FLYGTNINGE // TEMA – Selvom landet har meget ringe ressourcer til at tage imod flygtninge, har Jordan i årevis dyrket den åbne dørs politik. Et sted mellem 1,2 og 1,4 million syrere har søgt tilflugt i landet, og det er grundtanken, at de skal vende hjem, selvom kun få tror på, at det kommer til at ske i en overskuelig fremtid, hvis overhovedet. Sådan har den jordanske indstilling altid været.
TEL AVIV – Der er næsten altid aktivitet i al-Abdali, et af kvartererne i det centrale Amman.
På et sted giver viger bygningerne tilbage og et stort asfalteret stykke levner plads til en af byens busterminaler. Det er hertil lufthavnsbusserne ankommer, og intercitybusser sørger for, at man kan komme videre til andre dele af landet.
Jordanske arbejdsgivere ved, at de her kan skaffe en medarbejder til en dagtakst, der ligger betragteligt under, hvad jordanske regler foreskriver
Det virker helt naturligt, at der også ligger snesevis af små rejsebureauer, der ud over almindelige ferierejser til udlandet også sælger billetter til de mange, nære rejsemål.
Før i tiden var dette også et af stederne, hvis man var på vej til Damaskus, den syriske hovedstad, som ligger nogle timers rejse nordpå.
Dengang holdt de syriske taxier langs kantstenen og ventede på at blive fyldt op. Store gamle biler, der havde set bedre dage – flere af dem gule, som for at holde en vis international standard – og chaufførerne sad tålmodigt på fortovet og drak kaffe sammen med kollegerne.
Denne del af scenariet er borte i dag. Da de syriske protester mod Bashar al Assads styre i 2011 kammede over i blodig borgerkrig, varede det ikke længe, før grænsen mellem de to lande lukkede, og siden har de syriske taxier manglet i gadebilledet.
Imidlertid blev den ledige kantsten i den jordanske hovedstad hurtigt overtaget af en anden aktivitet med forbindelse til Syrien.
I de meget tidlige morgentimer finder man her grupper af syriske mænd, flygtninge fra borgerkrigen, som troligt møder op i håbet om at redde sig en dags arbejde. Og jordanske arbejdsgivere ved, at de her kan skaffe en medarbejder til en dagtakst, der ligger betragteligt under, hvad jordanske regler foreskriver.
Lang tradition for flygtninge
”Man kan godt betragte Amman som verdens største flygtningelejr. Sådan er der i hvert fald mange jordanere, der omtaler byen, og selv om det nok er lidt ironisk ment, svarer det meget godt til realiteterne,” lyder det fra en god kontakt.
Han er jordansk journalist og har i mange år skrevet om flygtningepolitik, men foretrækker af forskellige grunde at fremstå uden navns nævnelse. Vi kalder ham X.
”Her i Jordan blev mange mennesker temmelig chokerede, da det tidligere på året kom frem, at Danmark vil sende de syriske flygtninge hjem.”
”Det er helt uforståeligt, at et af verdens rigeste lande viser så ringe respekt for et stort humanitært problem,” siger han.
Aktuelt udgør de syriske flygtninge et godt stykke over 10 pct. af den samlede jordanske befolkning, ikke desto mindre er der en tydelig vilje til at få det til at fungere så godt, som det kan lade sig gøre
Jordan er markant ringere rustet end mange andre i regionen til at tage imod flygtninge, og da slet ikke i det omfang.
Det meste af landet er ørken, der er ingen olie i undergrunden, og de naturlige betingelser for at få det til at hænge sammen som land, er ringe.
Aktuelt udgør de syriske flygtninge et godt stykke over 10 pct. af den samlede jordanske befolkning, og ikke desto mindre er der en tydelig vilje til at få det til at fungere så godt, som det kan lade sig gøre.
På mange måder er dette en integreret del af den særlige politiske og økonomiske balancegang, som altid har været en del af Jordan.
Amman er i sig selv et godt eksempel. Stedet var beboet i oldtiden, men i århundreder lå det imponerende romerske amfiteater som en ensom ruin midt i det øde landskab.
Først i 1870’erne opstod der permanent beboelse på stedet, og da Amman i 1921 blev hovedstad for den nye stat ved navn Transjordanien, var indbyggertallet omkring de 6.000. I dag vurderes byen at have omkring 4 millioner indbyggere.
