Overgreb mod rohingya er forbrydelser mod menneskeheden

i Asien/Internationalt af

ANALYSE – FN-rapport udpeger de ansvarlige for forbrydelser mod menneskeheden og formentlig også folkedrab mod Myanmars mindretal rohingya. Myanmars øverstkommanderende står først på listen, der også peger på Aung San Suu Kyi for ikke at bruge sin magt og moralske autoritet til at beskytte et forfulgt mindretal. Rapporten er overbevisende, alligevel kommer de ansvarlige og de forsømmelige næppe for en domstol, skriver Mette Holm.

Da en særlig FN-undersøgelseskommission for Myanmar i denne uge offentliggjorde dokumentation for militærets uhyrlige overgreb mod især rohingya-mindretallet, diskuterede Myanmars politiske leder, Aung San Suu Kyi, litterær fiktion på Yangon Universitet og deltog i en tromme- og håndledsbåndsceremoni til fremme for fred.

Den uafhængige internationale kommission, som har undersøgt Myanmars årelange systematiske forfølgelse af rohingya, såvel som overgreb i Shan- og Kachin-staterne i den nordøstlige del af landet, beskriver situationen som “chokerende” i al sin “gru” og “allestedsnærværelse” –  altså store udbredelse.

Aung San Suu Kyi afviser blankt

En talsmand for Aung San Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati, NLD, afviser blankt rapportens anklager om folkemord på rohingya, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser i Shan- og Kachin State. Talsmanden anklager ifølge netmediet Coconuts Yangon derimod det internationale samfund for i ledtog med rohingya at hjælpe dem til at oprette en selvstændig stat i Myanmar.

”Hundredetusindvis af mennesker er rejst, og vi frygter, at flere vil vende hjem, end der er rejst ud, og at de vil oprette deres eget suveræne land med støtte fra mennesker, der er velbevandrede i folkeretten og har penge,” siger talsmanden til TV programmet 7Day ifølge Coconut Yangon.

I fjor glædede Aung San Suu Kyi sig, mens fordrivelsen var på sit højeste, over, at “under halvdelen af dem er rejst”.

FN har i tre årtier beskrevet Myanmars mindretal af rohingya, der lever – eller måske snarere levede – i Rakhine-staten, der grænser op til Bangladesh, som verdens mest forfulgte folk. Rohingyaerne blev hentet til det daværende Burma fra Bengalen af de britiske koloniherrer i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet som billig arbejdskraft – dengang hele molevitten var Det Britiske Imperiums kronjuvel, Britisk Indien, som strakte sig fra det nuværende Pakistan over det nuværende Sri Lanka til Myanmars sydligste spids.

Forfølgelserne af rohingya har stået på i årevis og blussede op på ny i 2012, da militærstyret havde afviklet sig selv til fordel for et “civilt” styre, indledningsvis under ledelse af tidligere generaler fra militærjuntaens tid (1962-2011). Forfatningen sikrer dog fortsat militæret en fjerdedel af pladserne i parlamentets to kamre og dermed afgørende indflydelse.

Tatmadaw og Aung San Suu Kyi forbundne

Myanmars frihedsikon, Aung San Suu Kyi, og NLD vandt  en overvældende sejr ved det seneste valg i 2015. Og eftersom forfatningen nægter enhver, der er – eller som Aung San Suu Kyi har været –  gift med en udlænding at beklæde præsidentposten, indsatte hun en trofast støtte som stråpræsident, oprettede en ny post til sig selv som statsråd, ligesom hun påtog sig hvervet som udenrigsminister og ledende minister i Præsidentens Kontor (endnu en ny opfindelse).

I praksis er Aung San Suu Kyi Myanmars leder – kun matchet af militæret, Tatmadaw, som hendes far, det daværende Burmas uafhængighedshelt, general Aung San, grundlagde. Aung San Suu Kyi er dermed rundet af Myanmars fornemste politiske og militære aristokrati.

Slægtskabet med Tatmadaw er nøglen til, at de to tilsyneladende uforenelige størrelser – Tatmadaws husarresterede urokkelige modstander gennem to årtier, Aung San Suu Kyi, og Tatmadaw selv  – plejer et nært samarbejde.

Og da generalerne afviklede militærjuntaen på deres helt egne præmisser, var Aung San Suu Kyi den eneste, der med autoritet kunne sikre de gamle generaler mod retsforfølgelse for de brutale overgreb mod den burmesiske befolkning gennem fem årtiers misforvaltning af det tidligere så velfungerende og velhavende demokratiske land.

