MYANMAR // LONGREAD – I februar 2021 tog en brutal militærjunta magten i Myanmar, men siden da har oprørsstyrker langsomt nedslidt militæret. Morten Hammeken har talt med demokratiaktivisten Michael Sladnick, der befinder sig i Myanmar.
Militæret har overtaget magten og holder landet i et jerngreb. Det bliver støttet af en supermagt, der drager fordel af et venligsindet regime, og som prioriterer stabilitet og samhandel over menneskerettigheder eller demokrati.
Lyder historien bekendt?
På overfladen kunne den politiske situation i Myanmar nemt sammenlignes med Egypten (hvor USA holder hånden under diktaturet), Belarus (med sin russiske støtte) eller Syrien (Iran). Men hvor kampen for frihed og national selvbestemmelse lader til at have tabt pusten i mange andre diktaturer verden over, er forandringen i fuld gang i Myanmar. Her kæmper oprørsstyrker intenst mod Tatmadaw, landets berygtede junta, der bliver støttet af Kina. Oprørerne har endda indledt en større offensiv – Operation 1027 – der har presset det autoritære regime i Naypyitaw til det yderste.
Hvad er anderledes ved Myanmar?
”Oprørerne har langsomt nedslidt militæret, siden kampene startede,” forklarer demokratiaktivisten Michael Sladnick, der befinder sig i Myanmar. I starten lavede han solidaritetsarbejde og donerede penge til lokale modstandsgrupper. Han lærte også sig selv burmesisk gennem onlinemøder med forskellige oprørsgrupper. I juli 2023 tog han springet fuldt ud og forlod de trygge rammer i Chicago for at flytte til grænselandet mellem Thailand og Myanmar. Her arbejder han nu tæt sammen med folk fra forskellige oprørsgrupperinger, der er forenet i målet om at fjerne diktaturet.
Ifølge Sladnick har militæret lidt katastrofale tab. En tålmodig, død-ved-tusind-snit tilgang har været nøglen til oprørernes succes.
”Militærets tabstal er i titusindvis. Vores estimat er, at 50.000 af regimets soldater er døde, men det virkelige tal kan være endnu højere. Juntaen forsøger ganske enkelt at kontrollere et landområde, der er alt for stort til dens kapacitet, og har samtidig svært ved at rekruttere nye folk. Tatmadaw har mistet adskillige baser her ved grænsen til Thailand, hvor oprørsgruppen Karen National Union (KNU) samtidig er blevet stærkere. For et par uger siden kom hovedbyen Myawaddy, der er tæt på mig, under belejring,” siger Sladnick, der lige nu befinder sig i en unavngiven landsby tæt på grænsen til Thailand. Af sikkerhedsmæssige årsager går vi ikke i nærmere detaljer.
Militærets magt
Siden februar 2021 er Myanmar blevet regeret af general Min Aung Hlaing – i Myanmar ofte kaldet M.A.L. – der også er selvudnævnt premierminister. Før kuppet ledede han Tatmadaw, som har kontrolleret Myanmar siden et kup i 1962. Inden da havde landet været underlagt britisk koloniherredømme frem til 1948.
I løbet af det 20. århundrede bekæmpede de overvejende Bamar-etniske kommunister sammen med en række forskellige etniske militser, når de altså ikke havde travlt med at bekrige hinanden. Den kommunistiske modstandsbevægelse holdt stand frem til 1989, hvor den imploderede. På den måde kan man se det aktuelle oprør som en forlængelse af en årtier lang undergrundskamp for demokrati snarere end noget, der pludselig dukkede op efter kuppet i 2021.
En kort flirt med demokratisering gav liv til en ny regering, der fra 2016 til 2021 blev anført af Aung San Suu Kyis Nationalligaen for Demokrati. Men militæret slap aldrig sit greb om magten. Den demokratiske forfatning fra 2008 øremærkede 25 procent af pladserne i parlamentet til Tatmadaw – nok til at nedlægge veto mod alle forfatningsændringer. Den nye forfatning sikrede dermed, at militæret forblev en stat i staten, som ikke stod til ansvar over for civilregeringen og samtidig havde stor magt over den offentlige sektor og et monopol på alle spørgsmål om ”landets sikkerhed”.
Det var også grunden til, at militæret kunne erklære undtagelsestilstand i februar 2021 og vælte den stærkt begrænsede demokratisk valgte regering. Som en magtdemonstration fra juntaens side blev den tidligere valgte leder, Aung San Suu Kyi, idømt 27 års fængsel i december 2022 på baggrund af opdigtede korruptionsanklager.