Meget karakteristisk er det kvarter, som i daglig tale hedder Wihdat, faktisk en palæstinensisk flygtningelejr, hvor 57.000 mennesker klumper sig sammen på en halv kvadratkilometer.
De syriske flygtninge er således kun det sidste skud på en lang stamme, og på mange måder gentager historien sig selv. Den tegner i hvert fald et mønster.
”Den jordanske regerings holdning er, at flygtningene forventes at rejse tilbage, når det atter er muligt,” forklarer kontakten.
Officielt lever der 664.000 syriske flygtninge i Jordan, mens det virkelige tal er mindst dobbelt så stort, fordi mange er kommet til landet uden at lade sig registrere som flygtninge.
Det er typisk mennesker, som er kommet fra de sydlige dele af Syrien, hvor der altså er relativt kort afstand til den jordanske grænse. Det samme ser man hos de mange syrere, der er flygtet til Tyrkiet.
De kommer også typisk fra de nordlige dele af Syrien, men der er en afgørende forskel. Mange syrere er taget til Tyrkiet i forventning om at kunne komme videre til Europa, mens det er velkendt at flugtruten til Jordan ikke rigtig fører videre.
Champs-Élysées
Ud fra den betragtning etablerede de jordanske myndigheder lige fra start fire store flygtningelejre i grænselandet. Zaatari, som er den største af dem, ligger således mindre end 10 kilometer fra den syriske grænse, og den er i dag hjem for små 80.000 mennesker.
Ligesom i de øvrige lejre har alle disse mennesker officiel flygtningestatus. Det vil sige at de er registreret af UNHCR, FN’s flygtningehøjkommissariat.
En del af dem er dog flygtninge af palæstinensisk baggrund og havde allerede i Syrien flygtningestatus under UNRWA, den særlige FN-organisation for palæstinensiske flygtninge, så i lejrene er der et vist overlap mellem de to organisationer.
Det har dog ingen praktisk betydning, for i Jordan styres denne del ag flygtningearbejdet af UNHCR, der også sørger for lejrbefolkningernes daglige fornødenheder.
Lejrtilværelsen er på ingen måde overdådig. I Zaatari har den asfalterede ”hovedgade” ned gennem lejren da også fået navnet Champs-Élysées, og i tydelig erkendelse af at det lokale tilbud muligvis ikke er godt nok, står det da også flygtningene frit for, om de vil blive i lejren. Det er disse mennesker, man træffer på gaden i Amman.
”Det er en forholdsvis enkel sag at forlade lejren, men sagen er alligevel temmelig kompliceret,” forklarer X.
Den jordanske arbejdsløshed havde i 2020 nået 18,5 pct., og den er fortsat i stærk stigning. Ungdomsarbejdsløsheden er dramatisk højere.
For at holde en smule styr på udviklingen screener de jordanske myndigheder og UNHCR de flygtninge, som ønsker at forlade en lejr, og indtil videre har knap 100.000 fået arbejdstilladelse.
Sådan en får man, hvis man har dokumenterede kvalifikationer indenfor en række fag, hvilket primært er landbrug, bygge og anlæg samt håndværk.
På den anden side er flere af mine kolleger palæstinensere. Deres forældre og bedsteforældre kom hertil som flygtninge i 1948 og 1967, og nu er vi i samme båd
”Generelt er syriske håndværkere bedre end de jordanske, og navnlig automekanikere er i høj kurs,” forklarer X.
Ud over dette er der så den store gruppe, som hverken har officiel flygtningestatus eller arbejdstilladelse, og det er især et markant problem i de nordlige dele af Jordan.
Ved byen Mafraq, som ligger mindre end 10 kilometer fra Zaatari, har der været en række sager, hvor landmænd fyrede deres jordanske medarbejder og ansatte flygtninge i stedet; de udfører det samme arbejde til den halve pris. X kan også fortælle, at nogle af hans bekendte i byen Irbid for et par år siden byggede eget hus; stort set alle håndværkere var syriske flygtninge, og den håndværksmæssige standard var i øvrigt helt i top.
Solidaritet
Det er derfor ikke så underligt, at der er delte meninger i den jordanske befolkning.
”Her i landet har vi en lang tradition for at byde folk velkommen, men det hænder, at gæsterne bliver til en byrde,” siger Hisham, der til daglig arbejder som turistguide.