I praksis er Aung San Suu Kyi Myanmars leder – kun matchet af militæret, Tatmadaw, som hendes far, det daværende Burmas uafhængighedshelt, general Aung San, grundlagde. Aung San Suu Kyi er dermed rundet af Myanmars fornemste politiske og militære aristokrati

Der var store forhåbninger og en vældig optimisme til det nye Myanmar under “civilt” styre med demokratisk valg til 75 pct. af pladserne i parlamentet og udsigter til reformer – og Aung San Suu Kyi på fri fod til at føre landet sikkert mod bedre tider.

Udviklingen har været heftig i Yangon og andre større byer, men den er overhovedet ikke nået ud til de urfattige og tilbagestående land- og randområder. Regeringen forekommer handlingslammet. Overgrebene mod rohingya såvel som mere praktiske forhold som manglende infrastruktur skræmmer udenlandske investorer.

Det går uhyre langsomt med ny lovgivning, en ny og ukendt mediefrihed eksploderede i bl.a. opildnen og hadefuld forfølgelse af først rohingya og siden alle muslimer i Myanmar, der ellers havde levet stille og roligt side om side med deres landsmænd i generationer. Muslimer udgør godt 4 pct. af en befolkning på anslået 54 millioner mennesker. Godt 6 pct. er kristne. Næsten 88 pct. er buddhister.

OMKR 140.000 INTERNT FORDREVNE ROHINGYA ER SPÆRRET INDE I INTERNERINGSLEJRE I RAKHINE – HER HENTES VAND VED BRØNDEN I EN LEJR NÆR SITTWE, SOM JEG BESØGTE I 2013

Fra slemt til værre…

Siden 2012 er især rohingyaernes hjem, ejendele og moskéer blevet brændt af. I den centrale by Meiktila mødte jeg en buddhist, der henrykt viste mig den nedbrændte moské og fortalte, hvordan de havde brændt koranskolen af – med elever i.

Han erklærede glædesstrålende, at nu var der ikke en eneste muslim tilbage i byen. Det var rædselsfuldt, og han forstod faktisk ikke, at han var helt galt afmarcheret. For da konflikten blussede op igen i 2012, hvilket man kan læse meget mere om her, så politiet og sikkerhedsstyrkerne blot til, da buddhisterne gik løs på muslimerne. De var vant til at handle efter ordre, og de fik ingen ordrer, slet ikke til at skille parterne ad og beskytte rohingyaerne.

Overgrebene er rettet mod civile og følger nøjagtigt samme mønster, som Myanmars militærjunta brugte i sin tid: opdeling af folk i “dem” og “os” gennem hadefulde udfald og opildnen til forfølgelse

I fjor angreb en (i øvrigt sølle) bevæbnet gruppe rohingya, der kalder sig Arakan Rohingya Salvation Army nogle politiposter og en militærbase. Militæret gik til voldsomt til modangreb, nedbrændte landsbyer, voldtog, massakrerede og fordrev rohingyaer fra deres hjem.

Op imod en million rohingya har søgt tilflugt i nabolandet Bangladesh, hvor Myanmars regering fastholder, de hører til. En del af de seneste tre årtiers forfølgelse har været at konfiskere rohingyaernes fødselsattester og skøder, så de hverken kunne bevise deres statsborgerskab eller deres ejendom.

AFBRÆNDT ROHINGYA-LANDSBY I DEN NORDLIGE DEL AF RAKHINE-STATEN, HVOR DE FLESTE ROHINGYA LEVER/LEVEDE

De nye tiders indledende mediefrihed er blevet kvalt undervejs. Man må stadig mane til had og forfølgelse af rohingya. Men bl.a. to burmesiske journalister, der afdækkede en massakre mod rohingya i Rakhine, risikerer 15 års fængsel for afsløring af “oplysninger, der kan gavne fjenden” – en elastisk britisk kolonilov fra 1923, som endnu ikke er blevet lavet om. De to arbejdede for Reuters, og deres afslørende rapport er her – den rummer grusomme billeder og er ikke for sarte sjæle.

Reuter-rapporten bevidner undersøgelseskommissionens rapport, der konkluderer, at militærets angreb og fordrivelse er begået med ekstrem vold og i strid med alle internationale regler og forpligtelser.