De Tre Brødre og masserevolutionen
Den gnist, der antændte det arabiske forår, bliver ofte dateret til december 2010, hvor den tunesiske gadesælger Mohammed Bouazizi satte ild til sig selv i protest over, at hans grøntsagsbod blev konfiskeret. Skulle man fortælle en lignende historie om Myanmar, kom gnisten, der antændte revolutionens flammehav, i løbet af marts 2021, hvor regimet begik en massakre på kvindelige fabriksarbejdere i Hlaingthaya, hovedbyen Yangons industrikvarter.
Mordene affødte en uset stor bølge af vrede i hele landet, ikke mindst i landdistrikterne, hvor størstedelen af Myanmars befolkning stadig lever. For første gang i landets historie sluttede landarbejdere sig nu sammen med arbejdere fra Yangon. Her finder vi også nøglen til at forstå den brede folkelige opstand – og oprørskampens intensitet.
”Hundredtusinder af arbejdere forlod byerne og tog hjem til de landsbyer, de kom fra, for at organisere en revolution,” forklarer Michael.
”Da regimet prøvede at gentage succesen med at undertrykke protesterne med vold, sådan som de var lykkedes med i byerne, greb befolkningen øjeblikkeligt til våben og kæmpede tilbage. Midt i landet voksede en ny generation frem, der støtter People’s Defense Forces (PDF).”
Juntaen har tidligere kunnet undertrykke utilfredsheden gennem kollektive straffeekspeditioner, hvor hele landsbyer er blevet brændt ned
Tre af de største organiserede modstandsgrupper slog sig sammen og dannede De Tre Brødres Alliance. Den består overvejende af store, mere centraliserede oprørsgrupper blandt et kludetæppe af lokale selvstyrende militser. De har mest magt i den østlige provins Shan State, hvor regimet både kæmper med oprørsstyrker og magtfulde narkokarteller. FN anslår, at mindst 25 procent af verdens opium bliver fremstillet i Myanmar, og at 80 procent af det kommer fra Den Gyldne Trekant i den østlige del af Shan State.
Shan State er også base for Myanmar National Democratic Alliance Army og Ta’ang National Liberation Army, der udgør to af de tre ”brødre”, som har slået sig sammen i kampen mod regimet. En række Shan-etniske militser, der historisk er blevet støttet af Thailand og Kina, er med til at gøre billedet endnu mere mudret og præget af interne magtkampe på kryds og tværs.
Da den tredje broder i alliancen, Arakan Army, i 2019 startede et oprør i Rakhine State mod syd, valgte Aung San Suu Kyis demokratisk valgte regering at stryge militæret med hårene og stillede sig på dets side imod de etniske oprørsgruppers krav. Den slags fortidsfejl præger stadig forholdet mellem Brødrene og Nationalligaen for Demokratis soldater i PDF og gør dem uvillige til at lade sig fuldt indrullere under deres banner. Men foreløbigt står de forskellige grupper alligevel sammen imod general M.A.L.
At den dybt upopulære junta alligevel har formået at blive ved magten i tre år, skyldes ikke mindst støtte fra Kina. Supermagten mod nordøst anser Myanmar for at være en strategisk partner i et hav af stadig mindre samarbejdsvillige nabolande
I Sagaing-provinsen, i den anden ende af landet ved grænsen til Indien, har kampen antaget en anden karakter. Her ser Michael Sladnick snarere en bevægelse, der minder om en folkelig masseopstand, der bliver støttet af eksilregeringen og dens væbnede fløj.
”The People’s Defense Force (PDF) har nærmest universel opbakning i Sagaing. Myanmars urbane arbejderklasse blev kraftigt udvidet i løbet af 2010’erne, men kom overvejende fra den landlige befolkning. Det er også dem, der nu er den største finansielle støtte til PDF-grupper, hvor de fra byerne sender penge hjem til deres landsbyer,” siger Michael.
Forårsrevolution
Juntaen har tidligere kunnet undertrykke utilfredsheden gennem kollektive straffeekspeditioner, hvor hele landsbyer er blevet brændt ned. Blandt Tatmadaws mest brutale gengældelsesaktioner var massakrerne mod landsbyer som Let Yet Kone og Tar Taing, som blev brændt til grunden. Mindst 6.000 civile – heraf 160 børn – anslås at være blevet dræbt af juntaen i 2022, og millioner er blevet internt fordrevne.
Hertil kan man tilføje de millioner af burmesere, som allerede var blevet fordrevet af militærets årtier lange kamp mod etniske og religiøse mindretal, der kulminerede med folkemordet på rohingyaerne i 2010’erne. Men militæret er nu blevet nedslidt i en sådan grad, at lokale PDF-militser i Sagaing har kunnet overtage en række små byer stort set uden modstand.