Han har i over et år været uden arbejde, fordi covid19 har lukket landets turistindustri ned. Det er en af landets vigtige indtægtskilder, der dermed er faldet bort, og i det lys finder han det ekstra bekymrende, at flygtninge tager arbejde fra jordanere på så mange andre områder.
”På den anden side er flere af mine kolleger palæstinensere. Deres forældre og bedsteforældre kom hertil som flygtninge i 1948 og 1967, og nu er vi i samme båd,” forklarer han.
Med dette rører Hisham ved noget meget centralt i det jordanske samfund, nemlig at en så stor del af befolkningen rent faktisk har flygtningebaggrund.
Der er masser af forskellige grupper, men udover den aktuelle gruppe syrere, plejer jordanere at illustrere sagen med to andre flygtningestrømme.
Den ene er naturligvis de palæstinensiske flygtninge. En stor del ankom i 1948, hvor krigen i forbindelse med Israels oprettelse gjorde 700.000 palæstinensere til flygtninge. En stor del af disse flygtede til Gazastriben, Vestbredden, Syrien og Libanon, men et betragteligt antal kom også til Jordan.
Denne flygtningestrøm fik ny kraft i 1967, hvor seks dages krig i juni førte til, at Israel blandt andet besatte Vestbredden, som indtil da havde været under jordansk besættelse. Herfra fortsatte mange af flygtningene fra 1948 videre til Jordan, hvor UNRWA den dag i dag fortsat driver 11 officielle flygtningelejre.
”Det var en helt anden tid,” forklarer X. ”Jordan var bundfattigt, men man levede i den panarabiske ånd, så det var helt naturligt at modtage de palæstinensiske flygtninge i solidaritetens navn.”
Irakerne udgør en anden markant flygtningebefolkning, selv om de er meget færre. En lille gruppe ankom umiddelbart efter Golfkrigen i 1991.
Da USA invaderede Irak og satte Saddam Hussein fra magten i 2003, ændrede dette sig imidlertid radikalt. I denne ombæring var mange af flygtningene tidligere embedsmænd fra Saddam Husseins regime, og ikke mindst kom der mange fra Iraks private erhvervsliv. Disse havde i god tid sørget for at anbringe deres formuer i jordanske banker, og da de selv fulgte efter blev pengene brugt til at investere i jordanske virksomheder.
”Irakerne førte et økonomisk opsving med sig,” fortæller X. ”Møntens bagside var så, at disse mennesker også købte bolig i Amman, så i løbet af ganske kort tid fordobledes ejendomspriserne, og det hægtede mange almindelige jordanere af. Det blev simpelthen for dyrt at bo i visse dele af hovedstaden.”
Diplomatisk balancegang
På den måde har hver flygtningestrøm haft to sider. Man ser også visse fordele i syrernes ankomst – så som bedre håndværkere – og det er meget sjældent, at modstanden mod flygtningene kammer over. Når man diskuterer den side af sagen med jordanere, bliver sorte september altid nævnt.
Det er den almindelige reference til september 1970, hvor de jordanske myndigheder smed PLO, den palæstinensiske befrielsesorganisation, ud af landet.
PLO havde gennem længere tid tiltaget sig mere og mere magt og fungerede i 1970 som en slags stat i staten, så da satte myndighederne grænsen.
”Men såkaldt almindelige palæstinensere var lige velkomne bagefter,” tilføjer X.
Den typiske forklaring lyder, at jordanere opfatter de forskellige nabofolk som en del af et slags fællesskab. Kulturelt er der mange lighedspunkter mellem Jordan og Syrien, og det samme gælder forholdet til Irak. Da irakerne ankom havde mange jordanere også en følelse af at indfri en slags gæld, for mens Saddam Hussein var ved magten havde Jordan kunnet nyde godt af næsten gratis irakisk olie, ligesom et stort antal jordanere kunne uddanne sig på irakiske universiteter kvit og frit.
Men hertil kommer, at hele håndteringen af de forskellige flygtningestrømme bærer tydeligt præg af, hvad man næsten kunne kalde en bevidst stræben efter at være en ø af stabilitet i den konfliktfyldte region. Kong Abdallah og hans far, Hussein, står tilsammen for en kontinuitet, som er både usædvanlig i Mellemøsten, og som i tilfældet Jordan nærmest er imod alle odds.