Overgrebene er rettet mod civile og følger nøjagtigt samme mønster, som Myanmars militærjunta brugte i sin tid: opdeling af folk i “dem” og “os” gennem hadefulde udfald og opildnen til forfølgelse, tvangsflytning af hele landsbyer, at afskære befolkningen fra fødevarer, penge og oplysning samt at tvangsudskrive dem som bærere eller – værre – levende minestrygere, efterfulgt af afbrændinger af hele landsbyer. Dertil kommer seksuel vold, voldtægt og tortur, ydmygelser – ofte foran andre og med døden til følge. En anden taktik er at spærre folk inde i huse og brænde dem af eller i lukkede lagerbygninger, hvor de dør af tørst, varme og iltmangel.

Bødlerne går fri

OPSLAG FRA 1992, DA JEG VAR I COX’S BAZAR, BANGLADESH, HVOR 250.000 ROHINGYAER VAR FLYGTET TIL FRA OVERGREB I MYANMAR. FORFØLGELSERNE I DENNE OMGANG ER, OM MULIGT, VÆRRE

Og før som nu: bødlerne og de formastelige i Tatmadaw går fri. Der er straffrihed for overgrebene, som uden undtagelse ifølge folkeretten er forbrydelser.

Rapporten dokumenterer, at Tatmadaw, altså militæret, har begået forbrydelser mod menneskeheden i Rakhine-staten mod rohingyaerne såvel som krigsforbrydelser mod oprørsbevægelser i Shan- og Kachin-staterne.

Oprørsbevægelserne har ifølge rapporten også gjort sig skyldige i overgreb mod civile, især ved rekruttering, om end i langt mindre grad end politiet, sikkerhedsstyrker og militæret.

Rapporten beskriver Tatmadaws voldsanvendelse som “ekstrem i omfang og brutalitet” – og konkluderer, at der bør rejses sag mod de ansvarlige med anklage om folkedrab. Blandt dem Tatmadaws øverstkommanderende og Myanmars mægtigste mand, general Min Aung Hlaing.

Undersøgelseskommissionen beklager den burmesiske regerings manglende samarbejdsvilje trods indtrængende opfordring fra både FN’s Menneskeretsråd og missionen selv

Da udrensningerne var på deres højeste, skrev generalen, “Bengali- (red, rohingya-) problemet har eksisteret i mange år og er, på trods af tidligere regeringers bestræbelser, ikke blevet afsluttet. Den nuværende regering gør sig stor umage for at løse problemet” på sin Facebook-profil. Facebook lukkede generalens profil forleden, da FN-rapporten udkom.

Og da den særlige undersøgelseskommission for Myanmar blev nedsat i foråret, nægtede Myanmar at samarbejde. Alle udenlandske hjælpeorganisationer er for længst blevet smidt ud af Rakhine-staten. Heller ikke FN er velkommen, og missionen har måttet forlade sig på vidneudsagn fra overlevende, der er flygtet fra overgrebene: for 875 rohingyas vedkommende i Bangladesh samt Kachin og Shan i flygtningelejre i nordøst.

Rapporten er udarbejdet til behandling på FN’s Menneskeretsråds kommende samling i september. Den konkluderer bl.a., at overgrebene i Rakhine, Kachin og Shan er blandt de alvorligste forbrydelser i folkeretten; deres art forekommer ganske almindelig i Myanmar, og de ansvarlige og bødlerne går fri, alt imens Myanmars regering og Tatmadaw afviser, at det overhovedet finder sted.

Undersøgelseskommissionen beklager den burmesiske regerings manglende samarbejdsvilje trods indtrængende opfordring fra både FN’s Menneskeretsråd og missionen selv. Missionens medlemmer er blevet nægtet indrejse, deres spørgsmål til udarbejdelse af rapporten er forblevet ubesvarede, og senest fik regeringen rapporten tilsendt inden udgivelsen. Ingen af disse henvendelser blev besvaret.

De ansvarlige må stå til regnskab, men det sker næppe

Rapporten opfordrer det internationale samfund til at bruge diplomatiske, humanitære og alle fredelige midler til at bistå Myanmar til at udvikle sig og leve op til sit ansvar for at beskytte befolkningen mod folkemord, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Dertil kommer opfordring til en række sanktioner som indrejseforbud til de ansvarlige generaler, forbud mod salg af militærteknologi til landet osv. Også FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, opfordrer til at støtte udvikling i Myanmar for at skabe et bedre samfund for rohingyaerne at vende hjem til, hvis og når det kommer så vidt.

Og så opfordres FN’s Sikkerhedsråd til at sikre, at de ansvarlige bliver stillet for Den Internationale Straffedomstol. Missionen udpeger otte ledende generaler med Min Aung Hlaing i spidsen – og understreger, at listen ikke er udtømmende. Enhver med gyldigt ærinde kan få udleveret den fulde liste.