Det moderne Myanmar er en bred sammensætning af etniske minoriteter, hvilket også har fået mange udenlandske observatører til at frame det igangværende oprør som en ”etnisk motiveret” konflikt. Mens to tredjedele af landets 55 millioner indbyggere er af Bamar-afstamning, er både shan (9 %), karen (7 %) og rakhine-folk (4 %) vægtige minoriteter. Indtrykket af en ”kulturel smeltedigel” forstærkes yderligere af folk med kinesisk og indisk afstamning, mon-folket mod syd og de hårdt forfulgte rohingyaer. Men en sådan etnisk indramning af konflikten er en simplificering, forklarer Michael Sladnick.
”Tingene bliver hurtigt reduceret til en etnisk konflikt i vestlige medier. Men de glemmer bare, at alle de store oprørsfaktioner har erklæret sig som del af en samlet forårsrevolution. Fællesnævneren er enighed om, at juntaen denne gang skal rykkes op med rode og erstattes af et føderalt demokrati. Den fælles vision forener bevægelsen fra Shan State i øst til Sagaing i vest – og har også bred opbakning i den bamar-befolkede Burma Valley midt i landet.”
For at gøre ondt værre for Tatmadaw er en række nye modstandsgrupper også hoppet ind i den revolutionære heksekedel
Protesterne har endda spredt sig til rohingya-flygtningelejre, hvilket fik regimet til målrettet at gå efter muslimske aktivister under deres blodige nedslag i byerne. Den del-og-hersk tilgang blev imidlertid mødt med store modaktioner, hvor folk fra alle mulige baggrunde deltog i muslimske begravelser for at vise deres solidaritet.
Kinas skygge
At den dybt upopulære junta alligevel har formået at blive ved magten i tre år, skyldes ikke mindst støtte fra Kina. Supermagten mod nordøst anser Myanmar for at være en strategisk partner i et hav af stadig mindre samarbejdsvillige nabolande. Men indtil videre har den regionale supermagt holdt sig på afstand og undladt at intervenere militært. Det er lettere overraskende, siger Sladnick.
”Siden revolutionen startede, har jeg frygtet, at Kina ville gribe direkte ind og redde Tatmadaw-regimet på samme måde, som Rusland og Iran gjorde det for [Syriens diktator Bashar] al-Assad. Men Kina lader til at have accepteret modstandsbevægelsen i en vis grad,” siger han.
I Myanmar har rygterne endda sværmet om, at regeringen i Beijing har opgivet at fastholde regimet som en stabil partner på den lange bane og i stedet har kastet sin støtte bag oprørerne. Men det er sandsynligvis ønsketænkning og i bedste fald en forhastet konklusion.
”Hvis Kina faktisk støttede oprøret, havde vi allerede vundet. Opstanden har allerede vundet nogle store sejre, ikke mindst i Shan State, men det er endnu ikke nået til de større byer. En af mine kammerater fra en lokal milits i Loikaw City [i det centrale Myanmar, red.] fortalte mig forleden, at de har masser af våben, men ikke nok ammunition eller medicinske forsyninger.”
I virkeligheden har den kinesiske intervention, eller manglen på samme, en mere pragmatisk forklaring. Kina har stiltiende tilladt sortbørs-våben at blive smuglet ind gennem Shan State og har dermed givet Brødrene mulighed for at erobre store dele af provinsen. Nogle ser det som straf for regeringens manglende evne til at slå ned på Myanmars berygtede svindel-call centre, som har sendt milliarder i lommen på den kinesiske underverden.
For nylig slog regeringen hårdt ned på en række call centre. Det er næppe tilfældigt, at våbenstrømmen til Shan State-militserne fra Kina også tørrede ud, lige så snart problemet var blevet adresseret, hvilket tvang Brødrene til at indgå en lokal våbenhvile med regeringen.
”Kina giver oprørerne lang snor og bruger derefter situationen til at gennemtvinge indrømmelser fra Tatmadaw,” forklarer Michael Sladnick.
I takt med regimet svækkes, bliver strategien også mere vovet. PDF-styrker i den centrale Burma-region erobrer ugentligt byer, selvom de overvejende slås med hjemmelavede våben
Den samme dynamik er på spil i juntaens voksende fokus på maritim handel. Fra Kinas perspektiv er en af de vigtigste strategiske fordele ved en venligtsindet regering i Naypyitaw adgang til handelsruter i Den Bengalske Bugt. Det er også grunden til, at Beijing har lagt pres på juntaen for at færdiggøre en ny dybhavshavn i Rakhine trods store protester fra lokale fiskere, der frygter for deres levebrød.