Der har aldrig været midler til at kongefamilien har kunnet købe sig til tilfredshed hos befolkningen, således som det foregår i de rige olieøkonomier, så i stedet har Jordan skullet bedrive en vanskelig diplomatisk balancegang, hvor viljen til kompromis hele tiden har været afgørende.
Ved på den måde at fremstå som fristed for flygtningene får Jordan også en særlig anseelse i verdenssamfundets øjne
”Nøjagtig det samme har været tilfældet i den jordanske flygtningepolitik,” siger X.
Der synes at ligge en bevidst strategi bag dette, og det virker ikke mindst påfaldende i den aktuelle situation, altså de syriske flygtninge. Ved på den måde at fremstå som fristed for flygtningene får Jordan også en særlig anseelse i verdenssamfundets øjne. Det er i den forbindelse interessant at sammenligne Jordan med Tyrkiet, som lige nu huser omkring 3 millioner flygtninge fra Syrien. Dette har den tyrkiske leder, Recep Tayyip Erdoğan, ved flere lejligheder brugt som pressionsmiddel, idet der ligger en konstant antydning af, at Tyrkiet kan lade disse flygtninge rejse videre og udløse en ny krise i Europa.
”Det er dog ikke nogen helt gyldig sammenligning,” smiler X. ”Den tyrkiske økonomi er langt større end den jordanske, og tyrkerne har større indflydelse på verdens udvikling. Desuden har vi jo ingen direkte grænse til Europa, som vi i givet fald kunne true med.”
Men i hans øjne er det stadig et spørgsmål om holdning til medmennesker i nød, så han ser det som relevant at bringe Libanon ind i sammenligningen.
Ganske vist er den libanesiske økonomi i alvorlige vanskeligheder og landet er etnisk splittet på en helt anden måde end Jordan. Men ikke desto mindre har modtagelsen af de syriske flygtninge, som i antal svarer meget til gruppen i Jordan, været alt andet end hjertelig.
Ud over UNCHR har der stort set ingen hjælp været at hente, og de libanesiske myndigheder har været mest optaget af at få dem ud af landet igen, hurtigst muligt.
”Jeg har opholdt mig en del i Beirut og husker at se skiltning med at flygtninge ikke måtte færdes på gaden efter klokken 22,” tilføjer han.
I den store sammenhæng kan Jordan derfor nemt komme til at stå som et glansbillede. Men hvordan man end vender og drejer det, er situationen skrøbelig og andre faktorer kan vælte den tilsyneladende ro.
Hvis befolkningsudviklingen fortsætter og der ikke gøres noget drastisk, vil der om 20 år ikke længere være vand at hente i den jordanske undergrund
Lige nu er der således stort fokus på den truende vandmangel. Ifølge Verdensbanken har hver jordaner 70 kubikmeter vand til rådighed, hver gang Danmark har 1.040 at rutte med til hver borger. Disse tal er fra 2017, så misforholdet er formentlig kun blevet endnu mere udtalt siden.
Når man tænker på, at de syriske flygtninge udgør mere end 10 pct. af Jordans godt 10 millioner indbyggere, lægger de altså beslag på temmelig meget vand, og netop dette kan godt gå hen og blive et vigtigt element i den aktuelle flygtningekrise.
I denne måned var kong Abdallah til stede ved indvielsen af et nyt rørsystem, der hver år vil føre 100 mio. kubikmeter vand frem til de nordlige dele af Jordan. Det er der, de frugtbare dele af landet tørster efter vand, og der, hovedparten af befolkning bor, og dermed også flygtningene. Men mens kongen drejede på hanen og åbnede den nye vandforsyning, lå det også i luften, at dette er Jordans sidste reserve.
Hvis befolkningsudviklingen fortsætter, og der ikke gøres noget drastisk, vil der om 20 år ikke længere være vand at hente i den jordanske undergrund.
”På den anden side,” bemærker X, som for at anslå et lettere tone. ”Jordan har nu taget imod flygtninge fra Palæstina, Irak og Syrien. De er også kommet fra Yemen. Så mon ikke vi er ved at være nået dertil, hvor der ikke længere er lande, som kan sende flygtninge til Jordan?”
LÆS MERE AF HANS HENRIK FAFNER HER
LÆS DEL 1, DEL 2 OG DEL 3 AF SERIEN OM FLYGTNINGE
Topillustration: Zaatari flygtningelejren ligger mindre end 10 kilometer fra den syriske grænse. Foto: Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
