesker af samme minoritet.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har forklaret, at erklæringen fra de seks europæiske lande er en intervention, der skal ”sikre, at FN’s folkedrabskonvention bliver overholdt, og at militærregimet i Myanmar bliver stillet til ansvar for sine handlinger.”
I 2017 og 18 begrundede militærjuntaen i Myanmar og visse danske politikere og debattører den etniske udrensning af rohingyaerne med angivelige jihadistiske tendenser i den muslimske minoritet. Debattøren og historikeren Mikael Jalving forklarede fordrivelsen med, at ”rohingya-muslimernes befrielsesfront… står bag drab på soldater og munke i Myanmar i håb om, at militæret vil overreagere. Planen er indtil videre lykkedes. Jihadisterne udnytter spændingerne i landet til at radikalisere flere muslimer, sådan som det sker over det meste af verden.”
Jalving bedyrede desuden, at for ham forekom ”de internationale menneskerettighedsorganisationer og politikere [med deres fordømmelser red.] også at være næsten lige så skadelige som den internationale jihad, der er på vej ind i Myanmar”.
En række FN-eksperter, jurister og folkedrabsforskere har advaret om en alvorlig risiko for folkedrab i Gaza. Ifølge folkedrabskonventionen har stater en pligt til at handle ved netop alvorlig risiko for folkedrab
Weekendavisens journalist Søren K. Villemoes ramte dengang hovedet på sømmet, da han i en klumme på baggrund af Jalvings relativering og legitimering af udrensningen, betegnede ham som ”apologeten”.
Formanden for Nye Borgerlige Pernille Vermund anslog også en apologetisk tone, da hun i en kommentar på Facebook skrev: ”Her er lidt om baggrunden [diverse links om en rohingya-oprørsgruppe]. Burmeserne slår hårdere ned på jihadister, end vi gør.”
Den underliggende præmis hos både Jalving og Vermund var tilsyneladende, at fordrivelsen af rohingyarne kunne retfærdiggøres, fordi militante rohingyaer havde angrebet militærposter i det nordlige Myanmar i 2016 og stod anklaget for drab på civile i 2017.
Præmissen er i strid med en grundpille i folkeretten, nemlig at ”en forbrydelse aldrig kan retfærdiggøre en anden”, som Det Internationale Krigsforbrydertribunal efter det tidligere Jugoslavien slog fast i forbindelse med folkedrabet på 8000 mennesker i Screbrenica.
Børnenes særlige sårbarhed
Danmarks opbakning til folkedrabssagen mod Myanmars militærjunta sender et vigtigt signal; krigsforbrydere skal stilles til regnskab ved Den Internationale Domstol.
Selvom systemet langt fra er fejlfrit, er det vores bedste retslige redskab mod storstilede forbrydelser som etnisk udrensning og folkedrab.
Samme pointe fremfører Lotte Folke Kaarsholm i en leder i Politiken om en anden forestående folkedrabssag ved Den Internationale Domstol, nemlig den Sydafrika har anlagt mod Israel. Retsprocessen mod Israel indledes med høringer torsdag i denne uge: ”Folkeretten er uperfekt, ja”, skriver Folke og fortsætter: ”Men den er det bedste bud, vi har på, hvad vi som mennesker kan forlange af hinanden for at kunne blive ved at kalde os menneskelige.”
Det gentages og udfoldes i en række afsnit i erklæringen, at børn har en særlig status i forhold til vurderingen af, hvorvidt der er tale om folkedrab
Erklæringen Danmark, England, Frankrig, Tyskland, Holland og Irland har formuleret i forbindelse med sagen mod Myanmar fremhæver særligt et aspekt, som også er meget væsentligt i forhold til Sydafrikas sag mod Israel. Nemlig børnene. Det gentages og udfoldes i en række afsnit i erklæringen, at børn har en særlig status i forhold til vurderingen af, hvorvidt der er tale om folkedrab.
Et par eksempler:
”Parterne bag erklæringen gør gældende, at udtrykket “alvorlig fysisk og mental skade”, når den anvendes på børn, skal fortolkes i lyset af børns særlige behov og sårbarhed […] der er en lavere tærskel for ”alvorlig fysisk og mental skade” når ofret er et barn”
”Det tages i betragtning, som angivet i FN’s Børnekonvention, at ‘barnet på grund af dets fysiske og mentale umodenhed har brug for særlige beskyttelsesforanstaltninger og omsorg’.”
”Det er vigtigt at anvende en fortolkning, der anerkender, at det, for et barn at lide ‘alvorlig og langvarig ulempe for [dets] evne til at føre et normalt og konstruktivt liv,’ kan være anderledes end for en voksen.”