Et lignende scenarie udspiller sig også i den vestlige provins Sagaing, hvor den kinesisk drevne Letpadaung-kobbermine er lukket ned af strejkende arbejdere. Ligesom hundredtusinder af lærere, togarbejdere og andre offentligt ansatte har de strejket uafbrudt siden kuppet i 2021. Ifølge en af de strejkende minearbejderes ledere er regimet nu begyndt at lægge yderligere pres for at få genoptaget arbejdet dér for at tilfredsstille Kina.
”Hvis du spørger almindelige mennesker i Myanmar, har de en meget klar forståelse for, hvordan forholdet til Kina er,” siger Sladnick. ”De fleste er også med på, at våbenhvilen i Shan State kom i stand, fordi Kina ville have den. Hvad skulle militserne ellers have gjort? De har kæmpet alene i årtier, og hvis de havde nægtet at underskrive aftalen, havde Kina lukket våbenforsyningen helt ned. Nu håber folk, at de i stedet kan forsyne nogle af de andre oprørsgrupper med våben.”
Et desperat sats
Selvom situationen altså er faldet lidt til ro i Shan State, om end takket være en porøs våbenhvile, er presset på juntaen stadig stort. Det er sigende for situationen, at Arakan Army ganske vist har indvilliget i en våbenhvile i Shan State, men ikke har givet lignende løfter i Rakhine mod syd, hvor kampene fortsætter.
For at gøre ondt værre for Tatmadaw er en række nye modstandsgrupper også hoppet ind i den revolutionære heksekedel. Få uger efter våbenhvilen blev underskrevet, indledte Kachin State Army, der har kæmpet for selvbestemmelse siden 1960, en ny offensiv, denne gang med titlen Operation 0307.
I Kachin State har de hurtigt taget kontrol med en lang række landsbyer og små militærbaser som et ekko af sidste års offensiv i Shan State. Samtidig har militsen Pa-O National Liberation Army allerede brudt våbenhvilen i Shan State, mens en politisk splittelse i Mon State mod syd har affødt stor tilslutning til den lokale modstandsbevægelse under eksilregeringens PDF-styrker. De vinder også frem i Bamar-etniske regioner midt i landet, mens Kalay på grænsen til Indien næsten er totalt under oprørernes kontrol.
I takt med regimet svækkes, bliver strategien også mere vovet. PDF-styrker i den centrale Burma-region erobrer ugentligt byer, selvom de overvejende slås med hjemmelavede våben. Det er endnu et tegn på, at juntaens ressourcer er svækkede, og at man ikke længere kan finde rekrutter nok til at overtage fra de mange døde soldater.
Mange i Vesten har et billede af frihedskæmpere i Myanmar som en flok bønder med en gammel riffel i hånden. Men hør her; de er moderne mennesker, de føler sig forbundet til resten af verden, og er meget bevidste om den globale kamp mellem fascisme og demokrati
Michael Sladnick
Men hvor meget har regimet så mistet indtil videre? Selvom det kan være svært at give præcise bud for et land som Myanmar, hvor internettet er blevet lukket ned i store dele af landet, peger nogle eksperter på, at op mod 48 procent af landet nu bliver kontrolleret af én af de mange oprørsgrupper. Storbyen Myawaddy på grænsen til Thailand blev befriet i begyndelsen af april, mens et forsøg fra juntaens side på at generobre byen blev slået tilbage i forrige uge.
For et par uger siden kom hovedstaden Naypyitaw også under et stort drone-angreb, og selvom Yangon, der suverænt er landets største by, fortsat er under juntaens kontrol, kan dets greb om magten også hurtigt blive svækket her. Situationen førte til, at Tatmadaw i februar annoncerede en landsdækkende værnepligt som et forsøg på at lappe hullerne i militæret.
”Det er et desperat sats,” siger Sladnick. ”Værnepligt er virkelig upopulært blandt almindelige mennesker. Det betyder også, at den urbane middelklasse, som tidligere kunne lade som ingenting, nu bliver tvunget til at se virkeligheden i øjnene. Tatmadaw har forsøgt at undgå værnepligt af samme grund, som det russiske regime prøver at skærme folk fra Moskva og Sankt Petersborg fra sin krig i Ukraine.”