Også Aung San Suu Kyi risikerer i yderste konsekvens at blive stillet til ansvar for ikke at have handlet. Rapporten kritiserer hende for “ikke at bruge sin faktiske position som statsoverhoved ej heller sin moralske autoritet til at dæmme op for eller forhindre begivenhederne eller at søge andre veje til at beskytte civilbefolkningen. Tværtimod, de civile myndigheder har spredt falske fortællinger; benægtet Tatmadaws ulovligheder og overgreb; blokeret for uafhængige undersøgelser, herunder denne undersøgelsesmission, og haft ansvar for ødelæggelse af beviser. Gennem deres handlinger og forsømmelser har de civile myndigheder bidraget til udførelsen af grusomme forbrydelser”.

Det er usandsynligt, at FN’s Sikkerhedsråd, der i givet fald skal træffe beslutningen, kan enes om at rejse sagerne

Der kan ikke herske tvivl om forbrydelsernes art og omfang. Men tvivlsomt er det, om de ansvarlige bliver stillet for en domstol i nogen nær fremtid.

Det er usandsynligt, at FN’s Sikkerhedsråd, der i givet fald skal træffe beslutningen, kan enes om at rejse sagerne. Selvom Kina er forbistret på Myanmar, Aung San Suu Kyi og generalerne over situationen med rohingya og også i Kachin og Shan State, vil Kina som permanent medlem af Sikkerhedsrådet formentlig nedlægge veto mod retsforfølgelse ved Den Internationale Straffedomstol. Kina frygter selv at komme i fedtefadet over den brutale forvaltning af de tibetanske, uighuriske og mongolske mindretal i Kinas store randområder.

En anden mulighed i folkeretten er retsforfølgelse i det land, hvor overgrebene har fundet sted. Det er helt usandsynligt, at en sådan sag vil blive rejst i Myanmar, mens dem, rapporten udpeger som ansvarlige, lever.

Dels er retsvæsenet langt fra uafhængigt, dels er den stiltiende pagt mellem Aung San Suu Kyi og de ledende generaler om straffrihed indgået for netop at sikre dem mod retsforfølgelse for, at militærjuntaens korrupte generaler har kørt Myanmar i sænk, brutalt undertrykt befolkningen, og dengang ikke “kun” rohingya, shan og kachin; tyvstjålet ædelsten og ædeltræ og solgt det til egen vinding, solgt minekoncessioner, byggetilladelser og jord til især kinesere og også andre for penge, der gik direkte i deres egne lommer, ikke i statskassen til landets bedste.

Tilbage sidder de nu omkring én million rohingya-flygtninge i Bangladesh. I Myanmar siger myndighederne, at hvis de kan bevise deres tilhørsforhold, kan de komme hjem til Rakhine-staten – vel vidende, at antallet af rohingya, der måtte være i besiddelse af originale fødselsattester og ejendomsskøder, er forsvindende lille eller ligefrem ikke-eksisterende.

Foto: Skribenten og Wikimedia Commons

Point of View Internationals skribenter er ulønnede, så ethvert bidrag for mine skriverier vil være velkomne på mobile pay: 28 12 53 00. På forhånd tak!

Mette Holm er Asien-journalist og forfatter med baggrund i antropologien, født i 1953. Hun har beskæftiget sig med Kina siden slutningen af 1970erne, var udvekslingsstuderende og læste kinesisk i Beijing 1981-82 og har studeret, boet, rejst og arbejdet i det vældige land gennem alle årene, så det sammenlagt er blevet til mere end 10 år i Kina. Siden hun blev journalist i 1987, har hun dækket Kina og nabolandene på udlandsredaktionerne hos bl.a. Ritzaus Bureau, TV-Avisen, TV2’s Nyheder, Jyllands-Posten, Weekendavisen og DRP1’s Orientering. Hun har skrevet 15 bøger og bidraget til flere om bl.a. Kina, Mongoliet, Myanmar og Vietnam, er flittig kommentator i medierne og foredragsholder i det ganske land, dels om Kina og sit øvrige revir, dels om menneskerettigheder, dels om FN’s verdensmål – eller en blanding. Privat nyder hun at udforske verden, ro på fladt vand på Øresund i sin kajak og vandreture i barndommens revir, Dyrehaven. Skribenter på POV får ikke betaling. Du er mere end velkommen til at støtte Mettes artikler på POV via mobile pay: 28 12 53 00. På forhånd tak. Mere om Mette og hendes aktiviteter her: www.metteholm.com, www.metteholm.info. Foto: Torsten Graae

Seneste artikler om Asien