Når ordene fra erklæringen også i høj grad er relevante i forhold til sagen mod Israel, skyldes det blandt andet Gazas særlige befolkningssammensætning; 40 % af befolkningen er under 15 år. Næsten en million af de internt fordrevne i Gaza er børn ifølge FN. En stor andel af dem har intet hjem at vende tilbage til, da anslået en halv million palæstinensere har fået destrueret deres hjem. Dødstallet for børn estimeres til at være over 8000, og 7. januar kunne Save the Children meddele, at der hver dag er mere end 10 palæstinensiske børn, som mister et lem i den brutale konflikt.
Erklæringen fra Danmark og de øvrige parter om folkedrabssagen mod Myanmar fremhæver også, at børn er særligt udsatte, når det gælder ernæringsmæssige og medicinske forhold.
Igen en pointe som ligeledes er relevant i forhold til Gaza, hvor kritisk infrastruktur i udstrakt grad er blevet ødelagt under Israels intense bombardement og invasion. 23 af 36 hospitaler er gjort fuldstændig ubrugelige, 104 skoler er enten komplet destrueret eller udsat for massiv ødelæggelse. Samtidig er den humanitære og sanitære situation katastrofal blandt de 1,9 millioner internt fordrevne; med deraf følgende farlig spredning af infektionssygdomme og eskalerende sult. FN taler om “de højeste niveauer af fødevare-usikkerhed, der nogensinde er registreret”.
Den katastrofale humanitære situation – som rammer børnene hårdest – blev meget direkte indvarslet af Israels forsvarsminister, Yoav Gallant, d. 9. oktober: »Jeg har beordret en fuldstændig belejring af Gaza-striben. Der vil ikke være elektricitet, ingen mad, ingen brændstof, alt er lukket.” Noget nødhjælp er der dog blevet lukket ind siden, men alt for lidt og med alt for mange bevidste hindringer fra Israels side.
Aldrig mere
Der er flere paralleller, men selvfølgelig også væsentlige forskelle, mellem folkedrabssagen mod Israel og den mod Myanmar.
Myanmar er anklaget for at have dræbt omkring 25.000 rohingyaer og fordrevet 700.000. I Gaza er det foreløbig 23.000 dræbte palæstinensere (samt 7000 forsvundne), mens 1,9 millioner er internt fordrevne.
Stævningen mod Myanmar fremhæver, at rohingyaerne har været ofre for langvarig diskrimination og indskrænkning af frihedsrettigheder. En tilsvarende historie med diskrimination og indskrænkning af bevægelsesfrihed betones i forbindelse med palæstinenserne i stævningen mod Israel. Redegørelser for hadefulde, dæmoniserende politiske kampagner mod henholdsvis rohingyaer og palæstinensere har de to anklageskrifter også til fælles.
Som Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien pointerer, er hævn ”et barbarisk begreb, og loven eksisterer præcis for at forhindre det
De historiske, geopolitiske og kulturelle sammenhænge, som sagerne er vævet ind i, er selvfølgelig samtidig meget forskellige. Og omfanget af Hamas’ forfærdelige krigsforbrydelser d. 7. oktober adskiller også de to forløb. Hamas’ grusomme massakre og kidnapninger skal retsforfølges, men da den militante islamistiske gruppe ikke er en statslig aktør, kan det ikke ske ved Den Internationale Domstol, ICJ, men vil påhvile Den Internationale Straffedomstol, ICC, som har påbegyndt en undersøgelse.
Netanyahu kaldte på hævn, “mægtig hævn”, efter d. 7. oktober, men som Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien pointerer, er hævn ”et barbarisk begreb, og loven eksisterer præcis for at forhindre det.
Dem som handler ud fra hævn, eller påberåber sig hævn for at retfærdiggøre forbrydelser, leverer et slag mod retsstaten og dermed mod civilisationen selv.”
Det er godt, at Danmark bakker op om sagen mod Myanmar, det samme burde vi gøre i forhold til sagen mod Israel.
En række FN-eksperter, jurister og folkedrabsforskere har advaret om en alvorlig risiko for folkedrab i Gaza. Ifølge folkedrabskonventionen har stater en pligt til at handle ved netop alvorlig risiko for folkedrab.
Også som mennesker har vi en moralsk pligt til at gøre alt, der står i vores magt for at forhindre potentielle folkedrab. Den moralske forpligtelse udgår fra imperativet ”aldrig mere”, som i et menneskeretsligt, universalistisk perspektiv selvsagt omfatter alle etniske grupper.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her