Luk ikke døren
Fra sin base på grænsen mellem Myanmar og Thailand tog Sladnick for nylig på en tur til Karenni State. Her har regimet lukket helt ned for både internet og telefoner, hvilket gør forbindelse gennem Starlink til det eneste digitale vindue til omverdenen. Hans gruppe fik derfor også mulighed for at se kampe fra dele af landet, som ikke er blevet omtalt andre steder.
Luftangreb fra juntaen betød en forsinkelse på tre dage. Derefter kunne de ved selvsyn bevidne diktaturets visnende greb om provinsen. Kun fire juntabaser holder stadig stand uden for hovedstaden Loikaw, mens både PDF-styrker og lokale militser fortsat rykker frem. I nogle af de byer, de rejste igennem, lå juntasoldaters lig stadig i gaderne, mens de under en tur til landsbyen Hpa Saung kom direkte i skudlinjen.
I byen Mese lå en række uniformer stadig blandt ruinerne til den tidligere politistation. Deres ejere var ingen steder at se; antageligt dræbt under den endelige kamp om byens befrielse. Mese er nu blevet omdannet til flygtningecenter for nogle af de mange civile, der er på flugt i det sydlige Karenni.
Men selvom der sker fremskridt, kunne det godt gå meget hurtigere.
”Oprørssoldaterne giver mig alle sammen den samme besked: De kunne overtage de sidste af regimets bastioner på en uge, hvis de bare havde ammunition nok. Men hver gang de indtager nyt territorie, bliver de nødt til at stoppe op og vente på forsyninger. Det hele bliver selvfølgelig ikke nemmere af, at Tatmadaw-styrkerne gemmer miner i de landsbyer, de forlader, så folk ikke kan vende hjem.”
Med værnepligten undervejs er de sidste illusioner om normalitet under regimet hurtigt ved at forsvinde
Den langsomme udvikling understreger også Myanmar-oprørets paradoks. Trods støt succes – alene i marts blev 5.000 km2 ifølge Myanmar-forskeren Thomas van Linge befriet – lader resten af verden til at have glemt alt om dem.
Måske er det helt bevidst. Madolie, malariamedicin, ammunition og global opmærksomhed; i Myanmar er det hele en mangelvare. Selv regnslag til flygtningelejrene er i knaphed, hvilket gør den snarligt tilbagevendende monsunregn til endnu en trussel i horisonten.
”Jeg spurgte en af mine kammerater i oprørsbevægelsen, hvad hun gerne ville fortælle resten af verden, hvis hun fik muligheden. Hun sagde: ’I må ikke lukke døren for os. Åbn den!’ Der sker så meget lige nu i Myanmar, at det kunne være et fast indslag i nyhederne hver aften, men kombinationen af internet-blackout og et væld af andre konflikter verden over gør, at Myanmar nærmest er usynlig i mediebilledet,” konstaterer Sladnick.
Han mener samtidig, at manglen på opmærksomhed også kan hænge sammen med vores fordomme om Myanmar.
”Mange i Vesten har et billede af frihedskæmpere i Myanmar som en flok bønder med en gammel riffel i hånden. Men hør her; de er moderne mennesker, de føler sig forbundet til resten af verden og er meget bevidste om den globale kamp mellem fascisme og demokrati. De ved godt, hvad der foregår i Gaza, Ukraine og Syrien, og de ser både deres kamp som værende for national selvbestemmelse og for retfærdighed i verden.”
Med værnepligten undervejs er de sidste illusioner om normalitet under regimet hurtigt ved at forsvinde. Nu bliver alle tvunget til at vælge side, hvilket gør konflikten endnu mere intens, forklarer Sladnick.
”Jeg spiste middag med en af min kones tidligere kollegaer forleden. Han er ejendomsmægler og er en meget behagelig og venlig person. Ikke ligefrem typen, man forestiller sig som væbnet oprører. Jeg sagde: ’Revolution er en skræmmende størrelse.’ Han svarede: ’Ja, men ikke lige så skræmmende som udsigten til at skulle leve under juntaen.’ Jeg tror, det opsummerer stemningen i landet meget godt – og samtidig forklarer kampenes intensitet.”
Trods den svære vej fremad ser Sladnick og modstandsbevægelsen optimistisk på fremtiden.
”Alle, jeg har talt med i Myanmar, tror, regimet kollapser. Millioner af mennesker har allerede givet alt, hvad de havde i kampen for frihed, og jeg er helt sikker på, at vi nok skal vinde. Hvis vi ikke får nogen hjælp udefra, kommer det selvsagt til at tage længere tid, men regimets dage er talte. Det er kun et spørgsmål om tid.”
Artiklen er første gang udgivet i Jacobin Magazine. © Oversat af Morten Hammeken for POV International.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
